Lærken er kommet

I går morges var lærken at høre, den sang om forår fra en fnuglet himmel. Bierne stiger ud fra stadet og de første grøntsagsfrø er sået indendørs. Snart står opgaverne i kø i æbleplantagen, vinmarkerne, drivhusene og køkkenhaverne plus det løse efter en vinter.

Der er med andre ord et vist pres for at nå at genetablere et fungerende køkken, inden vi går over til udendørsliv, så vi har tvunget armene ned i arbejdshøjde og fortsætter med køkkenombygningen.

Lige nu er der en improviseret udgave i husets vestlige ende, og det er ganske fint. I nogle år har der været gulve i forskellige højder inkl. snublekant, og nu hvor den møre køkkenø er nedtaget, lægger vi gulvplanker på den laveste del, så de to områder stort set mødes samme sted over jordens overflade.

Gulvet er det 5. delprojekt i ombygningen. Nummer 3 gik du glip af – det var noget arbejde ude i skunken og opsætning af en emhætte i loftet til erstatning for den gamle, som gav megen skrigen og lidt uld.

Fik jeg nævnt, at lærken er kommet?
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.