Æble Brandy

For ret præcist 17 måneder siden stod vi forventningsfulde og spændte, mens vi fyldte det første egefad med vores æble eau de vie, livets vand, som franskmændene så poetisk kalder det. Destillatet var 63,5 % og skulle stilles til hvile, midlertidigt forstås, i et stykke bødkerhåndværk par excellence. I den sydlige del af Tyskland, ikke langt fra vores elskede Alsace, bygger træekvilibristerne hos Wilhelm Eder de smukkeste fade af træ fra tusind år gamle tyske egeskove.

Mens vi så den spritklare sprit forme en hvirvl ned i tragten med kurs mod egetræet i fadet, drømte vi om den dag, hvor vores fine håndplukkede æbler ville stå foran os som den fineste Brandy. Faktisk må man kalde det for brandy efter kun 6 måneder på fad, men gode ting kan bare ikke forceres, så da vi efter 11 måneder første gang smagte vores brandy direkte fra fadet, blev vi enige om, at den skulle en kort tur (6 måneder) på et bourbonfad, lavet af amerikansk eg, som ville runde brandyen af og – et voila – her er den så.

Fuld af smag, masser af karakter, en lille smule røg kombineret med en rund sødme og vanilje fra den amerikanske eg. Brandyen slutter med en klar hilsen til de æbler, den kommer af, og hænger længe i munden.

Vores æble brandy er på potente 48%, der er 50 cl i en flaske og der blev 216 flasker. Den er naturligvis ikke koldfiltreret, hvilket betyder, at de æteriske olier fulde af smag og liv, stadig er i brandyen.

Vi kunne ikke have ønsket os det anderledes og vi ved nu, at det her er en vej, vi vil gå. Af samme grund glæder vi os over den tyske vognmand, der i går satte nye smukke fade fra Wilhelm Eder af – vi er et brandyhus, det er sikkert og vist.

Når vi laver en ny produktion, er det ikke kun os to – Lone og Søren, der står for dyrkningen af frugterne og indholdet i flaskerne, det er også os, der står for design, fotografering og alt det der. Det betyder meget, at der er så meget af os selv med hver eneste flaske, som forlader gården.

Nu vil det jo være for meget forlangt, hvis du skulle tage mine forherligende ord for gode varer og derfor skal du naturligvis have lov til selv at smage. Du kan finde vores brandy i webbutikken:
https://brandbygegaard.dk/shop/6-vinhuset-kvist–vitus/46-aeble-brandy-batch-1-10722-48/

Søren Sørøver       

Kvasdynger, dødt ved og nyt liv

For 6 år siden begyndte vi at plante det, der nu er Grundtvigs Skov. Den ligger på østsiden af gården – der hvor morgensolen rammer først. Efteråret forinden havde jeg æren af at blive tildelt kulturprisen “Den gyldne Grundtvig” af Odder Højskole, og med den fornemme pris fulgte en check på 10.000 kr. Søren Sørøver og jeg havde ikke for mange penge at rutte med og da vi var vant til at have det sådan, besluttede vi at bruge pengene på indkøb af træer til en ny skov. Derfor kom den til at hedde Grundtvigs Skov og lur mig om ikke, den er den eneste af sin slags.

Hvert år planter vi stadig nye træer i skoven; nogle køber vi, nogle får vi forærende, nogle er selvsåede rundt omkring i læhegn og langs bygninger og de flyttes til et sted med varige levemuligheder. Men vi flytter ikke kun levende træer ud i skoven, også udgåede træer, afskårne grene fra opstamninger, oprydninger m.m. Alt det døde træ, kvas og grenværk ligger i store bunker mellem de efterhånden høje, kraftigtvoksende træer og derfra udgår liv på ny. Insekter – natsværmere, sommerfugle, humlebier m.fl. finder ly og bolig i dyngerne. I bunden bor tudser, mus og pindsvin. Særligt pindsvinene er synlige, nu hvor sommeraftenerne er uendelige. Forleden mødte vi 4 fuldvoksne pigdyr på den korte godnattur rundt i skoven.

Dagmar og Albert ved godt, at den slags må man ikke røre.

Lone

Mormors rose – 12 år efter

Måske husker du fortællingen om Mormors rose?
Nå.
Det er også længe siden, og man kan ikke huske på alting.

Men genopfriske, det kan man.
For mange mange år siden – engang i 70’erne eller først i 80’erne – var min mormor på indkøb i den nærmeste FDB. Udover diverse små farvede rabatmærker til den orange bog, cyklede hun hjem med en rose.
Hun cyklede på sin gamle damecykel ad de små stille villaveje i Hillerød, og jeg forestiller mig, at dagen har været ekstra mild og solrig, fordi hun havde fundet rosen til haven. Nogle gange kan en rose gøre netop det.

Rosen voksede og trivedes i Hillerød, i mange år efter min mormor ikke levede længere. Engang nær årtusindeskiftet blev huset solgt, da også min morfar forlod livet, og min mor flyttede rosen med til Hjarnø. Der voksede og trivedes den også nogle år. Så besluttede min mor at lade arvegodset gå videre og rosen blev plantet her på gården.

For 12 år siden skrev jeg, at rosen nok blomstrede på sidste vers og vel er den ikke længere en stor og kampklar busk, men blomstrer, det gør den stadig. Og sætter nye årsskud. Det sidste er helt afgørende, for hen på sensommeren vil Søren Sørøver skære årsskuddene i korte stykker, hver med et knophjørne, og pode dem på en lille samling grundstammer, jeg plantede i køkkenhaven dette forår. Om alt går vel – og det gør det jo nogle gange, det må man huske på – kan Mormors rose få forlænget liv gennem et nyt rodsystem.

Lone

Sommernummeret af magasinet Gastro

Vi er lidt sent ude med budskabet, men du kan stadig nå at anskaffe denne måneds udgave af magasinet Gastro – hvis altså du har interesse for madlavning.

Der er ikke mindre end 8 sider med tekst og opskrifter her fra gården; nok til en vidunderlig sommermiddag og rar læsning.

Det er en vegetarisk omgang og der kan plukkes og nøjes med udvalgte elementer, så det ikke bliver alt for ambitiøst til en helt almindelig ualmindelig sommeraften.

Lone

Tårnfalk

Sidste år opsatte vi to fuglekasser til tårnfalk. Den ene på træladens gavl og den anden på kampestenslængens gavl. Der gik kun et par uger, før et opmærksomt tårnfalkepar fandt interesse for kassen på træladen og vi har ellers ikke haft tårnfalke på gården før. I hvert fald ikke i de 28 år, vi kender til. Men trods interessen og et længerevarende ophold, kom der ingen unger ud af foretagenet.

I år vendte parret tilbage, satte alt ind på kassen på træladen igen, men blev jaget væk af nogle alliker og krager efter et stykke tid. De ryddede efter alt at dømme reden for æg. Vi så det ske, mens vi gik og arbejdede på det nye hus overfor laden.

Men tårnfalkene blev her og gav i stedet reden på kampestenslængen en chance. De har talt meget om det – det gør tårnfalke – og besluttede så at starte forfra. Vi har været så spændte. Holdt øje, stået stille og lyttet efter smådyr på de daglige ture forbi gavlen. Tårnfalkeunger er – og det er meget fornuftigt – noget mere lydløse, end deres forældre. Men de er der.

Og siden i går er de begyndt at kigge ud på deres kommende verden.
Lone