Tusindårshændelse

I dag fandt en tusindårshændelse sted her på gården. Eller den blev i hvert fald påbegyndt.

Måske husker du, at jeg – som sædvanlig i september/oktober – fik et fødselsdagsgavetræ af Søren Sørøver. I år fik jeg faktisk to, en korkelm og et tempeltræ, fordi vi ikke kom afsted på planteskole sidste år. Det er altid rart at have et træ tilgode.

Som et udtryk for vellevned besluttede vi desuden at bruge penge på yderligere et par træer – en efterårsinvestering i en 10-12 år gammel rødbøg samt en tilsvarende alderstynget eg.

I sommer fik vi en naturgennemgang stillet til rådighed af Odder kommune og én af anbefalingerne derefter lød på at plante solitære træer ude i det åbne land og med tiden lade dem indgå i små kratområder, så vilde dyr og planter får øer i græslandskabet.

Sådan et råd er både brugbart og ladsiggørligt. Vi ventede bare med at sætte det i værk, for store træer kan bedst klare flytning i hvileperioden.

I dag blev bøgen og egen plantet og beskyttet mod rådyrfejning og haretænder. Desuden er de sikret mod blæstens hærgen. Det er det mindste, man kan gøre. Til foråret en gang er det planen at lave en større indhegning omkring hvert træ, så der bliver et plante-helle, når årets høslet laves, og med tiden vil der komme en anden vegetation omkring træerne.

Blodbøgen kan – hvis alt går vel – blive op mod 250 år. Egetræer lever (hvis mennesker holder fingre og kædesave fra dem) dobbelt så længe og Danmarks ældste eg, Kongeegen, menes at være mellem 1400 og 2000 år gammel.

Vi har plantet med henblik på mindst 1000 år.

Lone

Vinterforråd

I går brugte vi flertallet af døgnets lyse timer – og det siger meget lidt – på at tage frostfølsomme grøntsager op og få dem i sikkerhed.

Vejrmeldingen for de kommende dage byder på en sammenhængende kuldeperiode, siger Søren Sørøver, der følger med i den slags. Jeg tager det mere, som det kommer, vejret, og lader mig gladeligt forbløffe; så sker der noget overraskende her langt ude på landet. Sørøverens tilgang er ansvarlig og det er nok, at én af os præsterer, som i går, hvor ansvarligheden fik os til at bruge tiden på at grave gulerødder, rødbeder, persillerødder, pastinakker og knoldselleri op og bære spandevis ind i det gamle drivhus.

Desuden høstede vi det sidste hold spidskål – på den sidste dag i november, det er absolut fint at kunne.

Hvis det bliver til mere end nogle få frostgrader, flytter vi rodfrugterne videre eller pakker dem ind i noget isolerende, men de kommende dage går det an i drivhuset.

At have, eller ikke at have, noget at spise – det er spørgsmålet
Lone

Vintersåning

For et par uger siden blev jeg færdig med at rydde det store drivhus for planter – tomat, chili, peberfrugt, aubergine samt diverse sommerkrydderurter. Det var det med dem. For i år. Et par dage senere gik jeg i gang med at så. Men ikke i drivhuset – det står stadig og venter på en nedvaskning og jordomvæltning. Næh, hvis frø skal spire i november, må man snyde dem lidt. Lade som om november er bedre, end den er. Varm og indbydende, lange lyse dage, flagrende skørter og alt det der.

Derfor bar jeg spirebakker, jord, sand og frø op på stuehusets 1. sal og gik i gang med at så under plantelampen. Alle frø er af kuldetolerante sorter, men ingen vækster trives i frost, så den forestående vinterdyrkning står og falder med vinterens udvikling. Ét er sikkert – klimaet er ikke, som det var for blot få år siden – da ville jeg ikke bruge tid og energi på at starte nye afgrøder op med henblik på udplantning i december. Men nu… er det en tvivlsom affære.

Måske sidder du og tænker på, hvad det er for nogle sorter, der er sået, og så kan jeg lige så godt skrive det her. Der er blandede farvede bladbeder, lilla glaskål af sorten Blaro, radicchio af sorten Piave, sukkersalat af sorten Nettuno, sølvbeder af sorten Brilliant og af sorten Genfer, fingersalat af sorten Lattughino verde, cikorie radicchio af sorten Rouge de Verone, flerårig rucola samt chili. Desuden har jeg nogle frøposer med forskellige spinatsorter samt sorter af feldsalat, som jeg har tænkt mig at så direkte i drivhuset på en solskinsdag i håb om flere.

Vi har stadig mængder af kartofler, porrer, fennikel, forskellige rødbeder, grøn salat, bladbeder, persille, gulerødder, løg, lidt spidskål, bladkål, snart kalettes og rosenkål, pastinakker og persillerødder samt mosegrise, der spiser det hele nedefra. Den nye såning er i håb om et forår med fortsatte forsyninger af bladgrønt m.m.

Noget vil tabt, noget vil gå godt, men hvis man ikke prøver, lykkes det helt sikkert ikke.
Lone

P.S. Og nogle spørger sikkert om, hvorfor jeg drysser sand over de såede frø, så jeg kan lige så godt svare med det samme – det er for at holde overfladen mere tør, så betingelserne for skadelige mikroorganismer – mug, råd – omkring de spæde planter forringes.

La Vie er ikke et vandhul, den er et åndehul

Kender du det med at sidde på en café, hvor der bliver serveret en ligegyldig øl fra hane, mens unge ofre for perfekthedskulturen vimser rundt og servicerer det bedste, de har indstuderet. Der er noget hipt i højtalerne og fyre med hurtigknæppersko og lyserøde poloskjorter sammenligner deres soltan under tiltagende brede smil. Måske føler du, ligesom mig, også meget lidt velbefindende i situationen. Vi sad også kun sådan et sted for noget tid siden, fordi La Vie havde et privat arrangement og derfor ikke var en mulighed.

Lidt væk fra det unge og smarte ligger La Vie på den smalle Thonbogade i Horsens. En tidslomme fra 30’ernes Paris, en æstetisk sukkerknald der langsomt smelter på tungen. La Vie er en kaffebar, den er en vinbar, et hjemsted for franske sjusser, en jazzklub, men mest af alt et værtshus i ordets oprindelige forstand. Ikke et ligegyldigt vandhul, hvor en nødtørst stilles, nej det er nærmere et åndehul, hvor sjælen nænsomt dyppes i Pastis, mens charmen drypper let fra det udsøgte tapetvalg i det lille lokale.

Værtshus kalder jeg det, da værtskabet, der i min bog ikke kan overvurderes, er lige så charmerende på La Vie, som den lille gasovn i baren. Martin hedder han, og han står der på sit sted og smiler, så skægget må give efter og med gæstfri bragende røst hilser han ALLE velkommen.

I går aftes gik det hele op i en højere enhed, men det startede faktisk tilbage i tiden, for 3 år siden her på gården, hvor Martin kom til koncert, da han er stor fan af den übertalentfulde saxspiller Jan Harbeck. Det var første gang, vi mødte Matin og for den sags skyld Jan. Det er såmænd ikke fordi, vi sidenhen har overrendt hinanden, men på gårsdagens kolde novemberaften oplevede vi dem igen for fuld blæs, denne gang på Martins lille La Vie.

Jan og hans Live Jive Jungle band, der i øvrigt er i verdensklasse – find en koncert nær dig! – og Martin, der stod midt i sin drøm og brugte al den gode energi på at sikre sig, at hans gæster havde det som blommen i et æg. Hvad jeg prøver på at fortælle er blot, at får du muligheden for at kigge ind og opleve La Vie, med alt hvad det indebærer, så gør det for ind i hulan! Det er et lille sted og der er ret stor sandsynlighed for, at du kommer til at sidde tæt, på den anden side er der også en overhængende chance for, at dem, du kommer til at sidde tæt på, er fantastisk selskab.

I går aftes var der en helt usædvanlig jazzkoncert på café La Vie i Horsens. Jan Harbeck, Peter Leth, Morten Ankarfeldt og Thor Madsen spillede den dybrøde vægmaling flydende. Vi var omtrent 25 begejstrede deltagere i lokalet og yderlige 10 i det tilstødende orangeri. Koncerten var i en klasse for sig med et nærvær og en intensitet, som kun et lille sted med stor sjæl kan give. Trommens rytme kunne mærkes i lungevævet og blæseinstrumentet fik de små hår på kinderne til at blafre. Vores hjerter dansede.

Søren Sørøver

Så er medbyg-delen påbegyndt

Måske husker du byggeriet af medarbejderboligen, som gik i gang i slutningen af september. Hvis ikke, kan jeg lige kort opridse, at det drejer sig om et træhus, opført som delvist medbyg, og at det er Søren Sørøvers bror og svigerinde, Hanne og Michael, der skal bo i huset og hjælpe til på gården.

For et par uger siden blev der lavet overdragelsesgennemgang og nu er resten af arbejdet overladt til os. Det første, der skal ske, er opsætning af isolering og som med mange andre varer for øjeblikket, var der lidt leveringstid på materialet.

I går kom en lastbil med 19 paller træuld og det meste bar vi ind i huset, hvor det skal bruges. Kun nogle få paller står i venteposition, for der skal også være plads til at komme rundt indenfor. Vi opsætter først to lag træuld i forskellige tykkelser (for at det går op med kravene) i ydervæggene, derefter skal der sættes dampbremse op (det hedder den, når den er gennemtrængelig, så huset kan ånde), så skal der lægter op for at skabe mere dybde til mere isolering, der skal trækkes el og fyldes ud med yderligere 45 mm træuld og derefter afsluttes så festligt, som det nu kan blive, med fibergips.

I dag gik vi i gang med de første to lag træuld i ydervæggene og det er et rart materiale at håndtere, særligt når man er vokset op med glasuld. Søren måler og skærer bats til og jeg modtager taknemmeligt præcisionsarbejdet og sætter hvert stykke på plads.

Vi hører 80’er musik til arbejdet og det er både godt og hyggeligt at være i gang med huset.

Lone