Fra kørelade til kulturhus – rekonstruktion af konstruktion

Her langt ude på landet ser vi os ikke for ufine til at konkurrere med vejrfænomener og andre opmærksomhedskrævende hændelser for at meddele, at i dag er en skelsættende dag! I dag har vi færdiggjort rekonstruktionen af konstruktionen i den gamle kørelade.

Gennem tiden er der fjernet en del tømmer, sikkert for at give plads til kornanlæg og øvrig adkomst – det skulle selvfølgelig genopsættes. Udover reetablering af de manglende dele har det også været nødvendigt at udskifte ormstukne stolper.

Siden det nye års begyndelse har det handlet om de tværgående bjælker – hanebåndene – forholdsvis højt oppe. De er leveret rå fra savværket, er maskinhøvlet, slebet og tilpasset her på stedet.

Der var kun 2 af de oprindelige hanebånd tilbage. I første omgang blev der målt tværs over hvert spær, fra udstemning til udstemning i bygningens bredde. Således er det de gamle markeringer, som har styret opsætningen.

Dernæst er hvert stykke tømmer savet til i længden, der er vinklet ud og stemmet ud i henhold til arret i spæret, og så har vi med lodder og trisser hejst hanebåndet til vejrs for derefter at markere mødet med de skrå stykker tømmer, som blev opsat tidligere i processen.

For det kan ikke nytte noget, at enderne på hanebåndet passer, hvis midten ikke kan komme ind og flugte. Også der skal der stemmes nøjagtigt ud på både de skrå bjælker og det nye hanebånd, indtil det lange vandrette stykke tømmer lydefrit glider ind på plads i de fire bladsamlinger.

Vi havde gemt den sværeste til sidst. Spæret før gavlen er yderligere forankret på langs i huset og derfor måtte hanebåndet løftes op på den forkerte side først, lempes gennem spæret med mellemlanding på loftet i den tilstødende bygning og retur ud i rummet på den rigtige side, hvor de gamle udstemninger ventede.

Det går hele tiden fremad, men ikke ret hurtigt. Kulden og arbejdet i højden kræver ekstra energi og forsigtighed, så derfor er det om ikke en national festdag, så dog værd at fejre – rekonstruktionen er færdig.

Lone

Natur, natur, natur

Når foråret kommer, trækker sorte skyer i søen sig sammen og udvides, som stærenes sorte sol, og igen står vi måbende og undres over massen, mængden af små ihærdige væsener, der myldrer tilsyneladende formålsløst rundt i formationer. Vandoverfladen simrer og nærmest hæves op af liv på den lavvandede bred langs søens nordside, hvor haletudserne samles i massive sorte klumper, mens andre svømmer målrettet lige i halen på den foran, der svømmer efter den foran, og sådan bliver det ved med tusinde og atter tusinde individer.

På smukke dage varmer solen det lave vand op. Snart vil den første vandnymfe vise sig og hurtigt forvandles det hele til et aktivt jagtområde, når store guldsmede i alverdens farver, art efter art, klækkes fra deres liv i vandet. Det er ved at være 10-11 år siden, at jeg, lettere optimistisk, kørte gårdens museumsværdige rendegraver ned på marken, som gennem det seneste trekvarte århundrede var blevet drænet gang på gang, på kryds og tværs. Her havde overmennesket år efter år dyrket korn, fordi man kunne. Ikke med naturen, men mod naturen. Jeg ville se, om der var basis for en sø, for hvem vil ikke gerne have en sø? Og med en ”gravemaskine” i min varetægt var jeg urimelig tæt på, at dette ønske skulle gå i opfyldelse. Det blev til fire skovlfulde, før rendegraveren sank i til maven og vandet omsluttede de mølædte dæk. Det krævede lidt erkendelse; dumheden var ikke til at tage fejl af – der var ganske givet belæg for en sø, men ingen belæg for at grave den med den gamle gule og rustrøde Ford, der nu stod som skamstøtte i måneder, før passende grej kunne trække den op.

Det krævede tid, og penge, masser af penge og nogle helt andre maskiner at bygge en sø. Undervejs i de 6-7 år gravearbejdet varede, var det oplagt at opgive, men når jeg nu står med kameraet om halsen og en klump i halsen over dens skønhed, mens jeg med en engels tålmodighed prøver at fange en af de store guldsmede i et egnet splitsekund, eller når pludrende pibeænder ser nervøst på mig, inden de trækker videre, når salamanderne i et kort øjeblik søger overfladen for at fylde lugerne med luft, eller når vi, som beskrevet i starten, står og ser på svimlende mængder af haletudser, så er det hele glemt, faktisk så godt glemt, at vi er klar til næste vandhul, men mere om det en anden gang.

Den store bøg i haven, jeg med mine to meters vingefang kun lige kan nå om, er faktisk blot en hækplante, der blev skånet, da vi fjernede hækken for at kunne tage de store vidder med helt ind til stuehuset. Den er et dagligt iøjnefaldende bevis på, at det at plante træer ikke kun er noget med generationers glæde – før du får set dig om, betaler naturen tilbage med et træ i perfekt krammestørrelse.

Da Lone købte gården for – i år – 30 år siden, stod den nøgen på en hvedemark, nu står den i en skov. Høje træer fyldt med liv og liv til dem, der lever af dét og så videre. Lige nu glimter sneen derude og dækker over årenes mere eller mindre intense arbejde med at skabe natur her på gården. Alle jer, der har fulgt med, ved, at vi har gravet søen, plantet først den ene skov og herefter den anden. De fleste af vores afgrøder er mangeårige, æbleplantagen og vinmarkerne står med overraskende stor biodiversitet for et kulturlandbrug, mens resten af jorden gennem det forgangne årti nærmest er eksploderet i liv. I køkkenhaven prøver Lone at rulle sten op ad bakke ved at holde ukrudtet nede, men kun for at dyrke den ene række blomster efter den anden mellem rækkerne af gulerødder, porrer og pastinak. Effekten er til at tage og føle på. Bedene ligner Christianshavn på en sommerdag. Humlerne svirrer om kap med svirrefluerne, særprægede insekter og nye biarter dukker op hist og her og allevegne.

Den gamle skov vælter. Der er ét eller andet trist ved, at de store asketræer bliver syge og efter mange års kamp mister rodfæstet, blot for at hamre mod skovbunden. Der ligger snart mere dødt ved, end der står levende, og underligt nok giver al den død et fantastisk frembrusende liv. Det mest synlige og håndgribelige er spætterne. I år har vi haft glæde af grønspætten, der med sin insisterende territoriale kalden til enhver tid afslører sin tilstedeværelse. Sortspætten, der lidt mere diskret lusker rundt, og så den kæphøje flagspætte, i flere størrelser, som med få vingeslag flytter sig nede fra skoven og op i havens høje træer. Efter den følger den røde skurk, egernet, der i år er blevet mere havevant, mens dens sorte fætter for første gang har ladet sig spotte i skoven. Firbenet trives i den nye lysåbne Grundtvigs skov, og alle de naturlige solgryder med læ giver oplevelser af den ene blåfugl, perlemorssommerfugl og ildfugl efter den anden. Grævlingen og dens familie bor i sandbakken mellem søen og den gamle fredsskov.

Spurvehøgen sidder på taget af foderbrættet, som om intet var hændt, og giver mindelser om de fantastiske tårnfalkeunger, der underholdt gæsterne i sommerrestauranten. Igen i år har musvågen med sin evindelige klagende lyd fået unger i skoven og lærer man dens kald, kan vi høre, hvornår glenten eller havørnene er på besøg. Uglen regerer i den store trælade, hvor den lydløst tager for sig af overnattende solsorte og svaler på de ruste spær. Store og små arter af flagermus ses i silhuet mod aftenhimlen.
Orkidéerne breder sig ud af skoven til der, hvor traktorerne engang trak ploven dybt, og planter, vi ikke har set før, dukker op ud af det pure ingenting.

Men hvorfor sidder han nu og hælder biodiversitet ud af ørerne, tænker du måske. Jo, ser du. For få dage siden skrev jeg min nytårstale, og den havde et lidt dystert islæt – det bestemt ikke uden grund.
Det kunne lyde som om, Sørøveren var et enkelt tabt søslag fra en buffet af små blå lykkepiller og derfor denne mere opløftende historie – den slags er der også brug for.

Da vi gik i gang med at bygge natur, som jeg lidt provokerende kalder det, fra førerhuset på en 24 tons tung gravemaskine, var der slet ikke det nuværende fokus på Vild med vilje og tabet af biodiversitet. Vi havde solgt halvdelen af jorden fra for at nedbringe gælden, så vi ikke var afhængige af at dyrke det hele mere intensivt, end vi brød os om. Her godt et årti senere kan vi se tilbage på en forvandling, som er langt over det fattelige. Naturen har en iboende energi for at udvikles og diversiteten venter bare på at få lov. Der er ikke nogen tvivl om, at der skal lægges mange flere kræfter i at holde naturen nede, end der skal bruges på at genskabe den.

Vi omgives af gårdens natur hver dag, går med hundene, opdager nye arter, nye gemmesteder, nye små biotoper. Og glæden er faktisk ligefrem proportional med udviklingen. Selvfølgelig er der modgang hist og her. Når man har plantet 1000 nye træer og rådyrene ødelægger de 700, når det høje kvælstofindhold i luften giver næring til senegræs og brændenælder i den ellers så magre råjord, eller når en uvelkommen algeopblomstring i søen presser alle de andre planter. Ting tager tid, og står man foran tidshorisonten virker den måske uoverkommelig, men når alt kommer til alt, går det ganske hurtigt. Sådan lidt populært kan man sige, at rækker du naturen en lillefinger, giver den dig liv, drømme og håb for fremtiden.

Giv den en chance!
Søren Sørøver  

Hverdag igen

Nu er både de mere og de mindre påvirkelige af omfattende nytårsfyrværkeri igen i balance, julepynten er taget ned og den velkendte hverdag er vendt tilbage.

Og hverdag her på gården handler om byggeri. Hver dag. Det er afgørende, at vi holder et stabilt tempo og fremskridt i vintermånederne, hvis vi skal gøre os håb om at nå målet og have et brugbart kulturhus i sensommeren. Så snart forårsarbejdet med jord og planter trænger sig på, fortrænges timerne med værktøj og konstruktion.

For tiden er der frostgrader på byggepladsen og vi forsøger at ramme en balance mellem bevægelsesfrihed og værn mod kulden. Antallet af pauser er forøget, for det er nødvendigt at få varmen i fingre og tæer en gang i mellem. Men alligevel skrider det fremad, stille og jævnt.

Vi er så småt ved at tænke indretning af kulturhuset, selvom der resterer en del bygningsarbejde endnu. Hvis noget brugbart dukker op, tager vi det med. Forleden skulle bilen til service, det tog knap 3 timer, som vi delvist tilbragte i genbrugsbutikker. Udover et par bøger blev dagens fineste fund Panton-lampen til baren.
175 kroner og der skal blive lys.

Lone

PS ja, den ligner en klon mellem Stor parykhat og Darth Vaders hjelm.
PPS nej, Dagmar tager ellers aldrig noget fra bordet, men det er faktisk hendes julebamse.

Sørøverens nytårstale

Sidder du her dagen derpå og mangler et venligt klap på skulderen, måske du trænger til lidt medlidenhed oven på et stramt år  – så surfer du bare videre!

2023 Annus horribilis

Den opmærksomme læser har nok luret, at vi her på matriklen ikke længere bruger vores stemme i debatten om fødevarer og miljø på samme stædige måde, som vi gjorde år tilbage. En stemme, der bragte os land og rige rundt med foredrag, i dagspressen med jævne mellemrum og gav en stadigt større skare af følgere på diverse medier. Drevet af vrede og indignation over de uretfærdigheder, der i et jævnt og sikkert tempo åd sig ind i vores fødevarekultur, natur og miljø.

Vi fik nok, ligesom klimaet, biodiversiteten og miljøet fik nok. Manglende lyst til at diskutere med og imod faktaresistente internettrolde, klimafornægtere, landbrugslobbyister, kommafejlsdetektiver og andre, som med al tid i verden hellere ville rette op på vores gøren og laden end på verdens reelle problemer.

Så her sidder jeg nu, i kort snor, som jeg selv holder i enden, og prøver at leve med, at verden er fuld af elendighed. Når jeg skriver årets nytårstale, er det ikke for at ødelægge den første dag i dit nye år, så er det fordi, jeg ikke kan lade være.

2023 var året, hvor vi endelig fik taget livet af vores indre danske farvande. Sandt at sige er det nok nogle år siden, at dødsstødet blev sat ind; de seneste år er blot gået med forblødningen.
Det ene billede af døende fisk efter det andet har prydet nyhedsfladerne, vores miljøminister kaldte den lynhurtigt og gjorde sig selv til Havets minister. Ja du ved, ligesom Mette er børnenes minister og jeg er en reinkarnation af kong Volmers røv! Ingen, som absolut ingen, af de skiftende regeringer har gjort noget som helst for havmiljøet og nu efter at det hele er kollapset, står de i kø for at gøre mere ingenting, selvom løsningen er indlysende klar – der skal udledes meget mindre kvælstof til vandmiljøet og den eneste effektive måde er at tage landbrugsjord ud af intensiv dyrkning og eneste effektive måde at gøre det på er at vente på frivillige aftaler med landbruget, de skulle være her lige inden, solen brænder ud.
Igen, løsningen ligger lige for: Fjern alt tilskud til intensiv dyrkning af lavtliggende, nærtliggende og kraftigt drænet jord. Tilskud? Tænker du måske. Ja, det forholder sig naturligvis sådan her i Absurdistan, at vi betaler landmændene et klækkeligt tilskud for at dyrke alle de jorder, som vi hjertens gerne vil betale dem kompensation for ikke at dyrke. En meget stor del af den jord dyrkes udelukkende på grund af det tilskud. Flyt tilskuddet til dyrkning af grøntsager, melkorn eller i det hele taget til mad til mennesker og ikke til dyr.

Krisen kradser for alvor nu og man kan se det helt tydeligt på salget af økologiske fødevarer. Når der skal prioriteres, er det kvaliteten, dyrevelfærden og produktioner af fødevarer med mindst muligt miljøaftryk, der vælges fra. Og hvem kan klandre befolkningen for det? Der kan ikke både være råd til koteletter fra en gris, som har haft et minimum af anstændigt liv og en bagel i lufthavnen på vej til din velfortjente charterrejse. Orv, det lød lidt spydigt det der? Ææh ja. Når jeg læser i samme avis, at krisen gør, at de økologiske landmænd må drosle ned eller lægge om til konventionelt landbrug, samtidig med at vi topper alle rekorder i forudbestillinger af flyferier til de selvsamme lande, der stod i flammer hele sidste sommer på grund af klimaforandringer, så får jeg lyst til at gå ned i skoven og råbe mine aggressioner ud. Men jeg lader være – vi har fået vores skov klassificeret som urørt skov og listen over ting, man ikke må dernede er trættende lang.
2023 var året, hvor vi med god samvittighed tog elbilen til lufthavnen. Men bare rolig, i løbet af det næste årti lægges der en afgift på flyrejsen svarende til en lille øl i lufthavnsbaren. Jeg kan allerede mærke problemerne fordufte.

Håndmadder, pizza, burger og sandwich ligger helt i toppen, når madkulturen spørger to tusinde mennesker, hvad de fik at spise i aftes. Hvor mange procent af de pizzaer, tror du, er hjemmelavede? Nej vel, jeg tror faktisk heller ikke, at der er tale om procenter. Jeg tror, at 2023 var året, hvor der blev slicet alt fra Nettos billigste pizza, til luksusitalienerens med hvid trøffel og kaviar, alt imens regeringen rystede så meget på hånden, da der skulle snakkes klimaafgift på den knuste malkeko i køledisken, at landbrugslobbyens smil blev bredere end Jokerens fra Batman. Ser du, man risikerer nemlig meget let at skabe større ulighed i samfundet, hvis en enlig mor til 3 ikke kan servere knust ko 3-4 gange om ugen, sagde Mette Frederiksen, mens hun rakte fadet med de årlige stigninger på den offentlige transport rundt.

Men det er ellers ikke fordi, man ikke ved, at den slags skatter virker. Altså adfærdsregulerende afgifter. Ser man på salgstallene for elbiler, så er de hurtigere stigende end antallet af skandaler i Moderaternes folketingsgruppe – med andre ord går det stærkt. Afgiftsfritagelser på elbiler, stigende afgifter på benzin og diesel, dyrere registrerings- og vægtafgifter på den gamle brændstofmotor har sikret, at stort set hver 4. bil, der overhaler dig på motorvejen, er en Tesla. Ikke at jeg har et problem med, at folk skifter til elbiler af økonomiske grunde fremfor idealisme, bevares, klimaet er ligeglad med dine bevæggrunde, men moren til de 3 børn, der for alt i verden ikke må mærke uligheden ved køledisken, hun kan så bare begynde at skubbe sin gamle dieselhakker rundt, hvis hun ikke har råd til de nye brændstofafgifter.
Når Mette står med armene bag ryggen og siger, at klimaomstillingen ikke må give mere ulighed i samfundet, så har hun i bedste fald fingrene krydset, eller måske står hun med direktøren for Landbrug og Fødevarer Søren Søndergaard i hånden, men langt mere sandsynligt – med en strittende langfinger til det samfund, der troede på, at de i regeringen siddende partier rent faktisk ville handle, da de skulle stemmes ind i sin tid.
Klimaet er en stor brun lort, som alle snakker om, men ingen har lyst til at røre ved. Bevares, en gang i mellem sender man den lille glade dreng fra Fyn ind og rode lidt i den med en pind, ofte en hockeystav, til det begynder at lugte og selv han får nok. 2023 blev det år, hvor vi fortsat sked på klimaet.

Der er ret stor sandsynlighed for, at du sad og spiste en nytårsmiddag, der kom udefra i aftes. I hvert fald melder et stærkt stigende antal restauranter om udsolgt i god tid inden den store aften. Lidt lige som at Kirkens Korshær i god tid måtte melde ud, at der ikke var mere julehjælp at give til det stadigt stigende antal ansøgere. 2023 vil blive husket som året, hvor uligheden blev glemt.

Det har i øvrigt ikke været et helt skidt år for alle. Våbenindustriens aktieindehavere kunne se til i en verden, hvor der blev skudt flere skud af, end fabrikkerne kunne producere. Ligeledes blev 2023 året, hvor den danske økonomi for alvor kunne glædes over, at overvægten nu har overvægten og den vestlige verdens selvfedme kan kureres med et lille stik.

Et noget fortærsket ordsprog siger: ”Vi har de politikere, vi fortjener.” Vi har jo selv stemt på dem. Et andet og mere relevant kunne være: ”Vi har den verden, vi fortjener.” Den er nemlig præcis det, vi har gjort den til. Klimakrise, biodiversitetskrise, miljøkrise, ulighed, ensomhed. Hov, tænker du sikkert, der er da også en masse fantastiske ting ved vores verden, og ja bestemt, heldigvis har vi langt hen ad vejen indrettet et samfund, der er fantastisk for mange. Men det ændrer ikke på, at vores menneskelige natur er så destruktiv, at vi undrende står med en brændende planet. Vi ville jo ”bare” have det lidt godt!?. Og lad det være de sidste ord i årets opsang. Lad 2024 være året, hvor vi mærker efter hver gang, vi ”bare” vil gøre noget godt for os selv – er det skidt for resten af verden?

Godt nytår
Søren Sørøver

Kære Læser og Medmenneske

Fra denne lille plet på jorden udgår de varmeste julehilsner til dig og til dem, du vil dele den slags med.

Det vinterlige billede med sne er fra starten af december, hvor vandet var stift.

Ovenstående er fra i forgårs, hvor Lerdrup bugt endte med at gå så langt ind i landet, at engen stod under saltvand.
Den brune hund Albert er glad for våd pels, mens Dagmardyret holder mere af tørt bugflæsk. Det ses også evolutionært på benlængden.

Alle er på sikker grund igen og vi ønsker dig en god, fredelig jul!

Søren & Lone