Tilpasning

I år var foråret ikke det nemmeste at være grøntsagsdyrker i. Eller i hvert fald var det ikke et forår med støt stigende jordtemperatur og middel vandstand. Derfor såede jeg mere end sædvanligt indendørs, så frøene kunne spire og småplanterne vokse sig til med henblik på senere udplantning, når jorden var tjenlig. Mere forberedelse, mindre direkte såning.

Det hele handler om at have nok at spise. Nej, ikke bare nok, også tilstrækkeligt varieret og interessant – et overflødighedshorn af grøntsager, en fanfare af frugter og en konfettikanon af måltider. Det får man i en ydmyg position – nede på knæ – med en graveskovl i den ene hånd og forspirede planter i den anden.

Strengt taget var det ikke nødvendigt at så majskernerne indendørs i slutningen af maj, for nu er der skiftet til sommertemperaturer og du kan sagtens bare så majs direkte på friland. Gør det endelig og glæd dig til fedtede gule majskolber med salt og majsflager imellem tænderne. Det er sensommer i hele gebisset og en smag, der er til at dåne over.

Her på gården er der flere fasaner i køkkenhaven end der er duer, og det siger ikke så lidt. Begge slags fuglevildt ernærer sig dels ved mine udplantede kål, dels ved ærter og dels ved majskorn. I år har jeg anskaffet to sorter af spisemajs og for at få mest muligt ud af frøposerne blev de sået indendørs udenfor næbvidde. Fremspiringen var opmuntrende og der kommer mange flere livskraftige planter ud af en pose frø på den måde. Alternativt går fasanerne hånd i hånd med duerne op langs rækkerne, sparker jorden væk, pikker såmaterialet op fra en ende og high fiver henover den golde jord.

Sådan er det bare og det eneste, man kan gøre, er ikke at tage det personligt.
Lone

En opdatering – tingenes tilstand

De seneste dage har her været så travlt, at nyhedsstrømmen udad ophørte. En del tid er gået med at glæde sig over Dagmardyrets heling og tilbagevendende humør – det tog over 1 uge, men nu er hunden ved at ligne sig selv igen.

Dele af torsdag samt fredag og lørdag gik med forberedelser til søndagens kaffe/kagebord. Vi kørte den hjem med 10 forskellige kager – magiske makronsnitter med solbærsyltetøj, citronfuldmåne, kaffeslabberas, dessertlagkage med kirsebær, svimlende chokoladesmåkager med lakrids, kokosmuffins, Marie Brandbyges kringle, sjæleplejende æblekage, rabarbertærte samt Chicago Chocolate Cake. Alle kager var bagt efter opskrifter i bogen Lone Landmands Kager og anledningen var sidste opfyldelse af det lovede i forbindelse med crowdfundingen af bogens tilblivelse. Det er altid en god fornemmelse at opfylde det lovede. At opfylde det sidste af det lovede er særlig godt.

Søndag aften lod vi opvasken stå, og den står der endnu, for mandag morgen efter fodringen af dyrene, kørte vi til København. Sådan en opvask løber ingen vegne og i løbet af de kommende dage, skal vi nok få has på den. Hvem skulle ellers?

Turen havde været aftalt længe. I foråret indgik et politisk flertal i Folketinget en aftale om et projekt med digitale gæstelærere; hjemmehørende i Børne- og Undervisningsministeriet. Rambøll – i samarbejde med VIA, KP, Syddansk Universitet og Operate – har stået for at udpege kendte og inspirerende fagpersoner (det skrev de…), der ved hjælp af virtuelle greb skal inspirere og motivere elever i folkeskolen, på erhvervsskolerne og på de gymnasiale uddannelser.
Jeg skulle møde op i et studie i København for at undervise foran kameraer, og optagelserne med udgangspunkt i emnet bæredygtigt jordbrug og naturpleje, bliver klippet sammen og senere gjort tilgængeligt for erhvervsuddannelserne indenfor landbrug, skovbrug, gartneri og natur. Det er vældig pænt af dem, at de har inviteret mig – det er en ære, synes jeg, og også opmuntrende at fokus på biodiversitet, klima, fremtidige landbrugsformer og livsgrundlaget har fundet plads mellem polarforskere, astrofysik og andet eksistentielt.

Sørøverbror og svigerinde rykkede ind på gården, passede hunde, andre dyr og hus, til vi kom hjem igen i dag ved middagstid. Siden da har jeg luget rækkerne med gulerødder, rødbeder, persillerødder, pastinakker, sølvbeder, sommerblomster, artiskokker, valmuer, persille m.m. Det er mindst lige så vigtigt.

Og opvasken fra i søndags? Mens man går der i cafékøkkenet og rengør service, er der belønning for indsatsen – diverse kager at spise.

Lone

Morgenged i den

Lone

Det er IN at være landmand

Der er – også – bevægelse i branchen for livsstils-modeblade, og juniudgaven af månedsmagasinet IN, er temanummer om jord og natur i et kønsperspektiv.

For et par måneder siden skrev journalist Ditte Giese og spurgte om et interview til magasinet, og det kom der en artikel ud af. Den tager udgangspunkt i et indlæg, jeg havde skrevet, om jordfordelingen i Danmark og forskellen på landbrugs størrelse afhængigt af ejerforholdet; om det er landmænd eller kvinder. Der er intet gætteri eller kønskamp i det – tallene er venligst oplyst af Danmarks Statistik.

Uanset køn eller intetkøn vedrører måden, jorden dyrkes og forvaltes på, os alle. I omtrent 70 år har sprøjtegifte været brugt i fødevareproduktionen, og giftspredningen har sat tydelige spor i både mennesker, dyr og natur. Den intensive husdyrproduktion med stort forbrug af dyrkede afgrøder afspejles i vores livsfattige livsgrundlag, i drikkevandet, i insektlivet, i havmiljøet, i klimaet, i gælden, i husdyrtætheden, i antibiotikaforbruget, i fødevareudbuddet osv.

Der er brug for forandringer – for at passe på os og for at passe på livet som sådan. At dyrke bæredygtigt er et begreb, som anvendes i forbindelse med, at vores levevis og udnyttelse af ressourcerne ikke må stille de kommende generationer ringere mht. livsgrundlag. Klimakrisen, forarmelsen af jorden og grundvandet m.m. er eksempler på, at det ikke længere handler om kommende generationer – vi er nødt til at ændre vores måde at drive landbrug på for at sikre de nulevende generationer.

Og det skal vi arbejde på
Lone

Planterigeproblemer

I dag er Dagmardyret hentet hjem efter et ophold i Aarhus. Et både uønsket og uventet ophold, så lettelsen er nærmest til at skære sig igennem. Hvis det er det, man vil. Og inden jeg fortsætter, vil jeg bare fortælle, at det ser ud til, at dygtige dyrlæger har fået Dagmar godt igennem en kritisk hændelse. At hun er på vej til at komme sig, lidt medtaget, men i bedring.

Lørdag ringede vi og fik tid ved dyrlægevagten, fordi Dagmar blev ved med at kaste op og ændrede adfærd. Dyrlægen mente, at der sad noget fast indeni hende og vi måtte køre hjem uden hund. Derefter gik nogle bekymrende timer med at afvente røntgenbilleder, kontrastvæskes passagemuligheder og flere røntgenbilleder. Sidst på aftenen meldte dyrlægen, at bedste bud var at åbne ind til bugen og lede efter problemet, kort efterfulgt af et prisoverslag. Uden at dvæle ved de økonomiske konsekvenser kan man godt sige, at der ikke er et budgetvenligt tilbud på større akutte hundeoperationer om natten i weekenden, men hverken sygdom eller hunde ænser dagenes navne eller almindelige åbningstider.
Det var vanskeligt at sove, indtil en besked kl. 02 søndag meldte, at en kastanje var fundet i den første del af Dagmars tarm lige efter maven, at operationen var gået godt, og at der ikke var opstået indre skader på tarmvæggen.

I formiddags blev vi ringet op; Dagmardyret kunne udskrives og afhentes. Både Albert og vi har savnet den store gule hund – huset har ikke været rigtigt, siden vi kørte hende væk.
Jeg kan sagtens høre ekkoet af den klassiske sætning: Det er jo bare en hund. Og ja, det er bare en hund, men vi holder umådeligt meget af den. Det udelukker absolut ikke, at vi også holder af mennesker.

Søren & Lone, med hund uden indre vegetabilier, snart også uden kastanjetræ i haven