Mandag og tirsdagsfri

Siden søndag aften har der været ro på stedet.

Ingen opdækning af bordene på gårdspladsen.

Intet rend ind og ud af stuehuset for at hente glemte ting.

Ingen kedelige timer uden samling på flokken.

Ingen sene nattetimer med afrydning og aftensmad.

Mandage og tirsdage er (en slags) fridage, onsdag indledes den sidste uge med sommerrestaurant på gården.

Vi glæder os til gæsterne!
Lone

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

Fordi ting med sjæl nærer

Her hænger min mødrene arv. Eller dele af den.

Vi bruger de gamle servietter og duge til opdækningen i den særlige sommerrestaurant, hvor gæsterne gerne skal føle, at der er særligt rart at være. Til.

Vera Jensen, min morfars mor, ejede engang nogle af disse stofservietter – nu tyndslidte og halvgennemsigtige som tidselsommerfuglenes vinger i mødet med sensommeren.

Karen Frederiksen, Gode Karen, min mormors mor, har også bidraget med sin del af linnedskabet og broderede initialer. Stoffet er begyndt at skride lidt få steder, men hvad skrider ikke i sømmene over et århundrede- og et årtusindeskifte.

Inger Margrethe Jensen, Grethe, min mors mor, verdens bedste mormor, har passet på arvegodset, til hendes skridt på kloden forsvandt, og min mor overlod damasken til mig.

Mormors kommode stod i det lille, lyse sovekammer, og en af skufferne rummer stadig nogle urørte duge, nænsomt foldede og nydeligt rullede, lagt i skuffen af min mormors hænder for omtrent 35 år siden.

Og der bliver de bare
Lone

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

Sjatregn

Håbet var regn i går, virkelig vedholdende regn som kunne bløde jorden op og gøre en forskel for alle planter.

Det blev ikke til meget mere end gammelhanhundssjatteri; dryp fordelt over et stort areal – bedre end fortsat udtørring, men fjernt fra vejrmeldingens løfter om grønne skove.

Køkkenhaven må vandes af og til, for det er der, maden kommer fra. Resten klarer sig på lavere blus.

Mens vi håber videre
Lone

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

Et mindre menneske

Jeg er stor!
Du er ikke ret stor, svarer Sørøveren altid.

Jeg er kæmpestor!
Du er meget lille, fastholder han. Men jeg ved jo selv, hvor jeg går til.

Forleden var et par nye briller klar til afhentning. De gamle ligger i bilen og har kun været brugt der 12-15 år; for trafiksikkerhedens skyld. Jeg prøver at bruge de nye uden for bilen; for at kunne se alt omkring lidt mere tydeligt.

Med de nye står verden foruroligende skarpt. Fuglene på himlen, dyrene ude i engen, Otto & Ko på marken.
Hvem skulle have troet, at alt er så lidt uldent i kanten? Selv græsset, jeg går på, gårdspladsens sten og mine fødder står skarpt.

Hidtil har det udflydende været ensbetydende med noget på afstand, og alt i klarhed var nogenlunde tæt på.
Det lille snørklede rum med mange års erfaring i håndtering af synsindtryk er fremkommet med et skuffende resultat – uden briller på er jeg høj som altid, med briller er der ikke ret langt ned til fødderne og underlaget. Mindst 20-25 cm har øjenglassene taget af højden, og det er en uventet bivirkning.

Dagmars proportioner er uændrede
Lone

Udgivet i Hverdagen | 1 kommentar

1 ud af 3 uger

Lægmusklerne er ømme, så ømme at det er det første, der rammer én, når man vågner. Efterhånden som kroppen kommer til sig selv, mærker man, at lægmusklerne ikke er ene om ømheden. Klokken er lidt over syv, og dagen er i gang.

Vi laver sommerrestaurant, bare os to, i år, og hvis man skal præstere med vores ambitionsniveau, så er det bare at komme i gang med det samme for at være klar til aftenens gæster. Gårdens dyr er naturligvis de første, der skal passes, og så begynder de egentlige forberedelser. Lone har aftenen inden sat alle de gamle damaskduge og stofservietter over til vask, de skal til tørre, så de kan nå en tur under strygejernet inden aften. Jeg høster i haven og klargør grøntsager. Det tager det meste af dagen at få alt i hus, få det vasket, skrællet, snittet og hakket. Der bages brød, laves crème brûlée, kærnes smør, laves flødeost og cremefraiche.

Der skal styr på alle drikkevarerne til vores efterhånden lange drikkevarekort. Bordene skal flyttes rundt og dækkes op til de bestilte antal. Og så skal der laves mad, masser af mad, for selvom vi i billetbeskrivelsen har skrevet en 3 retters vegetarisk menu, så byder de mange fantastiske råvarer os at servere lidt mere. Faktisk er det ugen igennem blevet til det dobbelte hver aften, og det er en helt igennem dejlig fornemmelse at give vores gæster mere, end de regner med. Det er alt for sjældent nu til dags, at man får en lille hilsen fra køkkenet eller en lille mellemret, der ikke står på kortet. Konkurrencen er så hånd i restaurationsbranchen, at der skiltes med alt, hvad man får, og så er det lidt fattigt med overraskelser.

Når klokken bliver 18.30 dukker gæsterne op, de bliver anvist et bord og får serveret vand, friskbagt brød og hjemmelavet smør, og herefter ruller Lone retterne ind, imens jeg pisker rundt i køkkenet og hele tiden forbereder næste ret. Det går stærkt, og tiden flyver afsted. Lige pludselig er det hele slut. Gæsterne står i kø for at betale og dænge os til i mere ros, end vi kan tåle, det er langt over det, vi turde håbe på, og vi er som altid enormt ydmyge over, at så mange mennesker vil dele oplevelser med os. Så er der opvasken, og når gulvet i køkkenet som det sidste får en omgang, er klokken ved at være 1.

I dag er nærmest fridag. Eller der skal naturligvis forberedes til i morgen, hvor det går løs igen. En tur i DR P4 Østjyllands morgenflade, klipning af græsset, pasning af dyrene, og så skal der ryges Lones hjemmelavede flødeost, eller også skal flødeosten røges, nu må vi se. Hvor om alting er, så er hængekøjen ikke fundet frem endnu, og når man ser ud over resten af sommerens program, så kan jeg vist godt spare mig ulejligheden.

I morgen er alt udsolgt, og det er der også på lørdag. Men har du lyst til at dele en oplevelse med os, så er der stadig pladser at få over de næste to uger – find dem på http://www.odderbilletten.dk. Og ømme muskler til trods så glæder vi os til at se jer!

Søren Sørøver – i kabyssen

Udgivet i Hverdagen | 1 kommentar

En påmindelse, nu blomstrer vi igen

Kære Olga

Din valmue lever endnu. Selvom du ikke gør det.

Jeg troede, at valmuen også var væk. Den har ikke været at se lang tid. I årevis. Ligesom med dig og Hans.

I din tid stod enkeltstående planter ranke og pjattede med deres overdådige lyserøde kvaster som kendetegn ud for jeres sted. De kom troligt af sig selv mellem hækken og asfaltvejen, og når du besværet og møjsommeligt hakkede jorden fri for ukrudt langs med naurrækken, lod du de fremspirede valmuer stå. I sikker forvisning om hvad der ventede – storhed, pragt og gentagelse. Af den vigtige slags. År efter år.

Sådan blev de Olgas valmuer.

Forleden så jeg tilfældigvis noget lyserødt stikke op i grøftekanten, et sted den ikke var blevet klippet. Det var et lille stykke vej fra jeres husmandssted, og genkendelsesglæden var stor.

Planten er nu flyttet ind her på sikker jord.

Steder forandrer sig, når mennesker forsvinder, Olga.

Men det gør valmuer ikke
Lone

Udgivet i Hverdagen | 3 kommentarer

Langt fra Karens Afrika, men altid med dyr ved vadestedet

Jeg har en gård i Danmark ved foden af Sondrup bakker. Selve ækvators linje trækker sig over højlandet utallige mil længere sydpå. Men min gård ligger to meter over havet. Midt på dagen kan man nok føle det, som om man var kommet højt op og tæt til solen, men eftermiddagene og aftnerne er klare og svale, og nætterne er kolde.

Lone

Udgivet i Hverdagen | 2 kommentarer