Godt for øjnene

1-dsc_89440001

1-dsc_89540001

1-dsc_89580001

Kaniner – og grønt – er godt for øjnene
Lone

Udgivet i Hverdagen | 1 kommentar

Selvfølgelig skal der æbler i – ellers er det jo bare skiver, der er kuglerunde

dsc_84520001

I dag skal det handle om æbleskiver. Lige fra morgenstunden.

Dels skal der laves huskeseddel og købes ind, så de nødvendige ingredienser er skaffet hjem til æbleskivebagningen ved julemarkedet.

Det julemarked hver dag og alle dage går med at forberede lige nu.

Og dels ringer en journalist fra et større dagblad for at tale om, hvordan man laver klodens bedste æbleskiver.

Der sker også fredelige ting i denne verden.

Hvis du af uransagelige grunde ikke kan besøge os i den kommende weekend, skal det ikke være vores skyld, at du må undvære æbleskiver – du finder opskriften lige HER.

Og nu må du have mig undskyldt – pressestaben, spindoktoren, sekretariatet, embedsmændene, borgerne, og jeg har en del formuleringer at gennemgå, før vi er klar til at udtale os entydigt om æbleskivebagning.

Man vil så nødigt kvaje sig
Lone

Udgivet i Hverdagen | 1 kommentar

En nyplantning med håb

1-dsc_88140001

Måske husker du foræringen fra forleden.

En samling vinstokke, der havde brug for et nyt levested. Sådan for evigt agtigt.

1-dsc_88750001

Den slags planter kan ikke flyttes, når de bliver meget ældre. Strengt taget er det vanskeligt allerede nu, men man kan gøre forsøget – de havde ikke andre steder at være.

Der er ingen grund til ikke at gøre forsøget. Prøve. Tage chancen. Satse butikken. Give det et skud.

Hvor var vi henne uden vilje til at prøve.

Så slipper man også for så megen snak.

1-dsc_88050001

Men ting går sjældent af sig selv.

Der skal mere til. Omtanke, omsorg, inderlighed og omhu. Blandt andet. Man har faktisk ikke rigtig prøvet, før den slags er inddraget.

1-dsc_88390001

De er blevet kraftigt rodbeskåret – har for lidt med at deres oprindelige netværk. Det de brugte til at få næring og vand fra, og de er tvunget til at klare sig med mindre.

Jordbunden er fremmed og klimaet er anderledes end det hidtidige. Det er store forandringer, når de vante omgivelser ændres.

De får brug for ekstra opmærksomhed, omhyggelig lugning, tilpas vanding og en pæn bue udenom, når maskinerne kører forbi. Ellers vil rodslåningen ikke lykkes.

Man kan ganske enkelt ikke få noget til at gro, hvis man mosler det over med plæneklipperen hele tiden.

1-dsc_88530001

Sådan er det også med planter
Lone

Udgivet i Hverdagen | 1 kommentar

Udsigt med indsigt

1-dsc_89250001

I går var en fantastisk flot dag.

Helt klart, fint frostvejr med et tykt lag knasende rim på markerne. Mens vi fodrede, besluttede jeg mig for en fasanjagt. Den første i år, og det skal jo snart til at være, hvis det skal være. Det er lige præcis i sådan et vejr, fasanerne er på vingerne.

Men inden jeg nåede så langt, flækkede lyden af et skud stilheden. Duer flaksede op fra vores lille skov. Der er mange i år – det har der ikke været de seneste par år.

1-dsc_89280001

Et skud generer mig ikke, det kunne jo have været fra mig selv. Det kom fra nabogodsets nærmeste såt. Den ligger lige bag vores eng, der hvor jeg havde tænkt, at en tur med hunden og bøssen ville være et godt sted for sjælen. Desværre kom skuddet ikke alene. Når et gods sætter tusindvis af fasaner ud, og tager en fyrstelig pris får deltagelse i jagten, så kommer et skud aldrig alene og heller ikke i går formiddag. Et sted mellem 50 og 100 skud mindede mig om en dårlig krigsfilm, ja det var ikke fordi, fjenden besvarede ilden, den flygtede nok bare for livet.

Jeg kan næppe, uden at vade rundt i hykleri, klandre mine medjægere for at deltage i denne type jagt. Jeg er ikke helt afklaret med, hvorvidt jeg overhovedet synes, at den slags “jagt” kan kaldes jagt, men hvem er jeg til at definere begrebet. Jeg undres dog til stadighed over, hvorfor en godsejer, der befinder sig blandt de absolut rigeste familier i Danmark, finder det nødvendigt at lægge sin jord til rådighed for den slags jagt. Ja, der er penge i det – mange penge, men hvis man nu ikke mangler, hvorfor så?

Jeg kan ikke ændre på deres jagtmønster, og måske er det derfor, jeg instinktivt reagerer ved ikke selv at gå på jagt. Naturen har fået prygl nok i forvejen – pludselig virker det fuldstændig overflødigt, at jeg melder mig under fanerne.

Nogle vil nok mene, at det er overflødigt, at jeg går på jagt, uanset hvor meget blodbad der er på naboejendommen. Og ja, jeg ville også overleve uden, uden tvivl. Men jeg føler en glæde i jagten, glæden ved en sjælden gang imellem at få et bytte, og ja det bliver ikke til så meget, og selvfølgelig glæden ved at tilberede og spise dyret.

1-dsc_89400001

Men jeg skal føle glæden, ellers er det ligegyldigt, og glæden forsvinder, når jeg mærker overflødigheden, eller måske bedre beskrevet som følelsen af at mine medmennesker har gjort rigeligt. Det er lidt det samme, som hvis jeg tænker, at det kunne være godt at avle nogle flere grise og begynde at sælge grisekød fra gården. Når jeg så kigger over marken lige ind i naboens kæmpe nybyggede stald, hvor omtrent 40.000 grise fødes, fedes og køres til Polen, så pakker jeg halvflov mine tanker sammen. Jeg kan jo godt prøve at skrue på alle de romantiske naive knapper og bilde mig selv ind, at hvis jeg opdrættede 30 grise om året, grise som havde det perfekte frilandsliv, så blev der lavet 30 færre i stalden derovre. Men den går ikke Grønberg – det sker ikke. Så vi opdrætter ikke grise til salg – i år er det blevet til to til egen kødforsyning.

Jo længere bønderne pløjer og sprøjter ud i grøftekanten, des mere får vi lyst til at lægge jord ud til natur. Jo mere regeringen prædiker forbrug, des mere mindre mindre mere køber vi.

Det er ikke en protest, det er ikke obsternasigvorenhed taget til maksimum – det er blot en følelse af, at vi alle må deles om det, der er, og nogen har helt åbenlyst brug for mere end os, derfor må vi nøjes. Vi nøjes, fordi de andre har taget det, der var.

Og nej, det gør ikke os til bedre mennesker. Det gør os højest til andre mennesker.

Jeg tager nok på fasanjagt en anden dag, men det blev ikke i går. Der er også en til mig, og er der ikke, så går det såmænd nok alligevel.

Søren Sørøver – med tørt krudt og løse skud

Udgivet i Hverdagen | 7 kommentarer

Vintermorgen og dyr til dig

1-dsc_84240001

1-dsc_8581-0010001

1-dsc_84630001

1-dsc_84840001

1-dsc_83910001

1-dsc_85060001

1-dsc_85650001

1-dsc_84770001

Lone

Udgivet i Hverdagen | 3 kommentarer

Mormors brunkager – opskrift

1-dsc_85600001

Ingen jul uden min mormors brunkager. Vi fik dem altid til advents-familiesammenkomst i det lille hus i Hillerød. Så sad vi der i mørket med kun lys tændt i adventskransen (grøn gran, hvide stearinlys og røde bånd – ikke noget popsmart i nye julefarver) og lyttede til min morfars juleplade. Det var en plade, han havde fået gratis, og den sluttede med en rolig stemme, der sagde “Importøren ønsker dem glædelig jul”. Fadet med min mormors konfekt og småkager var højdepunktet – sammen med æbleskiver og jordbærsyltetøj.

Da jeg arvede nogle af min mormors ting, var brunkageopskriften ét af klenodierne. Gode ting bliver bedre af, at man deler dem, og du skal selvfølgelig have den her.

Du har brug for:

250 g smør lavet af mælk fra en vintervåd ko
250 g rørsukker
125 g sirup
75 g grofthakkede mandler
1 tsk stødte nelliker
3 tsk stødt kanel
1 stykke finthakket sukat
8 g potaske opløst i 1 spsk kogt vand
440 g fint hvedemel

Så går vi i gang, hvorfor vente – brunkager kan spises fra nu af og et år frem. Slipper de op bager du bare en ny portion. Det tager ikke ret lang tid.

Hæld smør, sukker og sirup i en stor gryde og varm det op til kogepunktet. Tag gryden af varmen når sukkeret er smeltet. Lad glitterstadset køle lidt ned.

Afmål mandler, sukat, nelliker og kanel og hæld det hele i gryden. Hæld også potaske og mel i gryden og rør rundt.

Mens dejen stadig er lun kan du forme to stænger, der er ca. 4 cm i diameter. Pak dem ind i bagepapir og læg dem køligt til du har tid til at bage brunkager. Selvom du skulle have tid med det samme, er det bedst at vente, til dejen har sat sig og er kølet helt ned – ellers bliver det en dårlig oplevelse at skære rullerne i skiver.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 175 °C uden varmluft.

Skær ca. 1-2 mm tykke skiver af dejrullerne – en skarp kniv er en stor hjælp. Fordel skiverne på bageplader beklædt med bagepapir eller på velsmurte bageplader.

Bag hver plade 9-10 minutter afhængigt af din ovn og læg dine nybagte brunkager til afkøling på en rist. Lad kagerne køle helt af og pak dem i lufttætte kagedåser, men hold en håndfuld kager tilbage.

Tag kagedåserne med ud i laden og vær forsigtig, når du klatrer op ad den gamle stige. Gem kagedåserne et hemmeligt sted. Tag halm med ned til hønsene, når du alligevel er deroppe.

Sæt vand over og lav et ordentligt krus kaffe. Sæt dig ned, nyd din kaffe og dine nybagte brunkager i fred og ro.

Du har så inderligt fortjent det
Lone

P.S. I nogle opskrifter bruges tillige ingefær og kardemomme. Der er alt godt at sige om ingefær og kardemomme – krydderierne skal bare ikke i mormors brunkager.

Udgivet i Julemad, Småkager | 3 kommentarer

Flash fiction – Isbjørnen

1-dsc_74250001

Engang i begyndelsen af dette år spurgte den dygtige oversætter, som har været i gang med romanen “Under landet”, om jeg også skriver flash fiction. Fortættet historiefortælling med så få ord som muligt.

Det gjorde jeg ikke, men det gør jeg nu. Til februar en gang udgiver online litteraturmagasinet SmokeLong Quaterly den første – på engelsk. De har retten til førsteudgivelsen, så derfor kan historien ikke skrives her.

Hvorfor skal alting gå så hurtigt, tænker du måske. Hvorfor så kort. Er det for at fedte for tidsånden?

Næppe, må svaret være – flash fiction er en ældgammel fortælleform. Æsops fabler for eksempel, er ganske korte historier, der rummer evnen til at gemme eller afsløre en længere. Op gennem de seneste århundreder har de korte korte tekster været en del af adskillige udgivelser.

Til det engelske litteraturmagasin er der en grænse på 600 ord, men flash fiction kan være alt fra få ord til 1500 stykker. Det interessante er at skære fortællingen så skarpt, at fyld er væk, men de indre billeder overstiger ordene. Hvis du forstår.

I anledning af alting får du her en flash fiction vinterhistorie:

Der er ingen sne i luften. Men sådan er der så meget, som ikke er. Mere. Ingen bløde sammenrend af iskrystaller. Ingen skarpe stik fra de kantede. For meget udsyn i mangel på klarsyn.
De store trædepuder er forrevne af underlagets sten og af vandringens længde. Der er blevet kortere imellem aftrykkene i gruset. De har mistet både bredde og dybde. Tidens fylde har taget isbjørnens. Den står ofte stille. Ikke rådvild, bare træt. Træt til døden. Da den når dertil, synker kroppen sagte mod jorden, og dyret ligger som et hvidt monument over et brunt kontinent. Hyldesten bliver kortvarig, da en rejsende kommer forbi. Han skiller pelsen fra det sparsomme indhold, slynger skindet om sig og fortsætter mod hjemmet. I vintermørkets stjernelys kan hans far akkurat få sigte på den truende bjørnesilhuet. Behovet for slædehunde er forsvundet sammen med isen, og faderen beslutter sig for anden bortskaffelse. Så kom du alligevel hjemmefra, siger han og skubber liget ud over klippen, der hvor brændingen er hårdest.

Glædelig december🙂
Lone

Udgivet i Hverdagen | 2 kommentarer