Vinterbilleder

Det er vinterhvidt og smukt, klart vejr for tiden.

Solens stråler giver mærkbar varme i huset om dagen, og vindstille nætter lader noget blive tilbage.

Lys dag til dig
Lone

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

Hundefjernsyn

I går oplevede Dagmar noget nyt – sne for første gang.

Og det var medrivende at følge fnug efter fnug, mens de sagte dalede fra himlen mod jorden.

Forunderligt, fængslende og en smule foruroligende.

Også for hunde
Lone

Udgivet i Hverdagen | 1 kommentar

Pizza-niche

Her i huset er der ikke meget system i tingene, men én ting ligger fast – søndagspizza. Glipper det en gang imellem er løsningen mandagspizza. Alt kan lade sig gøre.

Dejen er lavet af ordentligt stenformalet mel, fyldet følger årstiden og når det går højt, er der hjemmelavet mozzarella på. Det går ikke ret højt for tiden, jeg vil hellere skrive. Her i huset er man fri til at gøre det, man vil, når man vil. Medmindre der skal opgøres og indbetales afgifter, laves momsregnskab, tælles husdyr til Danmarks statistik eller lignende samfundsbevarende opgaver.

Men Søren Sørøver, også kendt som pizzamanden, tager manglen på hjemmelavet mozzarella pænt. Også den tager han pænt. Der bliver lavet pizza af det forhåndenværende, og hvilke pizzaer…

Gennem flere år har der været et udtrykt ønske om at opgradere køkkenets gamle bageovn med puslespillet af en ituslået stenplade til en brændefyret ovn med bål og det hele.

Især det hele. Man skal passe på med, hvad man ønsker sig. Sørøveren har fået en pizzaovn, men det afstedkom en omrokering i køkkenet og en genoptagelse af den evindelige ombygning – støbning af bordplade og opsætning af klinker i en ildfast pizzaniche.

Det bliver ikke førstkommende søndag
Lone

Udgivet i Hverdagen | 4 kommentarer

Kort uddrag fra “Den sidste humanist”

Der er så meget, det igangværende skrivearbejde ikke er. Det er ikke en krimi. Det er ikke en selvbiografisk historie eller autofiktion. Det er ikke et forfatterskoleprojekt. Det er ikke en kurateret roman tilhørende et af de anerkendte forlag, og det er heller ikke et indkøbt plot fra en ekstern konsulent.

Med al den sikre viden, er der kun usikkerhed tilbage, og det er nok det værste ved at skrive på en ny bog. Usikkerheden undervejs, om det er godt eller bare godt nok – sidstnævnte er utilstrækkeligt.

Under alle omstændigheder er en roman udenfor ovenstående kategorier en forholdsvis dårlig forretning økonomisk set. Skaberglæden derimod giver daglig betaling, luskede smil og ærgrelser når afsnit skal slettes, fordi de stikker af eller bliver stive. Det er berigende til stadighed at have en fortælling at falde ind i og digte videre på. Spise videre af som en plade chokolade, der ligger fremme hele tiden. Det er skræmmende at lade andre læse med, fordi i skriveprocessen er jeg så bange for en negativ vurdering, som tager strømmen ud af historien.

En god fortælling rummer elementer af overraskelse, noget man ikke havde set komme, tanker man ikke havde tænkt. Derfor er det selvfølgelig i helheden, meningen findes. Men jeg vover pelsen, overvinder bekymringerne, tager ængstelsen med og sender dig som tidligere lovet et uddrag fra den kommende roman “Den sidste humanist”. For selvom det følgende er taget ud af en sammenhæng, kan det måske stadig underholde dig formiddagskaffen igennem.

Det kommer her:

Hans forældre havde fået det godt med tiden. Var blevet uadskillelige. Var nået til den uundværlige fase, hvor det at leve sammen med et andet menneske bliver vigtigere end hvordan. Når dagenes trivialiteter, lugte og gentagelser bliver den rugemaskine, tryghedens æg klækkes i og som små gule kyllinger vælter nærheden ud over kassens kant. Ædende, lugtende lidt stramt, men levende.
Havde hans mor været glad? Hun så sådan ud på billederne. Dengang skulle film sættes i et kamera, eksponeres, sendes ind og fremkaldes. Man spildte ikke fotos på andet end særlige situationer med indbygget glæde, så hvem ved, hvordan hun havde det ellers. Rie måtte vide det, hun havde nogle års forspring med hukommelsen. Eller måske havde hun bare lagt mere mærke til den slags, end han selv gjorde. Ja, det var snarere der, forskellen lå. Selvfølgelig havde han været voksen nok til at burde kunne huske det.
Selv Rie havde faktisk været i tvivl. Jo, deres mor havde været glad, men altid påpasselig med at udtrykke begejstring. Forbeholden overfor medgang som om den ekstra distance til overmod var en forsikring af middelmådigheden. Hvis hun aldrig stræbte efter andet end nøjsomhed, aldrig drømte vildt eller tog store chancer, så ville gudernes retfærdige vaterpas måle ud langt over hendes hoved. Selvudslettende, var det det, hun var? Var det derfor deres fars tungsindige stemninger vibrerede langt mere kraftfuldt igennem huset?

Hendes baggrund var ikke så fin som fars. Der var ingen akademikere, før hun kom til, og familien havde været noget i tvivl om nødvendigheden af en uddannelse. De havde en lang tradition som arbejdere og så snarere en nedvurdering i, at hun læste videre. En nedvurdering af hendes familie, som talte indtil flere pakkedamer, postbude, en enkelt slagter og en bagerjomfru. Hun formåede at gøre det klart, at hun ikke var mere end dem, og drillerierne fra fætre og kusiner holdt sig indenfor det godmodige. Bedstemor trådte til som barneplejerske, så graviditeten med Rie kun kostede lidt ekstra ubehag under en sommereksamen. Hun gennemførte sit studie indenfor humaniora og stødte således ikke den mandlige del af familien unødigt. Bortset fra far, der havde henholdt sig til den uønskede graviditet som grund til at opgive ingeniøruddannelsen.

”Jeg er marven i din søjle, jeg er huden, som fornemmer”, sådan stod der på hendes gravsten.
“Alto-pofrende, hvad er det?”, havde hendes søster spurgt, da de indrykkede dødsannoncen. Far havde vinket afværgende med hånden, mens Ditlev skænkede moster et glas portvin.
“Den slags får vi kun ved festlige lejligheder.” Hun smaskede tilfreds og så sig omkring efter flasken.
De var lammede af det uventede. Af sorgen og de uigenkaldelige forandringer. Fars forstenede blik, Ries ophovnede øjne. Han selv havde været underlig lufttom. Uden ord, for en sjælden gangs skyld uden de livsfarlige understrømme af tanker og hestehullerne med deres kraftige udadgående bevægelser. I perioder med ophobning inde bag revlen, gennembrydes den og alt suges med. Man føres med strømmen ud på dybt vand og vil instinktivt svømme mod land, men det er formålsløst. Man skal i stedet enten svømme langs kysten, så man kommer bort fra den udadrettede strøm, eller blot holde sig flydende.

”De drukner os i kulturoptimisme og øjeblikkelig belønning.”
Maden var færdig, og Nigel sad allerede klar ved bordet. Mild, rolig og afventende. Også i forhold til fremtiden.
”Nettets frihed er sjælens liv,” svarede han og skænkede til dem begge.
”Men skærmen drager mod et kulturelt selvmord – det får kultledere til at fremstå som optimister.” Hvordan kunne Nigel tage det så roligt, mangle balance i sin begejstring, mangle fokus på det væsentlige.
”Det blå lys er ledestjernen til civilisationens kollaps.”
Han var sulten, spiste godt og nikkede bare bekræftende.
”Udviklerne holder deres afkom væk fra det, men selv deres børn vil blive ramt af det kollektive bevidsthedstab.”
”Jeg vil dyrke kartofler.” Nigel tyggede af munden og fortsatte, ”det er helt nødvendigt for at have noget at spise. Ikke bare om sommeren men året igennem. Man ved aldrig, hvad der er at spise året igennem, udover kartofler. Kartofler kan holde længe. Fra de første er spiseklare i juni til de næste er det året efter. Med lidt god vilje, hvis man knækker spirer af sidst på foråret og finder sig i en tiltagende elasticitet.
Jeg vil klargøre jorden, vende den rundt, fjerne sten og ukrudtsrødder og rette overfladen af. Læggekartoflerne skal sættes i rækker for at lette arbejdet med at luge og hyppe. Det er sandt det med at hyppe sine egne kartofler. Gør man ikke det, bliver de fremvoksende knolde udsat for sollys og giftstoffer dannes. Usynlige giftstoffer, det grønne er bare en indikator.”
”Ligesom de andre partifarver,” tilføjede Ditlev, opsat på at holde samtalen på sporet.

I dag skal der skrives månedsindlæg til Dyrenes Beskyttelse, i morgen fortsætter friskriveriet
Lone

Udgivet i Hverdagen | 5 kommentarer

Bal og festivitas!

I løbet af de seneste år har der sneget sig flere og flere begivenheder ind i vores kalender. Både de arrangementer vi selv har tegnet stregerne til, men også flere bryllupper og større virksomhedsbesøg.

Efter vi har fået helt styr på den store trælade; åbnet den til ét rum, fået lavet den lange bar, sat lamper op plus det løse, danner laden perfekte rammer for mange mennesker. Den giver os også muligheden for at sige ja tak til den slags arrangementer med ro i sindet. Engang kunne 30 mennesker få pulsen helt op, men efterhånden som vores erfaring tiltager, så falder pulsen helt naturligt, og da vi sidste år lavede mad til 300 personer, var det uden megen skælven.

Derfor tør vi nu slå lidt mere ud med armene, og selvom vi har sagt ja til nogle få større arrangementer i 2019, er der plads til flere. Vi har besluttet at lave om på sommerrestauranten i år, mere om det senere, men ændringen kommer til at efterlade flere weekender åbne i kalenderen – til sommerfester, bryllupper, jubilæer og deslige.

Fælles for alle vores arrangementer på gården er gården. Det vil sige, alt det vi kan skabe af lækre råvarer, drikkevarer osv. her på stedet, og vi bilder os selv ind, at vi kan tilbyde nogle helt særlige fester, hvor omtanke er i højsædet, uden at gæsterne mangler noget som helst.

Går du med tankerne om et stort arrangement, så giv endelig lyd og selvfølgelig gerne i god tid, så vi kan få en snak om, hvordan du eller I ønsker den særlige dag. Det kunne også tænkes, at din arbejdsplads trænger til en tur på landet. Vi kombinerer alle former for mad (af ordentlige råvarer), vin og øl, relateret underholdning, rundvisning og foredrag. Vi står gerne for at arrangere musik til dagen eller pladevender til langt ud på de sene timer. Vi lægger som altid græsmark til camping kvit og frit, hvis cyklen er blevet for svimmel til at køre hjem.

Men uanset hvor mange træer, vi planter i Grundtvigs skov, så vokser de ikke ind i himlen. Vi er begrænset af, at den store trælade ikke kan varmes op, og derfor må begivenhederne følge sommerhalvåret. Mulighederne findes kun fra maj til oktober og med fare for, at de to ydermåneder kræver lidt mere af jeres påklædning.

I laden er der masser af plads. Faktisk så meget, at 30 personer måske fylder lidt lidt, men fra 50 og op til 500 mennesker passer den perfekt. Der er ikke nogen fast pris – vi tilpasser serveringen, maden, drikkevarerne m.m. efter behov og omstændigheder, så skriv til sk@detlillevineri.dk hvis du ønsker at høre nærmere.

Søren Sørøver – med kulørte lamper om træbenet

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

Ro, regelmæssighed og sparsom renlighed

Døgnrytmen er lidt anderledes her om vinteren, tempoet også.

Men det er kun mentalt, en beslutning, for ved nærmere eftersyn er der et hav af ventende opgaver og ingen bro over.

Sommerhalvåret varer til kort før jul, og derefter ændres kadencen. Til hver en tid kunne vi gå ud og beskære vin eller æbletræer, rydde op i udlængerne, køre frasorterede sager væk, reparere, bryde ned og bygge op eller lade være.

Så det gør vi en hel del, lader være med at lave for meget.

Går formiddagstur ned til søen, og en tur mere inden mørket falder på.

Det er ikke tomgang, det er liv
Lone

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

Indisk ost, panir – nem opskrift til dig

I dag har Søren Sørøver fødselsdag, og familien, eller dem der kan, kommer til aftensmad. Indisk mad står den på, for mange af retterne er vi svært begejstrede for. Der skal laves naan-brød, raita og meget andet godt deriblandt den indiske ost panir – det kan du også sagtens selv!

Varm 2-3 liter god mælk, fra køer der lever af græs, op til kogepunktet og hæld saften fra 1 citron i. Så krøller proteinerne sig sammen, og du kan hælde hele baduljen igennem et rent klæde. Tilbage ligger ostemassen – dæk den til med klædets sider, sæt noget tungt over, og lad presset stå til du vil tilberede din panir. Skær den i firkanter, steg stykkerne og lad dem indgå i forskellige retter. Gem ostevallen og brug den til dit næste hjemmebagte brød – det bliver du også glad for!

I pudsestøv og duft af varme krydderier
Lone

Udgivet i Hverdagen | 2 kommentarer