Ovnsyltede blommer – sådan en slags opskrift

DSC_30530001

Som lovet kommer her noget om at sylte blommer i ovnen.

Sådan mere en anvisning end en opskrift.

For det hele kommer an på, hvilke blommer eller mirabeller du har.

Der er forskellig sødme, syre og smag, så derfor må du fornemme dig frem.

DSC_30430001

Men altså – pluk en masse blommer.

Halver dem og fjern stenene.

Læg blommerne i en god stor bradepande.

Tilsæt rørsukker – omtrent 600 – 800 g sukker pr. kilo plukkede blommer.

Tilsæt krydderier – f.eks. stjerneanis, flækkede vaniljestænger, kardemomme, frisk ingefær eller måske lidt finthakket chili.

Vær forsigtig med stjerneanis – maks. 3 stjerner pr. kilo blommer, ellers ender du med en lakridsstang.

Vend hele herligheden grundigt rundt og sæt bradepanden i en 150 °C varm ovn uden varmluft.

Rør nogle gange undervejs så sukkeret opløses.

Bag blommerne 1 time, tag bradepanden ud og fordel forsigtigt de afdryppede blommer i syltetøjsglas.

Sæt bradepanden tilbage i ovnen og kog den krydrede sukker/blommesaft ind til blandingen bliver tyktflydende.

Det kan tage et par timer eller lidt mere afhængigt af, hvor meget vand der var i dine blommer og hvor meget sukker, du ville ofre på sagen.

Hæld den lækre blommesirup over blommerne og luk hvert glas omhyggeligt.

Henkog dine syltede blommer – du finder fremgangsmåden i indlægget om hyldeblomstsaft.

De krydrede ovnsyltede blommer er lækre til både god vaniljeis og særlige oste.

DSC_30520001

Sol på dig
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Syltede sager. Bogmærk permalinket.