Gås i grillen – opskrift. Et juleeventyr i september

Nogle gange må man ofre sig.

Som professionel er der bare ikke nogen vej uden om.

Ting skal gøres, opskrifter skal udvikles, og mad skal spises.

Det er ikke altid med velbehag arbejdet gøres.

Tænk på ham der tester Hästens senge, eller de stakler der kvalitetstester Lindt chokolade.

Med de andre opofrende mennesker i baghovedet må man tage sin tørn – tænde op i grillen og lave gås på årets sidste sommerdag.

Ingen bør stå alene i den situation, så vi allierede os med andre sagesløse, der forstår, at nogen må træde til for ”the greater good”.

Ingen kan gå gennem en jul uden at have en god opskrift på grillstegt gås.

Så det var opgaven. Og her kommer den.

Vi overtalte en frilandsgås på ca. 5,5 kg til at være med i projektet.

Den havde været frossen – som nogen nok har læst.

Men den var tøet godt op, og efter en kold skyller indeni og udenpå og en grundig aftørring med køkkenrulle, var den klar til kærlig behandling.

Fyld skal der i. Ene og alene af den grund at der skal noget til at holde på fugten – eller næsten ene, fyldet bør selvfølgelig også afgive en behagelig smag til kødet.

Havde man været flere end os 7 til bords – heriblandt to vegetarer og to børn – kunne man uden tvivl med held lave et kødfyld af fars. Det skal prøves næste gang.

Nå tilbage til fyldet – du har brug for :

2 ny nedfaldne æbler
1 mellemstor squash
3 store skalotteløg
1 stort bundt persille
salt og peber

Riv squash, æbler og skalotteløg på rivejernets grove side. Hak persillen groft. Tilsæt en lille spiseske groft salt og et godt skud peber. Hak tingene sammen.

Gnid gåsen grundigt med groft salt – både inde og ude. Stop fyldet i dyret og luk med et par velplacerede kødnåle eller fire. Husk at lukke halsåbningen også.

Tænd grillen op med en ordentlig omgang gode briketter. Jeg bruger med glæde quikglow, da de ofte holder hele stegetiden ud, selv ved det kød der skal have lang stegetid.

Verf briketterne ud til siderne.

Stil en alubakke med vand mellem dyngerne af briketter – så griller du indirekte.

Varmen vil reflekteres fra låget og faktisk brune fuglen lige meget på alle sider. Fuldstændig fantastisk hvis du spørger mig!

Læg ærbødigt gåsemor på risten over alubakken – med brystet opaf – og læg låget på.

Med husets allerstørste grydeske kan man være heldig at nå ned til væsken i alubakken – der hurtigt bliver spædet op med fedtet fra gåsen.

Fuglen vil belønne dig fyrsteligt, hvis du hver halve time eller lignende hælder lidt af fedtet over brystet – på gåsen.

Så skal man bare holde nallerne for sig selv eller om et glas ualmindelig godt øl, mens grillen gør det hårde arbejde.

Vi skulle jo have tilbehør, og ingen kan skære en bradepande rodfrugter som et par tvillinger i deres bedste alder.

Beder – bolcher og gule, gule og orangerødder og nyopgravede kartofler.

Det er jo kun gåseprøvejulegrillning én gang om året, så de fik et godt skvæt gåsefedt.

Salt, peber, frisk timian og lidt rosmarin blev med rund hånd fordelt over grøntsagerne.

45 minutter ved 200 °C og et passende tilbehør stod færdigt.

Tilbage til gåsen der i alt fik mellem 4 og 5 timer – afpas efter størrelse og varmen i grillen. Tag nænsomt ved et lårben og kan piphans ikke løftes i det, er den færdig.

Nyd fuglen på et veldækket julebord med duft af gran, og en langsomt dalende julesne bag de duggede ruder.

Eller måske bare som os på en halvvarm septemberdag. Det er fuldstændig lige meget. Den smager himmelsk!

Søren Sørøver med gåsefedt i skægget

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Julemad, Manerlig middag. Bogmærk permalinket.

3 svar til Gås i grillen – opskrift. Et juleeventyr i september

  1. Pingback: Juleopskrifter – udvalgte fra café og landkøkken – flere på vej | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. Axel From L siger:

    Tester man Hästens senge alene, – det vidste jeg ikke.. ..
    alligevel får jeg måske lidt af svaret med denne bemærkning fra jer:
    2 ny nedfaldne æbler omkring fyldet .. ..
    .. .. tak, for nu vil jeg da tænke på senge, når jeg ser en annonce med gås.. ..
    — — er I blevet lidt rørstrømsk, siden I købte båden ??
    Man spiser ikke frossen gås på landet og det undrer mig, at den skal grilles på den måde.. ..
    men Morten skriver, at måltidet var lækkert og nr 1. måske gjorde udslaget –
    så er det nok iorden .. ..

  3. Morten siger:

    Jeg kunne skrive at gåsen var tør og sej, men det ville være en forbandet løgn. Og når den indtages med brygmesterens sandhedsserum no. 1 må dommen være ærlig ud over alle grænser; den var mør, saftig og med det sprødeste skind! Gåsen døde bestemt ikke forgæves. Tak for mad.

Der er lukket for kommentarer.