Forestil dig at tre højtstående politikere fra et af folketingets partier indkaldte til en pressekonference. Tæt på et valg og med alles årvågne øjne rettet mod budskabet. Nu har du nok allerede et i tankerne, og ja, der har lige været et sådant, blot af enorm overflødig karakter. Der stod tre fra Venstretoppen og smed om sig med hvis og hvis min røv er folkeoplysning – det eneste, de rigtigt havde at fortælle, var, at deres tilbagetrækning fra dansk politik var forestående. Noget de selv blot ikke har indset endnu.
Nej, forestil dig at der stod tre styk, som rent faktisk havde noget på hjerte. Nogle der stillede op for at lette deres hjerter og ikke bare ændre fokus i en uskøn valgkamp.
De kunne eventuelt starte med et velkommen naturligvis, og herefter med grafer og regnestykker; kortlægge at den i mange regeringsperioder førte politik har ført til uoprettelige skader på klimaet. De ville kunne vise tal, der forklarede, hvor mange fastansatte man kunne få i sygehusvæsnet, skolerne, politiet og i ældreplejen, hvis man ikke stod over for at skulle klimasikre de lavtliggende egne og store byer. Hvor mange pædagoger man kunne få i børnehaverne, hvis man ikke skulle komme med tørkebistand til et presset landbrug. Og hvor helt ufatteligt meget de relativt få flygtninge og indvandrere kunne få i statslige ydelser her i Danmark, hvis ikke det var fordi, vi stod overfor den største humanitære katestrofe, vi nogensinde har kendt til, når store dele af kloden bliver oversvømmet eller udyrkbar pga. varme og manglende vand.
Man kan nærmest allerede fornemme mylderet af politikere, der vil tilbagevise påstanden. Én ville stille sig op for med store armbevægelser at forklare, hvordan han sikrede en vindmølle på en mark i Øster Bøvling. Ja godt nok på sin brors mark, så han fik til en ny mejetærsker, men det var med klimaet i fokus. Andre ville begynde at smide om sig med hvilke vidundere, de havde planlagt allerede i 2050, mens andre igen stolte ville lade sig filme cyklende til Christiansborg. Jo, der ville være gang i ligegyldighederne. Men måske, bare måske, ville nogle også indse nødvendigheden; ha ja, måske det forkerte ord i denne sammenhæng. De seneste regeringsperioder har man jo brugt nødvendighedens politik, hver gang der skulle spares på uddannelserne, i børnehaven, på plejehjemmet eller pensionen (for de andre) skulle flyttes ud i fremtiden. Sjovt nok er det begreb aldrig blevet brugt om at sikre vores drikkevand, mindske vores luftforurening, vores algebefængte fjord eller om noget så vidtløftigt som klimaet. Jeg tror, det er på tide at tage ordet tilbage til der, hvor nødvendighed rent faktisk er en nødvendighed! Så ja – politikere der indså nødvendigheden af for alvor at handle på vores klimas vegne.
Det var faktisk lige før, at politikerne tog det seriøst. Ikke klimaet, nej vor herre bevares, men det faktum at klimaet er det vigtigste emne for 1/3 af vælgerne til denne valgkamp. Det virkede rent faktisk som om, at der på borgen oprigtigt blev tænkt på, hvordan denne store gruppe kunne tækkes, men det var åbenbart en uoverkommelig opgave, så i stedet for at handle på klimaet, så valgte man at bruge alt, hvad man havde i sig for at flytte fokus væk og rette det mod det, som gang på gang har vist sig at virke – frygten for at miste noget til folk, der har mindre end én selv. Ja, de bruger naturligvis ikke de ord, men meningen er den samme. Flygtningene.
Når man som helt almindelig vælger sidder og ser på den ene politiske narrestreg efter den anden, bliver man ikke kun træt, men bliver indigneret, ja ligefrem pissesur. Det virker helt klart som om, at skal denne valgkamp give nogen indrømmelser til klimaet, så bliver det ikke noget, politikerne selv kommer på! Lad dette være en opfordring fra mig. Tag til valgmøder, stil dig op og spørg til indsatsen for klimaet. Forlang at de taler om klimaet og besvar deres udenomssnak med endnu et spørgsmål om klimaet. Der er så kort tid til, de kan tage endnu 4 år uanset partifarve, uden at være tvunget til noget som helst, hvis vi ikke får dem til at debattere det klima. Igen og igen.
Søren sørøver – lasten er ladet med politikerlede
