Søren Sørøver havde med vanlig optimisme afsat en uge til at bygge det nye vitrineskab i køkkenet, og for en gangs skyld gøres tidsoptimismen ikke til skamme, for ingen af os kan kende forskel på dagene eller huske tidspunktet for løftet. Klokken er corona døgnet rundt, dagene er dog blevet mærkbart længere, og snart skal vi finde ud af, hvornår det er søndag, så vi ikke går glip af ugens søndagspizza.
For køkkenet fungerer under ombygningen, vist gør det det, vi flytter blot tingene rundt omkring os, sætter det overskydende ind i spisestuen og får hele tiden plads til hundenes lænestole. Samt kagebagning.
I skrivende stund bliver der sat pyntelister på skelettet til vitrineskabet. I morgen frigives konstruktionen til første gang maling, og mens jeg går i gang med penslerne, kaster Søren sig over renoveringen af de gamle vinduer, som skal isættes senere.
Og hvis du sidder og undrer dig over pyntelister, som ikke har nogen brugbar funktion, så skal de blot gøre det, deres navn angiver – pynte. Det nemmeste er at lade være, det hurtigste er at lade være, det billigste er at lade være, men lur mig om ikke udsmykningen kommer til at sprede daglig glæde mange år fremover, fordi den netop er et udtryk for værdien af at gøre noget ekstra ud af tingene. Gå lidt længere, gøre sig lidt mere umage end det strengt nødvendige, dvæle ved tiden og bruge den til at skabe noget særligt.
Køkkenet udgør 1/4 af husets grundplan på 220 kvadratmeter, vinduerne vender mod syd og rummet går fra husets vestgavl og til midten – både midten på langs og på tværs. Det kan synes langt, men nu hvor der er kommet en dækkende vægreol mod vest og vitrineskabet kommer til at dække væggen mod øst, trækkes enderne synsmæssigt sammen. Desuden er der flere elementer i den ombygning, men dem kommer vi til hen ad vejen.
Lone