Citronfuldmåne – opskrift

I anledning af weekendens runde måneskive – set herfra – får du en påmindelse om opskriften på citronfuldmåne.

Den fungerer også fint i både tiltagende og aftagende oplysningstider. Sidstnævnte er nu, så bag kagen om ikke andet for opmuntringens skyld.

Citronfuldmåne

Overskårne citronmåner fra tankstationen er noget, nogen har fundet på for at tage det dobbelte for det halve, og man ender alligevel med ikke at få noget. Du kan gøre det bedre selv.

Til dejen har du brug for:

125 g smør lavet af mælk fra en ko med jord på klovene
300 g rørsukker
3 store æg fra en høne i hopla
125 g mel
1 vaniljestang
den gule skal af to citroner

Til glasuren har du brug for:
200 g flormelis
saft fra 1 citron

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 150 °C uden varmluft. Find en lille springform med en diameter på ca. 22 cm frem og beklæd den med bagepapir.

Riv skallen af dine citroner – forsigtigt så kun den gule del kommer med. Skrab kornene ud af vaniljestangen og læg dem i en skål sammen med smør, rørsukker og citronskal. Pisk, pisk, pisk til blandingen er blød og ensartet. Tilsæt æg, ét af gangen, og pisk dem grundigt ind i dejen. Vend mel i til sidst, rør kun kortvarigt og hæld dejen i din springform. Ind i ovnen med den og bag kagen 1 time eller til en tynd kniv kan stikkes i kagens midte og returnere uden klistret dej. Lad kagen køle lidt og tag den ud af formen.

Lemp bagepapiret af og sæt din citronmåne på et fad. Pres saften af den ene citron og lad den dryppe gennem en si. Rør glasur af flormelis og citronsaft, og lad glasuren stå og vente til den begynder at blive lidt fast. Så har du mere styr på den, når du overtrækker kagen.

Tæt citronsmag – blød, blid og fugtig fuldmåne
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen, Kodyle kager, Med frugt. Bogmærk permalinket.