Tolvte afsnit af “Balders bog” – sommerlæsning til dig

Måske sidder du lige nu og vipper med dine bare brune tæer. Da er det tegn på, at der stadig er lidt sommer.

Det er værdifuldt – man må suge sommeren til sig og leve højt på fornemmelsen resten af året.

Til almindelig opmuntring får du her tolvte og sidste afsnit af “Balders bog”. Hvis du hellere vil læse historien i sin helhed, findes den også på landets biblioteker, og tænk hvor rigt – du kan bare gå ind og låne bogen gratis. Snart udkommer “Balders bog” som e-bog, og den findes i hardback nu.

DSC_08360001

Balders bog – tolvte afsnit:

– Det er ganske utilstedeligt, havde han sagt til damen på planteskolen. Uacceptabelt. Beskærersaksen var valgt med særlig megen omhu. Han havde læst produkttest og faglige vurderinger. At valget faldt netop på den røde saks skyldtes producentens livsvarige garanti på grebet samt det tilgængelige udvalg af reservedele. For selvfølgelig må man finde sig i at sliddele skal skiftes med tiden, men revnen i plastikbeklædningen burde ikke opstå.
Overhovedet ikke.
– Har du tabt den, spurgte hun og lagde samtidig skylden over på Hermod. Ikke helt men næsten. Da han stod i køen kort forinden og var harmfuld over besværet, sin mistede tid og den uhæderlige anprisning, lå skylden for det hele hos salgs- og produktionsleddet. Med de få ord havde hun ikke blot gjort ham til formodet skyldig i forsøg på uretmæssigt at tilrane sig en erstatningsvare, hun havde også øget hans harme til det ubærlige.
– Nej, havde han hvislet.
– Er du sikker, spurgte hun, og den slags er altid til både irritation og glæde i resten af køen.
– Ja, svarede manden bag Hermod, ellers havde han jo ikke sagt det vel. Du spurgte og fik et svar. Længere er den ikke.
– Så sender vi beskærersaksen ind til vurdering og eventuel reparation, fortsatte damen i alt andet end naturligt grønt tøj, men hvis det viser sig, at der er tale om en selvforskyldt skade, skal du betale omkostningerne.
– Det kan I da ikke være bekendt, manden bag Hermod havde blandet sig igen, reparationsværkstedet kan sige hvad som helst – nøjagtigt det I vil have, og så skal herren her bare betale?
Hvor belevent havde Hermod tænkt. Og undret sig over den vejrbidte forsvarer, der tydeligvis var et fysisk arbejdende menneske. Firskåren, stærk og med stor sikkerhed i sine afmålte bevægelser. Den beslutsomme måde en hændernes mand bruger rummet på. Som om højde gange længde gange grundlinje er en fornemmelse og ikke et regnestykke. En ret til at færdes som bliver overbevisende, når den ikke skal berigtiges. Hermod følte sig altid underligt tilpas i fremmede rum. Utilpas. Noget der hurtigt skulle overstås, så han kunne komme hjem igen. Enten hjem til sit undervisningslokale eller til sit hus. Og Margits selvfølgelig. Og Margit. Lærerværelset brød han sig heller ikke om. For stor udskiftning, for mange mennesker og forventninger til samtale.

– Må jeg lige færdiggøre denne ekspedition, havde hun sagt, syrligt, så bliver det din tur om lidt. Det måtte være ejeren selv. Ingen ansat ville gå så langt for at undgå at bytte en vare.
– Jeg kan ikke undvære min saks, havde Hermod skælvende indvendt. Den japanske have krævede nærmest daglige justeringer. Det varme fugtige vejr resulterede i ukontrollabel vækst, og han fik det fysisk dårligt ved tanken om de forestående uregelmæssigheder. Nye skud, bladfald, og en udflydende afslutning på søjlerne med kugler og de andre geometriske former. Geometriske former skal stå skarpt. Korrekt.
– Kan I ikke bare opføre jer ordentligt, undskylde for ulejligheden og udlevere en ny beskærersaks, havde den insisterende mand foreslået. Stående ved siden af Hermod og ikke længere som den næste i køen.
Damen havde ringet ihærdigt med den lille klokke under disken, og hendes mand, måtte det være, kom til syne fra baglokalet.
– Vil du ekspedere ham, havde hun sagt og peget på Hermods sidemand. Redningsmand.
– Jeg finder mig ikke i det, havde Hermod sagt med fornyet tro på sagen, denne episode vil blive beskrevet i et læserbrev. I en national avis, havde han tilføjet og mærket den forestående glæde ved at skulle skrive. Ved at have noget at skrive om.

– Det er mig bekendt første gang, et læserbrev har gjort en forskel. Tillykke, havde manden sagt og præsenteret sig som Balder, da de kort efter sammen forlod butikken. Hermod med en ny beskærersaks og Balder med en hensigtserklæring om aldrig at komme igen. Begge dele gjorde tydeligvis indtryk på ejerne.
Balder havde spurgt til Hermods have, og Hermod havde forklaret, hvordan stierne var anlagt i et særligt system, der virkede usystematisk på beskueren, men under den planlagte tilfældighed løb en åre af ro. Fordi intet i virkeligheden var tilfældigt. Nøjagtigt hvad den menneskelige hjerne har behov for.
Balder lyttede på en rar måde. Uden at forlange mere. Uden at forvente noget.
– Der er opstået en utæthed i bassindugen, havde Hermod sagt og undret sig over sin fortrolighed. End ikke Margit kendte til problemet endnu. Om aftenen lod han som om, han vandede rododendronbuskene og de små azalea på den lille forhøjning ved siden af dammen, men i virkeligheden supplerede han vandstanden. Der skulle flere og flere kander til, og snart var det uundgåeligt, at koikarperne måtte op og bassinet renoveres.
– Det er et stort arbejde, nærmest som at starte forfra, havde Balder sagt og nikket forstående. Skal jeg hjælpe, havde han tilføjet. Det koster ikke noget, fortsatte han, da Hermod havde set utryg ud.
Det var ikke det med pengene, eller det var selvfølgelig også et spørgsmål, men Hermods øjeblikkelige bekymring havde været tanken om et andet menneske tæt på. En at forholde sig til, og en der forholdt sig til ham. Målte ham måske og afvejede for og imod. Afregnede. Kontant. Uden det pekuniære. Den værste afregning af alle. Ikke målbar.
– Jeg har lavet den slags før, havde Balder sagt, og det er hårdt at flytte sten, tørv og folie.
Hermods ryg var stadig svag, bogligt svag havde han sagt med en vis stolthed, og øjeblikkeligt fortrudt, da Margits venner første gang tog den nye have i øjesyn. En mand af Balders støbning kunne udrette noget.
– Lad os kigge på det, Balder havde ikke givet op så let. Hvorfor blev han ved. Ingen hjælper nogen uden at få noget igen. Uden forventninger. Det var mistænkeligt.
Men de havde kigget på det, og Balder havde set. Set stregerne, meningen og målet. Set Hermod. Også bedre end Hermod selv.
Der havde været en særlig stilhed over arbejdet. En fortrolighed som ikke krævede noget, men blot gav.
– Hvorfor gør du det her, havde Hermod spurgt, da de sad ved bredden med deres mellemmadder og kølige øl.
Balder havde ikke umiddelbart noget svar. Var ikke forberedt, fordi det ikke havde været et spørgsmål. For ham.
– Fordi jeg ikke vil andet, svarede Balder endelig. Fordi jeg er fri og dermed ikke forpligtiget.
– Men hvorfor mig, havde Hermod spurgt. Det virkede som om, der ikke var noget at tabe. Bortset fra muligheden for at spørge.
– Der er ikke tale om en guddommelig udvælgelse, havde Balder svaret, jeg er her på egne vegne. Og han havde moret sig på en ordentlig måde.
– Du er interessant Hermod, og jeg samler på interessante mennesker.
Samler ligefrem, havde Hermod tænkt, og var blevet i tvivl om sit særlige potentiale. Er det godt eller dårligt at blive samlet på. Samlet op.
– Indtil videre har jeg ikke andre, svarede Balder, som kunne han gætte Hermods tvivl.
Margit havde været mest interesseret i, hvornår karperne kunne vende hjem til deres bassin. Også karperne.

Hermod har opfyldt Balders ønske og sendt ham til havs. Ladet ham gå derhen, hvor han ville være. For retfærdighedens skyld.
Da morgenlyset skaber en linje mellem hav og himmelrum, er jollen med Balder væk. Alting er væk. Blæsten har lagt sig, og dønningerne er aftagende. Hermod sidder længe. Forstenet. Uden indhold. Hverken i tilværelsen eller i kroppen. Tovværket slår nervøst mod rigningen. Afventende snarere end aggressivt. Det er Hermod, der er afventende. Intet skal overgå ham i at vente. Båden må klare sig selv. Den kan drive, som den vil, det er Hermod, der bestemmer, hvornår verden går videre. I den hårde eftermiddagssol står horisonten skarpt. Et sted derude begynder internationalt farvand. Med lidt god vilje kan Hermod se bøjen.

Som en skildpadde i sit skjold ligger Balder i jollen. Lemmerne stritter ud over kanten. Hvor skildpaddens levede liv ses i skjoldets stigninger, ses Balders i ansigtsfurernes dybde.
Sådan ligger den døde Balder længe. En umotiveret bule på en plan havoverflade.
Det blæser op igen, bølgerne bliver højere, og havet fråder. I fællesskab flytter træjollen og en hårdtslående brænding den døde Balder væk fra landet. Først skyller han lidt frem og tilbage i nationalt farvand, men snart trækker suget fra de store havstrømme Balder og jollen ud i verdenshavet. En form for liv er det, hvis liv er bevægelse. Der er ingen kontrol, det afsjælede legeme må blot følge saltvandets retning rundt om kloden.

En fisker får øje på vraggodset og påkalder både sine besætningsmedlemmer og sin gud. Der opstår uro og råb på dækket. Motoren synger i det gamle stålskrog, den får fuld bak, og svejsningerne hviner. Det er et stort afdanket skib med en tilsvarende kaptajn. De må vende rundt og gøre et nyt forsøg for at sejle tættere på. Nogle fægter med bådshager og en rebstige fires ned langs det rustne fribord. Alle er optaget af at bjerge Balder og jollen, da et militærfartøj støder til. Området har været holdt under observation gennem længere tid uden megen offentlig bevågenhed. Tilsvarende har det været med bevillingerne. Den øverstkommanderende beslutter at opbringe fiskefartøjet. Han sender sine soldater ombord, og de ifører sig fiskernes klæder, pjalter og hovedbeklædninger. De nøgne terrorister lænkes i krydserens lastrum.
Med et håndholdt kamera af ringe kvalitet optages en peloton, der henretter Balder. Kortvarigt, som i en rus, fjernes sækken over hans hoved, og dernæst skifter kameraet til de ophidsede soldaters hån og fornærmelser af alt godt i verden.
Få minutter senere begynder en deling af filmen blandt mediebureauerne. Eksperter kaldes ind til interviews, og tidligere tiders hændelser memoreres. Gæt bliver til fakta, og fakta bliver til berømmelse, da en sygeplejerske genkender den myrdede som hr. Jensen. Hun henvender sig straks til myndighederne, og efter en hurtig indsats fra etatens side slettes Hermods generalieblad og anklageskrift. Hermod udråbes til afdød mønsterborger og nationalhelt. Det var Balders tredje dødsfald. Der er noget magisk ved tallet tre.
– En mand i sin bedste alder, snøfter sygeplejersken foran kameraer og blitzlys. Både fint og rørende er man enige om på redaktionerne. Det er en ganske uventet berømmelse. Også for hende.
Ekstatisk ringer hun til sin datter. Tidspunktet er dårligt, men hvornår har en mor nogensinde bekymret sig om det. Datteren og hendes genfundne kærlighed fra gymnasietiden er netop ved at skabe en ny borger. Projektet må afbrydes, og vindersædcellen drypper på parketgulvet sammen med en anelse sædvæske. Det er ikke tilfældigt, den slags sker bare. Bedst som man tror, man har en vinder. Sædcellen har ellers ligget helt forrest i feltet, og var fra producentens side udstyret med netop den overlegne energipakke, der kunne have sikret befrugtning af ægget. Et menneskepotentiale gik tabt. Alt hvad mulighederne bød på udmundede i en genstridig plet på gulvbrædderne, og ikke i den pligttro embedsmand, som generne kodede for.
Datteren lover, at de vil tænde for fjernsynet og se indslaget. Det er ikke et tomt løfte, for den slags fjernsyn kører i ring, og derfor er intet, bortset fra det af kroppen tiltænkte vinderbarn, gået tabt. Kønsakten genoptages, ikke mindst fordi handlingen er langt mere end blot en akt. Nærværet giver en ny sædcelle førsteret til den lunefulde rejse, der udmunder i frit fald og en optimistisk, pågående kur til æggets overflade. Pludselig gives der lov, og ved hjælp af et sidste svirp med halen sender den i komplet samhørighed med ægget et signal til de øvrige sædceller om at dø.
Ægget bærer de kromosomer, denne måneds æg nu engang byder på, og opkomlingen af en sædcelle bærer sine. Der var millioner af sædceller, millioner af kombinationsmuligheder, men kun ét udfald og det er signifikant. I generne findes ukuelighed, en sjældent set stærk retfærdighedssans, kampgejst og viljestyrke. Kompromisløshed. Et særligt menneskebarn til kommende bekymringer for både forældre og institutioner.
Diplomatiet sættes ind sammen med en international krise. Ikke af lyst, kun af nød. Nogle står med ryggen mod muren. Anskuelserne råber i munden på hinanden, der gestikuleres og hyles, fremtidsscenarier oprulles, og dødsdomme afsiges. En grålig røg breder sig, og menneskehedens forbandelser tager til i styrke, mens de ramte bærer gryden med fastbrændt elendighed ud på bagtrappen.
Hermod bor på havet. Katten er med, og de spiser fisk sammen. Fjernt fra det begrænsede synsfelt landjorden afstikker. Omgivet af uendelighed.
Det befrugtede æg deler sig. Igen og igen. Alt foregår indtil videre planmæssigt. Ukontrolleret.
Måske et tilfælde.

Udgivet i Balders bog | Skriv en kommentar

Økologifortælling og økologikontrol

1-DSC_26270001

I dag sker der to ting, som er dedikeret landbrugsdrift uden giftstoffer og kunstgødning. Først på dagen kommer en gruppe, der står for madlavningen i offentlige køkkener, og i eftermiddag kommer et menneske fra NaturErhvervstyrelsen for at kontrollere, at vi overholder økologireglerne.

Det første besøg handler om alle de tanker, overvejelser og fortællinger, der ligger til grund for måden, vi er her på, og undervejs skal der høstes i drivhus og køkkenhave, laves mad og spises frokost.

1-DSC_26330001

Det næste besøg handler om dokumentation for indkøb af økologiske/biodynamiske frø, læggekartofler, korn m.m. og tilhørende gennemgang af gården. Kun det sparsomme salg af æg fra gårdens høns er Ø-mærket. Grøntsager, frugt, bær m.v. er til eget forbrug, men derfor er det alligevel fint at vide, de er kontrollerede.

De vine, vi skaber af æbler og druer, er så længe undervejs, at dyrkningen af de nu salgbare går tilbage, til før gården blev endeligt indrulleret i det statslige økologiske system. Det gør hverken fra eller til for oprindelsen, men er blot et spørgsmål om mærkning.

Klar til økologidag
Lone

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

I dag begynder æblehøsten på gården

DSC_49170001

Takket være denne klodes utrættelige vandring omkring solen kan æblehøsten gå i gang.

Det er de to tidligste sorter, Ananasæbler og Discovery, der er modne nu.

Regnvejr kan udsætte plukningen, for våde æbler holder ikke nær så godt som tørre, men ellers er det planen for i dag.

Arbejdet er roligt og foregår uden maskinkraft. Vi iklæder os de to kænguruplukketasker og høster fra hver sin side af rækkerne med æbletræer. Man kan gå og sige noget, eller man kan være stille. Tænke eller lade være.

Nænsomt og forsigtigt vrides hvert æble af sin gren og lægges i den rummelige taske, og når sækken er fyldt, vralter man som overgravid hen og tømmer det dyrebare indhold ud i en trækasse.

Gang på gang på gang på gang og før eller siden er de første sorter reddet ind til eftermodning.

DSC_4912-0010001

Det er den levende jord, planterne, hønsene, solen, regnen og atmosfæren, der har gjort det muligt.

Al magt til helheden
Lone

Udgivet i Hverdagen | 2 kommentarer

Al magt til det frodige

1-DSC_24430001

Den danske undergrund syder og bobler af idéer, initiativer, bevægelse og engagement, som udenom den politiske dagsorden trækker dette land hastigt væk fra et vissengrønt omdømme.

Takket være mennesker, foreninger og organisationer buldrer en højere bevidsthed og omsorg igennem – den slags der spreder sig ukontrollabelt og på trods.

Den folkelige styrke rydder ikke forsider, dækkes knapt nok af de etablerede medier, men nu er det jo heller ikke folket, der fordeler mediestøtten.

Hvis du kigger dig omkring, er der sikkert noget spændende nær dig denne weekend, og hvis du tilfældigvis er i Aarhus eller Odder er der helt sikkert.

I morgen søndag d. 28. august holder Økologiens Have “Grøn Festival” fra kl. 10-16. Det er årets store begivenhed, og der er masser af oplevelser at komme efter – både en lang række stadeholdere med gode varer, debatmuligheder og økologisk mad foruden selve haven, der altid er et besøg værd. Læs evt. mere på http://www.okologienshave.dk/groenfestival11

Herfra bidrages med et debatindlæg/samtaletid/spørgsmål-svar-mulighed fra kl. 11.15 – 12.00.

Efter indlægget i haven tager jeg videre til Aarhus. Som en del af festugen er der et arrangement kaldet “Grønt Byliv”. Det kan du læse om på denne side: http://aarhusfestuge.dk/da/arrangement/groent-byliv-gadefest-d-28-august-i-mejlgade

Fra kl. 16.15 – 16.45 kommer det til at handle om Mad vs. Fødevarer og bedre måder at behandle kloden, dyrene og menneskene på.

I dag skal de to indlæg forberedes, men det er blot for at sætte noget i gang – det virkelig interessante er samtalerne, som skabes undervejs.

Det er samtalerne, der bevæger verden
Lone

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

Måske kan vi også finansiere endnu et royalt besøg i Saudi-Arabien

1-DSC_2091-0010001

For øjeblikket drejer alt, hvad vi siger, tænker og gør, sig om den forestående momsindberetning.

Moms er det første, der krænger sig ind i de søvndrukne hjerneceller om morgenen, og vi siger blidt “moms” til hinanden, før søvnen luller os langt ind i drømmeland.

1-DSC_2155-0010001

Spisebordet er dekoreret med kæder af papirclips, guirlander af kvitteringer holder den skarpe middagssol ude og den i forvejen sparsomme internetforbindelse bliver tynd som englepels, når posteringerne lægges ud i det uendelige univers.

Vi har fået bløde pletter i håndfladerne og blå blækstriber i mundvigene.

1-DSC_19620001

For at fastholde stemningen og opretholde en passende gejst er de hyggelige malerier på væggene i køkkenet skiftet ud med portrætter af fremtrædende finansmænd, Nordeas ledelse, Ministeren for SKAT med tilhørende embedsmænd og det nyeste danske tabstal på 12 milliarder er skrevet direkte på køleskabet.

Der skal gøres noget for at få den manglende sum tilbage i statskassen, så vi igen kan få råd til undervisning, omsorg og værdige ydelser til dem, der har behov. Det skal gøres nu, og momsindbetalingen er en fin begyndelse. Mange kvælstofbelastede bække små, gør som bekendt én død å.

1-DSC_21140001

Virksomhederne har frist om en lille uges tid, og for at kunne indberette skal bilagene fra nytår til 1. juli findes frem, tastes ind og opsummeres i halvårsregnskabet.

Det samme tuderi hver gang – tænker du måske og mindes den evindelige mangel på bonner, tid og overblik.

Og ja, vi ved det godt. Regnskabsarbejdet udskydes altid til sidste øjeblik på trods af gentagne velmente råd fra vedholdende velmenende mennesker.

1-DSC_21490001

I det mindste byder de sidste dage op til fristens udløb på absolut fokusering, en skarp tidsplan og total dedikation.

Der bliver længere og længere imellem overspringshandlingerne, og selvfølgelig når vi det.

Natten er vor egen
Lone

Udgivet i Hverdagen | 2 kommentarer

Ellevte afsnit af “Balders bog” – sommerlæsning til dig

Nu da det rent faktisk er blevet sommer, i hvert fald nogle få hede dage, kan du læse næstsidste afsnit af “Balders bog”.

Imens modner æbler og druer derudaf, stjernerne indtager deres positioner på daghimlen og flagermusene hviler i deres hjemmelavede soveposer.

Her skal vi gøre klar til et besøgshold, som skal have foredrag og rundvisning på gården. Bagefter må de høste, tilberede og spise en frokost af årstidens bedste grøntsager ledsaget af stedets vin eller øl.

DSC_08360001

“Balders bog” – ellevte afsnit:

– Hvordan har du det, spørger Balder. Det er Balder, der spørger. Det er helt forkert. Sådan er denne verden ikke, sådan skal den ikke være. Hermod spørger Balder, hvordan Balder har det. Det er rækkefølgen af ordene. Hvordan har du det, skal tone ud af Hermods stemmebånd og ikke af Balders. Det er Balder, de bekymrer sig om, begge to.
– Fint, svarer Hermod, hvordan har du det?
Så meget nemmere end at udrede misforståelsen.
– Fint, svarer Balder, og det, ved de begge, er usandt. Så er det da på plads.
– Løgner, siger Hermod.
– Løgner, siger Balder.
Så er det også på plads.
Venskab i koncentreret form. Findes der nogen større gave i et liv end den slags forståelse.
– Jeg har vist skandaliseret min identitet i det offentlige system, siger Hermod efter en velgørende pause. Din identitet, tilføjer han skamfuldt.
– Sikke noget sludder, Balder er oprørt, du gør alting efter bedste evne. Mere kan man ikke forlange af sig selv.
Og det trøster. Mere end forventet, men mindre end nødvendigt.
– Verden ville bevæge sig bedre, hvis du ikke var så helvedes regelret, sukker Balder og læner sig tilbage i den store pude.
– Hermod Jensen, spørger en betjent i døråbningen. Hun har det lyse hår samlet i en fletning. Der var engang, hvor betjente ikke havde fletninger.
Balder svarer bekræftende, det er jo ham, der skal det.
– Du er tiltalt for at fjerne offentligt indbo, for knallerttyveri, indbrud, menneskesmugling, skatteunddragelse, afgivelse af urigtige oplysninger, for at stjæle en kælk, en isbil, en bus, for butikstyveri samt for overtrædelse af et tilhold, siger betjenten og tager Balder nærmere i øjesyn.
– Top det med forfalskning af identitet, siger Balder og ser opvakt ud. Sjældent set frisk.
Det er på ingen måde morsomt, og så langt er betjenten og Hermod enige.
– Sagen kommer for retten, når du er udskrevet fra hospitalet. Vi får automatisk besked, siger betjenten og trækker sig. Måske bliver hun også utilpas. Af omgivelserne.
– Har du fået noget at spise, spørger Balder. Har han ikke lige spurgt om det. Måske påvirker sygdommen hans hukommelse udover de øvrige skader i kroppen. Hermod skal ikke have noget som helst udover fred og orden i sagerne. Det er alt, hvad der er nødvendigt. Orden. Forudsigelighed. Struktur. System.

– Systemet kræver, at du anerkender de hidtidige indberetninger, siger embedsmanden i telefonen. Hermod har igen lånt Balders, hans egen har fogeden sikkert fået ingenting for.
– Jeg kan jo ikke se indberetningerne, svarer Hermod spagfærdigt, men hvis det er nødvendigt, så anerkender jeg selvfølgelig.
Balder vinker afværgende, men han ligger også der i en lun hospitalsseng med faste måltider og bragt bækken. Hermod derimod har et eget ansvar for at få tilværelsen til at fungere. Udbetaling af hans månedlige folkepension vil være en god start.
Ikke bare en start. En forudsætning.
– Undskyld, tilføjer han. Bare for en sikkerheds skyld. Når der nu endelig er en at undskylde overfor.
Hermod kan høre indtastningen. Klikkene er lyden af et genfundet liv. Genvundet.
– Når du er udskrevet fra hospitalet, kan du henvende dig i socialforvaltningen og dagligt få den tilpassede ydelse, siger embedsmanden endelig. Der har været meget at indtaste.
– Fogeden har indleveret dit pas, du har pligt til at blive her i landet, fastslår han og lægger på. Der er nok også en del at ordne på sådan et kontor.

– En travl tid for de udvalgte, konstaterer Balder, da Hermod sidder tilbage uden mulighed for en høflig afskedshilsen.
– Jeg kan ikke hente min pension, før du er udskrevet, siger Hermod. Tydeligt tynget.
– Hvad skal du også bruge penge til, hvis du ikke spiser noget, spørger Balder.
– Du har heller ingen regninger på el, vand, varme, telefon, licens, forsikringer, ejendomsskat eller transport, tilføjer han.
Og nej, hvad skal man så med penge. Lidt til transporten havde været rart, for hjemvejen er lang, og Hermod dækkes af blød slud. Men nej, hvad skal han med penge. Udover at det er et dybfølt behov for sikkerhed, der dækkes, når man har dem. En tryghed. Også ved ikke at have nogen. En tryghed i at være uafhængig. I at kunne klare sig uden. Uden behov for penge, ingen behov for at opfylde krav. Det er en ukendt frihed, og den gør ham sulten.
Ejeren af provianteringen finder nogle frasorterede varer til Hermod, og Hermod lover at hjælpe med at male butikken, når det bliver tørvejr.
Det er et ensomt måltid, men det er ikke isoleret. Det vender udad. Ud mod verden. Ligesom Hermod. Eller en flig af ham.

– Hr. Jensen tager ikke ret godt imod behandlingen, siger sygeplejersken til Hermod. Som om det er Balders egen beslutning. Eller ansvar. Her tilbyder de ham det ypperligste indenfor diagnose, behandling og medicin, og så vælger han at være vrangvillig i sin krop. Næsten uforskammet er den. Balders optræden.
– Hr. Jensen skal tage mere imod, siger Hermod. Og det gælder både den rigtige og den uægte Jensen.
Balder giver ham ret. Det er også alt, hvad Balder magter at give. Dem begge.
– Vi forsøger med et nyt produkt de kommende dage, fortsætter hun, og håber det bedste.
– Ét I har gode erfaringer med, spørger Hermod. Nogen skal jo holde samtalen i gang.
– Det er forholdsvis nyt, svarer hun, hr. Jensens respons vil indgå som værdifuld viden.
– Vi tilbyder det kun til terminale patienter, tilføjer hun.
Terminal. Hvad er det for et ord. En form for afsluttet samtale eller et elektronisk apparat. Et trafikknudepunkt eller et ekspeditionssted. Det kan være hvad som helst. Det skal være noget andet. Noget med logistik. Ikke noget menneskeligt. Et ord med så forskellige betydninger kan ikke rumme det menneskelige. Det er umuligt. Hun må forsøge igen, hvis det skal ligge inden for de humane rammer. Engang, dengang Hermod var bilejer, før det blev nødvendigt at fjerne unødige omkostninger fra budgettet, dengang var terminalen det sted, han afleverede bilen, da den havde fået en bule. Han var ikke selv skyld i det, men bulen skulle rettes uanset årsag. Sådan er det, når man har noget af en vis værdi. Den skal opretholdes og værnes om. Genoprettes om nødvendigt.
Bulen blev rettet, og Hermod afhentede bilen på terminalen. Terminalen findes stadig, altså er terminal ikke noget endeligt. Hvordan kan noget af blik kædes sammen med det levende. Hvad mener hun med det ord. Kan hun som fagperson ikke bare koncentrere sig om det væsentlige. At holde folk levende. Ikke bare folk. Balder i særdeleshed. Han er nødvendig for folk. For retfærdigheden. Hvis bare hun vidste, hvor vigtig Balder er.
– Hr. Jensen bør nok overveje at kontakte en præst, siger hun. Hvorfor fanden i helvede skal Balder overveje det, om Hermod må spørge. Og det må han. Men hun hører det ikke. Om lidt går hun ned i omklædningen, skifter til sine smarte bukser, der havde passet bedre, hvis hun vejede syv kilo mindre, så køber hun ind på hjemvejen, råber hej til sine børn, laver mad og slapper af sammen med sin mand i sofaen foran fjernsynet resten af aftenen. Hvor uretfærdigt. Hvordan kan hun gå hjem og have et almindeligt liv med fødselsdage, adventsæbleskiver, orkidéer og en uges saltmættet havvand med sommerhus, mens Balder må ligge her og være syg. Ved hun, hvor godt hun har det. Ved hun, at vinterens forkølelser og det uventede nedbrud af vaskemaskinen er fuldstændig helt og aldeles ubetydelige hændelser i forhold til Balders situation. I forhold til Balders liv. Ved hun det. Hvis ikke fagpersoner ved noget, hvad kan man så bruge dem til.
Hun skal ikke komme her og sige mere. Ikke til Hermod, det er helt sikkert. Så må de sende en anden. En med forstand på det, der foregår. Det er vel det mindste, man kan forlange. Efter er langt liv som bidrager til systemet. Det er også Hermods system. Han har altid bakket op om det. Uforbeholdent. De finder ikke nogen mere dedikeret borger. Prøv bare. Kom an. Det kommer ikke til at ske. Luk ham inde i et lille rum og udsæt ham for alverdens prøvelser, han vil til hver en tid forsvare systemet. Det er hans. Det er alles.
Hun skal kraftedeme ikke komme her og tale om et autoværksted. Eller noget andet.
– Jeg er lidt træt nu, siger Balder.
Og ja, selvfølgelig er han det. Det koster at blive helbredt. Der skal energi til, og så har man ikke meget tilbage til omgang med andre. Fordums storhed er langt væk fra sengen med det fleksible børnegitter til brug om natten. Hermod lægger sin hånd over Balders. Den er varm. Alt for varm.

Vejret er også uroligt.
Hermod er alene. Alt for meget alene. Båden mangler Balder. Mad er ligegyldig, søvn er ligegyldig, tid er ligegyldig. Intet er gyldigt. Tiden går med at gå turen mellem sygehuset og det yderste af fjorden. Det går ikke godt. Ikke fremad som det skulle. Ikke engang i ring. Det går tilbage. For dem begge.
– Hr. Jensen kom alt for sent med sin sygdom, siger lægen. Fremskreden og ude af kontrol, tilføjer han. Også sygdommen.
Er en sygdom nogensinde i kontrol. Er sygdom uanset diagnose ikke mangel på kontrol. Et spark indefra. Noget man ikke har bedt om. Hvordan kommer man i tide, når systemet ikke vil tage imod. Hverken sygdom eller helbredelse.
– Hr. Jensen kom ikke for sent, hvæser Hermod, I sendte ham ud af systemet midt i behandlingen. I afviste og undsagde ham. Tvang ham ud i ingenmandsland, hvor ingen er ansvarlige, og alle mand er tabt.
Lægen er lamslået. Vitterligt slået ud af kurs. Det er en uventet modsigelse og et sjældent krav om ansvar. Selvfølgelig påtager de sig et ansvar. Men kun for at behandle efter bedste evne under de givne vilkår. Andet kan man ikke forlange. Andet kan ingen forlange. Og patientens sygdom havde taget overhånd, da lægestanden fik mulighed for at gribe ind.
Patienten. Det er ikke en patient. Det er ikke et menneske. Det er Balder, der ligger der og ser elendig ud. Hele verdens Balder, og hele verden må gøre noget. Nu.
– Ja, så siger vi farvel og tak for denne gang, siger sygeplejersken.
– Farvel og tak, spørger Hermod. Kuldkastet. Hvad er meningen. Er de ved at forlade en biograf. Efter en ualmindelig dårlig film. En forestilling. Noget uvirkeligt. Det kan ikke være rigtigt.
Lægens kittel blafrer i lyset, da døren suges i. Kan sygeplejersken løfte ansvaret alene. Kan nogen.
Ja, vi har en ventende patient på gangen, tilføjer hun, da Balder ikke umiddelbart forlader sengen.
Alting vender, når man har tabt. Alting falder, synker og suser til bunds uden respekt for tyngdekraft eller luftmodstand. Der er ingen modstand. Det er et tomt rum og en uendelig bevægelse. Et fysisk eksperiment som aldrig udmunder i en konklusion. Intet facit, ingen understregning af resultatet. Ingen aflevering. Der er intet tilbage, og hvad kan intet bruges til. Hvordan bygger man videre på intet. Hvordan starter man med intet. Hvem kan bruge intet til noget.

– Intet er et glimrende udgangspunkt, siger Balder. Det er langt bedre at føle sig frem på havet, end at erobre det. Overlegen viden og tillært kendskab gavner ingen; at kunne intet er et respektfuldt udgangspunkt. Ydmygt, og ydmyghed har verden brug for.
Verden har brug for Balder, men det hjælper ikke nu. Hermod forsøger at lytte i stedet for at sammensætte sætninger, der ikke hjælper. Masser af sætninger. De vælter frem hulter til bulter og skaber kaos, hvor han forsøger at danne overblik. Alle overflødige ord skal stå til side og give plads for de få nødvendige ordrer. Balder vil til havs. Balder vil slippes fri der.
– Læg mig i jollen og lad mig forsvinde, siger Balder, lad mig forsvinde og blive på én og samme tid.
Hvad er tid.
Den uendelighed der gik med at bære Balder hjem til båden. Den alt for lette Balder. Hermod ville, og de vilde er de ukuelige.
– Jeg mærker en opvågning; en ny tid nærmer sig. Nærmer os. Hvis jeg vågner i morgen, bliver jeg skuffet Hermod, du har aldrig skuffet mig.
Balders tid er brugt op, så meget er sikkert. Hermods indre er i kaos. Også Hermods indre.
Tovværket slår hårdt mod rigningen, og båden bevæger sig uroligt. Fortøjningerne er strakt hårdt ud. Bølgerne slækker dem i korte øjeblikke, og det giver et hårdt ryk i hele skroget, hver gang blæsten får overtaget og skubber udad igen. Kæmper blæsten mod bølgerne, eller ved intet, hvad det kæmper imod. Ved ingen, hvad de kæmper imod.
Glassene klirrer i skabet, en skuffe med slapt låsetøj glider ud og kolonialvarer spredes over dørken. Hermod må op. Op og blive væk i nattemørket. Være ubetydelig under det uendelige himmelrum, og svag omgivet af langt større kræfter. Være ingenting.
Så er han nødt til at gå ned til Balder og være alting igen. Der er ikke andre til det, og snart er han ikke længere af betydning for ham. Det mindste man kan gøre, er at være der. Tilstede.
Har Balders tilstedeværelse sat sig spor. Hvem kender ham. Dem han hver måned delte sin pension ud iblandt, sygehuspersonalet, bestyreren i skibsprovianteringen, katten på havnen. Ingen har kendt Balder rigtigt, og hvordan huske en ukendt. Det er alt for stort et ansvar, at Hermod skal sikre Balders betydning for verden.
– Der er så meget, jeg gerne vil, at jeg ikke får gjort det, mumler Hermod.
– Det betyder ikke noget, om man gør et stort indtryk på andre, bare man betyder noget for én, siger Balder.

Udgivet i Balders bog | 1 kommentar

Katrineblommekage – opskrift til dig

1-DSC_24020001

Der er mindst ligeså mange opskrifter på Katrineblommekage, som der er Katriner.

Selv en Lone kan mene noget om den slags. Derfor får du gårdens opskrift i dag.

Og kage er faktisk ikke det helt rigtige ord. Der er ikke mel i dejen, så en Katrineblommekage er snarere en bagt blommecreme med mandler. Men hvad – den virker, er nem og velgørende.

1-DSC_24080001

Ofte er desserten lavet med svesker – du ved tørrede blommer – men det er ypperligt at bruge blommer netop nu, hvor de er fuldmodne og indeholder al glæde i verden.

Du har brug for:

1½ kg gode blommer – Reine Claude, Kirkes eller Sveskeblommer
3 æg fra høns med sensommerdug på kammen
kornene fra 1 vaniljestang
5 dl fløde fra en ko, der har noget at svinge med halen for
200 g rørsukker
100 g smuttede grofthakkede mandler
2 spsk majsstivelse
samt smør til fadet

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 200 °C uden varmluft.

Smør et stort ovnfast fad eller en støbejernspande grundigt.

Halver og udsten blommerne, skær dem i kvarter og læg dem i fadet. Fordel de smuttede hakkede mandler over. Pisk de øvrige ingredienser sammen og hæld blandingen over blommerne.

Sæt fadet i ovnen og bag ca. 40-45 minutter eller til dejen har sat sig og overfladen er smukt gylden.

1-DSC_24310001

Server din lækre Katrineblommekage med blødt flødeskum eller god vaniljeis.

Dette er en mægtig portion – der er dessert til omtrent 10 mennesker. Eller dessert til 5 og frokost til 2 dagen efter. Du kan gange eller dividere opskriften, så mængden passer dig.

Alt godt herfra
Lone

Udgivet i Dejlige desserter | 1 kommentar