Billeder fra en skelsættende begivenhed

I forgårs blev den nyerhvervede rejeruse sat op.

Så kunne det ikke vente længere.

I dag får du en række billeder fra begivenheden.

DSC_40400001

DSC_40420001

DSC_41170001

DSC_41110001

DSC_40680001

DSC_40670001

DSC_40980001

DSC_40780001

DSC_40880001

DSC_40890001

DSC_40700001

Sørøveren gør klar til rejekalas
Lone

Udgivet i Hverdagen | 1 kommentar

Køkkenhaven nede, drivhuset oppe

DSC_37080001

Her langt ude på landet går vi og håber på en periode med tørvejr og bare lidt højere temperaturer.

Ser du – jorden i køkkenhaven er stadig både for kold og våd til at forårets såarbejde kan komme i gang.

Og det er ganske usædvanligt på den bekymrende måde.

Det er jo maj for hulen.

DSC_38410001

Vi forsøger at tilpasse os landets nye betingelser, og igen i år er en stor del af køkkenhavens grøntsager sået indendørs på planteborde.

Under de store skrå vinduer på stuehusets førstesal.

Der er således også klimaforandringer i soveværelset.

DSC_37030001_1

Når planterne har en vis størrelse, flyttes de ud i drivhuset, for selvom der er godt med lys under ruderne, er det ensidigt og giver ranglede kål m.m.

Lys fra alle sider er klart at foretrække.

I går blev drivhuset endelig klargjort – jorden er parat til udplantning, der er lavet overbrusning i højden og lagt siveslanger ud i bunden, og lyset vælter ind gennem det nyvaskede tag.

At komme videre med planter og frø i drivhuset hjælper på det hele, men de 100 kvadratmeter er hurtigt fyldt, så behovet for tør jord i køkkenhaven er uformindsket.

Med fugt i fundamentet
Lone

Udgivet i Hverdagen | 3 kommentarer

Gårsdagens rejseberetning fra Søren Sørøver

DSC_40080001

Bryan Ferry og Roxy Music simrer stille ud af højtalerne i et yderst passende miljø, ja faktisk ville en almindelig uopmærksom spritter snildt kunne sidde her ved siden af mig og tro, at han sad på værtshuset Perronen på banegården. En halvtyk stank at Cecil hænger i luften sammen med en smule våd hund og småslatten opskænkning af et eller andet udefinerbart alkohol.

Jo, det er i sandhed en oplevelse at sidde i Opelbilen lige nu. Dagen har været stor, nærmest overvældende, og i bilen ligger hele 3 små epoker.

DSC_39800001

Det tunge regnvejr har gjort det mere udholdeligt at snuppe en 5-600 km køretur gennem det jyske. Først, lige efter dyrene var fodret, satte vi kurs mod Nordisk Brænderi. Du kan måske huske, at det var der, yderst kompetente hænder hjalp os med at lave noget, vi selv ser som Danmarks bedste yberøkogin. Vi skulle nemlig tappe den længe ventede gin, vi for nogle måneder siden har brændt. Hviletiden er ovre, og den er klar til salg. Et stort skridt for det lille vinhus, ikke mindst fordi vi er helt vildt stolte af resultatet, men også fordi vores drøm om at bruge pressematerialet til noget fornuftigt, med denne gin i den grad er gået i opfyldelse.

DSC_39770001

Anders, der er indehaver, eventyrer og noget af det dejligste menneskeligt, sikrede, at vi havde lidt mad i maven, inden vi efter afsluttet tapperi kunne sætte næsen efter dagens næste mål – Stauning Whisky i Skjern. Måske det mest omtalte whiskybrand i Danmark, ikke mindst efter at de nu er blevet opkøbt af en engelsk alkoholgigant til et fuldstændig surrealistisk millionbeløb.

DSC_39730001

Nå, de havde en spændende gammel egetræstønde, der ikke kunne vrides mere highend whisky ud af. Hvem skulle have troet, at en 200 liters tønde lige passer ind i en Astra. Den kan nu, i hænderne på den bindegale brygmester i det lille gårdbryggeri, gære den ondeste, ment på den gode måde, barley wine. For dem der ikke lige er stødt på det navn før, så dækker det blot over en øl, der er mere fyldig end Dolly Parton efter 3. operation, og med en alkoholprocent der får dig op og danse på bordene med det vuns! Sådan en øl er på vej, og det i et fad af nærmest royal afstamning.

DSC_39840001

Men en smule spritånde kan jo ikke gøre det alene. Derfor, eller måske ikke udelukkende derfor, havde vi en aftale ikke så langt fra Herning med en pensioneret vådbinder. Jeg har nemlig længe ønsket mig en rejeruse – en ordentlig én. Derfor havde jeg bestilt en sådan ved en yderst kompetent herre, skulle det vise sig.

DSC_40350001

Vi blev af hans flinke kone ledt ud på den kyndige knudeknytters værksted, hvor man ved første øjekast blev forvirret over den meget lokale tåge, noget der i Hirtshals havde udløst det store tågehorn i det gamle fyrtårn, og det i en sådan grad, at ingen ville få noget ud af deres middagslur. Ved nærmere inspicering, vi blev mødt af manden med en af tågemaskinerne i hånden, blev vi klar over, at her var der tale om en yderst effektiv mand, der ikke kun kunne binde vod, men også få det bedste ud af sin Cecil. Af samme grund var værkstedet hermetisk lukket, så den dyrebare røg ikke skulle slippe ud.

DSC_40230001

Lidt af de gode sager sneg sig dog ud. De sidder i den fine rejeruse og ligger nu i skrivende stund bag mig – ovenpå kasserne med den fantastiske gin, og fuldfører oplevelsen af en bodega inden rygeloven.

DSC_40310001

En fuldstændig fantastisk dag, og i morgen er vi både ginproducenter, rejefiskere og fandens tæt på en helt exceptionel øl.

Søren Sørøver – der skal top på en rejemad!

Udgivet i Hverdagen | 2 kommentarer

Levende dyr – vis hensyn

DSC_01840001

For et stykke tid siden henvendte Dyrenes Beskyttelse sig og bad om et indlæg om dyretransporter.

Der er al mulig grund til at sætte fokus på landevejenes manglende dyrevelfærd – et forholdsvis overset fænomen.

For øjeblikket sker det med yderligere oplysning og indsamling af underskrifter. Du finder indsatsen lige her: http://stoplangedyretransporter.dk/

Hvis du – som jeg – har dine tvivl om underskrifters betydning, kan man tænke på, at ingen handling må forventes at ændre intet. Og alt er mere end intet.

Her får du indlægget til almindelig opildnelse:

”Levende dyr – vis hensyn” er en ofte set bagsmæktekst i det danske landskab, ikke mindst på vejnettet. Hvem er det så, man bør vise hensyn ikke blot som medtrafikant men også som medmenneske? Er det eksporten, transportselskaberne, husdyrproducenterne eller dyrene?
I Danmark er det svinetransporterne, der præger motorvejsnettet. Jo længere vestpå og sydpå i landet man kommer, des flere tungtlastede biler møder man. Når landbruget anklager forbrugerne for disneyficering af husdyrene, er det intet imod erhvervets egen fremstilling. Som taget ud af en Store Stygge Ulv historie boltrer veltrimmede grise sig i græstuer og pynter sig med blomster i panden. Eller de spiller fodbold på et grønt underlag. Glade ser de ud, i hvert fald de tegnede udgaver der dekorerer de tætpakkede flokke inde i lastbilerne.

Typisk er svinetransporterne indrettet med flere lag, og så kan enhver regne ud, at der bag de lukkede skodder næppe er plads til hverken himmelseng eller kolbøtter. Fodboldspillet er det nok også småt med.

Etikkortet er sorteper

Hvorfor køres over en tredjedel af de danske svin til udlandet med henblik på opfedning og slagtning? Det er i nærheden af en million grise, der flyttes hver eneste måned. Grisene har ikke megen fornøjelse af køreturen til Tyskland, Holland, Italien eller Polen. De danske arbejdspladser gavner det heller ikke. Forklaringen er, at salgsprisen for en gris er højere til eksport, end hvis en nabolandmand køber dyret. I den danske svineproduktion har man for længe siden gjort etik-kortet til sorteper, og eneste fokus er at hive flest muligt stik hjem.

Den stigende eksport af levende dyr er sammen med importen af GMO-soja erhvervets sidste krampetrækninger. Et forsøg på at fastholde en landbrugsstatus som bulkvarenation i et land, hvor omkostningsniveauet indenfor lønninger gør det åbenlyst umuligt. Som borgere lægger vi vejrtrækning, natur, grundvand, dyrkbar jord og moral til den mellemstation, dansk svineproduktion udgør.

Man behøver ikke den store kugleramme for at se det tåbelige i al den flytten rundt. Landbruget ved det. Danish Crown flytter arbejdspladserne, og de store svineproducenter investerer i produktionsejendomme i Polen, Ukraine m.fl.

Hvad med en buket nyafklippede grisehaler?

Uanset hvor den industrielle svineproduktion foregår, er det under omstændigheder, de færreste ville finde acceptable, hvis de kendte til forholdene. Og ja, der er åben-gård-dage med besøg. Familie- og klasserundvisninger og fotogene svineproducenter med griseunger på armen. Øjebliksbilleder udenfor den arbejdstid, hvor dyrene håndteres. Ser man nogensinde halekuperingerne under besøg? Får børnene en lille buket nyafklippede grisehaler med hjem?

Ser de besøgende, når pattegrisene tages fra søerne, og ses de hårdhændede kast gennem luften, hvor grisene rammer ned i en vogn til opsamling? Ser man flytningerne af dyrene? De situationer, hvor der virkelig er pres på. Når grisene skal drives gennem smalle gange for at komme ud til de ventende lastbiler. For det er kernen i transporterne såvel korte som lange – dyrene skal drives ud til at begynde med, og tid koster penge.

Hver femte gris har slagmærker

Fra næsten hver femte slagtesvinebesætning leveres grise med slagmærker. Resultatet af ophidsede mennesker, der forsøger at drive dyrene ud ved hjælp af håndværktøj, jernkæder eller andet hårdtslående. Sporene af de elektriske drivstave kan ikke ses så tydeligt. Det er vold uanset metode, men det er almindeligt, fordi flytning af grise i et staldsystem kræver tid og tålmodighed – to ting, som ikke findes i en økonomisk fikseret produktion.

Når grisene lukkes ud på gangene, bliver de bange for de fremmede omgivelser, standser op og pakker sammen. Staldfolkene er altid bagest, fordi de skal have alle grise ud af stierne, og det betyder, at de ikke kan løse proppen, hvor den sidder, men kun slå løs på de bagerste grise i håb om at de bliver så panikslagne og kæmper sig så desperat fremad, at de til sidst får sendt bølger af bevægelse frem til de forreste, og flokken kan flytte sig. Sådan kan det blive ved hele vejen ud af staldsystemet – ud til den ventende lastbil, hvor hver etage skal fyldes hårdt, så ingen plads går til spilde. Plads koster penge.

Dyr lugter af angst

Hver dag dør omtrent 25.000 grise i de danske stalde, de bukker under før tid – ramt af produktionspresset. De udfries af deres lidelser, mens de overlevende for en stigende dels vedkommende sendes ud af landet på lange køreture. De uheldige grise til eksport transporteres i lastbiler typisk med fire etager og ”plads” til ca. 600 grise, som vejer 30 kg. Det giver en loftshøjde på trekvart meter og en meget indelukket fornemmelse. Må man gå ud fra. Også selvom man som menneske ikke har prøvet denne rejseform, men blot forlader sig på almindelig fornemmelse for situationer.

Stressniveauet er højt, grise fra forskellige stier sammenblandes, ingen kan opretholde nogen form for naturlig adfærd, luften er fyldt af ammoniak og angst. Som også mennesker gør, lugter dyr af angst. Lugten er et signal, og den spredes og opfattes. Alting er uvant – bunden, det manglende udsyn, lastbilens bevægelser, luften, artsfællerne.

Er man tidligt oppe, kan man høre skrigene

Mange transporter tager deres begyndelse om natten eller i de tidlige morgentimer. Dyrene vækkes og gennes ud af stalden. Det er ofte nemmere at arbejde med dem, når de er søvndrukne og forvirrede over tidspunktet, end om dagen, hvor de er opmærksomme og oppe på dupperne. Desuden sover landets borgere, og de færreste lægger mærke til de massive husdyrtransporter.

Er man tidligt oppe, kan skrigene fra naboens grise påvirke hele ens dag. Lyden sætter sig i én og fortager sig kun langsomt. Grisene skriger, når de drives ud, og de skriger det første stykke tid på lastbilen. Ikke mindst når den drejer i svingene, krænger lidt og dyrene presses mod hinanden og indersiden af vognladet. De skriger hjerteskærende, men de færreste hører det.

Når vi blæser derudad på motorvejen og overhaler den ene dyretransport efter den anden, er der heller ingen lydhørhed. Levende dyr – vis hensyn. Hvem er det, vi tager hensyn til, når vi lader transporterne finde sted?

Lone

P.S. Indlæggets foto er ikke repræsentativt for de danske svinetransporter

Udgivet i Hverdagen | 7 kommentarer

Ingen fremtid uden det grønne

DSC_38110001

I den indendørs køkkenhave spirer majsplanterne frem for øjeblikket.

Når de engang er blevet robuste og kraftige i stænglerne, skal de plantes ud.

Eller næsten alle skal.

Den hvide mutation har ikke en fremtid.

Intet liv uden grønt
Lone

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

Søren Sørøver skriver om kødetik – Sagen er bøf!

Eller er den? Altså sagen? Du har nok ikke kunnet undgå at høre et og andet om den nye rapport fra Det Etiske Råd, der i et nobelt forsøg på at drive danskernes kødforbrug i en mere klimavenlig retning kom ud med en anbefaling om afgift på oksekød.

Afgift skurer altid fælt i mine ører, ligesom småsten i et rugbrød. Tanken om et samfund, hvor de tænkende individer ikke selv behøver at tænke på om en opførsel, et behov eller en handling er fornuftig. Alt det regulerer staten med afgifter på dit og dat. Selvfølgelig ikke uden hensyntagen til egne interesserer, og til de industrier der har de dygtigste lobbyister osv. Men lad os allerede lige nu slå fast – jeg er helt enig med Det Etiske Råd i, at der bør gøres noget.

Man stiller selvfølgelig ikke sådan et forslag uden at ende på øretævernes holdeplads. Det kan godt virke urimeligt, når man bare vil redde kloden, men sådan er det nu en gang. Se blot hvad der skete, da en forhenværende fødevareminister forbød kombinationen af Dolmio og Vild med dans. Eller da det gik op for kommunen i Randers, at det ikke længere regnede med frikadeller i børnehaverne. Folk går amok, når nogen piller ved deres ret til æde sig selv og resten af verden ihjel.

Især Reptilhjernerne, ja det er jo ikke mig, der har givet dem det navn, men vikaren fra helvede – du ved, ham der Karsten Hønge der i sin relativt korte periode i Folketinget tillod sig at have en holdning til tingene. Og derfor fik det øgenavn. Nå, men altså den mørkeste del af den blå blok – Reptilhjernerne som han kalder dem, jeg holder faktisk meget af reptiler, så jeg synes, navnet er lidt misvisende – de flegner naturligvis helt ud. Hvis deres ret til at ødelægge alt for andre, for egen vindings skyld, er i fare, så går de bananas. Ganske uden saglig argumentation selvfølgelig, den slags er de hævet langt over.

Men efter at have understreget, at jeg er enig i, at der skal gøres noget og benyttet lejligheden til at kaste lidt rådne tomater efter de mørkeblå, så må jeg hellere komme til sagen. Sagen er nemlig ikke sådan ligetil.

Det Etiske Råd (eller et flertalt i rådet) mener, at det er etisk forsvarligt at gribe ind overfor enkeltmands handling, hvis han skader en anden med den. Og det er jeg som sådan helt enig i. Problemet med denne betragtning, set i lyset af en afgift på oksekød, er, at den risikerer at fremme produktioner, der i den grad skader andre, end den forbruger der forbruger varen. Dertil kommer en stærk risiko for, at afgiften vil sinke udviklingen i retning mod bedre dyrevelfærd og naturlig diversitet i Danmark. Lad mig uddybe og starte bagfra med afgiften på oksekød (dette er dog bare en start – der ønskes et komplet afgiftssystem, som afspejler klimabelastningen for den enkelte fødevare, men lad os holde os til første skridt på vejen; oksekødet).

Oksekød er mange ting, og det findes i mange kvaliteter. I Danmark kaster vi os frådende rundt i det, der bedst kan betegnes som knust malkeko. Biproduktet af vores kæmpestore mælkeproduktion. Når der ikke kan vrides mere mælk ud af dyret, hakkes det, og det er jo fornuftigt nok. Det giver relativ billig mad, og da køerne leverer uendelig mange kilo mælk i deres levetid, er det også mere positivt rangeret på klimaregnskabets liste over elendighed. Dette vandholdige, smagsforarmede, bindevævsbefængte kød er i kvalitetskategorien æv bæv. Stiger det i pris grundet en afgift, kan det ske relativt ubemærket, da kødet er så billigt i forvejen. Taler vi om en stor prisstigning, så folk stopper op og springer fra, ja så ender disse dyr på sæbefabrikken i stedet. Og det vil bestemt ikke pynte på klimaregnskabet heller. Men lad os satse på, at afgiften er til at betale sig fra, og mon ikke både industrien og detailbutikkerne vil æde noget af afgiften, så den ikke udelukkende lægges på forbrugerne. Ergo – alles ret til lortekød bevares.

Så har vi alt det importerede kød, der bruges til bøfferne i supermarkederne. Det der i forvejen er i en prisklasse, så det ofte ender på weekendbordet og nydes uden videre tanke på de elendige forhold, de dyr er vokset op under – hvor mange hormoner der sammen med antibiotika har holdt røven ikke kun oppe, men også stor og bred på dem. En prisstigning vil måske reguleres lidt af industrien, og under alle omstændigheder så skal der alligevel noget af en afgift på, for at den kan skræmme den kødglade fra at servere det for vennerne lørdag aften. Jeg mener – vi bruger i forvejen ufatteligt få penge på mad, så mon ikke det går alligevel. Det kan også være, at nogle i stedet vil vælge en billigere kalveculotte eller en mørbrad fra en malkeko, og det samme kunne man godt frygte, når forbrugerne står ved disken med økologisk kød og overvejer. Endda endnu mere hvis de står og kigger på priserne på økologisk græsningskvæg nede i deres lokale gårdbutik. Du ved, det kød der rent faktisk koster det, det skal – det det er værd. Men hvor forbrugeren allerede vakler, for det er godt nok en noget anden pris end den på det afdankede malkekokød fra de dyr, der har levet hele deres liv i fængsel.

Kan du se, hvor jeg vil hen med det her? Vi risikerer, at den gode kvalitet bliver valgt fra, og der kommer mere skub i den dårligere. Vi risikerer, at det økologiske kød bliver valgt fra til fordel for det konventionelle, og vi risikerer i sidste ende, at det konventionelle industrilandbrug finder en eller flere knapper at skrue på for at lave kødet billigere, og her er der kun en vej at gå – flere dyr på mindre plads, billigere foder og ringere livskvalitet for dyrene. Bare forestil dig den bureaukratiske byrde der med afgifterne vil blive pålagt den lille lokale producents produktion. Konsulenterne glæder sig.

Et af Det Etiske Råds medlemmer, Lene Kattrup, deler også denne frygt og har valgt at stå udenfor rapportens konklusion. Hun taler om et differentieret afgiftssystem, der friholder øko- og naturafgræsningskvæg, da disse er grundsten i en bæredygtig landbrugsrevolution i Danmark. En etisk regulering må og kan ikke gå ud over dyrenes betingelser. Jeg er rørende enig.

Og derfor skærer det også i mit hjerte, når der i rapporten skrives om at omlægge oksekødforbruget til den intensive kyllinge- eller svineproduktion, som er mange gange mere effektiv til at lave protein i forhold til co2-udledning. Men det handler om kødproduktion i de supereffektive industrisystemer, hvor dyrene er så forarmede, at vi som menneskehed vil se tilbage på den produktionsform og undres over den ondskab, vi som intelligente mennesker tillod os at påføre dyrene. Det Etiske Råd burde ikke se dette som en mulighed overhovedet – klimagevinst eller ej. Hvis man følger den tanke, beskrevet i rapporten, om, at ens forbrug ikke må skade andre, så er en produktion, der påfører os alle så massiv ammoniakforurening, tungmetaludledning, MRSA-spredning, pesticidspredning og ja, jeg kunne blive ved, så er den danske svineproduktion et helt uacceptabelt alternativ til oksekødet.

Men hvad gør vi så?

Det Etiske Råds rapport handler i bund og grund ikke om et anbefalet afgiftssystem, den handler om, hvorvidt det er etisk forsvarligt at lade det enkelte individ gebærde sig selv i en tid, hvor der helt åbenlyst er brug for forandringer, eller hvorvidt denne adfærd kan reguleres statsligt.

Jeg hælder, som et flertal i rådet, til, at det er en opgave for almenvellet at sikre fremtiden – vi kan ikke forlade os på den enkelte. Mennesket besidder alt for mange svage karakterer til, at vi kan navigere uden skelen til vores egos bedste. Så der skal gøres noget.

I mine øjne er det første skridt enkelt. Der skal både på EU-plan og nationalt ændres markant i dyreværnsloven. Den laveste fællesnævner skal hæves, og den skal hæves meget. Vi skal have en helt anden dyrevelfærd. Færre dyr og mere plads. Vi skal have meget strammere regler for importeret foder lavet i armod i andre lande. Vi skal have en nul-tolerance for sprøjtegift i vores mad, og vi skal have en fair deklaration på alle varer.

Det vil få priserne til at stige, forbruget til at falde drastisk og kvaliteten til at eksplodere. Vi vil få vores trang til kød dækket af en meget mindre mængde. Så er der det med det importerede kød. Danmark burde, som Norge, dynge det til i told, og her kommer der nok problemer med det store EU, der jo ikke er meget for sådanne tiltag. Er medlemskabet af EU med til at fastholde os i, at vi skal ødelægge vores land, vores dyr og vores fremtid, så må vi ud! Men det er da bedst, hvis de følger trop!.. I øvrigt ville en nul-tolerance for pesticider og hormoner i kød sætte en effektiv stopper for oksekødimporten.

Tænk engang hvis Det Uetiske Råd fandtes. Du ved, sådan ét der sætter afgifter på miljøvenlige tiltag, energi osv. Et råd der taler til vores ego og fodrer den indre svinehund med penicillinplaget flæsk. Taler os efter munden, hver gang der skal vælges nye medlemmer, og så ellers bare gør, som det passer dem resten af tiden. Nogle der gerne ser overvågning af alle andre end dem selv, og ser det som deres fineste opgave at holde os passive i personlig tankevirksomhed, og opildne os til en vækst som kloden slet ikke kan holde til. Mine damer og herrer – må jeg præsentere dem for Folketinget. Danmarks Uetiske Råd.

Søren Sørøver – Den etiske sørøver!

P.S. Skal jeg betale bare så meget som en krone i afgift for deres knuste malkeko, så skal de penge øremærkes til udvikling af klimavenlig energi. Jeg skal den ondelyneme ikke betale mere for min bøf, for at de kødhoveder kan købe kampfly for hele lortet

Udgivet i Anstændigt kød, Hverdagen | 5 kommentarer

Koldt vejr og lun kringle

DSC_60210001

I dag kommer et hold filosofistuderende fra Aalborg på besøg.

Et af deres kurser hedder ”Anvendt filosofi”, og det fokuserer bredt på bæredygtighed, men kommer naturligvis også omkring fødevarer, landbrug og madkultur.

En uudtømmelig kilde til overvejelser.

De studerendes professor Harfeld kalder turen et filosofisk field-trip, hvor begreberne er i spil i den virkelige verden.

I forbindelse med emnet får de studerende rundvisning, samtale/diskussion og kringle på Brandbygegaard.

Så er helheden på plads.

På vej ud efter æg til dej
Lone

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar