Fra kørelade til kulturhus – småtterier

Det er ikke fordi, vi dynger dig til i indlæg for tiden. Det er heller ikke fordi, vi ikke har lyst, det er bare tiden. Tiden, du ved.
Så er der også det med, at det seneste arbejde i køreladen har været jævnt hen kedeligt. Nødvendigt, men uden den store underholdningsværdi.

Ser du, vi har muret brandvæggen mellem forsamlingslokalet og produktionslokalet helt til kip. Over loftshøjde er der isat en brandgodkendt adgang for de smalskuldrede, så loftet over produktionen kan tilgås, hvis noget senere hen skal repareres eller opgraderes.

Dernæst har vi lavet brandbarriere ud mod taget og ydervæggene hele vejen rundt i yderkanten af den nye væg og med murearbejdet på plads kunne vi langt om længe lave det sidste stykke loft og de tilhørende skrå vægge færdige med brandtråd, dampbremse og forskalling m.m.

Der har også været gang i vinkelsliberen for at skære ud til kabler, kontakter og de endelige huller til dør og vindue i den nye væg. Det er heller ikke interessant at læse om, vel?

En halv dag gik med at bygge en trappe/hønsestige fra den tilstødende bygning og op over den nye loftskonstruktion i køreladen, så der blev ordentlige arbejdsforhold for de to mænd, som kom og fyldte papiruld ind i alle kamre i de skrå vægge samt på hele den vandrette loftsflade.

Jeps, køreladen er nu færdigisoleret – gulv, vægge og loft – alt efter retningslinjerne. Tænk at det kan stå i en enkelt sætning, det er, som du måske husker, hovedformålet med ombygningen. At få varme på. At få hele året som indtjeningsgrundlag og ikke kun de hektiske 3 sommermåneder. Men nej, rigtigt spændende har jeg vanskeligt ved at gøre det.

De her dage er jeg i gang med at vaske konstruktionstræet ned, så det bliver klar til brandmaling. Søren arbejder på lysningerne til staldvinduerne og vi arbejder begge på skift på at få sidstnævnte klargjort til nyt glas.

For nogle uger siden ændrede vi arbejdsrutiner og gik over til at arbejde på køreladen til kl. 15-16 hver dag og derefter skifte til at arbejde udendørs på gården. Det betyder, at begge drivhuse er oppe at køre, læggekartofler og sætteløg er i jorden og at den ene køkkenhave er sået til. Den anden er stadig noget præget af forhøjet grundvandsstand, men det synker. Og det er det mindst kedelige.

Grøntsagerne til sommerens arrangementer er på vej!

Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.