Æbletærte med dulce de leche – uforglemmelig opskrift – til Mads og andre med interesse for sagen

DSC_8352

Den her æbletærte med dulce de leche kunne godt gå hen og blive din nye yndlingsæbletærte.

Og jeg siger det bare, fordi du så kan lade være med at bage den.

Bunden er sprød, æblerne svagt syrlige og de bader deres smukke både i en blød og cremet karamelmasse.

Og jeg nævner det bare, fordi du kan holde med at læse her, hvis du ikke har brug for flere fristelser i tilværelsen.

DSC_8312

Men hvem har ikke lyst til at blive fristet – det er så æblelet.

Til dejen har du brug for:

150 g mel
100 g rørsukker
100 g smeltet smør fra en ko uden gmo
1 tsk bagepulver

og derudover skal du skaffe:

400 g dulce de leche
3 Belle de Boskop æbler
kanel til at drysse med

Bland mel, rørsukker og bagepulver i en lille røreskål. Tilsæt smeltet smør og rør dejen sammen. Pres den ud i en smurt tærteform – ca. 25 cm. – først op ad siderne og dernæst resten i bunden.

Fordel dulce de leche over dejbunden.

Skræl dine æbler, skær dem i både og fjern kernehusene. Skær hver båd i 4-6 skiver.

Læg skiverne i et smukt mønster i dulce de lechen – eller kyl dem tilfældigt ned efter behov.

Giv et alfeagtigt drys med kanel over det hele.

Bag din fantastiske og forunderlige tærte ved 200 °C uden varmluft i 35 minutter eller til den er fint gylden.

DSC_8338

Ja – den kan spises med fuldgod vaniljeis.

Ja – den kan nydes med iskoldt letpisket flødeskum

Ja – den kan indtages, som den er – direkte fra fadet – uden noget til.

Sådan er den
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen, Kodyle kager, Med æbler. Bogmærk permalinket.

6 svar til Æbletærte med dulce de leche – uforglemmelig opskrift – til Mads og andre med interesse for sagen

  1. Sandra siger:

    Hejsa 🙂
    I Samvirke i oktober står der at man skal ikke koge en dåse kondenseret mælk da den ikke er beregnet til at blive kogt og afgiver derfor forurenende stoffer , og Politikken skriver det samme sidste år .
    Så jeg vil ikke gøre det mere da det er sundheds skadeligt.
    Med venlig hilsen
    Sandra.

  2. Lone Landmand siger:

    Hej Anita

    Det går ikke så hurtigt med at få svaret her, men nu sker der noget 🙂

    Problemet – eller ét af problemerne – er, at man reelt ikke ved, hvilke skadelige stoffer, der udvikles i maden. Det kommer både an på emballagebelægningen og typen af fødevare og er givetvis et meget kompliceret samspil. På laboratorier kan man analysere for mange ting, men man skal vide, hvad man leder efter, og er det overhovedet muligt?

    Men som du skriver – der er så mange ting i dagligdagen, der bliver lettere… Og man skal også kunne være til for egne forbehold og retningslinjer, og som med meget andet, vil jeg mene, at det er et spørgmål om at sprede sin risiko.

    Denne verden – og dens indkøbsmuligheder – er vanskelig at manøvrere i, hvis man gerne vil leve ideelt med respekt for husdyrenes liv, jorden, afgrøderne og ens egen krop. Vi er bare ikke så langt fremme med den form for bevidsthed, fordi det i ganske mange år er gået støt tilbage, og det er en stor skude at vende.

    Resultatet er, at man må gå på kompromis gang på gang, mens der arbejdes på bedre tider og muligheder. Jeg er ikke bekymret for at spise noget af og til, der har opholdt sig i en dåse, men findes det tilsvarende produkt på glas, vil jeg hellere vælge det i den udgave. Det kræver både mentalt overskud og tid, men giver en større glæde både ved madlavningen og efterfølgende spisning, hvis ingredienserne ikke er brugt med forbehold – hvis man f.eks. har udblødt en ordentlig pose bønner eller kikærter, har fået dem kogt og frosset ned i mindre portioner. Men ja, det overskud og den tid har man bare ikke altid, og så er det nemt at tage en dåse på hylden.

    Så med andre ord – ja, jeg undgår dåseprodukter i videst muligt omfang, men jeg mener ikke, at det er bekymrende at bruge dem af og til.

    Mange gode hilsner til dig
    fra Lone

  3. Anita Goltermann siger:

    Hej Lone. Og takker for et “tage sig tid svar”!
    Men lige et spørgsmål mere.. Betyder det at al dåsemad er dumt for kroppen?
    Hvis maden er i kontakt med emballagen..
    Ved du – skal bruge din tid på andet,, men,,
    Der er så mange ting i dagligdagen der bliver lettere, med en dåse tomater,
    en dåse bønner eller kikærter – så skal man undgå dåse vare..?
    Det tror jeg er spørgsmålet – skal man undgå dåse produkter?
    Vh Anita.

  4. Lone Landmand siger:

    Hej Anita

    Ja – det er et tålmodighedsarbejde at røre i gryden, de timer det tager at lave dulce de leche. Fordelen ved at koge det af frisk mælk er klart, klart, klart at man kan vælge sin yndlingsmælk – fra den type kohold, man gerne vil støtte.

    Hvis du hælder en dåse kondenseret mælk i en gryde og koger fra det udgangspunkt, vil du reducere kogetiden væsentligt, da fabrikken har taget en del af vandet ud for dig – men du har en fødevare, der kan have være i kontakt med en lakeret dåse afhængigt af producenten. At tage produktet ud ændrer ikke den sag.

    Der er flere ting i det med lakerede dåser – først og fremmest er fremgangsmåden mest anvendt til sure madvarer, og mælkeprodukter er basiske, men man ved jo aldrig, hvad fabrikken vælger.. I Frankrig er det her fra årsskiftet aldeles forbudt med bisphenol i emballage – Danmark kunne passende lovgive tilsvarende!

    Dernæst det med at tilberede mad i dåser – så snart en dåse er åbnet og der er kommet ilt til, sker der kemiske reaktioner – afhængigt af fødevaren – man ikke helt kender omfanget af. Derfor skal en åben dåse altid tømmes, og hvis indholdet ikke spises med det samme, må resten gemmes i anden beholder. Porcelæn er langt at foretrække fremfor plastikbeholdere, uanset hvor fancysmancy farver de findes i…

    Og – du har ret – det er ikke smart at grille en kylling farseret med genbrugs metal. Det kan ikke helt sammenlignes med kogning af dåserne med sødet kondenseret mælk, fordi mælken allerede er autoklaveret i dåserne – altså kogt ved ca. 115 – 120 grader C under tryk – når du køber dem. Det er derfor, de som al anden konserves har så lang holdbarhed. Koger du dem videre hjemme i dit køkken, sker det ved en lavere temperatur, end de har været udsat for på fabrikken.

    Jeg deler din bekymring for stofferne i emballagen, og vil du undgå dem, er der ingen vej udenom den friske mælk og sukker i gryden. Plus gode rørearme. Dulce de leche – eller hvilken som helst anden dåsekonserves – bør være en sporadisk indtaget fødevare. Ligesom brød bagt af mel med pesticidrester, frugt og grøntsager med samme, kød med ophobning af pesticidrester, opdrætslaks med tungmetaller o.s.v. Det er en jungle derude, og man må bare træffe de bedst mulige valg for at følge sporet 🙂

    Mange tak for dit overordentligt relevante spørgsmål
    fra Lone

  5. Anita Goltermann siger:

    Hej Lone. Jeg undre mig over, at du i din opskrift på æblekage med dulce de leche foreslår, at man koger dåsen.. Der har været mange artikler i medierne om – ikke at stikke en ølflaske i gumpen på en kylling etc..
    »Varme er en katalysator for kemiske processer ligesom ilt, og dåsen kan være lakeret med stoffer, inklusive bisphenol A, som lettere går i kontakt med maden, når den bliver varmet op«, siger hun og råder folk til at fremstille dessertcreme som dulce de leche på anden vis.
    »Dåsen er ikke lavet til at blive udsat for den slags temperaturer, så vil man beskytte sig selv, bør man tage indholdet ud af dåsen og koge det i en anden beholder«.
    Læst i politiken 7 juni 2013′ Men opskriften lød fristende – så jeg har stået og rørt i over en time.. i en gryde med kondenseret mælk… fin konsistens,,,,,, men det var mælk uden sukker, så ingen karamel smag i denne ombæring.. Måtte en tur i thaisupermaked, og købe en ny kondenseret mælk med sukker, og nu er tærten i ovnen – lugter helt vildt godt..

    Mvh. Anita

  6. Hanne Svarre siger:

    Jeg har prøvet at koge een dåse, og det smager forrygende. Ved du, hvor længe det kan holde sig, hvis dåsen ikke er åbnet, for det er jo oplagt at koge flere ad gangen, når de skal koge så længe.

Der er lukket for kommentarer.