1 ud af 3 uger

Lægmusklerne er ømme, så ømme at det er det første, der rammer én, når man vågner. Efterhånden som kroppen kommer til sig selv, mærker man, at lægmusklerne ikke er ene om ømheden. Klokken er lidt over syv, og dagen er i gang.

Vi laver sommerrestaurant, bare os to, i år, og hvis man skal præstere med vores ambitionsniveau, så er det bare at komme i gang med det samme for at være klar til aftenens gæster. Gårdens dyr er naturligvis de første, der skal passes, og så begynder de egentlige forberedelser. Lone har aftenen inden sat alle de gamle damaskduge og stofservietter over til vask, de skal til tørre, så de kan nå en tur under strygejernet inden aften. Jeg høster i haven og klargør grøntsager. Det tager det meste af dagen at få alt i hus, få det vasket, skrællet, snittet og hakket. Der bages brød, laves crème brûlée, kærnes smør, laves flødeost og cremefraiche.

Der skal styr på alle drikkevarerne til vores efterhånden lange drikkevarekort. Bordene skal flyttes rundt og dækkes op til de bestilte antal. Og så skal der laves mad, masser af mad, for selvom vi i billetbeskrivelsen har skrevet en 3 retters vegetarisk menu, så byder de mange fantastiske råvarer os at servere lidt mere. Faktisk er det ugen igennem blevet til det dobbelte hver aften, og det er en helt igennem dejlig fornemmelse at give vores gæster mere, end de regner med. Det er alt for sjældent nu til dags, at man får en lille hilsen fra køkkenet eller en lille mellemret, der ikke står på kortet. Konkurrencen er så hånd i restaurationsbranchen, at der skiltes med alt, hvad man får, og så er det lidt fattigt med overraskelser.

Når klokken bliver 18.30 dukker gæsterne op, de bliver anvist et bord og får serveret vand, friskbagt brød og hjemmelavet smør, og herefter ruller Lone retterne ind, imens jeg pisker rundt i køkkenet og hele tiden forbereder næste ret. Det går stærkt, og tiden flyver afsted. Lige pludselig er det hele slut. Gæsterne står i kø for at betale og dænge os til i mere ros, end vi kan tåle, det er langt over det, vi turde håbe på, og vi er som altid enormt ydmyge over, at så mange mennesker vil dele oplevelser med os. Så er der opvasken, og når gulvet i køkkenet som det sidste får en omgang, er klokken ved at være 1.

I dag er nærmest fridag. Eller der skal naturligvis forberedes til i morgen, hvor det går løs igen. En tur i DR P4 Østjyllands morgenflade, klipning af græsset, pasning af dyrene, og så skal der ryges Lones hjemmelavede flødeost, eller også skal flødeosten røges, nu må vi se. Hvor om alting er, så er hængekøjen ikke fundet frem endnu, og når man ser ud over resten af sommerens program, så kan jeg vist godt spare mig ulejligheden.

I morgen er alt udsolgt, og det er der også på lørdag. Men har du lyst til at dele en oplevelse med os, så er der stadig pladser at få over de næste to uger – find dem på http://www.odderbilletten.dk. Og ømme muskler til trods så glæder vi os til at se jer!

Søren Sørøver – i kabyssen

Udgivet i Hverdagen | 1 kommentar

En påmindelse, nu blomstrer vi igen

Kære Olga

Din valmue lever endnu. Selvom du ikke gør det.

Jeg troede, at valmuen også var væk. Den har ikke været at se lang tid. I årevis. Ligesom med dig og Hans.

I din tid stod enkeltstående planter ranke og pjattede med deres overdådige lyserøde kvaster som kendetegn ud for jeres sted. De kom troligt af sig selv mellem hækken og asfaltvejen, og når du besværet og møjsommeligt hakkede jorden fri for ukrudt langs med naurrækken, lod du de fremspirede valmuer stå. I sikker forvisning om hvad der ventede – storhed, pragt og gentagelse. Af den vigtige slags. År efter år.

Sådan blev de Olgas valmuer.

Forleden så jeg tilfældigvis noget lyserødt stikke op i grøftekanten, et sted den ikke var blevet klippet. Det var et lille stykke vej fra jeres husmandssted, og genkendelsesglæden var stor.

Planten er nu flyttet ind her på sikker jord.

Steder forandrer sig, når mennesker forsvinder, Olga.

Men det gør valmuer ikke
Lone

Udgivet i Hverdagen | 3 kommentarer

Langt fra Karens Afrika, men altid med dyr ved vadestedet

Jeg har en gård i Danmark ved foden af Sondrup bakker. Selve ækvators linje trækker sig over højlandet utallige mil længere sydpå. Men min gård ligger to meter over havet. Midt på dagen kan man nok føle det, som om man var kommet højt op og tæt til solen, men eftermiddagene og aftnerne er klare og svale, og nætterne er kolde.

Lone

Udgivet i Hverdagen | 2 kommentarer

De bedste gæster, smukt vejr og mod på mere

I går havde vi åbningsaften på gårdens sommerrestaurant Stedbunden.

Vejret var julidansk, når det er bedst – herunder medregnes tørke ikke. Vindstille, solrigt og selvfølgelig køligt da skumring og dug faldt på, men meget finere kan man næppe ønske sig.

Nu er der indledt med opdækning i gårdspladsen omgivet af de fire længer, glade stemningsgivende gæster og udendørs liv, og det var en opmuntrende begyndelse. Bliver vejret for broget de kommende dage, dækker vi op i ly, og det i ualmindeligt hyggelige rammer.

Lige inden åbning var der lidt travlhed med aftenfodring af dyrene og høst af resterende urter, men ellers var der ro på både de utallige serveringer og resten af logistikken. Opvasken blev klaret inden sengetid, og i dag er vi klar til endnu en udsolgt aften. Tror jeg.

Skal du også have en plads, findes de ledige på https://www.odderbilletten.dk/arrangementer/?s=sommerrestaurant

Og nu til madlavning
Lone

Udgivet i Hverdagen | 3 kommentarer

Hvidløgsglæde

Jeg tror godt, at man kan tale om en slags afhængighed, bare en lille én. Af hvidløg altså. Modsat alle andre afhængighedsskabende stoffer, så er det her udelukkende smagen, eller det tror jeg da. Det er slet ikke umuligt, at der er nogle stoffer, der trigger lykkefølelsen, men i så fald har jeg ikke opdaget det. Jeg kan sagtens bruge hvidløg i en lettere nedtrykt tilstand uden at blive jubelglad. Men hvad, jeg ikke kan, er at undvære hvidløg i min mad. Altså, med rimelighed ikke, pandekager og øhh, ja i hvert fald pandekagerne går fri. Ellers bruger jeg hvidløg i stort set alt. Mere eller mindre.

De kan nemlig noget helt særligt. Jeg tvivler på, at de fleste tænker over det, men der er faktisk en hel masse at hente i det lille fed, ud over hvidløgsånde – det er fyldt med fylde! Det kan fremhæve, det kan samle, og det kan give et ekstra pift til en ret, hvor man ellers savner noget volumen i smagen.

Jeg bruger det meget forskelligt. I retter, hvor der bare skal en lille smule i, bliver det fintrevet. Det er i den form, at hvidløg er stærkest og også her det giver mest udslag i ånden. For eksempel i en salatdressing. En helt almindelig vinaigrette til grøn salat. 4 dele god olivenolie, 1 del hvidvinseddike, lidt sennep, lidt flydende honning og bare et halvt eller kvart fed hvidløg løfter det hele op.

I ting, hvor der skal større mængder i, hakker jeg hvidløget fint. Det kan være i en gang tzatziki, i en asiatisk wokret eller i lækker tomatsauce til pastaen. Når hvidløget er hakket i stedet for revet, kan man bruge meget mere, uden at blive hjemsøgt bagefter, så det gør jeg. Snakker vi en simreret, så ryger hvidløgene hele i og i massevis.
Hvidløg kan også brunes, så bliver det stærkt karamelliseret, men bliver de for mørke, får de en underlig bitterhed, jeg ikke bryder mig om.

Jeg er så ufattelig heldig, at mine hvidløg er danske, og ikke nok med det de er dyrket lige ude i køkkenhaven af Landmanden. De bliver sat som fed i det sene efterår, og lige nu er de ved at visne ned i haven. Så gælder det om at få dem op, så de kan tørre lidt ud. De bliver bundtet og hængt op i porten, og med lidt held har vi hvidløg nok til det sene efterår, måske endda til vinter, og så går der ikke længe, før de spæde nye spirer kan bruges i stedet.
Jeg er helt sikker på, at havde jeg kun de kinesiske fra supermarkederne at gøre med, så brugte jeg nok ikke det lille fine løg helt så meget.
Og skulle du undres; nej, jeg bruger ikke en hvidløgspresser. Jeg synes ikke, den gør noget godt for smagen, og så er den noget nær det mest åndsvage at vaske op.

Søren sørøver – med voksende hvidløgsånde

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

Restaurant Stedbunden på Brandbygegaard

Disse dage går med klargøring til sommerrestaurantens start i den kommende uge. Og klargøringen spænder vidt lige fra forberedelse af indendørs plads, hvis vejret er for køligt, til strygning af stofservietter og duge, fremstilling af mejeriprodukter, kaffelikør, solbærsaft til Kir Imperial på vinhusets æblebobler, opsætning af lamper, forbedring af arbejdsforholdene plus det løse.

Som sædvanligt tager alting længere tid end forventet, og som sædvanligt når vi det. Meste.

Onsdag aften, sommerrestaurantens første, er alt klar. Der er udsolgt, og det er der også aftenen efter. Omtrent halvdelen af de tilgængelige pladser til restaurantens 3*5 dage er solgt nu, inden vi er kommet i gang. Du kan stadig nå at redde dig en billet til årets måske mest autentiske og helstøbte madoplevelse. Hvem ved.
https://www.odderbilletten.dk/arrangementer/?s=sommerrestaurant

Sommerrestauranten på Brandbygegaard er vist det eneste sted i Danmark, måske i verden, hvor værtskabet både dyrker råvarerne selv, laver alle drikkevarer, og ikke mindst at de to personer, der dyrker planterne, laver vinene og brygger øllet, er de samme, som tilbereder maden og serverer den.

Stedbunden, med nærvær
Lone

Udgivet i Hverdagen | 2 kommentarer

Trøst at hente

Hvis du synes, dit hår sidder lidt dårligt, lige når du kommer ud af badet, så se på Smaskepot.

Det kunne være værre
Lone

Udgivet i Hverdagen | 2 kommentarer