Ét af årets få foredrag

Jeg er ret sikker på, at jeg har rekorden! Jeg er sikkert også den største fan, altså af Lone Landmand, ikke kun af hendes foredrag, bøger, blog, smil, suk og hendes jordbærbed.

Af den grund plejer jeg også, hvis det overhovedet kan lade sig gøre, at sidde blandt publikum, uanset om temaet er livet på landet, det man spiser, klima eller noget helt fjerde. Og jo, skal jeg være helt ærlig, så kender jeg jo indholdet lidt vel godt, og jeg kan sagtens tage mig selv i at lade tankerne vandre. Men de vandrer faktisk aldrig ret langt væk. De flytter sig blot fra indholdet i foredraget til måden, det eksekveres på. Hver evig eneste gang bliver jeg betaget af den måde, Lone kan fange publikum, og med millimeters nøjagtighed fremlægge budskaber på en seriøs måde i højt tempo med varm humor trods de ofte alvorlige emner.

Vi har været hele landet rundt og det mere end én gang fra bibliotek efter bibliotek til forsamlings- og kulturhuse. Nogle steder til bredfyldte store lokaler og andre små intime steder for små foreninger.

På mystisk vis har der altid været et større publikum, jo længere vi er kommet ud i det forblæste Vestjylland eller i den modsatte ende, i det fortravlede Østsjælland. Ikke at der ikke har været velbesøgte foredrag her i Østjylland, men der skal arbejdes lidt mere for at få fyldt sæderne op. Hvorfor mon det? Tænker du nok, og det er faktisk det samme, jeg tænker! Måske regner folk med, at det kan vi altid fange det foredrag, de bor jo lige i nærheden, hvem ved. Jeg tænker, at det må være på tide at fange det – der er skruet gevaldigt ned for foredragsaktiviteten til fordel for andre opgaver. Så kom op af stolen i en tid, hvor den tunge del af kroppen muligvis er frosset fast til den – tag din allerbedste flyverdragt på og kom ned på Skanderborg bibliotek d. 30/1 kl. 19:30.

Det bliver det hyggeligste foredrag i lang tid. Det kommer til at handle om vores liv på gården, med dyrene, med prioriteringer der falder uhyggeligt langt fra det vækstorienterede samfund, som omgiver os alle.

Jeg kommer til at sidde dernede på tilhørerrækkerne, og det vil være fantastisk hyggeligt, hvis du kommer og sidder sammen med mig. Bestil din billet her: på https://www.bibliotek.skanderborg.dk/arrangementer/voksenarrangementer/lone-landmand

Søren Sørøver – med lasten fuld af beundring for foredragsholderen

Udgivet i Uncategorized | 4 kommentarer

Om væredygtighed

I dag damper jeg af. Søren Sørøver bliver hjemme og arbejder videre på pizzanichen.

I går gik noget af dagen med forberedelser – til et køkkenkursus på Odder Højskole. Det er et to-dages-arrangement, men jeg skal kun være til stede og nærværende i eftermiddag.

Først med et indlæg om tilværelsen her på gården; om livsgrundlaget, tankerne bag, sameksistens – også med dyrene, aftryk samt væredygtighed i en vanskelig verden.

Til lejligheden er der udvalgt en masse billeder at tale ud fra, mest af dyrene, for dem får de fleste mennesker det godt af at se på. Der er også høstet lidt i den frostramte køkkenhave til noget fælles madlavning, og ellers skal jeg mest af alt bare være der. Ligesom de andre.

Sådan en slags åben karmakilde
Lone

Udgivet i Hverdagen | 3 kommentarer

Invitation til arrangementer på Brandbygegaard i 2019

Kære ven af os og gården

Tak for indsats og opbakning – både ved at komme på besøg og mentalt – i det forgangne år, det betyder alverden!

Med tiden er der opbygget et opmuntrende fællesskab omkring arrangementerne på stedet, og mange gæster vender tilbage gang på gang, både fra hele landet og det udenfor. Af hensyn til alles planlægning har vi været ved at skabe overblik og tage beslutninger om tiltag i løbet af den kommende sæson.

Her får du en invitation til madmarkederne og andre åbne arrangementer (indtil videre), gårdsalg m.m i 2019:

Vinhuset Kvist & Vitus/ Brandbygegaard Bryghus åbningstid fredage fra kl. 16-18. Første åbningsdag Langfredag d. 19. april. Det er bare et beskedent gårdsalg, ikke noget stort…, men på opfordring passer vi året igennem en ugentlig åbningsdag i interimistiske rammer.

Brandbygegaard Live – Pinsefestival søndag. 9. juni. Billetter findes her:
https://www.odderbilletten.dk/arrangementer/1919/brandbygegaard-live-2019/

Sommermadmarked lørdag d. 22. og søndag d. 23. juni kl. 11-16 begge dage.

Pop-up-restaurant i ugerne 28, 29, 30 – åbningsdage onsdag-søndag kl. 18-23.

Folkemiddag lørdag d. 10. august.

Julemadmarked i weekenden d. 7. og 8. december kl. 11-16 begge dage.

Som du kan se, er der forandringer – fra tre årlige madmarkeder til to – et sommermarked og et julemarked. Vi vil (også) gerne arrangere nogle flere musik/kultur-begivenheder på gården, derfor prioriteringen. En anden ændring er, at vi kobler Folkemiddagen fra markedslørdagen og holder den som et selvstændigt arrangement. På den måde kan vi opgradere indsatsen ved både madmarkedet og Folkemiddagen.

Der er endnu ikke oprettet billetsalg/reservationssystem til hverken pop-up-restauranten eller Folkemiddagen. Det kommer senere på foråret, hvor vi fortæller mere om planerne.

Man du kan sagtens spidse blyanten, tage en glad beslutning nu, og sætte krydser i din kalender – måske ses vi til nogle hyggelige dage i løbet af året!

Alt godt herfra
Søren & Lone

Udgivet i Hverdagen | 1 kommentar

Vinterbilleder

Det er vinterhvidt og smukt, klart vejr for tiden.

Solens stråler giver mærkbar varme i huset om dagen, og vindstille nætter lader noget blive tilbage.

Lys dag til dig
Lone

Udgivet i Hverdagen | 2 kommentarer

Hundefjernsyn

I går oplevede Dagmar noget nyt – sne for første gang.

Og det var medrivende at følge fnug efter fnug, mens de sagte dalede fra himlen mod jorden.

Forunderligt, fængslende og en smule foruroligende.

Også for hunde
Lone

Udgivet i Hverdagen | 1 kommentar

Pizza-niche

Her i huset er der ikke meget system i tingene, men én ting ligger fast – søndagspizza. Glipper det en gang imellem er løsningen mandagspizza. Alt kan lade sig gøre.

Dejen er lavet af ordentligt stenformalet mel, fyldet følger årstiden og når det går højt, er der hjemmelavet mozzarella på. Det går ikke ret højt for tiden, jeg vil hellere skrive. Her i huset er man fri til at gøre det, man vil, når man vil. Medmindre der skal opgøres og indbetales afgifter, laves momsregnskab, tælles husdyr til Danmarks statistik eller lignende samfundsbevarende opgaver.

Men Søren Sørøver, også kendt som pizzamanden, tager manglen på hjemmelavet mozzarella pænt. Også den tager han pænt. Der bliver lavet pizza af det forhåndenværende, og hvilke pizzaer…

Gennem flere år har der været et udtrykt ønske om at opgradere køkkenets gamle bageovn med puslespillet af en ituslået stenplade til en brændefyret ovn med bål og det hele.

Især det hele. Man skal passe på med, hvad man ønsker sig. Sørøveren har fået en pizzaovn, men det afstedkom en omrokering i køkkenet og en genoptagelse af den evindelige ombygning – støbning af bordplade og opsætning af klinker i en ildfast pizzaniche.

Det bliver ikke førstkommende søndag
Lone

Udgivet i Hverdagen | 4 kommentarer

Kort uddrag fra “Den sidste humanist”

Der er så meget, det igangværende skrivearbejde ikke er. Det er ikke en krimi. Det er ikke en selvbiografisk historie eller autofiktion. Det er ikke et forfatterskoleprojekt. Det er ikke en kurateret roman tilhørende et af de anerkendte forlag, og det er heller ikke et indkøbt plot fra en ekstern konsulent.

Med al den sikre viden, er der kun usikkerhed tilbage, og det er nok det værste ved at skrive på en ny bog. Usikkerheden undervejs, om det er godt eller bare godt nok – sidstnævnte er utilstrækkeligt.

Under alle omstændigheder er en roman udenfor ovenstående kategorier en forholdsvis dårlig forretning økonomisk set. Skaberglæden derimod giver daglig betaling, luskede smil og ærgrelser når afsnit skal slettes, fordi de stikker af eller bliver stive. Det er berigende til stadighed at have en fortælling at falde ind i og digte videre på. Spise videre af som en plade chokolade, der ligger fremme hele tiden. Det er skræmmende at lade andre læse med, fordi i skriveprocessen er jeg så bange for en negativ vurdering, som tager strømmen ud af historien.

En god fortælling rummer elementer af overraskelse, noget man ikke havde set komme, tanker man ikke havde tænkt. Derfor er det selvfølgelig i helheden, meningen findes. Men jeg vover pelsen, overvinder bekymringerne, tager ængstelsen med og sender dig som tidligere lovet et uddrag fra den kommende roman “Den sidste humanist”. For selvom det følgende er taget ud af en sammenhæng, kan det måske stadig underholde dig formiddagskaffen igennem.

Det kommer her:

Hans forældre havde fået det godt med tiden. Var blevet uadskillelige. Var nået til den uundværlige fase, hvor det at leve sammen med et andet menneske bliver vigtigere end hvordan. Når dagenes trivialiteter, lugte og gentagelser bliver den rugemaskine, tryghedens æg klækkes i og som små gule kyllinger vælter nærheden ud over kassens kant. Ædende, lugtende lidt stramt, men levende.
Havde hans mor været glad? Hun så sådan ud på billederne. Dengang skulle film sættes i et kamera, eksponeres, sendes ind og fremkaldes. Man spildte ikke fotos på andet end særlige situationer med indbygget glæde, så hvem ved, hvordan hun havde det ellers. Rie måtte vide det, hun havde nogle års forspring med hukommelsen. Eller måske havde hun bare lagt mere mærke til den slags, end han selv gjorde. Ja, det var snarere der, forskellen lå. Selvfølgelig havde han været voksen nok til at burde kunne huske det.
Selv Rie havde faktisk været i tvivl. Jo, deres mor havde været glad, men altid påpasselig med at udtrykke begejstring. Forbeholden overfor medgang som om den ekstra distance til overmod var en forsikring af middelmådigheden. Hvis hun aldrig stræbte efter andet end nøjsomhed, aldrig drømte vildt eller tog store chancer, så ville gudernes retfærdige vaterpas måle ud langt over hendes hoved. Selvudslettende, var det det, hun var? Var det derfor deres fars tungsindige stemninger vibrerede langt mere kraftfuldt igennem huset?

Hendes baggrund var ikke så fin som fars. Der var ingen akademikere, før hun kom til, og familien havde været noget i tvivl om nødvendigheden af en uddannelse. De havde en lang tradition som arbejdere og så snarere en nedvurdering i, at hun læste videre. En nedvurdering af hendes familie, som talte indtil flere pakkedamer, postbude, en enkelt slagter og en bagerjomfru. Hun formåede at gøre det klart, at hun ikke var mere end dem, og drillerierne fra fætre og kusiner holdt sig indenfor det godmodige. Bedstemor trådte til som barneplejerske, så graviditeten med Rie kun kostede lidt ekstra ubehag under en sommereksamen. Hun gennemførte sit studie indenfor humaniora og stødte således ikke den mandlige del af familien unødigt. Bortset fra far, der havde henholdt sig til den uønskede graviditet som grund til at opgive ingeniøruddannelsen.

”Jeg er marven i din søjle, jeg er huden, som fornemmer”, sådan stod der på hendes gravsten.
“Alto-pofrende, hvad er det?”, havde hendes søster spurgt, da de indrykkede dødsannoncen. Far havde vinket afværgende med hånden, mens Ditlev skænkede moster et glas portvin.
“Den slags får vi kun ved festlige lejligheder.” Hun smaskede tilfreds og så sig omkring efter flasken.
De var lammede af det uventede. Af sorgen og de uigenkaldelige forandringer. Fars forstenede blik, Ries ophovnede øjne. Han selv havde været underlig lufttom. Uden ord, for en sjælden gangs skyld uden de livsfarlige understrømme af tanker og hestehullerne med deres kraftige udadgående bevægelser. I perioder med ophobning inde bag revlen, gennembrydes den og alt suges med. Man føres med strømmen ud på dybt vand og vil instinktivt svømme mod land, men det er formålsløst. Man skal i stedet enten svømme langs kysten, så man kommer bort fra den udadrettede strøm, eller blot holde sig flydende.

”De drukner os i kulturoptimisme og øjeblikkelig belønning.”
Maden var færdig, og Nigel sad allerede klar ved bordet. Mild, rolig og afventende. Også i forhold til fremtiden.
”Nettets frihed er sjælens liv,” svarede han og skænkede til dem begge.
”Men skærmen drager mod et kulturelt selvmord – det får kultledere til at fremstå som optimister.” Hvordan kunne Nigel tage det så roligt, mangle balance i sin begejstring, mangle fokus på det væsentlige.
”Det blå lys er ledestjernen til civilisationens kollaps.”
Han var sulten, spiste godt og nikkede bare bekræftende.
”Udviklerne holder deres afkom væk fra det, men selv deres børn vil blive ramt af det kollektive bevidsthedstab.”
”Jeg vil dyrke kartofler.” Nigel tyggede af munden og fortsatte, ”det er helt nødvendigt for at have noget at spise. Ikke bare om sommeren men året igennem. Man ved aldrig, hvad der er at spise året igennem, udover kartofler. Kartofler kan holde længe. Fra de første er spiseklare i juni til de næste er det året efter. Med lidt god vilje, hvis man knækker spirer af sidst på foråret og finder sig i en tiltagende elasticitet.
Jeg vil klargøre jorden, vende den rundt, fjerne sten og ukrudtsrødder og rette overfladen af. Læggekartoflerne skal sættes i rækker for at lette arbejdet med at luge og hyppe. Det er sandt det med at hyppe sine egne kartofler. Gør man ikke det, bliver de fremvoksende knolde udsat for sollys og giftstoffer dannes. Usynlige giftstoffer, det grønne er bare en indikator.”
”Ligesom de andre partifarver,” tilføjede Ditlev, opsat på at holde samtalen på sporet.

I dag skal der skrives månedsindlæg til Dyrenes Beskyttelse, i morgen fortsætter friskriveriet
Lone

Udgivet i Hverdagen | 5 kommentarer