Forårstegn

I går blev både planter, dyr og mennesker rørt inde i den kerne, vi (også) har til fælles – fornemmelsen af forår.

Piletræernes knopper strakte sig, så de hvide, silkebløde gæslinger dukkede frem og varslede vækst. Gult pollenstøv bølgede potent gennem dagen, og hasselbuskenes rakler fortsatte skamløst helt frem til det gyldne aftenlys forsvandt.

Bierne fløj af stadet – for anden gang i år. De kom ud og påbegyndte sæsonen sidste søndag, alt for tidligt efter vores mening, og nu håber vi bare, at der ikke kommer martsvinter som i 2018.

Nede over køernes mark svævede to lærker og sang deres eviggyldige klassiker, som alle burde kende, og ingen burde undvære. Lærkesang er, ligesom insektliv, rent vand og levende jord, ikke en menneskeret. Af bekymrende grunde er de blevet et menneskevalg.

I går fordelte andeflokken sig i mindre grupper på græsplænen syd for stuehuset. Solen bagte, og for første gang i flere måneder var det så lunt, at det med at stå på et ben og vente på bedre tider, var afløst af komplet mavelanding og afslappet middagssøvn. Gæssene patruljerede i nærheden, og med den sure gase Claus på vagt er der ingen grund til at være vågen.

Sørøveren smed arbejdsjakken, og det overgår vel alle andre forårstegn
Lone

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

Når du nu kommer til sommer og spiser…

Nå, hvordan kommer det egentlig til at foregå det der sommerrestaurant i år og hvad med maden?

Jo, ser du, det bliver både en oplevelse for gæsterne og for os – nærheden er noget af det vigtigste. Så vi har valgt, at du ikke møder andre end værtsparret. Vi har dyrket grøntsagerne, lavet maden, produceret vinene, øl m.m., og derfor er det også kun os, der er omkring dig – det bliver Lone blandt gæsterne og Sørøveren blandt gryderne. Jeg har godt nok et svagt håb om også at nå rundt og hilse på dig og dine, men det er Lone, der kommer til at tage sig af jer.

For at gøre det nemmere at sikre gæsterne en god spiseoplevelse med den form for værtsskab, bliver alle nødt til at komme på samme tidspunkt. Vi tænker kl. 18:30. Det kan betyde, at der kommer til at gå lidt tid med at få jer bænket ved de små og store borde på den gamle pigstensgårdsplads, der vil stå klar med jeres navn og lidt godt brød at spise, indtil alle er blevet taget i mod, og vi er klar til at servere første ret. Vi vil måske holde lidt længere kunstpauser mellem retterne, så vi er sikre på, at I har det godt, og alles glas er fyldte. Vi vil ikke dobbeltbooke bordene, dvs. have to hold igennem på en aften, så vi skal ikke nå noget. Vi satser på det dejligste sommervejr og ingen stress eller jag.

Maden bliver, som før nævnt, vegetarisk, og alt, hvad der overhovedet kan dyrkes til den, kommer direkte fra haven og drivhuset. Med andre ord så kommer du til at spise mad lavet af råvarer, der er høstet få timer forinden og fragtet mindre end 50 meter. Det er et løfte, at du bliver mæt, både i sjælen og i maven. Det bliver sådan, at den der tror, at det ikke er muligt at undvære kødet i et måltid, bliver målløs, og den der elsker grønt, kommer til at svæve på en lyserød sky.

Der bliver 3 retter, og de bliver alle sammen serveret tallerkenanrettet. Nøjagtigt hvad der kommer på de tallerkener, ved vi ikke endnu. Det kommer helt an på, hvad haven byder på den dag, du kommer og spiser til aften. Det bliver en overraskelse for både dig og mig. Men jeg kan love dig for, at mulighederne bliver mange.

Jeg glæder mig helt vildt til at lave mad til dig og forhåbentligt feje benene væk under hele selskabet.

Søren Sørøver – med kurs mod kabyssen

P.S. Billetterne er ikke sat til salg endnu, så du er ikke gået glip af noget.

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

Lone Landmands sandkage – opskrift til dig

Nå, hvem skulle have troet, at folket havde brug for kage?

I dag får du så en opskrift på klassisk sandkage. Sådan én man kunne få serveret hos sin mormor i tidernes aften. Før en sandkage blev et tankstationskøb med uendelig holdbarhed.

Det er en enkel sag – nogle få tilgængelige ingredienser, og derfor smager kagen netop af dem. Skaf de bedste du kan, især æggene er helt afgørende.

Til en stor form med en stor sandkage har du har brug for:

400 g rørsukker
400 g smør lavet af mælk fra en ko, der spiser græs og hø i store mængder
6 æg fra høns der året rundt nipper kløver og andet grønt udendørs
250 g hvedemel
250 g kartoffelmel
3 tsk vaniljesukker
1½ tsk bagepulver

Det var alt – så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 165 °C uden varmluft.

Skær smørret i grove stykker og læg det i en skål sammen med sukkeret, pisk til indholdet er fint blandet.

Pisk æggene ind ét af gangen, roligt, troligt, roligt. Pisk længe og inderligt.

Afvej de to slags mel, afmål bagepulver og vaniljesukker og sigt det hele sammen, så blandingen er fri for klumper. Vend blandingen i skålen og rør kortvarigt, til dejen er ensartet. Hæld dejen i en stor, smurt form og sæt formen i ovnen.

Bag kagen ca. 1 ½ time. Tiden afhænger af din form og af ovnen, så prøv dig frem når bagetidens slutning nærmer sig. Stik en tynd kniv i kagens midte, kommer den retur uden klistret dej, er kagen færdig og skal ud.

Fugtig, fyldig og med fremragende smag. Også sandkagen
Lone

P.S. Du kan muligvis halvere opskriften – jeg har ikke forsøgt, for en halv sandkage batter ikke her i stuehuset.

Udgivet i Kodyle kager, Opskrifter | 1 kommentar

Mangfoldighedsbrød – opskrift til dig

Jeg sidder her og ved ikke rigtigt, om du trænger mest til en opskrift på brød eller en opskrift på kage. Så det bliver det usikre valg – brød.

Mangfoldighedsbrød fra bogen “Og halsen af en svane”:

Fordejen til dette brød sættes i gang med et groftrevet æble. Det skal være usprøjtet, og det skal være uvasket. På overfladen af sådan et æble trives et utal af naturlige gærceller og gode mælkesyrebakterier, og det er disse mikroorganismer, der bidrager til den fine smag og struktur i brødet.

Fordej 1. dag:
200 g godt mel til brødbagning, stenformalet, f.eks. ølandshvede
200 g rugmel
4 dl ca. 30 °C varmt vand
1 groftrevet levende æble

Bland hvedemel, rugmel, vand og æble. Lad det stå tildækket men ikke lufttæt på køkkenbordet til næste dag.

Næste dag skal du bruge:
6 dl ca. 30 °C varmt vand
10 g gær
1 spsk fint salt
1100 g godt mel til brødbagning
samt fordejen fra dagen før

Udrør gæren i det varme vand, tilsæt salt, mel og fordejen og ælt mindst 20 minutter. Lad dejen hæve tildækket et lunt sted til dobbelt størrelse. Det tager 2–3 timer afhængigt af temperaturen i dit køkken.

Smør to bageplader eller beklæd dem med bagepapir. Hæld dejen ud på en bordplade, hvor du har fordelt lidt olivenolie. Del dejen i to og håndter stykkerne med forsigtighed for at bevare luftlommerne. Træk hvert stykke langt og fold en tredjedel ind over midten og dernæst den anden ende ind over den første. Læg dine formede dejstykker med samlingerne nedad på hver sin bageplade.

Lad brødene efterhæve ca. 1 time og bag dem et af gangen i en glohed ovn ved 245 °C i omtrent 25 minutter, eller til de er mørke i skorpen og har en hul lyd, når du banker under bundene.
Læg de smukke brød til afkøling på en rist og frys eventuelt det ene ned til senere glæde.

Det bliver du glad for
Lone

P.S. Hvis du alligevel trænger til kage, så kig i højre side af dit skærmbillede, under kategorier, hvor du finder et opmuntrende udvalg af kageopskrifter.

Udgivet i Brød, Opskrifter | 2 kommentarer

Årets sidste kålhoveder

Der er ikke mange hoveder tilbage derude nu, hverken røde eller hvide.

Regn, frost, vi og tidens tand har taget vores del.

Resten gør Dagmar kål på
Lone

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

Årets læggekartofler

Måske er det den smukkeste morgen i hundrede år, hvem ved. Der er i hvert fald sjældent fint februarsolskin og blå himmel.

Inden weekenden kom årets leverance af læggekartofler – en af de helt store begivenheder her langt ude på landet.

Der er to sorter, vi begejstret holder fast i, Ditta og Alouette. Den første er alletiders fine salat- og spisekartoffel, den anden er fremragende til bagning, mos og vodka. Desuden er Alouette usædvanlig ved at vokse videre, selv efter skimlen ankommer.
Det er umådeligt vigtigt, når man dyrker kartofler uden brug af sprøjtegifte.

Hvert år afprøver vi også nogle få andre sorter, men det er hverken systematisk eller gennemført, for med de udsving i nedbør og tørkeforhold, som optrappede klimaforandringer giver, kan et dyrkningsresultat dårligt overføres til året efter.

Først og fremmest vælger vi sorter efter smag! Der er ikke noget ved at have en udbytterig, tidlig kartoffel, som er ligegyldig i smag. Dernæst vælger vi efter modstandskraften mod sygdomme. Der er spændende nye sorter på vej – sorter som uanfægtet gror videre, når de gamle sorter bukker under for sommerskimlen. Udbytte er ikke en særlig interessant parameter på dette sted, hvornår har man sidst hørt om en læggekartoffel, der ikke gav mindst 5-6 nye kartofler?

I 2019 prøver ved med Annabelle, Milva og Anouk. I lørdags blev de lagt til forspiring i drivhuset.

Så venter vi bare på forår
Lone

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

En lille historie fra “Den sidste humanist”

Det er skrivetid for øjeblikket. Dage, eller i hvert fald timer, der kan disponeres mere frit over end dyrknings-, høst- og vineri-månederne tillader. Jeg har varme hunde på fødderne, og krus der skvulper over, når Dagmardyret rejser sig inde under spisebordet.
Man skriver så frit, når broholmerens tyngde løftes i åndedrættene, og der cirkulerer lidt blod i benene.

I morges fandtes en sparsom fornemmelse af forår i luften; lidt fuglesang, gule erantis de fede ænder endnu ikke havde danset i, solstriber og hønsekaglen. Nu er det blevet februareftermiddag med småregn, kulde og blæst, og måske er du også søgt indenfor – klar til en kort fortælling til kaffen.

Da får du her en lille stump, en historie i historien faktisk, fra det igangværende arbejde på romanen “Den sidste humanist.”

Her kommer den.

”Lad mig fortælle dig en historie om skaberkraft,” sagde Nigel og skubbede sig lidt ned i sofahjørnet, ”du trænger til at tænke mere fremadrettet:

Toget bevægede sig gennem landskabet med de rytmiske ryk gamle sporsamlinger giver. Alene i kupéen generede han ikke nogen ved at trække vinduet i bund. Lokomotivet var på vej ind i en kurve, og da han stak hovedet ud i blæsten, kunne både det og de forreste vogne ses. Mulighedernes fortrop. Han fulgte efter. Skabelsens kraft gennemstrømmede hans sind, havde altid gjort det, men manifestationen udeblev. Endnu. Til gengæld var trangen tiltagende. Så mange muligheder, så mange felter. Når først han gik i gang, skulle det være stort. Bemærkelsesværdigt og overrumplende for parnasset. Uanset om valget faldt på kompositioner, forfatterskab eller billedkunst. Det kunne sådan set være lige godt, der var fordele og ulemper ved alle tre arbejdsformer, og hans indgående studier af de klassiske mestre havde ikke udelukket noget valg. Enkelheden var et gennemgående træk, og utallige var de gange, hvis ikke hver, han efter en kunstudstilling, en roman eller en koncert havde afsluttet oplevelsen med et ”ja, selvfølgelig.” Enkelhed, enkelhed, enkelhed. Måske pakket ind i noget mere kompliceret, men temaet var i bund og grund menneskeligt og dermed enkelt. Liv, død, kærlighed, had, glæde, sorg. Længe havde beslutningen om form været undervejs, alt for længe, men denne rejse såvel som togturen skulle udmønte sig i hans første værk. Skaberværket til eftertiden og dens allerede overgåede kunstnere. Han tog et par hurtige bidder af det kedelige område omkring stilken, smed æblet fra sig, lukkede vinduet og satte sig for at studere sine noter.

Æbleskroget faldt forholdsvis langt fra togstammen, lige i kanten af en mark, hvor der var lysåbent og modtagelig jord, men en smule for fugtigt i det tidlige forår. Derfor stod en bar plet uden fremspiret korn, og de to kimblade på det spinkle skud fik fuld sol, så de snart kunne generere energi nok til yderligere bladudvikling og vækst i højden. Skroget gik fra affald til knæhøjt træ i løbet af sommer og efterår, men det var ikke nok til, at kunstneren så sit skaberværk, da han året efter gentog rejsen og sine overvejelser.

Landmanden så det. I løbet af næstfølgende forår da han besigtigede marken og det alt for fugtige hjørne. Der var risiko for, at traktor med plov ville sætte sig fast, og hvor meget ekstra korn kunne de få kvadratmeter give. Nej, det var mere et kosmetisk spørgsmål, som hans bror autoforhandleren sagde. Den fyldebøtte. Fyldte også folk med sludder og tillempede sandheder. Den eneste, han ikke gjorde noget for at fylde, var hans kone. Rig men fattig på børn. Når alt kommer til alt, og det gør det hele tiden, så var han fra begyndelsen mere interesseret i hendes monetære forhold end i hendes genetik. Unger er der sgu nok af, som han også sagde, det er penge, man altid mangler. Luftkysset så ikke ud til at formilde hende, det gjorde derimod det lille æbletræ, Johannes kom med til fødselsdagen. Han fortalte om det heldige fund i dyrket agerland, om den lange gåtur hjem efter spaden, så han med forsigtighed og omhu kunne grave rødderne op uden skader. Hele tiden tænkte han på, hvor meget sådan et sjældent opstået liv uden sit lige ville glæde hende. Den store lerkrukke manifesterede, at det ikke var af nærighed, han kom med en hjemmegjort gave. Den var rundet af omsorg og tanke for, hvad der kunne gøre hende glad. Resten kunne hun selv købe. Og hun forstod.

Det gjorde autoforhandleren ikke, og han fandt aldrig ud af, hvad den genstridige plet på bagsædet af Cortinaen bestod af. Da han var færdig med sæderens og hårtørrer, var Maria færdig med ham, og kun konturerne sad tilbage. I bilen. I Maria derimod sad et mikroskopisk foster, og det, samt nogle gennemtænkte formueforbehold, tog hun med sig ind til byen.

Bertil blev en rar dreng. Han var ikke jordbunden som sin far eller ødsel med sig selv som sin mor. Han var sin egen, og andre er der nok ikke. Hans høflige, men dog bestemte, væsen blev værdsat i etaten.

”Det er hæsligt med disse nye tog,” sagde kunstneren, som var på vej til sit sidste formålsløse ophold i refugiet. Det blev værre og værre med nyrerne, og han evnede snart ikke at udskille noget. Heller ikke urin. ”Vinduerne kan ikke åbnes,” fortsatte han og viftede med et æbleskrog.
”Lad mig,” sagde Bertil venligt og holdt affaldsposen frem.

Lone

Udgivet i Hverdagen | 1 kommentar