Beretning fra en retssag som aldrig skulle have fundet sted – eller hvad myndighederne gør, når befolkningens sundhed er truet 2. del

I går oprandt dagen, hvor journalisterne Kjeld Hansen og Nils Mulvad fik behandlet en sag i retten, som udsprang af artikler skrevet i år 2010. Kjeld Hansen stod for skrivearbejdet og Nils Mulvad var ansvarshavende redaktør på internetmediet Aabenhedstinget.dk som lagde platform til udgivelserne.

Du kan finde de to artikler her: Børn i Løgstør fik bylder og sår i otte år og her: Sundhedsstyrelsen insisterer på hemmeligholdelse.

Såvel skrivearbejdet som publiceringen skete i ikke-kommercielt øjemed, der var således ikke tale om at lave sensationshistorier for økonomisk vindings skyld eller lignende, men ganske enkelt at oplyse og informere offentligheden om et alvorligt problem, som blev overset/undertrykt/ignoreret/skjult/hemmeligholdt/forsømt osv. afhængigt af øjnene der ser.

Problemet, som journalisterne ønskede at rette opmærksomheden på, er de multiresistente stafylokokker, der er opstået i danske industrielle svinebesætninger på grund af overdreven brug af antibiotika især den gruppe, som hedder tetracykliner – menneskehedens hidtidige redningsmand.

Det virker kedeligt, det her – tænker du måske – hvad vedkommer det mig?

Det vedkommer både dig og alle vi andre – kan jeg svare – uanset hvor kedeligt det måtte synes, er emnet højaktuelt og sandsynligvis den største helbredsmæssige trussel i vores tid.

Ser du – her er bl.a. hvad et af vidnerne – Hans Jørn Kolmos, overlæge og professor ved Odense Universitetshospital fortalte om i retten i går.

Der er mange typer af stafylokokker – en type kom oprindeligt fra mennesker, men ændrede sig og slog sig på svin. I den industrielle svineproduktion er dyrene under konstant pres, og det resulterer i sygdomsudbrud af forskellig art. Den voldsomme sygdomsfrekvens behandles med voldsomme antibiotikamængder, og den jævnlige påvirkning med medicin fik bakterierne til at tilpasse sig for at overleve – altså udvikle resistens mod medicinen. De bakterier kaldes nu MRSA, Svine-MRSA eller svineudgaven cc398.

For almindelige folk er det ikke overraskende, at en bakterie, der én gang har haft mennesket som vært, kan vende tilbage igen, men for sundhedsmyndighederne har tanken tilsyneladende ikke ligget lige for.

Hans Jørn Kolmos fortalte, at man i 2006 blev opmærksom på problemet i hospitalsvæsenet, fordi det på daværende tidspunkt voksede sig stort i Holland.

I 2008 blev den første danske patient indlagt med den multiresistente bakterie i kroppen – det var en landbrugsmedhjælper.

I 2010 fik en svineproducent en harmløs skramme under foden, der gik svine-MRSA-betændelse i såret, og han fik smittet sit nyfødte barn. Barnet fik livstruende lungebetændelse men overlevede.

Siden da har hospitalsvæsenet oplevet et stærkt stigende antal infektioner. Den største fare er ved infektioner i blodbanen – altså blodforgiftninger, hvor risikoen for dødelig udgang er 25 – 50 %.

Fra sundhedsmyndighedernes side har man ikke ønsket at kortlægge smittens omfang hverken på besætningsniveau eller blandt befolkningen.

Et ukendt antal mennesker er smittebærere uden at have symptomer – man ved ikke hvor mange.

Når man tester slagtesvin på slagterierne, tyder tallene på, at ca. 80 % af besætningerne nu er smittede med svine-MRSA, men tallet er meget usikkert, for grisene kan formodentlig sprede smitten i lastbilen på vej til slagteriet. I 2010 var andelen 16 %.

På hospitalerne ses, at antallet af patienter med svine-MRSA er steget med antallet af smittede besætninger.

I 2012 fandt det første dødsfald som følge af svine-MRSA sted i Danmark.

I 2013 var der yderligere to dødsfald af samme årsag. Ingen af de afdøde havde relation til svineproduktion. Dødsfaldene kom ikke til offentlighedens kendskab.

Hans Jørn Kolmos udtrykte det således: I 2006 var udbruddet en kuriositet, nu er det et dagligdags problem.

Og han fortsatte med at fortælle om, at der nu sker en smittespredning i lokalsamfundene, og her ligger regionerne med høj landbrugstæthed forrest. Eksempelvis havde 40 % af de husstande på Fyn, hvori man konstaterede svine-MRSA-smitte, ingen tilknytning til svineproduktion.

En omfattende undersøgelse i USA har vist, at hvor der gødes med gylle, findes flest smittede.

Bakterierne vandrer og er nu uafhængige af svin. De overføres ved fysisk kontakt – både mellem dyr og mennesker og mellem mennesker alene, de spredes gennem luften, gennem gyllen og også gennem kødet fra kølediskene. Sidstnævnte er vanskeligt at bevise.

Afslutningsvist ærgrede Hans Jørn Kolmos sig over, at sundhedsmyndighederne ikke greb ind for 5 år siden. Han udtrykte, at der var modvilje i systemet, og at det ikke var til at trænge igennem. Direkte adspurgt svarede Kolmos, at Kjeld Hansen’ s journalistik i MRSA-sagen afgjort har øget opmærksomheden på problemet.

Hvorfor – tænker du sikkert – var der så overhovedet en retssag i går.

Det var der – kan jeg svare – på grund af to forhold. I de to artikler jeg nævnte tidligere.

Ser du – Kjeld Hansen havde gennem en kilde/kilder fået adgang til helbredsoplysninger for smittede personer, og oplysningerne blev brugt i artiklerne for at dokumentere, at der i dette land var og er et alvorligt problem med svine-MRSA. Et problem myndighederne som tidligere nævnt ikke ønskede at forholde sig til offentligt.

I den ene artikel var en mand nævnt ved navn og hans hustru blev også omtalt som smittet. Kort efter publiceringen gjorde Sundhedsstyrelsen de to journalister opmærksomme på, at oplysningerne kom fra en læk i det offentlige system, og at det ikke var i orden, at de to smittede kunne identificeres.

Og det er alle faktisk enige om – det var ikke i orden, og Kjeld Hansen og Nils Mulvad redigerede artiklen, så der fremadrettet stod, at to personer på den pågældende ejendom var smittede. Herefter skete der ikke videre i 3 år.

Den pågældende – og nu tidligere svineproducent – var indkaldt som vidne, da han havde anlagt sagen. Med al respekt for Aabenhedstinget.dk er læserskaren måske knap så stor, som hos andre nyhedsmedier, og anmelderen var da også blevet gjort opmærksom på sit navns nævnelse af et andet vidne – Henrik L. Hansen, chef for embedslægerne i Syddanmark.

Den tidligere svineproducent havde haft svineproduktion fra 1996 og frem til 2010, hvor han gik konkurs. Der havde i gennemsnit været 2 – 3 medarbejdere af forskellig nationalitet på ejendommen gennem årene, men op til konkursen havde kun han og konen passet besætningen. Han mente derfor, at deres identitet ikke var blevet sløret af, at teksten var rettet til at omhandle to personer på ejendommen. Parrets børn var blevet testet og var ikke smittebærere. I hjemmet traf man en klar beslutning om, at omverdenen ikke skulle kende til MRSA-problemet. Manden følte sig krænket over offentliggørelsen af sine helbredsoplysninger.

Da manden og hans hustru blev konstateret smittede hos deres egen læge, indberettede denne fundet af svine-MRSA. Det er lovpligtigt og informationen går til Statens Seruminstitut og til embedslægerne. De udfyldte sedler samles i ringbind og arkiveres, når ringbindene er fyldte – det er sikkerhedsproceduren.

Set herfra – som udenforstående – ville jeg aldrig have gættet, hvorvidt ejendommen var affolket eller ej.
Set herfra undrer det mig en del, at manden ikke følte sig ansvarlig overfor sine tidligere ansatte, kontaktede dem og opfordrede dem til at lade sig teste – fremfor eventuelt at lade smitten diffundere rundt de ansattes respektive hjemlande.

Vidnet Henrik L. Hansen – chefen for embedslægerne i Syddanmark, fortalte, at den omtalte læk af oplysninger kom fra en ansat i hans afdeling. Det er endnu ikke lykkedes hverken afdelingen eller politiet at finde frem til personen, der videregav de fortrolige oplysninger.

Embedslægen fortalte også, at hvor man tidligere havde en strategi om at ”rense” patienter for bakterien – i isolation selvfølgelig, var det opgivet, fordi beskæftigede i svineproduktioner blev gensmittet kort efter hjemsendelse. Dog var der stadig den undtagelse, at hustruer – ofte med arbejde indenfor pleje- og sundhedssektoren – blev behandlet.

Han talte om, at der nu er udviklet kroniske smittebærere.

Sundhedsstyrelsen stod for den anden anmeldelse af de to journalister, og den tager tillige udgangspunkt i nummer to artikel, du fik i indledningen.

Denne artikel handler om myndighedernes svigt og hemmeligholdelsesstrategi i forbindelse med svine-MRSA.

For at underbygge dels at problemet findes og dels omfanget, brugte Kjeld Hansen kildemateriale som dokumenterede fund af svine-MRSA i 12 navngivne svineproducenters virksomheder. Begrundelsen for offentliggørelsen er ifølge artiklen, at ” Oplysning til befolkningen om de inficerede virksomheder er væsentlig for at presse en eliminering og forebyggelse igennem.”

En af de nævnte personer var indkaldt som vidne i gårsdagens sag. Han har tidligere stået frem bl.a. i en DR-udsendelse og har fortalt om smitten. Han tilkendegav, at han ønskede en åbenhed for at afmystificere problemet af den grund, at han fandt debatten med død og ødelæggelse skævvreden og svært overdrevet.

Vidnet udtrykte også ønske om en registrering af smittede besætninger, så svineproducenter kunne handle og transportere dyr uden risiko for at få sygdommen ind i ikke-smittede besætninger.

Nu har du læst om de fire vidner og deres vigtigste budskaber.
Så er vi nået til, hvad Kjeld Hansen forklarede i retten.

Kjeld Hansen har beskæftiget sig med antibiotika-resistens problematikken siden 2008/2009. I sommeren 2010 tog han kontakt til alle embedslæger i Danmark for at afdække problemets omfang. Ingen ville svare.

Det er Kjeld Hansens påstand – og jeg tilslutter mig helt og fuldt – at Sundhedsstyrelsen retter ind efter Fødevareministeriet. Man varetager ganske enkelt levnedsmiddelindustriens interesser i stedet for borgernes.

Formålet med de to artiklers brug af personlige helbredsoplysninger var at yde dokumentation for, at virksomheder med svine-MRSA i besætningerne har et arbejdsmiljøproblem. Det er og var oplysningerne om staldene, som havde relevans – ikke oplysningerne om menneskene.

Det er vigtigt at kortlægge af hensyn til folk, der færdes i staldene – myndigheder, dyrlæger, ansatte, skoleklasser m.fl.

Som arbejdsgiver er det lovpligtigt at udarbejde en arbejdspladsvurdering – APV, og det er problematisk, at den oftest er på dansk, når staldmedarbejderne oftest hverken taler eller læser dansk. En sådan APV skal bl.a. oplyse om risikoen for at blive smittet, hvis besætningen er smittet med svine-MRSA.

Der er nu 2 – 3 tilfælde, hvor smittede ansatte har trukket deres arbejdsgivere i retten for ikke at have oplyst om risikoen.

Den anden anklagede journalist Nils Mulvad udtrykte ærgrelse over den manglende anonymisering i artiklerne, men fastholdt at dokumentationen var nødvendig for at bevise sygdommens eksistens.

Den offentlige anklager ville ikke forholde sig til MRSA-problematikken og myndighedernes strategi som sådan, men fastholdt at sagen alene handlede om offentliggørelse af personlige helbredsmæssige oplysninger, og hun krævede således en strafferetlig dom med bødeudmåling til begge journalister.

Udover den ønskede straf for offentliggørelse af de personlige oplysninger var der krav om straf for at have anvendt materialet fra den ukendte kilde/kilder. Anklageren brugte embedslægens ord og kaldte de lækkede oplysninger for ”Hælervarer”.

Journalisternes forsvarer anførte, at sådanne oplysninger skulle være rent private, hvis der skulle være tale om en overtrædelse af loven. I dette tilfælde betragtes oplysningerne som miljøoplysninger, hvilket for kort tid siden blev bekræftet af Ombudsmanden.

Forsvareren anførte også, at pressens ret til ytringsfrihed omfatter det forhold, at nogle – også enkeltindivider – kan stødes af de informationer, som videregives, men at offentligheden har ret til at modtage disse informationer i en sag som denne. De formidlingsmæssige skøn skal overlades til journalisterne og ikke til anklager eller domstol. Forsvareren mente derfor, at hensynet til pressefriheden skal vægtes tungere end til enkeltindividet.

Desuden skal handlingen ses i sammenhæng med den overordnede hensigt – det var ikke målet at kompromittere nogen – målet var at påpege et problem af stor betydning for befolkningen.

Der falder dom i sagen senest d. 22. maj 2014.

Retssagen mod de to journalister rejser – set herfra – en række spørgsmål:

1. Hvorfor kom tvivlen om bakteriernes fremfærd fra 2008 og til nu landbrugsindustrien til gode i stedet for befolkningen?

2. Fordi noget er vanskeligt at bevise – f.eks. hvorvidt svinekød i detailsalg kan give smittespredning – bør myndighederne så afstå fra at gøre opmærksom på faren? Hvem vil gerne være bevis fremfor at tage forholdsregler og afholde sig fra at købe og håndtere svinekød i hjemmet?

3. Hvorfor er de tre dødsfald forårsaget af svine-MRSA ikke kommet til offentlighedens kendskab? Da det for få år siden handlede om mulig fugleinfluenza, trak myndighederne i rumdragter, afspærrede ejendomme og krævede investeringer i forholdsregler, som fik en lang række små fjerkræavlere til at måtte opgive deres besætninger. Set herfra lignede det en fælles indsats fra myndigheder og landbrugsindustri med henblik på at eliminere småproducenterne. Bortset fra alle de aflivede høns døde ingen herhjemme af fugleinfluenzaen.

4. Hvorfor er der anlagt en straffesag og ikke – som normal procedure i pressespørgsmål – en sag i pressenævnet eller alternativt en civilsag?

Ét er, hvis dommeren vælger at følge anklagerens ønsker og udmåler en bødestraf til de to journalister, noget helt andet og langt mere afgørende er, at de så har en strafferetlig dom, som afskærer dem fra at rejse ind i USA fremover, hvor de som journalister har en del af deres virke.

5. Hvorfor vurderes svine-MRSA af myndighederne til at være så alvorlig, at de praktiserende læger har indberetningspligt, men uden deraf følgende handlingsplan – udover ringbindene?

6. Hvor er vi henne, hvis journalister ikke må bruge lækkede oplysninger? Hvis journalisters brug af kilder kriminaliseres med ord som modtager af ”hælervarer”?

Jeg var ved at falde ned af det formpressede stolesæde, da anklageren afsluttede med sin påstand. Hvad er det her for et land?

Er det et land, hvor myndigheder og politikere kan kriminalisere dem, som afslører systemets løgnagtigheder og manglende evner?

Det trækker en direkte tanke til Edward Snowden. Han tog oplysninger fra sin stat og regering, han lækkede dem til pressen. Journalister har siden kunnet formidle, hvordan overvågning af befolkninger kloden over finder sted. Skal disse journalister også omfattes af en straffesag, fordi de har brugt oplysninger, en anklager mener er ”hælervarer”?

Der er ikke megen grund til stolthed i nationen for øjeblikket
Lone