Øl braiserede vildandelår – opskrift

Jeg elsker vildandebryst. Det skal have en kort visit på en glohed pande, og wupti er det kød mørt, blødt og lækkert.

Men der er jo mere at komme efter på sådan en andefætter.

Små kraftfulde lår og overlår – fyldte med smag. Giv dem en chance en dag du har god tid. Der er fuld og rigelig afregning til den tålmodige.

Til 3-4 personer har du brug for :

10 vildandelår
10 skalotteløg
1 mørk – ikke for bitter – øl
1-2 store gulerødder
1 porre
1 fed hvidløg
salt og peber
2 dl fløde, ikke kaffe, ikke madlavnings, nej rigtig fløde!
godt smør til stegningen
vand i passende mængde

Husets bedste støbejernsgryde eller sauterpande sættes over på middelvarme. Andelårene krydres med salt og peber og brunes godt og grundigt. Hele små skalotter brunes med til sidst og får følgeskab af gulerødder og porre i grove stykker og til sidst hvidløget skåret i kvarter.

Lad det hele få lidt kulør inden øllet hældes ubarmhjertigt ud over herligheden. Her må jeg præcisere, at der ikke er for meget øl i flasken i forvejen, og at du ved at drikke lidt af den, kan sætte det hele over styr. Måske deraf udtrykket lige til øllet ? Køb i stedet rigeligt og smag på en eller to andre, mens retten simrer i et par timer. Læg låg på imens og hold øje med væskestanden under processen. Suppler med vand når det er nødvendigt.

Når kødet er mørt, tages lårbasserne op, og sovsen koges ind med fløden, til den har den ønskede konsistens. Smag til med salt og peber og nyd retten sammen med en god skefyld grov kartoffelmos.

Søren Sørøver – der venter på næste andetræk

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Manerlig middag. Bogmærk permalinket.

4 svar til Øl braiserede vildandelår – opskrift

  1. Farmer siger:

    Tak for opskriften. Den vil vist lige falde i vor families smag.
    Har man små kepaløg under 4 cm, er det min erfaring, at disse kan anvendes i stegeretter, hvor der ellers anbefales skalotter. Det er ikke muligt at smage/dufte forskel, og så finder de anvendelse i stedet for at blive kasseret.

  2. sally ann siger:

    Du er et smør og flødeører ;O) heldigt det ikke kan ses på dig ;O))

  3. Christina siger:

    Hvor ser det lækkert ud! Jeg skal holde madfest snart og dette kunne muligvis vare retten dertil.

  4. Pingback: Øl braiserede vildandelår – opskrift | BRANDBYGEGAARD

Der er lukket for kommentarer.