Sjæleplejende æblekage – opskrift

For tiden falder æblerne omkring os og hvilket nedfald! Alverdens sorter, alverdens muligheder – de lange lyse døgn i det nordiske giver interessante smage og vidunderlige aromaer. Her får du, igen, opskriften på den Sjæleplejende æblekage, hvis du skulle have tid til at bage en helt særlig kage til helt særlige mennesker. Hvis andet tager din tid, kan du overveje at droppe det og bage i stedet. Du bestemmer.

Anskaf/find følgende:

250 g smør lavet af mælk fra en ko med kalv ved siden
250 g sukker
4 æg fra høns der spiser frodigt græs
250 g mel
1 tsk bagepulver
4 tsk vaniljesukker
7 – 8 lækre æbler – blandede nedfaldsæbler er fremragende, de er søde og modne
3 store tsk kanel
5 spsk sukker

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 180 °C. Find en stor springform, der er ca. 25 cm i diameter frem, og beklæd den med et stykke bagepapir eller smør den grundigt.
Bland kanel med de 5 spiseskefulde sukker.
Skræl æblerne, del dem i kvarte, fjern kernehuse og skær hver æblebåd i 5 – 6 skiver.
Pisk smør og sukker luftigt. Tilsæt æg – ét ad gangen – og pisk, pisk, pisk igen.
Bland mel med bagepulver og vaniljesukker – rør forsigtigt blandingen sammen med smør-sukker-æg-massen.
Læg halvdelen af æbleskiverne i bunden af springformen. Drys med halvdelen af kanelsukkeret.
Hæld dejen over, fordel resten af æblestykkerne ovenpå dejen og drys igen med resten af kanelsukkeret.
Så nemt at man vil undre sig over ikke at gøre det. Bag kagen ca. 1 time og 15 minutter.

Nyd kagen med fuldgod creme fraiche rørt med lidt flormelis, eller spis den bare, som den er. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet. Det eneste rigtige er, at det er en plejende æblekage – sådan én der behager helt ind i sjælen.

Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.