Afrimning – ny bog i forsalg

Livet er fuldt af små fantastiske øjeblikke, faktisk står de i kø, hvis du lever dit liv opmærksomt. Men der er uundgåeligt lidt længere imellem de store. De øjeblikke man husker, ikke kun hvis de efterlader et fysisk aftryk, men nogle man husker dybt inde i sjælen.

Sådan er Lones bøger for mig. De efterlader naturligvis et helt håndgribeligt minde, man kan stå og fedte med, læse i, kigge på, knitre med siderne i, lave et dristigt æseløre eller bruge til at klodse sin PC-skærm lidt højere op. Men de efterlader meget meget mere. De efterlader alle mulige følelser. Nogle fra de mange læsere der med iver fortæller, hvordan bøgerne rører dem, følelser i mig selv gennem processen, glæde når siderne myldrer ud af Lone, frustration når noget i opsætningen driller, stolthed når det lykkes.

Men alt det betyder ingenting, ikke i forhold til den glæde der stråler ud af Lone, når der trykkes på knappen på trykkeriet og en ny bog bliver manifesteret i noget holdbart. Jeg tror, det jeg prøver på at sige er, at den glæde Lone har ved at skrive bøger, betyder det hele for mig.

Guderne skal vide, at der ikke er mange penge i at lave bøger, men Lone elsker det. Jeg elsker det. Vi elsker det. Og så er det bare fuldstændig fantastisk, at Lone er så formidabel til det.

Nu har hun så gjort det igen. Ja, det ved du selvfølgelig godt, det er jo ikke ligefrem noget, vi har prøvet på at holde hemmeligt. En ny bog er lige nu på vej til bogbinderen, for en helt særlig bog skal naturligvis bindes ordentligt ind.

En gang i en ikke så fjern fortid spurgte kunstmaler Ole Grøn forsigtig, om ikke et muligt samarbejde på den ene eller den anden måde kunne finde sted. Der er det særlige, om ikke andet så særlige for mig, at Ole i tidernes morgen var i lære hos min far. Ja, Sørøveren er af kunstnerisk afstamning, hvem skulle have troet det. Derfor har samarbejdet været lidt mere end almindeligt, tror jeg.

Ole havde på bloggen i ny og næ læst et rim af Lone. Rim kommer ud af Lone, måske fordi der ikke er plads til det hele derinde, hvem ved, men ud kommer de i hvert tilfælde. Ligesom hos alle os andre, skaber rimene indre billeder på nethinden. Ole er begavet i en sådan retning, at han kan omsætte dem med sine pensler.

Og lige pludselig var bogen ”Afrimning” en realitet.

Kan du forestille dig en bog med 40 forunderlige rim, der både kan give glæde og forundring? Smukke sider der kan fange alle lige fra den belæste og tørre 6-årige til den mest barnlige pensionist. En bog fuld af selvfølgeligheder du aldrig havde set komme. Betagende små historier – en dans med ord som sagtens kan betragtes af og betage den lidt vaklende bænkevarmer og samtidig svinge den ordekvilibristiske elitedanser til hans ben skælver.

Lone bruger så få ord for at beskrive selve livet i ”Afrimning”, at jeg ikke kan beskrive bogen med færre og mere velvalgte.

Denne bog vil bringe glæde, uanset hvem læseren er, og akkompagneret af Ole Grøns tuschoptegnede akvareller kommer alle de velvalgte ord til live. I et naivistisk farveorgie forvandles Lones ord til billeder med en gennemgribende varme og humor. Tænk engang – ord på vers der kan læses op for de små, der måske ikke forstår det hele, mens du som oplæser kan sidde og undres, småklukke af latter og fryd langt ind i sjælen.

Så har jeg vist ikke sagt for meget. Og hvis jeg da bare var sikker på, at du læste den, så kunne jeg også have sparet dig for en masse ævl. For så var det dig, der havde haft travlt med at begejstre mig og alle andre.

Nå, vi skal jo til det. Den del der både er lidt kedelig men også betydningsfuld. Bogen skal ud og blive læst, så derfor sætter vi den fra lige nu og her til salg, forsalg, for den udkommer først d. 26. november. Vi skal nok sørge for, at den ligger i din postkasse på dagen eller inden, hvis du bestiller den i forsalg – naturligvis med en lille hilsen fra den stolte forfatter.

Bogen koster 195,- og beløbet trækkes naturligvis først, når bogen sendes af sted. Den kan kun bestilles via dette direkte link ind i forlagets webbutik:

http://www.detflydendeforlag.dk/butik/boeger/afrimning

Søren Sørøver – med nytrykt papirhat

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s