Længe ønsket redskab

I november og december 2013 plantede vi de 2500 træer, der udgør gårdens æbleplantage på ca. 1 hektar. Forinden havde vi brugt et par måneder på at lave espalieret, og det var et noget større arbejde end selve træerne. Hvis du undrer dig over, hvorfor plantetætheden er så høj, og hvorfor træerne er på så svage grundstammer, at et espalier er nødvendigt, så er forklaringen blot, at plantagen lever op til EUs krav.

Lige siden etableringen har vi haft et redskab på vores investeringsønskeliste – et redskab der kan holde jorden under træerne nogenlunde plante- og mosegrisefri. I en økologisk drevet æbleplantage kan man ikke vælge den nemme løsning og køre op og ned langs rækkerne med giftsprøjten, der skal andre metoder til, og noget skal der altså til. Vores jord er et kraftfuldt medium for plantevækst, og hvis vi ikke luger i én eller anden form, står ukrudtet mandshøjt mellem træerne, mens bunden er dækket af senegræs. Det giver flere problemer i æbledyrkningen – plantemassen er med til at hindre luftens frie passage, så svampesygdomme og andet skadeligt kan opformeres, tæppet af græs og andre vækster suger regnvandet, før det når ned til æbletræernes rødder, og samme planter optager også de sparsomme næringsstoffer omkring træerne. Vi passer æbleplantagen ekstensivt og tilfører ikke gødning udefra. Der er sået hvidkløver imellem rækkerne med træer, og kløveren fikserer kvælstof fra luften, desuden går hønsene i plantagen – bortset fra denne vinter, fordi de også er ramt af en pandemi og lukket inde. Men alt i alt er næringsstofferne sparsomme, og det er vigtigt, at æbletræerne ikke holdes uden for festen. Sidst men ikke mindst er der mosegrise, hvis vellevned vi ønsker at begrænse. Mosegrise spiser træernes rødder, æbletræerne dør, og når man tager dem op, er de spidse som en blyant lige nede ved jordoverfladen. Det er til at hulke over, hvis ikke man var sådan én, som ikke hulker over den slags.

Et par år inde i plantagens levetid flottede vi os og købte en brugt rækkerenser. Den var bare for brugt, og selvom den var dyr, var den åbenbart ikke dyr nok. Imellem reparationerne af den har Søren Sørøver gået med den store fræser, række op og række ned, 5 kilometer i alt, for at holde siderne langs æbletræerne bare nogenlunde åbne for regn og næring. Det er alt for hårdt for kroppen, og ikke noget man skal gøre, hvis man vil gøre det her længe; og det vil vi. I efteråret besluttede vi at bruge noget af årets indtjening på det længe ønskede redskab, og i går var jorden tør nok til, at det kunne tages i brug for første gang. Fremgangen er tydelig – den nye rækkerenser svinger ind og ud mellem træerne, og den er også afprøvet i vores gamle vinmark, som hidtil er blevet håndluget omkring stokkene. Redskabet bliver en væsentlig opgradering både af vores udbytte fra planterne og af vores fysik.

Med mod på fremtiden
Lone

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

“Den sidste humanist” i eReolens marts-tema om krimi

Måske kender du vores fælles biblioteksvæsens fine tilbud om udlån af elektroniske materialer – ebøger og lydbøger. Også til den del er der tilknyttet engagerede ansatte, som udbreder kendskabet til litteratur af den ene og den anden slags og med forskellige temaer året igennem. For alle har godt af at læse eller lytte til bøger – det gør noget ved hjernevindingerne.

I marts måned har bibliotekarerne valgt krimi som emne på eReolen, og min roman, der udkom i foråret 2020, “Den sidste humanist” er med i den ublodige afdeling. Sådan én er der nemlig også. Du kan både låne fortællingen som ebog og som lydbog – sidstnævnte er indtalt af dygtige Esben Hansen.

En klassisk krimi er bogen ikke – sådan er den ikke skrevet, men i spændingsfeltet mellem godt og ondt, mellem forskellige menneskers opfattelser af hvad der er godt og nødvendigt, ligger spørgsmål og svar og flyder. Også om liv og død – nogen dør for at andre kan leve. Romanen rummer overvejelser, og du kan gøre dig dem i trygge hjemlige omgivelser uden noget på spil. Det er læsning. Eller lytning.

Du finder temaet HER.

Det vil glæde mig, hvis du vil bruge tid på bogen
Lone

Udgivet i Hverdagen | Kommentarer lukket til “Den sidste humanist” i eReolens marts-tema om krimi

Gulv 5. delprojekt i køkkenombygningen

Vi er godt på vej med 5. delprojekt i køkkenombygningen – gulvet. Eller gulvene; der er tale om forening af flere efter bedste evne og med færrest mulige snublekanter bagefter. Det sker med gulvbrædder i billig sortering og de kommer til at støde op mod de eksisterende i husets østlige ende – der hvor der nu er midlertidigt køkken. Eller var. Det midlertidige køkkenområde ryger i dag, og vi flytter madlavning og opvask ud i bryggerset. Det bliver hundene glade for.

Efter mange overvejelser er det besluttet at male gulvet med en holdbar maling, leve med fremadskridende slidmærker af liv efterhånden som tiden går, og male igen når det trænges. Der er andre malede gulve i huset, og vi holder af dem sådan. Også af sporene efter liv. Ting bliver slidt i brug, og for eksempel er dørtrinnet mellem køkkenet og arbejdsværelset, hvor jeg sidder nu, blødt afrundet, næsten hult i kanten, hvor generationer af fødder har trådt i 150 år. Det er ikke perfekt, men det er rart.

Malearbejdet byder på tålmodige gentagelser og tid til hærdning. Mens det står på, må både vi og gårdhundene gå ud ad bryggersdøren og ind ad hoveddøren for at komme fra det mere og mere interimistiske køkken og til resten af huset. Det er ikke svært, det er bare nye rutiner.

Lone

Udgivet i Hverdagen | Kommentarer lukket til Gulv 5. delprojekt i køkkenombygningen

Forårsoprydning

I går var det næstsidste dag i februar.

Og første dag i drivhuset.

Lone

Udgivet i Hverdagen | Kommentarer lukket til Forårsoprydning

Spisekælder fra gammel tid

Under køkkenet i dette stuehus, som er bygget omkring år 1867, er der en spisekælder. Ikke bare en smal mulvarpegang, men et helt værelse på godt 10 kvadratmeter.

Væggene er sat i tilhuggede granitsten fra markerne, og der er et par vinduer ud mod havesiden i syd, fordi huset ligger på kanten af terrænfald. Bare en smule; nok til at det gør noget særligt.

Vi har tidligere brugt kælderen til forspiring af kartofler, til syltevarer, saft m.m., men efterhånden som trappetrinene smuldrede væk, kom vi der mindre og mindre. I forbindelse med køkkenombygningen var det besluttet at springe spisekælderen over i denne omgang – for at nå at få et køkken klar, inden forårsarbejdet udendørs hiver i os.

Den gamle lem i gulvet kan ikke fungere i de nye planer, for der kommer et køkkenbord henover. Derfor måtte lemmen flyttes, inden arbejdet med at lægge gulvplanker skrider videre. For selvfølgelig bør så fin en spisekælder bevares og sættes i stand. Vi fraveg en smule fra dagsordenen og brugte et par dage på at rydde kælderen for gammelt træ, hylder, puds og diverse. Det var bedre at gøre nu, hvor der ikke er et nyt køkkengulv at passe på.

Når der bliver tid til den slags, vender vi tilbage til kælderen. Søren Sørøver vil lave en gåfast glaslem, så vi oppe fra køkkenet kan kigge ned, og der skal bygges ny trappe og reoler til vin og syltetøj. Måske bliver det næste vinter.

Hvem ved.
Lone

Udgivet i Hverdagen | Kommentarer lukket til Spisekælder fra gammel tid