All inclusive jazz-ekstravagance med Jan Harbeck og Live Jive Jungle d. 17/6 2023

Som du nok allerede ved, så lavede vi i efteråret en crowdfunding til støtte for vores kulturhus og brænderi drevet af egne solceller. Én af de ting, man kunne støtte med, var købet af billetter til en all inclusive støttefest. Nu er det store solcelleanlæg leveret på gården og i næste uge vil vi begynde at lægge det op på taget af træladen – lige der, hvor vores fest kommer til at løbe af stablen, og forstå det hvem der kan, men der er faktisk stadig billetter at få.

Hvordan kommer sådan en fest til at foregå, tænker du måske? Jo, ser du – vi åbner porten fra kl. 17.30 og her vil man blive udstyret med et glas sprudlende velkomstbobler. Hvis man har lyst, kan man så spankulere rundt på gården, hilse på dyrene, gå en tur til søen via den snoede sti i Grundtvigs skov, betragte Lones fantastiske køkkenhaver, drivhuse osv. – løber glasset tørt, ja da kan det genfyldes så ofte, som du ønsker. I øvrigt skal det lige tilføjes, at vi naturligvis har alkoholfri alternativer til dig, der vil holde lidt igen med alkohol – Lones mousserende hyldebrus, gårdens æblemost. Det bliver én af de få gange i år, gården er åben for vandrende gæster.

Omkring kl.18.30 vil vi kalde til bords. Vi dækker op på de store kabeltromler og med en grundig fyldt bar bemandet med kompetent personale vil gårdens dejlige drikkevarer flyde fra fad og flaske – du kommer ikke til at mangle noget. Det gør du heller ikke fra et overdådigt buffetbord, hvor alt det bedste fra køkkenhaverne og drivhusene finder vej i et utal af retter. Lone vil herefter stå for en dejlig dessert, ledsaget af et lille glas æbleportvin. Mens du sunder dig efter middagen, vil kaffen blive stillet frem i baren og naturligvis et stykke sødt til kaffen. Hertil vil der desuden være mulighed for et glas af vores fine æblebrandy eller af gårdens grappa.

Kl. 20.30 spiller Jan Harbeck og hans enormt kompetente Live Jive Jungle op til fest. Om du tager din stol med op mod scenen eller hellere vil stå og svinge med er helt op til dig. Én ting er sikkert, der bliver tryk på og det bliver ikke nemt at sidde stille. I pausen kan glassene fyldes og danseskoene få lidt ro, inden den sidste del koncerten.

Når koncerten er slut, holder vi baren åben til en sidste drink og takker af omkring kl. 23.

Overnatning er som altid en mulighed til vores arrangementer i eget telt, camper, campingvogn eller hvad man nu vil byde sin møre krop efter alletiders fest. Adressen er Brandbygegaard, Alrøvej 77, 8300 Odder. Billetter findes HER.

Vi er umådeligt taknemmelige for al den opbakning, der strømmer i retning af os og gården og vi glæder os til at feste med dig og jer!
Lone & Søren

Plantning af nye vinstokke

I efteråret og dette forår har der med jævne mellemrum og nogle gange ofte været mennesker forbi gården for at grave vinstokke op – de blev foræret væk fra en kant af. Vores gamle vinmark med 1000 stokke er nu ryddet for fortidens sortsvalg og vi starter forfra.

Dels planter vi flere forskellige sorter denne gang og dels bliver der flere grønne druer end oprindeligt. For omtrent 20 år siden, da vinmarken blev tilplantet som én af de første erhvervsmæssige i dette land, var Rondo og Leon Millot de to sorter, der var tilgængelige i større antal til produktion af rødvin. Nu er der kommet flere nye modstandsdygtige sorter og til økologisk dyrkning, som her, er det altafgørende med god resistens og tidlig modning.

I udskiftningen planter vi følgende sorter: Carbernet noir, Souvignier gris, Solaris, Pinot noir (en særlig klon, der modner tidligere) samt Pinotin.

Mousserende vine er blevet vores kerneprodukt og med de nye sortsvalg følger en ny verden af muligheder på flasker. Om en del år. Om 3 år finder første høst sted fra den udskiftede vinmark og efter yderligere nogle år er der vin at prøve. Den slags langtidsplanlægning er vi vant til. For 3 år siden tilplantede vi en ny lille vinmark med knap 700 stokke af Solaris, Müeller Thurgau samt Muscaris på østsiden af gården og de lægger an til første høst i år. Derfor kommer skiftet i den gamle vinmark nu, hvor vi har nye råvarer på vej ind i vineriet.

Og det glæder os inderligt at vide, at de gamle vinstokke har fået nye hjem rundt i landet.

Lone

Store nededag

Jeg har ligget på knæ hele dagen. Og er efter alt at dømme kommet op igen.
En dedikeret afsked med store bededag, tænker du måske, men nej. Her langt ude på landet er der ikke videre forskel på hverdage, weekender og helligdage. Årstiderne derimod er pejlemærker og vejret er kortet.

Sidst her kom vand nok til, at man kunne kalde det nedbør, var d. 24. april. I timerne frem mod denne mindeværdige dag havde jeg travlt med at tilså køkkenhaven på den østlige side af gården. Det er den bedste start for frø og planteavler at arbejde med luftig, mild jord, mens den er tør, få sået, sået og sået og så lade regnen falde blidt og pakke jorden tæt om de kommende spirer.

Nu er der igen meldinger om snarlig regn og derfor har jeg sået videre og plantet ud i køkkenhaven vest for gården. Alle de forspirede porrer, knoldselleri, bladkål, sommerblomster, salat m.m. har fået blivende vokseplads, i hvert fald for resten af året.

Udenfor er jorden endnu bar og brun, men i drivhusene er der meget at spise nu – forskellige salatsorter, radiser, de første spidskål, pak choi, spinat og bladbeder plus diverse urter.

Og det er værd at være nede for.
Lone

Årets første rabarbertærte – husker du den?

Den her tærte er ikke bare verdens nemmeste, den er også verdens bedste. De nye rabarberstilke dufter af sommer og sammen med sprød dej og det blide flødefyld er tærtens helhed uimodståelig.
Den er en klassiker her i huset, og årets første rabarbertærte er fejringen af, at vi nu går ind i et nyt høstår – fremefter står den på friske krydderurter, spæde salatblade og knækstive asparges.
Du har fået opskriften før, blandt andet i bogen “Lone Landmands kager”, men gode ting tåler gentagelse.

Til fyldet skal du bruge :

ca. 400 g rabarberstilke – så tynde som muligt
1 stor dl rørsukker
1 stor tsk kanel
1 spsk mel – med top
2½ dl fløde – lavet af mælk fra en ko med græs under klovene

Til dejen skal du bruge :

2½ dl mel
5 spsk rørsukker – med top
½ tsk bagepulver
100 g smeltet smør – lavet af mælk fra en galopperende ko

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 180 °C uden varmluft. Find en tærteform der er omtrent 25 cm i diameter – det er den størrelse, dejmængden passer til.

Skær dine rabarber i forholdsvis tynde skiver.
Afmål sukker, mel og kanel i en skål – det bliver godt det her.
Vend rabarberstykkerne i sukkerblandingen og lad dem stå.
Find en anden skål og bland mel, sukker og bagepulver til dejen.
Hæld det smeltede smør i melblandingen og rør det hele sammen til en dej.
Pres dejen ud i din tærteform – dejen er nem at arbejde med. Den burde have en præmie.
Hæld rabarberstykkerne over og fordel dem.
Hæld fløden over og sæt tærten i ovnen. Bag den omtrent 35-40 minutter. Kanten skal være mørkgylden og sprød.

Måske kan du finde nogen, der vil være med til at spise årets første rabarbertærte. Ellers skal du ikke være ked af det, man kan sagtens spise den selv.

Så er der rabarberfest
Lone

Rachmaninov med hold i ryggen

Da jeg for godt 27 år siden blev introduceret til klassisk musik, havde jeg næppe troet, at jeg ville insistere på at stavre stiv i ryggen og stiv i blikket til koncert i Musikhuset i aftes. Og ja, det var mig, der havde hold i ryggen og ikke Rachmaninov.

Jeg forstod ikke en fis af det dengang. Jeg var i lære som gartner, havde langt hår, en tvivlsom køn, sort 50’er motorcykeljakke udenpå en t-shirt med GNR eller Metallica og en attitude grænsende til det lade. Alligevel så min læremester, dengang tæt på 80 år, lyset i mig og jeg i den grad i ham. Når man overraskede ham i et ”svagt øjeblik” på kontoret, var det ofte i et sandt støjinferno af klassiske toner. Eine Kleine Nachtmusik, Mozart, var én af hans ”bangers” og man kunne se på hans smil, at det virkelig gjorde noget for ham. Skid Row, Slave to the grind gjorde nok ca. det samme for mig og de gange, hvor jeg bevægede mig rundt i det offentlige rum uden den altoverdøvende ulovlige udstødning på min Puch Grandprix, var det med min trofaste walkman, og enten det føromtalte album af Skid Row eller ”Revenge” af Kiss. Kompositioner, der ikke ligger lunt i svinget, som opvarmning til en klassisk Rachmaninovfestival.

Man hvad fan’ skete der så, tænker du måske. Altså udover at min plantementor for længst er rejst til den evigt grønne planteskole, kassettebåndet er henvist til 5 kroners reolerne i genbrugsbutikkerne, tunet på knallerten blev taget af politiet og Sebastian Bach ikke længere er forsanger for Skid Row. Nogen vil nok argumentere for, at jeg bare er blevet ældre og klogere.
Men det er langt fra svaret. Jeg har givetvis, eller helt sikkert som årene er gået, udviklet stor sympati for kvalitet, uanset hvilken form den kommer i, og er mindre til fals for det modsatte, som vi i nutiden, skriver han og lyder gammel som havet, bliver dynget til med. Umage, det mindste, man kan gøre sig, er umage.

En dag som så mange andre, for ikke så mange år siden, blev jeg fanget på p2. Vi, der hører analog radio i mit tilfælde i de klassiske høreværn, vil vide, at når klokken bliver 18, så viger p1 for p2. Dengang var jeg meget begejstret for Kirsten Birgit på det hedengangne Radio 24/7 og pludselig gik det op for mig, at stemmen, jeg havde hørt 6 timer tidligere, nu også talte til mig i p2 Hammer og Cilius.

Der var masser af humor og en indsigt i det klassiske stof, som i sig selv var så imponerende, at det talte direkte til mit kvalitetscenter i hjernen. Før jeg vidste af det, gik jeg og nynnede små passager af klassisk musik og langsomt men sikkert, åbnede de to herrer dobbeltdørene til en verden, jeg i dag nyder at træde ind i. Radio er, hvad det er, musikken kommer trods dens kvaliteter aldrig ind under huden på én, og som hyppig koncertgænger og endda én, der kan bryste sig af at være arrangør af musiske stunder, ved jeg udmærket godt, at musik skal høres og opleves live. Som sagt så gjort. I den klassiske sal i Musikhuset i Aarhus fik jeg min ilddåb og præcis der, og derfor mange koncerter senere, sad jeg i aftes med en tåre i det ene øje af smerte fra ryggen og en i det andet grundet den enestående Zlata Chochievas klaverspil.

Tænk engang – et rum fyldt af talenter, hvis instrumenter kan alt fra at hviske mig sødt, dybt ind i sjælen, til at råbe mig direkte i hovedet, så jeg fornemmer de små spytdråber og kaffeånden. Men er det ikke lige lovligt prætentiøst, højpandet grænsende til det snobbede?  Jo, det er en verden med usagte koder og mere eller mindre skøre traditioner oparbejdet gennem århundreder, der kan virker både ekskluderende og direkte utiltalende, men når alt kommer til alt, så er det bare musik. Og i aftes spillede Aarhus Symfoniorkester røven ud af bukserne og jeg vil til enhver tid kravle tilbage til en koncert mere. I det hele taget er det ret jordnært i Aarhus, også i den klassiske sal.

P.S. Når man som 46-årig går som om, man har et kosteskaft oppe i r.. eller jeg mener tapet op langs ryggen, så er det sgu da en fornøjelse at have en hobby, hvor man hører til de unge i salen. Lad dette være en anbefaling til dig… altså det med den klassiske musik – ikke det med kosteskaftet.

Søren Sørøver – med stor taknemmelighed