Vintersåning

For et par uger siden blev jeg færdig med at rydde det store drivhus for planter – tomat, chili, peberfrugt, aubergine samt diverse sommerkrydderurter. Det var det med dem. For i år. Et par dage senere gik jeg i gang med at så. Men ikke i drivhuset – det står stadig og venter på en nedvaskning og jordomvæltning. Næh, hvis frø skal spire i november, må man snyde dem lidt. Lade som om november er bedre, end den er. Varm og indbydende, lange lyse dage, flagrende skørter og alt det der.

Derfor bar jeg spirebakker, jord, sand og frø op på stuehusets 1. sal og gik i gang med at så under plantelampen. Alle frø er af kuldetolerante sorter, men ingen vækster trives i frost, så den forestående vinterdyrkning står og falder med vinterens udvikling. Ét er sikkert – klimaet er ikke, som det var for blot få år siden – da ville jeg ikke bruge tid og energi på at starte nye afgrøder op med henblik på udplantning i december. Men nu… er det en tvivlsom affære.

Måske sidder du og tænker på, hvad det er for nogle sorter, der er sået, og så kan jeg lige så godt skrive det her. Der er blandede farvede bladbeder, lilla glaskål af sorten Blaro, radicchio af sorten Piave, sukkersalat af sorten Nettuno, sølvbeder af sorten Brilliant og af sorten Genfer, fingersalat af sorten Lattughino verde, cikorie radicchio af sorten Rouge de Verone, flerårig rucola samt chili. Desuden har jeg nogle frøposer med forskellige spinatsorter samt sorter af feldsalat, som jeg har tænkt mig at så direkte i drivhuset på en solskinsdag i håb om flere.

Vi har stadig mængder af kartofler, porrer, fennikel, forskellige rødbeder, grøn salat, bladbeder, persille, gulerødder, løg, lidt spidskål, bladkål, snart kalettes og rosenkål, pastinakker og persillerødder samt mosegrise, der spiser det hele nedefra. Den nye såning er i håb om et forår med fortsatte forsyninger af bladgrønt m.m.

Noget vil tabt, noget vil gå godt, men hvis man ikke prøver, lykkes det helt sikkert ikke.
Lone

P.S. Og nogle spørger sikkert om, hvorfor jeg drysser sand over de såede frø, så jeg kan lige så godt svare med det samme – det er for at holde overfladen mere tør, så betingelserne for skadelige mikroorganismer – mug, råd – omkring de spæde planter forringes.

La Vie er ikke et vandhul, den er et åndehul

Kender du det med at sidde på en café, hvor der bliver serveret en ligegyldig øl fra hane, mens unge ofre for perfekthedskulturen vimser rundt og servicerer det bedste, de har indstuderet. Der er noget hipt i højtalerne og fyre med hurtigknæppersko og lyserøde poloskjorter sammenligner deres soltan under tiltagende brede smil. Måske føler du, ligesom mig, også meget lidt velbefindende i situationen. Vi sad også kun sådan et sted for noget tid siden, fordi La Vie havde et privat arrangement og derfor ikke var en mulighed.

Lidt væk fra det unge og smarte ligger La Vie på den smalle Thonbogade i Horsens. En tidslomme fra 30’ernes Paris, en æstetisk sukkerknald der langsomt smelter på tungen. La Vie er en kaffebar, den er en vinbar, et hjemsted for franske sjusser, en jazzklub, men mest af alt et værtshus i ordets oprindelige forstand. Ikke et ligegyldigt vandhul, hvor en nødtørst stilles, nej det er nærmere et åndehul, hvor sjælen nænsomt dyppes i Pastis, mens charmen drypper let fra det udsøgte tapetvalg i det lille lokale.

Værtshus kalder jeg det, da værtskabet, der i min bog ikke kan overvurderes, er lige så charmerende på La Vie, som den lille gasovn i baren. Martin hedder han, og han står der på sit sted og smiler, så skægget må give efter og med gæstfri bragende røst hilser han ALLE velkommen.

I går aftes gik det hele op i en højere enhed, men det startede faktisk tilbage i tiden, for 3 år siden her på gården, hvor Martin kom til koncert, da han er stor fan af den übertalentfulde saxspiller Jan Harbeck. Det var første gang, vi mødte Matin og for den sags skyld Jan. Det er såmænd ikke fordi, vi sidenhen har overrendt hinanden, men på gårsdagens kolde novemberaften oplevede vi dem igen for fuld blæs, denne gang på Martins lille La Vie.

Jan og hans Live Jive Jungle band, der i øvrigt er i verdensklasse – find en koncert nær dig! – og Martin, der stod midt i sin drøm og brugte al den gode energi på at sikre sig, at hans gæster havde det som blommen i et æg. Hvad jeg prøver på at fortælle er blot, at får du muligheden for at kigge ind og opleve La Vie, med alt hvad det indebærer, så gør det for ind i hulan! Det er et lille sted og der er ret stor sandsynlighed for, at du kommer til at sidde tæt, på den anden side er der også en overhængende chance for, at dem, du kommer til at sidde tæt på, er fantastisk selskab.

I går aftes var der en helt usædvanlig jazzkoncert på café La Vie i Horsens. Jan Harbeck, Peter Leth, Morten Ankarfeldt og Thor Madsen spillede den dybrøde vægmaling flydende. Vi var omtrent 25 begejstrede deltagere i lokalet og yderlige 10 i det tilstødende orangeri. Koncerten var i en klasse for sig med et nærvær og en intensitet, som kun et lille sted med stor sjæl kan give. Trommens rytme kunne mærkes i lungevævet og blæseinstrumentet fik de små hår på kinderne til at blafre. Vores hjerter dansede.

Søren Sørøver

Så er medbyg-delen påbegyndt

Måske husker du byggeriet af medarbejderboligen, som gik i gang i slutningen af september. Hvis ikke, kan jeg lige kort opridse, at det drejer sig om et træhus, opført som delvist medbyg, og at det er Søren Sørøvers bror og svigerinde, Hanne og Michael, der skal bo i huset og hjælpe til på gården.

For et par uger siden blev der lavet overdragelsesgennemgang og nu er resten af arbejdet overladt til os. Det første, der skal ske, er opsætning af isolering og som med mange andre varer for øjeblikket, var der lidt leveringstid på materialet.

I går kom en lastbil med 19 paller træuld og det meste bar vi ind i huset, hvor det skal bruges. Kun nogle få paller står i venteposition, for der skal også være plads til at komme rundt indenfor. Vi opsætter først to lag træuld i forskellige tykkelser (for at det går op med kravene) i ydervæggene, derefter skal der sættes dampbremse op (det hedder den, når den er gennemtrængelig, så huset kan ånde), så skal der lægter op for at skabe mere dybde til mere isolering, der skal trækkes el og fyldes ud med yderligere 45 mm træuld og derefter afsluttes så festligt, som det nu kan blive, med fibergips.

I dag gik vi i gang med de første to lag træuld i ydervæggene og det er et rart materiale at håndtere, særligt når man er vokset op med glasuld. Søren måler og skærer bats til og jeg modtager taknemmeligt præcisionsarbejdet og sætter hvert stykke på plads.

Vi hører 80’er musik til arbejdet og det er både godt og hyggeligt at være i gang med huset.

Lone

Fra mørket

For øjeblikket er dagene korte som halsen på en høne i regnvejr og det er vanskeligt at forstå, hvor det lyse halvårs energi er blevet af. Hvert efterår er det vanskeligt at forstå, men også godt med et andet tempo.

For eksempel er jeg over flere dage gået til og fra rydningen i drivhuset. Selvfølgelig fordi der samtidig har været andre opgaver, møder og kontorarbejde, men også fordi sommerens hvirvelvind har lagt sig. Jeg læser mere, skriver mere, drikker mere kaffe og har sågar ansøgt og er blevet optaget på et kursus. Litterater møder filmen, hedder det og det er Dansk Forfatterforening i samarbejde med FilmbyAarhus og en imponerende dygtig filmkonsulent, der står dels for at lære os at skrive til filmmediet og dels for at skabe kontakt og et eventuelt samarbejde brancherne imellem. Kurset er umådelig interessant og det er en opkvikkende udfordring at skulle skrive indenfor de muligheder og begrænsninger filmmanuskripter byder på i forhold til romaner. Jeg er begejstret og taknemmelig for muligheden. Om det bliver til mere, vil tiden vise, men at lære nyt er en belønning i sig selv – bevidstheden er en hund efter nye kunster og den hopper logrende efter lærerens kiks.

Hvis du sidder i det uendelige aftenmørke og venter på næste dag, kan jeg varmt anbefale mulighederne på Folkeuniversitetet. Der er stort spænd i emner og alletiders chance for at få frisk luft til hjernelapperne.

Undervisning virker hele livet
Lone

Rævekage – opskrift

Der findes en kage til enhver anledning, også dagens. Her får du opskriften på Rævekage – bag den nu og hav noget sødt til kommende magtforhandlinger.

Kan en rævekage gøres mere spiselig? Selvfølgelig kan den det, også uden at gå på kompromis med kagens natur. Først og fremmest skal en rævekage give et tilforladeligt indtryk – den må syne af mindre, end den er, og så skal der være noget uventet indeni. Sæsonen for syrlige bær er slut, men du kan vælge at hive nogle frem fra frostrummet – regn da med lidt forlænget bagetid.

Du har brug for:

3½ dl søde brombær
400 g mel
300 g sukker
200 g smør lavet af mælk fra køer med det uendelige univers som tag
2½ dl creme fraiche af mælk fra ovenstående køer
3 æg fra høns der kan se stjerner
1 dl hakkede valnødder
2 tsk bagepulver
1 tsk natron
½ tsk stødte nelliker
½ tsk stødt kanel

Tænd ovnen på 180 °C. Smør et ovnfast fad eller lignende med en diameter på ca. 25 cm og høje sider. Jeg bruger en støbejernspande. Helt i rævekagens ånd er redskaberne primitive.

Skyl dine brombær hurtigt og forsigtigt. Hvis de er velmodne, tåler de ikke megen roden rundt. Lad dem dryppe godt af.
Smelt smørret. Bland mel, sukker, nelliker, kanel, bagepulver, natron og valnødder. Tilsæt creme fraiche, det smeltede smør og æg. Bland så alt er godt fordelt. Tilsæt brombær og bland dem ind i dejen – nu gør det ikke noget, at de går i stykker. Hæld dejen i fadet og sæt det i ovnen. Bag kagen ca. 55 minutter, men prøv dig frem ved at stikke en tynd kniv eller lignende ned i kagens midte mod slutningen af bagetiden – kagen er færdig, når der ikke hænger dej ved kniven. Bagetiden afhænger af din ovn, af brombærrenes temperatur og af den form du valgte.

Rævekagen er rustik, vederkvægende, krydret og rar. Tillidsvækkende. Bom – så sidder man i saksen.

Lone

P.S. Opskriften er fra bogen Lone Landmands Kager og du kan låne den helt gratis på bibliotekets side eReolen.