Vinterfodringen er godt i gang

Selvom det ikke er rigtig koldt, er det koldt nok til, at græsvæksten næsten er gået i stå.

Det betyder, at drøvtyggerne gnaver græsset hurtigere af, end det vokser frem igen, og derfor er vinterfodringen igangsat.

Hidtil har vi haft en stor kraftig høhæk til de to køer, og fra deres madstation bar vi favnfulde af det tørrede sommergrønt over til får, mufloner og geder.

Men dels er det en dårlig start på dagen at mærke den tunge ånde fra vædderen Ole, når han forsøger at få ram på ens ubeskyttede knæskaller, og dels gik en del af høet tabt, fordi dyrene også brugte foderområdet til at ligge i og til at besørge i.

Derfor er en del af dette års overskud omsat til en høhæk beregnet til får. Én blev det til, for de er dyre, og de adskilte indhegninger til mufloner og får er nu slået sammen.

Det går fint
Lone

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

Du har noget bag øret Tue

Det er ikke en ræv.

Lone

Udgivet i Hverdagen | 1 kommentar

Årets gindestillation

I går var vi afsted hele dagen for at destillere gin på Nordisk Brænderi. Årets gin som egentlig er fra år 2017, da udgangspunktet er æbler høstet for 2 år siden.

Urterne derimod blev høstet i forgårs, og de afspejler vejr og dyrkningssæson i 2019. November er sidste udkald for at bruge friske og vildt aromatiske urter til destillationen. Den første frost havde nået at nedvisne enkelte planter, der måtte undværes.

9 forskellige “botanicals”, som det hedder i ginverdenen, blev pakket og medbragt til Nordjylland og med udsigt til det uendelige hav uden for brænderiets vinduer blev æblemynte, citrongræs, solbærsalvie, colaurt, kvæder, pebermynte, citronverbena, Belle de Boskoop samt kvan fordelt i kurvene, mens duftene fyldte rummet.

Der skal selvfølgelig også enebær i gin, men de indkøbes økologisk dyrket, fordi enebærbuske kan bære en plantesygdom, som kan lægge æbleplantagen i graven, og det vil vi ikke risikere – derfor ingen hjemmedyrkede enebær men alt andet i ginflaskerne kommer her fra gården.

Årgang 2017 bliver en lille intens produktion – 100 flasker til tapning en gang til foråret.

Der skete andre store ting i går – MAD for LIVET, novemberudgaven, udkom og fra side 20-27 kan du læse bl.a. Anette Harbechs gode spørgsmål om mad, sundhed og miljø samt mine svar m.m. Men snyd ikke dig selv for resten af magasinet eller for at modtage det fremover, udgivelsen er ganske gratis at modtage, det faglige niveau er højt, der er lækre opskrifter og vedkommende viden!

Du finder MAD for LIVET november 2019 lige her:
https://11.madforlivet.com/

Og hvis du vil modtage nyhedsbrevet som mail fremover, kan du tilmelde dig via dette link:
https://www.madforlivet.com/

Nu skal der pakkes bøger til afsendelse
Lone

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

Som vand på en gås!

Nu har det med få undtagelser regnet siden starten af september, og det kostede desværre det meste af vinhøsten – ikke at det går mig ret meget på, det preller nærmest af på mig.

Det er desværre ikke muligt at få klippet græsset i hverken vinmarken eller æbleplantagen, traktoren ødelægger simpelthen jorden, hvis jeg kører derud. Det betyder, at der er alt for gode betingelser for mosegrise, som uundgåeligt vil tage livet af et ukendt antal træer og vinstokke i vinterens løb – ikke at det går mig ret meget på.

I går skulle jeg ud og hente wrapballer til dyrene. Der står blankt vand over det meste af græsmarkerne, og man bliver straffet med det samme, når man køre i det, men der er ingen vej uden om – der skal hentes foder til dyrene, og sommerens baller med græs står helt ude i engen. Så må vi bruge foråret til at rette de dybe spor op – det kan jeg sådan set godt leve med, men lidt træls er det nu.

Kartoffelmarken sejler. Siden vi klippede toppene af planterne for at undgå skimmel i knoldene, har den voldsomme mængde nedbør blotlagt halvdelen af kartoflerne, så de er blevet grønne og giftige. Jeg ved ikke, om det betyder ret meget, for som det ser ud lige nu, kan vi ikke køre i marken med optageren og i værste fald ender kartoflerne med at fryse i jorden, hvis der ikke sker noget drastisk med det her vejr. Det er ikke fri for at gå mig lidt på.

Det er ved at være ved tiden, at der skal slagtes lidt ud i dyreholdet. En del dyr er kommet til, og handyrene skal helst pilles ud af flokken, inden deres kønshormoner sættes for tydeligt i både dyr og kød. Desværre er det ekstremt svært at krogmodne det fine kød i den 110 % luftfugtighed, vi har – og det stresser mig en del.

Nu, lige om lidt, skal dyrene have deres morgenmad, og det er altid en fornøjelse, uanset hvor våd man bliver af det. Men det er ikke synderligt opmuntrende at bane sig vej gennem vand og mudder for at fodre. Det er ikke et problem hos dyrene endnu, men det bliver det, hvis det her fortsætter vinteren over.

Når jeg sidder og ser på den kommende uges vejrudsigt, så er der én ting, der går igen og igen. Regn, regn, regn og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke går mig på.

Søren Sørøver – med våde sokker og gennemblødt tålmodighed

Udgivet i Hverdagen | 1 kommentar

Heartbeats – interview om “Det man spiser er man selv”

Her til aften får du et link til dagens interview i online-mediet Heartbeats:

https://heartbeats.dk/lone-landmand-derfor-skal-du-stoppe-med-at-koebe-kyllinger-til-25-kroner/

En slags hyggelæsning
Lone

Udgivet i Hverdagen | 2 kommentarer

Gratis synstest

Det er nu blevet søndag aften, og som alle andre (med exceptionelt få undtagelser) søndagsaftener er Søren Sørøver ved at tænde op (med halvfugtigt træ som alle andre søndagsaftener) for at lave søndagspizza i den fine pizzaovn i pizzanichen.
Og det var så nok om pizza, jeg skriver videre til dig, indtil den er klar.

Jeg kunne godt underholde dig om en ualmindelig fin udgivelsesdag med hjertevarmende fremmøde som glædede os inderligt og vil gøre det længe fremover. Eller om nogle hæsblæsende dage og nogle matte hjerner, om småting, storting, vejr og ny fældeperiode for hundedyr. Men jeg tænker, at du hellere vil høre om Sørøverens seneste synstest.

Den fandt sted forrige mandag, da vi efter 2 års længsel endelig var kommet afsted på vintur – med fuld omsorg for husdyr og stuehus takket være Sørøverbror og svigerinde, som påtog sig opgaven med ALT, mens vi ubekymrede kørte sydover.

Efter mange timers kørsel blev det mørkt, og vi befandt os i det sydlige Tyskland med sigte på snarlig overnatningsmulighed. Pludselig blev det lyst, da en forbipasserende bil vendte en kraftig projektør ind i kabinen. Så blev det mørkt og bilen kørte længere frem og ind foran os. For en stund. Så trak den ind i indersporet, sakkede bagud og kørte derefter bag om os ud i banen til venstre igen. Dernæst blev det meget lyst, da projektøren endnu engang vendtes mod kabinen og i en stråleglans af nærmest guddommelig lumen præsenteredes Sørøveren med vildt Tournesolhår, laset hættetrøje og en hjemmestrikket Connieklud i uld om halsen – en beklædningsgenstand der kan tage pynten af enhver, som den omsorgsfulde Connie skrev til os i følgebrevet for snart længe siden, da hun sendte en pakke hjemmestrik.

Bilen med den kraftige projektør satte hastigheden op og trak ind foran. Igen. Bekymrende kørsel kunne vi konstatere, og mindre bekymrende blev det ikke, da et lysskilt på bilens tag tændtes og der stod “Folgen” dernæst “Bitte”.

Bitte, bitte, bitte som Egon Olsen sagde, og vi fulgte pænt efter ud af den anviste afkørsel. Det var trods alt første fridag i meget lang tid, og der var ingen grund til at tilbringe den under opsyn.

De to hærdebrede og meget høje tyske politibetjente var venlige men bestemte, og selvom Sørøverens kørekort blev fremvist var de ikke imponerede af den krøllede tilstand, hverken af kortet eller Sørøveren, og bad om mere ID. Vi fandt vores pas i bilens bagagerum, som de diskret kiggede ind i, nu klappen var åben. Kedeligt, også det. Vi er kedelige som udgangspunkt. Så kom første synstest, der var langt grundigere end den hos optikeren for en måned siden. De ledte efter stoffer eller stofpåvirkning, og det lange hippieagtige rær med røde køreøjne var ikke noget dårligt bud.

Vi svarede selvfølgelig høfligt på alle spørgsmål om, hvor vi skulle hen, hvor vi kom fra, hvor vi skulle sove, hvorfor vi var i Tyskland, vores manglende ægtestand, manglende rygevaner osv. På spørgsmålet om erhverv blev svaret “vinproducenter” modtaget med et nyt spørgsmål (og så tæt på latter en tysk politibetjent kan mønstre) “In Dänemark?”. Det måtte være sjovt, mente de, og betragtede svaret som en invitation til endnu en grundig synstest. Efter pupilgymnastikken fik vi lov til at køre videre.

Bagefter var det faktisk sjovt.
Lone

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

Det er stadig Sørøverens stol

Lone

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar