En helt særlig gave

Sidste efterår kom en regelmæssig gæst i caféen.

En ældre – er ikke for stort et ord – dame, der kørte hertil fra Århus.

Lille, spinkel og glad.

Hun kom som sagt ofte, spiste frokost, drak kaffe, fik lidt kage, greb stokken og så balancerede vi ud til bilen.

Men midt i december – da det store klimatopmøde om global opvarmning og den længste vinter i mands minde fik infrastrukturen til at blive for de udvalgte – ophørte damens besøg.

Jeg tænkte, det var bekymrende.

Til at begynde med var det forståeligt, men som månederne skred frem og temperaturen steg – bekymrende.

Pludselig stod hun her i går.

Med stokken i den ene hånd og en papkasse under den anden arm.

Hvordan hun har forceret indkørslen med rullesten er en gåde.

Måske har papkassens indhold været motivation for at holde balancen.

En gave var det.

Fire tallerkner fra tidernes morgen.

Og et sirligt nedskrevet brev om den familie de har været sammen med.

Ser du – da den ældre dames mormor døde i 1949 overlod hun tallerknerne til sit barnebarn.

Før da havde de tjent en generation længere tilbage.

Altså den ældre dames oldemor der var født i 1835.

Sådan en skrøbelig arv skulle nok kunne få én til at holde sig oprejst.

Da alt heromkring er gammelt, slidt og brugt fandt damen, at hendes tallerkner ville blive påskønnet på gården.

Og hun har ret.

Ja hun har.

Det er en gave med sjæl.

Vi bliver meget gamle i min familie – sagde hun inden hun kørte.

Det er da dejligt – svarede jeg, og manglede bare rottehaler og tandbøjle for at ligne en teenager.

Nej – sagde den ældre dame – for man ved, at man er nødt til at holde sig i gang.

Og det er så besværligt – lo hun.

Let dag til dig
Lone