COOP på hesten igen

a01810001

Vi er en del små producenter og forbrugere af ordentlig mad, som havde set meget frem til oktober 2015.

Blandt andet.

Der er så mange ting at glæde sig til, men oktober 2015 lå højt i tankebunken.

I maj måned kom en åbenbaring af et lovforslag.

De nye regler om stalddørssalg skulle fra oktober gøre det muligt at sælge små antal hjemmeopdrættede rengjorte kyllinger, parterede kaniner og fasaner, æg til restauranter og andre detailled i nærområdet samt for at sælge skaldyr m.m. direkte fra rælingen af et fiskerfartøj – noget der hidtil ikke har været lovligt.

»Der er to formål med det«, sagde fødevareminister Dan Jørgensen på daværende tidspunkt, »det ene er at støtte de mange småproducenter, der meget gerne skulle have lidt mere vind i sejlene, og bakke op om den tendens, der er rundt i landet med små gårdudsalg. Det andet er at sikre et større udbud for forbrugerne.”

Så kort, så godt.

Der kom høring om ændringen, og frygten for sammenlignelige madvarer brød ud blandt de store aktører indenfor levnedsmidler.

Brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer samt COOP er nogle af de markante profiler, der gjorde indsigelse mod lovændringen. Det hele er nu sat i bero på opfordring af ovennævnte.

At Landbrug & Fødevarer ikke brød sig om udviklingen var forventeligt. Den kant er ikke kendt for at favorisere håndværk og nicheproduktion. Til gengæld tilbyder de i høringssvaret at hjælpe med udredningen af risikoen blandt småproducenterne.

Men hvorfor vil COOP være en hæmmende kraft, når det handler om mulighederne for små producenter af unikke og lokale madvarer?

Den triste indsigelse står i modsætning til COOPs madmanifest, der bl.a. indeholder en passus om, at:

“Vi vil give dig lokale råvarer”
“Danmark er et landbrugsland med en mangfoldighed af fantastiske fødevarer og spændende sæsoner. I Coop vil vi støtte dansk fødevareproduktion og tilbyde dig flere lokale varer.”

I madmanifestet – der iøvrigt er al ære værd – findes 7 hensigter, heraf udgøres en anden vigtig af følgende ord:

“Du skal have at vide hvad du spiser”
“Du skal have mad, der både smager godt og giver god smag i munden. Vi vil give dig flere varer, som er skabt under ordentlige forhold og er baseret på omtanke for mennesker, dyr og miljø.”

Alletiders. Absolut. Hvorfor er det så eksempelvis dagligvarekæden LIDL og ikke COOP som helhed, der har proklamret ophør af salg af buræg og nu arbejder videre på den gode opgave med at udfase buræg i de forarbejdede produkter?

Der er discount, og så er der billige point
Lone

P.S. Du finder høringssvarene her: http://prodstoragehoeringspo.blob.core.windows.net/ecfaaf99-e8a5-43dd-8d42-103d03f7b2e4/H%C3%B8ringssvar%20-%20autorisationsbekendtg%C3%B8relsen%20(staldd%C3%B8rsregler)%20(2).pdf

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

2 svar til COOP på hesten igen

  1. Eva siger:

    Ps… Dagens foto. 🙂
    Skøn skøn humor…

  2. Eva siger:

    Det er da interessant, at Goliat holder nøje øje med David…
    Det er der også al mulig grund til….

Der er lukket for kommentarer.