TTIP og tarvelige tricks

I dag får du en fortælling om noget kedeligt og vanskeligt tilgængeligt. Emnet fylder ikke hverken i valgkampen eller i hovedparten af mediebilledet, selvom det burde. Måske er det for tungt og for langsomt. Bagefter kan du læse om politikernes privatliv, melodi grand prix, sport og vejret hos de fleste andre medier. Mulighederne er uendelige.

Og ingen har sagt, at der skal være fest og ballade her.
Desuden er det – i skrivende stund – lige vejr til en deprimerende omgang.

Deprimerende er ikke for stort et ord, når det handler om den kommende transatlantiske frihandelsaftale i daglig tale kaldet TTIP – Transatlantic Trade and Investment Partnership.
Som tilfældet er med mange lignende sager, må opmærksomheden skærpes og sund skepsis vækkes, når noget forkortes.
IC4, DF, NSA, DONG, WWW, EU, DMI, TDC, NETS, GMO o.s.v. man kan blive ved.

Tilbage til TTIP – en problematisk ting for os mennesker, den store gevinst for industrien. Og netop på grund af sidstnævnte er den kommende handelsaftale ikke noget, man har lyst til at involvere folket i.

Lad os tale noget mere om TTIP, der er snart valg, og i disse korte uger øges velviljen overfor folket.

Meningen med en ny frihandelsaftale mellem USA og EU er at øge væksten og antallet af jobs. Der tales om milliarder i indtægter til både USA, EU og resten af verden.
Så er det, man sidder og tænker, hvordan disse rundt regnet 300 milliarder ekstra euro skal opstå ud af det blå, medmindre man kan få befolkningerne verden over til at øge deres forbrug og købe industrielle produkter i en lykkerus af tilsvarende værdi?

For uanset hvordan man vender og drejer det, uanset hvilke revisionsfirmaer, analyseinstitutter og forskningsinstanser der regner de kommende fordele for væksten ud, laver rapporterne, diagrammerne, powerpointshows og pindemadder, så produceres kun de varer, som folk køber.

Får man folk til at spise mere industrielt kød, skal der dyrkes mere korn og majs, sprøjtes mere gift ud, transporteres mere foder, slagtes flere dyr, sejles flere containere, opsættes flere meter kølediske i supermarkederne, indlægges flere med hjertekarsygdomme, demens og kræft, udskrives mere medicin, sælges flere bårebuketter og så videre.

Med en øget vækst kan vi få råd til mere velfærd, og det ord kan vi godt lide, ikke mindst fordi det lyder langt bedre end flere sygehuspladser, flere patienter og mere medicin.

Får man folk til at hidse sig mere op og gå i krig, skal der bygges flere kanoner, nye kampfly, styresystemer til missiler samt andet grej, og så er der hele følgeindustrien med afvisning af krigsflygtninge, som giver vækst indenfor sikkerhedsbranchen, overvågningsindustrien og de overnationale grænsepatruljer.

Med en øget vækst ude i hjemmene – mere dyr elektronik og andre højværdivarer – bliver vi mere bekymrede for dem, der ikke har, og dermed bliver vi mere villige til at gøre mere for at holde dem væk.

Man kan blive ved – det er os, der skal købe varerne for at øge væksten. Kun mennesker på denne klode har en økonomisk formåen.

Det er som en slange, der mættes af at spise sin egen hale, og systemet virker i høj grad, fordi den finansielle sektor kan skabe pc-penge uden dækning i virkeligheden.

Den nye frihandelsaftale har som formål at fjerne hindringer for udvekslingen af varer. Det handler om told, men det er en biting.
Det handler mest af alt om det, man kalder tekniske handelshindringer. Om forskelle i godkendelsesprocedurer, regler, forbud, standarder, støtteordninger, mærkningsordninger m.m. landene imellem. Målet er at harmonisere de europæiske og amerikanske systemer. Få dem til at stemme overens.

Visionen om enighed rummer alt fra gensplejsede organismer, medicinske produkter, landbrugsprodukter og fødevarer, CO2-udledning, kemiske og giftige stoffer, arbejdsmiljø, finansielle produkter, offentlige indkøb, elektronisk handel, databeskyttelse til intellektuelle rettigheder m.m.

Og alt er i spil i årtusindets Matador – nogle er ved at købe alle grundene, sætte hoteller på de mulige og erhverve sig retten til at gange op, når brikken rammer et dampskibsselskab eller et bryggeri. Folket kommer til at sidde i fængsel og håbe på at undgå et dobbeltkast med terningerne.

En ganske central ting er, at virksomheder fremover skal inddrages mere i de lovformulerende processer. Det er sådant set allerede nu et fremskredent problem i dette land. Som eksempel kan nævnes lobbyorganisationen Landbrug & Fødevarer, der for øjeblikket forsøger at modarbejde de nye lempelige regler for små producenter af bl.a. fjerkræ og æg. Også her kan man blive ved – politiske processer er i bekymrende grad påvirket af erhvervslivet på bekostning af et overordnet samfundssyn, ligeså er resultaterne.

Ønsker vi mennesker, at den kemiske industri bliver partner i forhandlinger om indførsel af GMO-afgrøder i Danmark? At medicinal/levnedsmiddel-industrien deltager i udarbejdelsen af regler for mærkning af fødevarer med dertil hørende forbrug af fedme- og diabetesmedicin?

Og så er der endnu en dårligt tilvirket planke i den bundløse skude; endnu en forkortelse for at forvirre folket – ISDS – investor-state dispute settlement.
Bogstaverne dækker over en privat domstol med privat betalte dommere.

Systemet er en del af TTIP-pakken, og vedtages den, betyder det, at private virksomheder kan sagsøge stater og regeringer, hvis nationale love lægger hindringer i vejen for virksomheders indtjening. Gigantiske summer som kompensation for tabt fortjeneste vil ramme lande, der lovgiver restriktivt i forbindelse med eksempelvis miljøgifte, lønninger m.m.

Det er en overnational domstol uden appelret men med dommere fra erhvervslivet. Økonomismens endelige triumf, men en ægte loose-loose-situation for natur, miljø, dyr, menneskerettigheder og samfundsstrukturen som sådan.

Det er godt med dig – tænker du måske – male det onde selv frem før tid. Intet er besluttet, og måske bliver den frihandelsaftale ikke til noget.

Og ja – du har ret. Måske nytter den ihærdige indsats som græsrodsforeninger, miljø- og forbrugerforeninger m.fl. yder for at standse dødsspiralen. Senest har FN forlangt TTIP-forhandlingerne suspenderet med henvisning til krænkelse af menneskerettigheder og anskudt demokrati.
Men påvirkningen fra internationale virksomheders lobbyister er langt mere organiseret og finansieret, så udsigterne er bekymrende.

Den nye frihandelsaftale betyder allerede nu noget for os. Underskrevet eller ej har den indflydelse på din og min dagligdag f.eks. når det drejer sig om hormonforstyrrende stoffer.

Tilbage i 2009 – og det var ikke et sekund for tidligt – vedtog EU’s Ministerråd og Europa-Parlamentet en lov om, at hormonforstyrrende stoffer i pesticider kun kan tillades, hvis det er bevist, at de ikke er skadelige for mennesker, dyr og miljø.
Sådan et såkaldt forsigtighedsprincip er i klar modstrid med den amerikanske tilgang, hvor nye stoffer skal gennem en risikovurdering, der kan ende med afvisning eller med accept af eksponering af mennesker op til en vis grænse, som må anses for acceptabel.

Med andre ord – lidt gift kan godt gå an, hvis en umiddelbar skadevirkning fra enkeltstående giftstoffer ikke kan dokumenteres. De komplekse og uregerlige kemiske reaktioner, som finder sted, når forskellige sprøjtegifte fra f.eks. kartofler, gmo-foder via flæsk og svampemidler i persillen blandes i den danske nationalmave, kan ikke håndteres videnskabeligt, så den slags kombinationseffekter ser man bort fra. Hvem spiser også et sammensat måltid?

I de forgangne år har de amerikanske og de europæiske pesticidproducenters organisationer vedholdende påvirket EU-kommisionens planlagte regulering af hormonforstyrrende stoffer – med henvisning til at den planlagte restriktive lovgivning vil skabe lige netop den type lovgivningsmæssige barriere, som en mulig frihandelsaftale mellem USA og EU skal designes til at forhindre.
Og det virker, den slags.
Ked af at skrive det, men det virker.

Det lykkedes at snigløbe EU-kommisionens miljødirektorat og få ”sundhedsafdelingen” EFSA (forkortelse for vores fødevaresikkerhedsstyrke i EU) på banen med modstridende kriterier og vurderinger af hormonforstyrrende stoffer.
Som med så mange andre sygdomsfremkaldende påvirkninger relateret til stor økonomisk gevinst er vinderkortet splid. Modsatrettede ekspertudtalelser og divergerende forskningsresultater – så kan ingen ansvarlige beslutte noget. Heller ikke i denne sag og derfor får du og jeg samt vores omgivelser konstant dosis af hormonforstyrrende stoffer en rum tid fremover.

Hvis vi ikke selv gør noget. Hvis vi ikke selv afholder os fra at købe produkter, som er opstået med brug af bl.a. sprøjtegifte.

Danmark er et af de mest velhavende lande i verden, og vi er en af de mest sygdomsramte befolkninger i verden. Vores fødevarer er billige, så vi har råd til ferier, tasker, mange par sko, diller-daller og I-det-ene-I-det-andet.

Vent ikke på TTIP og fede tricks – gør noget selv
Lone

P.S. Måske møder du en politiker de kommende uger. Stil et helt konkret spørgsmål – hvad vil du gøre for at afbryde TTIP-forhandlingerne?
Hvis svaret er, at TTIP er noget EU-halløj, vi ikke blander os i, kan du roligt blive bekymret.