Æblegrød til alle – opskrift. Eller en påmindelse.

dsc_560700010001

Æblegrød – tænker du måske – skal denne dag starte med en banalitet.

Og nej. Det skal den ikke.

Æbler er denne klodes omsorg og opmuntring til dem, der går efteråret i møde.

Når man gives sådan en gave, er det vigtigt at tage imod.

Desuden kan man spise flere æbler i form af grød end i rå tilstand.

Derfor skal du i dag have opskriften på æblegrød. Eller blot mindes om at lave den.

Du har brug for:

10 velduftende modne æbler – nedfaldsæbler er fremragende
1 vaniljestang
200 g rørsukker – mere eller mindre afhængigt af din æblesort
lidt vand

Det var alt – så går vi i gang.

Hæld koldt vand i bunden af en gryde – der skal være omtrent ½ cm vand. Ikke noget man kan soppe i.

Skræl dine æbler, del dem i kvarter og skær kernehuset bort. Skær dem derefter i små tern. Læg æblestykkerne i gryden sammen med den flækkede vaniljestang.

Æblegrød uden vanilje er som en landmand uden gummistøvler.

På med et låg og bring langsomt grydens indhold i kog. Skru ned for varmen, rør af og til og lad æblerne koge i stykker. Kogetiden afhænger af den æblesort, du har valgt.

Så er æblerne klar til sukker. Kommer det i for tidligt, vil de ikke koge ud. Hæld sukker i lidt af gangen og smag til. Mængden afhænger også af din æblesort.

Lad grøden køle af, før du nyder den. Som den er.

Eller med ristet rasp og flødeskum i en klassisk æblekage.

dsc_529000010001

Æblegrød er indbegrebet af storhed i al sin enkelhed
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Med frugt, Tillokkende tilføjelser. Bogmærk permalinket.

3 svar til Æblegrød til alle – opskrift. Eller en påmindelse.

  1. Christina klingberg siger:

    Skøn fortælling om æblegrød.
    Søndag vil jeg tage de smukke modne æbler fra mit eneste æbletræ… Og koge æblegrød
    God weekend
    CHRISTINA

  2. Niels Junggreen Have siger:

    Æbler med skræl smager af mere. Jeg skræller kun det dårlige væk. Del først æbler i halve, og del dem så efter den dybeste del af kærnehuset. De fleste æbler er 5-tallige, dvs. der er 5 dybe dele. Når man deler dem sådan, er det let at nøjes med kun at skære kærnehuset bort, mens der går så lidt som muligt af selve æblet til spilde.

    Her i huset er der en vanilletilhænger og en, der bedre kan lide æblegrød uden (mig). Det er dejligt at kunne smage de forskellige æblesorter, uden indblanding af vanillen.

    Jeg plejer at skrue helt op for gasblusset, når jeg koger æbler. Der går som regel kun kort tid, så bliver de møre (afhængig af sort). Der skal røres ofte, og smagen bliver friskere, end hvis æblerne koges på lille blus i lang tid.

    Om lidt skal jeg ud at lave æblegrød af Filippa og Signe Tillish. Der er noget citronsmag over den sidste, som giver et lækkert pift.

  3. Nyder din dejlige, enkle opskrift og spiser æblegrød i lange baner, – har spist det til morgenmad idag.

Der er lukket for kommentarer.