I dag får du nogle billeder af haveliv.
Til almindelig beroligelse
Lone
For øjeblikket blomstrer kløveren, og det er tiltrængt i en bitid med sparsom åndelig føde.
Forårets florale fest er ovre, og der mangler mad til menneskehedens vigtigste hjælpere – de flyvende bestøvere.
I den almindelige bevidsthed er det sommer og derfor blomstringstid – hvordan kan bierne mangle blomster, når staudebedet står i nøje afstemte nuancer af lyserød og lilla?
Men en blomst er ikke bare en blomst. Der er stor forskel på mængden af pollen og nektar fra plante til plante. Nogle er forholdsvis fattige på begge dele, andre byder på enten det ene eller det andet, og for nogle planters vedkommende er der bingo på hele pladen.
Træers blomstring er en umådelig vigtig fødekilde for bier. Stor variation i det åbne land, mangfoldighed i grøftekanterne og alsidighed i enge, overdrev og uopdyrkede områder er afgørende for biernes trivsel.
Alle de forhold Danmark er fattig på. Her har minimalstatens minimalnatur og storlandbrugets storhedsvanvid udraderet de alsidige fødekilder for bierne, og den intensive dyrkningsform baseret på giftsprøjtning gør det vanskeligt for følsomme levende organismer at opretholde fuld livsduelighed.
For øjeblikket blomstrer kløveren og i år falder begivenheden sammen med høje dagtemperaturer. Det er ubegribelig heldigt, for først ved omtrent 20 grader frigives den afgørende nektar og giver fuld bonus i biboet.
Mellem alle rækker i både vinmark og æbleplantage er der kløver, alle steder, hvor der klippes, gror kløver. Selv gårdspladsen er grobund for kløver.
I april ser det ud, som om hele gårdens bund udgøres af græs. I maj ser det ud, som om hele gårdens bund udgøres af mælkebøtter. I juni ser det ud, som om hele gårdens bund udgøres af hvidkløver.
Efter kløveren kommer tidslerne
Lone
I går sad jeg og scrollede ligegyldigt ned over facebook feedet for at se, om noget rørte på sig – ikke med de store forventninger, blot lige ét eller andet interessant, du ved nok, hvad jeg mener. Pludselig fangede mit øje et tv-spot lavet af den folkekære statsradiofoni. De røde lejesvende du ved, folkets forkæmpere og alt det der. Det var et spot, der fortæller, at kun én gris har fået for meget antibiotika i 2016. Det fortsætter med, at ud af 3500 prøver var der kun én, der havde et antibiotikaniveau over den tilladte grænseværdi. Åh ja, den af EU fastsatte grænseværdi – den estimerede mængde af lort vi kan indtage og stadig holde os oprejste.
Nå men først blev min undren vakt og kort herefter min vrede. For hvorfor denne korte videospot der kun havde det ene budskab, at alt er godt i landbrugets antibiotikamisbrug? Ser man på indholdet i historien, så er det eneste mirakuløse jo, at landbruget har taget sanktionerne i gulkort-ordningen seriøst og forstår at holde behandlede dyr væk slagteriet, indtil de er under grænseværdien.
Men overskriften i videoen signalerer noget helt andet. Den fortæller den almindelige forbruger, at kun én gris har fået for meget, og det må være et kærkommet budskab i landbruget set i lyset af svine-MRSA-skandalen, svigtende evne til at nedsætte brugen af de vigtigste typer af antibiotika vi mennesker er mest afhængige af o.s.v. Med et slag er alt godt, for der er nu kun én gris, der har fået for meget.
Mage til elendig journalistik og copy-paste af Dødevarestyrelsens pressemeddelelse skal man lede længe efter, eller skulle man. Den slags er vel mere eller mindre almindeligt i disse tider.
Hvis DR-videoens ordlyd skulle have haft sin berettigelse, så skulle den dreje sig om, at kun én gris havde fået forebyggende flokmedicinering, at kun én gris var taget så tidligt fra sin mor, at den havde brug for antibiotika for ikke dø af diarré, at kun én gris levede under så kummerlige forhold, at der skulle antibiotika til at holde den på benene – og den historie er vi ikke kommet bare lidt tættere på. Så godt som alle industrielle grise i dette land lever under så elendige forhold, at medicin er det eneste, der kan sikre deres korte uværdige tilværelse fra fødsel til slagtning. Men landbruget er blevet bedre til ikke at sende dem til slagteriet med en kanyle i røven – jamen hurra hurra. Vi kipper med hatten og danser glædesdans, mens copypasteredaktionen på DR får sig en skive kamsteg mere. Vor Herre til gris.
Søren Sørøver – med varm luft i sejlene
P.S. Du kan se landbrugets nye propagandafilm lige her:
http://www.dr.dk/nyheder/indland/nyd-din-flaeskesteg-kun-et-svin-fik-meget-antibiotika
I dag er det kontroldag. Økologikontrol forstås, for der er indtil flere jævnlige kontroller af et sted som dette.
Til foredragene om Mad vs. Fødevarer er der ofte nogle, som spørger, om de risikerer at blive snydt, når de betaler ekstra for at få de økologisk mærkede varer.
Svaret er, at den kontrol, vi oplever her, er omhyggelig. Nidkær er nok for stort et ord, men vi ligger lige på kanten mellem omhyggelig og nidkær.
Den er også ordentlig. Foregår på en ordentlig måde, og der er stor hjælpsomhed i forhold til afklaring af spørgsmål om nye tiltag, regler og muligheder.
Den udførlige kontrol er helt afgørende for tilliden til det danske Ø-mærke. Det har en høj grad af troværdighed, og desuagtet kontrol – ansvaret hviler i sidste ende på økologerne. Den enkelte har et stort ansvar overfor fællesskabet.
Dagens gæst skal se hele bedriften og kontrollere marker, dyr, tekniske anlæg, dokumenter, elektroniske data og lignende. Regnskabet skal gennemgås for bilag, der rummer indkøb af frø, læggekartofler, sætteløg, foderstoffer m.m.
Alt skal endevendes
Lone
Efter et velgørende bad hvor dagens og livets smudsige støv vaskes af, skal hver eneste krog i fjerenes fuldendte spind hægtes på plads.
Fra fjerposen i huden udgår skaftet, der starter kraftigt og bliver tyndere mod den frie ende. På begge sider af skafter sidder strålerne, og kigger man nøje efter, er der på hver stråle tætsiddende bistråler med bittesmå kroge, som hægtes sammen med nabobistrålens kroge. Sådan er en fjer lukket, og det er vigtigt, for at den kan beskytte og bære.
Et forunderligt arrangement.
Når hver enkelt fjer er ordnet, foldes vingerne ud i al deres herlighed, og fjerene baskes på plads i deres harmoniske og velproportionerede arrangement.
Ingen er forpligtet udover sine evner
Lone
Når jordbærrene modner, og det gør de lige nu, er det en nærliggende tanke, at alle burde have en jordbærplante.
Bare en lille én eller to. Af en gammel sort, der ikke er avlet med henblik på transportegnethed og holdbarhed.
Bare så enhver kunne smage, hvordan jordbær er, når de er allerbedst.
Solvarme og plukket for 2 sekunder siden. Herefter henfalder de.
Men vel er de da vidunderlige, selvom de har været inde omkring køkkenet, er blevet befriet for haserne, drysset med sukker og badet i fløde.
Vel kan de da være fremragende, når de er hentet ved den ordentlige jordbæravler samme dag og har undgået køling.
Og vel de kan da være jordbær, af en slags, når de er hjembragt fra supermarkedet, hvor de har gennemgået en længere tidsrejse gennem transportkorridoren og enten køling, sprøjtegifte eller en kombination holder dem mugfrie og blanke og nogle pust med aromaflasken sender den dragende syntetiske duft af jordbær ud i lokalet.
Men intet – absolut intet – slår smagen og duften af et nyplukket jordbær ude i jordbærbedet.
Alle burde have en jordbærplante
Lone
P.S. Jordbær kan spise morgen, middag og aften samt i tiden i mellem. Jordbær er faktisk en slags måltid.
Der er altid mange gode grunde til at tage til Samsø.
I denne weekend er der endnu flere.
Ser du; Samsø holder råvarefestival for at hylde det, der gror i jorden – det øen er kendt for i hele landet.
I forgårs spiste Sørøveren og jeg årets første portion nye kartofler. De blev lagt i slutningen af marts, uden fiberdug, plastik eller anden overdækning end himmelen.
For fem dage siden delte vi årets første jordbær.
Fra nu af kan det kun gå fremad.
På Samsø har de sikkert spist nye kartofler og jordbær i flere uger. De er altid foran – også med at hædre og fejre det, de skaber.
I morgen tager jeg en tidlig morgenfærge til Samsø for at holde foredrag om alt det gode.
Hvis du også vil derover, findes programmet lige HER.
Måske ses vi
Lone
