Hjemmelavet butterdej – butterdejlig opskrift

Butterdej til bunden fra bunden

Butterdej er noget urimeligt svært noget at lave! Forkert – det er urimeligt nemt! Det kan under ingen omstændigheder betale sig selv at lave det! Rigtigt – det er både dyrere og mere tidskrævende. Så med mindre man vil forkæle sig selv med en dej, der slet ikke kan sammenlignes med det, man kan købe – vide at der ingen tilsætningsstoffer er i, og mærke tilfredsstillelsen ved at man selv har lavet dejen – ja så skal man bare fortsætte med at tage dejen med hjem fra Brugsen.

Men for en god ordens skyld – giv det lige en chance, så kan du altid gå tilbage til den købte bagefter.

Du skal bruge:

Til dejen

250 g stærkt mel, ikke chilistærkt men med højt proteinindhold forstås.

50 g godt smør.

En knsp fint salt

1-2 tsk eddike eller citronsaft, vi foretrækker saften!

1-1½ dl vand

Til udrulning

200 g godt smør

Ca. 150 g mel – samme som til dejen

Mel og smør smuldres, tilsættes salt og citronsaft. Så samles blandingen med vand til det får en blød og elastisk konsistens. Der skal ikke æltes for meget, udrulningen skal nok få dejen ensartet. Dejen lægges til at hvile i køleskabet et kvarter.

Imens kan man jo passende fundere over, hvad godt smør er? For mig er godt smør noget, der er lavet af dyr, der har det godt. Der er mange forskellige økologiske pakker at vælge i mellem, og de smager ikke ens, så brug dit yndlingssmør. Dej med det her smørindhold får smag, efter det du vælger at bruge.

Når dejen har hvilet, er den klar til udrulning, men først skal smørret – som skal være koldt – motioneres lidt. Giv det nogle tørre tæsk med rullepinden og drys med en del af melet, så det hverken klister til bord eller pind. Det skal have en blød smidig konsistens ligesom dejen, ellers ruller det ikke med ud i dejen.

Form to lige store flade firkanter af henholdsvis dejen og smørret, og rul som vist på billedet ører på dejen, som så kan foldes om smørret. Pakken vendes om og rulles ud i rigeligt mel.

Rul til noget der er 3 gange så langt, som det er bredt. Så foldes dejen sammen, vendes om og udrulles igen. Det gælder om, ikke at punktere pakken de fire gange man skal folde og rulle, men skulle det gå galt til sidst, betyder det ikke så meget. Det hjælper at holde bord og rulle godt støvet ind i mel hele tiden. Dejen er klar til brug, efter en hviletur i køleskabet. Der kan den i øvrigt ligge et par dage uden problemer, eller den kan fryses.

Brug den til kager, indbagte ditten og datten eller bunden i Lones fantastiske tomattærte – der er ingen grænser.

Søren

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Brød, Tillokkende tilføjelser. Bogmærk permalinket.

10 svar til Hjemmelavet butterdej – butterdejlig opskrift

  1. Pingback: Butterdejsruller med æbleflæsk | Signes Mad

  2. Majken siger:

    Jeg skal bruge dejen til æbleroser dvs jeg skal bruge “skiver” af 15 cm længde og 5 cm bredde. Hvor mange tror du der er til i en potion?

  3. Kirsten siger:

    Hej, hvor mange mørbrader, kan jeg indpakke, med een portion?
    Jeg skal lave seks stk.
    Mvh
    Kirsten Primdahl

  4. Lone Landmand siger:

    Hej, og nej – der skal ikke gær i butterdej 🙂

  5. Pernille siger:

    Hej. Jeg har et spørgsmål til butterdejsopskriften. Er der ikke gær i??

  6. Charlotte siger:

    🙂 sikken et match… kæmpe TILLYKKE
    Nyd det og hinanden
    Også god uge til dig og hele besætningen.
    Knus C

  7. lonelandmand siger:

    Jo – eller kaptajn på skuden – måske.. 🙂

    God uge til dig
    fra Lone

  8. Pingback: Københavner birkes bagt med øretæver i luften – opskrifter | Beretninger fra et autentisk landbrug

  9. Charlotte siger:

    For dælen det må prøves, kan ikke andet med den anbefaling … TAK
    I er sg et fantastisk team at lukke løs i et køkken, øj hvor gad jeg godt være med… og smage og lære.
    Psst Lone (her hviskes…) er ham Søren ikke ny “karl” på gården ???

    God weekend

  10. Pingback: Hjemmelavet butterdej – butterdejlig opskrift | BRANDBYGEGAARD

Der er lukket for kommentarer.