Køkkenvitrine på vej

Søren Sørøver havde med vanlig optimisme afsat en uge til at bygge det nye vitrineskab i køkkenet, og for en gangs skyld gøres tidsoptimismen ikke til skamme, for ingen af os kan kende forskel på dagene eller huske tidspunktet for løftet. Klokken er corona døgnet rundt, dagene er dog blevet mærkbart længere, og snart skal vi finde ud af, hvornår det er søndag, så vi ikke går glip af ugens søndagspizza.

For køkkenet fungerer under ombygningen, vist gør det det, vi flytter blot tingene rundt omkring os, sætter det overskydende ind i spisestuen og får hele tiden plads til hundenes lænestole. Samt kagebagning.

I skrivende stund bliver der sat pyntelister på skelettet til vitrineskabet. I morgen frigives konstruktionen til første gang maling, og mens jeg går i gang med penslerne, kaster Søren sig over renoveringen af de gamle vinduer, som skal isættes senere.

Og hvis du sidder og undrer dig over pyntelister, som ikke har nogen brugbar funktion, så skal de blot gøre det, deres navn angiver – pynte. Det nemmeste er at lade være, det hurtigste er at lade være, det billigste er at lade være, men lur mig om ikke udsmykningen kommer til at sprede daglig glæde mange år fremover, fordi den netop er et udtryk for værdien af at gøre noget ekstra ud af tingene. Gå lidt længere, gøre sig lidt mere umage end det strengt nødvendige, dvæle ved tiden og bruge den til at skabe noget særligt.

Køkkenet udgør 1/4 af husets grundplan på 220 kvadratmeter, vinduerne vender mod syd og rummet går fra husets vestgavl og til midten – både midten på langs og på tværs. Det kan synes langt, men nu hvor der er kommet en dækkende vægreol mod vest og vitrineskabet kommer til at dække væggen mod øst, trækkes enderne synsmæssigt sammen. Desuden er der flere elementer i den ombygning, men dem kommer vi til hen ad vejen.

Lone

Udgivet i Hverdagen | Kommentarer lukket til Køkkenvitrine på vej

“Hærværk – en håndbog” i uventet genoptryk

Det kan være, du husker udgivelsen “Hærværk – en håndbog”, som var resultatet af et samarbejde mellem de engagerede og dedikerede mennesker på Restaurant Hærværk, en historisk flot opbakning på Coop Crowdfunding og vi to her på den mudrede jord. Et bogprojekt, som blev fostret i forårets nedlukningstid, gennemført henover sensommeren, sendt i trykken og udgivet den sidste uge i november. Oplaget på 1000 bøger blev delt således, at først fik bidragyderne deres bestilte bøger, de resterende delte vi med halvdelen til restauranten og halvdelen til forlaget. En måned senere var oplaget udsolgt her fra forlaget, mens Rune stadig har nogle på lager og sælger løbende i forbindelse med afhentning af mad ud af huset.

Det var sådan set fint; på forlagets direktionsgang var der næsten opnået enighed om, at det måtte være tilstrækkeligt – næh, ikke blot tilstrækkeligt, men ligefrem flot og færdigt arbejde med den bog – den var vel modtaget, velomsat og udsolgt. Så bliver det ikke meget bedre.
Men det gjorde det alligevel i forgårs, hvor der indkom en lektørudtalelse med fornem anbefaling til bibliotekerne. Der må kun citeres 10 % af vurderingen, så den får du her:

“Flot og lækker bog, der udover en masse lækre opskrifter…”
“Billederne i bogen er flotte og indbydende.”
“Den er super relevant, med sit gennemgående træk af bæredygtighed.”
Kilde: Lektørudtalelse, DBC

Den glade nyhed pressede os en del, for det store lager, DBK, hvorfra bibliotekerne indkøber, er også ryddet for titlen. Det er altid en vanskelig afvejning af trykudgifter kontra lagerbeholdning og øvrige ting at binde penge i, f.eks. den kommende kagebog, men i går blev det besluttet at lave et lille 2. oplag på 300 stk. af “Hærværk – en håndbog” trods tidligere indstilling. Selvfølgelig skal den vedkommende og brugbare bog være at finde på bibliotekerne, når bibliotekerne gerne vil have den til udlån. Et lille oplag giver høj trykomkostning pr. bog, men det er der ikke noget at gøre ved – vi vil ikke trykke for at få mere isoleringsmateriale i stuehuset.

Det nye oplag er klar den første uge af februar, derfor har Søren Sørøver skiftet bogens status i webbutikken fra udsolgt til åben for forudbestilling af 2. oplag, og nåede du ikke at erhverve dig et af de attraktive eksemplarer af kogebogen, har du nu endnu en chance, formodentlig en sidste. Men du behøver ikke købe bogen – det er alletiders, hvis du vil hjælpe med udbredelsen og spørge efter kogebogen på dit lokale bibliotek. Tak.

Du finder bogen her: https://brandbygegaard.dk/shop/8-det-flydende-forlag/
og vi sender så snart, bøgerne kommer fra bogbinderen.

Lone

Udgivet i Hverdagen | Kommentarer lukket til “Hærværk – en håndbog” i uventet genoptryk

Køkkenreolen er (næsten) færdig

Så langt, så godt.

Lone

Udgivet i Hverdagen | Kommentarer lukket til Køkkenreolen er (næsten) færdig

De gamle vinduer flytter tilbage til stuehuset

Hvis man går over gårdspladsen, og det gør man mange gange i løbet af en dag, men hvis man går over gårdspladsen i retning af bindingsværkladen og ind gennem den åbne port, drejer til højre, går ned i den mørke bund, finder stigen frem, sætter den til loftet over den gamle kostald, stiger op og går gennem halmen, tager trinnet over porten, fortsætter over den gamle grisestald, drejer til højre igen, hvor længerne mødes mod nordøst og fortsætter hen over loftet i kampestenlængen, så står man til sidst i Helge Brandbyges samling af landbrugsinventar, fra før verden gik af lave.

I det store hele ligger alt, hvor Helge satte det fra sig i formodning om, at det måske kunne træffe bruges, eller i en grundstemning af at det var for godt til at smide væk. Der er rusten hegnstråd på store spoler, mælkejunger, en transportkasse til ornen, kobindsler, reb, dæk, seletøj til heste, kyllingevarmer, hegnsklokker, træriver uden ret mange tænder, roerasper, utallige kasser med rustne jernbeslag, søm og andre byggematerialer. Helges museum.

Gennem tiden – det er godt 26 år nu – har de fleste af tingene fået lov at stå, som de var sat, for det er der noget rart ved. Hvis man går over gårdspladsen, og det gør man mange gange i løbet af en dag, men hvis man går over gårdspladsen i retning af bindingsværkladen og ind gennem den åbne port, drejer til højre, går ned i den mørke bund, finder stigen frem, sætter den til loftet over den gamle kostald, stiger op og går gennem halmen, tager trinnet over porten, fortsætter over den gamle grisestald, drejer til højre igen, hvor længerne mødes mod nordøst og fortsætter hen over loftet i kampestenlængen, så står man til sidst i Helge Brandbyges samling af landbrugsinventar, en tidslomme, et langt liv, og det kan der nok være brug for som påmindelse af og til.

Forleden dag gik Søren Sørøver og jeg derop for at hente noget. Oprindeligt havde stuehuset hvide vinduer med buet overkant, men i 70’erne engang holdt de ikke længere. Syv af de gamle vinduer var (næsten) for gode at smide ud, og Helge satte dem op på loftet. Vi vil bruge 6 af vinduerne til en stor vægvitrine i køkkenet og det syvende rækker lige til reservedele. Søren Sørøver er i gang med at afrense rammerne for at kunne reparere de steder, hvor træet er frønnet. Det er nogle lange dage ude i kulden – alle øvrige i stuehuset er imponerede over indsatsen. Og spændte på, hvordan den vitrine kommer til at se ud.

Lone

Udgivet i Hverdagen | Kommentarer lukket til De gamle vinduer flytter tilbage til stuehuset

Køkkenreol i næstengenbrug

Måske husker du, at istandsættelsen af arbejdsværelset blev afsluttet, og Søren Sørøver gik videre til køkkenet. Vi havde brug for et nyt tilholdssted om aftenen, da køkkenet ellers er det mulige. Men for tiden bliver der mindre og mindre af det mulige at opholde sig i, og derfor er det fint, at der kom både arbejdsværelse og dagligstue ud af første etape.

Ønsker og behov, med hensyn til hvordan køkkenet er indrettet og fungerer, har ændret sig gennem tiden. Rummet bruges også erhvervsmæssigt til mad – udvikling af opskrifter, fotos m.m. og det meste ser efterhånden lidt hjemadvendt og opmærksomhedstrængende ud. Hvem ser ikke hjemadvendt og opmærksomhedstrængende ud for tiden? Det har vist sig at være en ualmindelig dårlig idé at have åbne hylder i hundehøjde – ikke fordi hundene snupper madvarer, men fordi de to halvårlige fældeperioder mødes i henholdsvis april og oktober. I sin tid overtog jeg min farbror og tantes aflagte køkkenelementer, som udgør selve køkkenbordafdelingen med vaske, og her 15-20 år senere har spånpladerne givet op og undergrunden opslugt sæbebeholdere, børster, rengøringsmidler og andet, som det skete for Joakim von And. Uden sammenligning i øvrigt. Derudover har vi nogle udfordringer med adgangsveje for smågnavere.

Nu skal det her ikke gå hen og blive et boligmagasin, men når du kan se billeder og læse om planerne, er det fordi, jeg tænker, at du kan have glæde af at se, hvad man kan lave med det forhåndenværende søms princip. Og fordi jeg tænker, at du kan have glæde af at se noget andet end den fremherskende nyhedsstrøm.

Til erstatning for de 6 åbne skabe i hundehøjde – og hundene kan jo ikke gøre for, at de ikke er lavere, har Søren bygget en ny reol ophængt på køkkenets vestvæg. Den er sat sammen af de to gamle bordplader, som lå over de åbne skabe, forskellige lister samt brædder af rødgran. Vi havde købt tømmer til et dyrehus, men fik kun anvendt noget af det. Resten kørte vi ud til det lokale savværk i Fensten og fik skåret træet op i brædder, som så blev til hylder i reolen.
Søren har nu forladt byggearbejdet mod vest og kastet sig over at snedkerere et vitrineskab mod øst, mens jeg maler.

Fortsættelse følger
Lone

Udgivet i Hverdagen | Kommentarer lukket til Køkkenreol i næstengenbrug