Engang var fjæsingen en fisk, man fangede en enkelt eller to af, hvis man gæstede Læsø, men ét eller andet er ændret, noget er ikke, som det skal være, mængden af fjæsing er eksploderet!
Som lystfisker i kattegat er der intet andet at gøre end at forberede sig og lære at håndtere den lille og iøvrigt meget smukke fisk.
For den stikker, gør den, og det er faktisk ikke helt ufarligt.
Jeg tror ikke, at der er nogen, der er døde af et fjæsingestik siden Laust Sand i Hans Kirks ”Fiskerne”. Men jeg har en bekendt i lystfiskerkredsen, der et år efter et stik stadig ikke har fuld førlighed i sin hånd, så tænger og kraftige læderhandsker er et must.
Inden fisken håndteres yderligere får den et gok i nøden, og med en skarp kniv lægges et snit fra bag den stikkende rygfinne og ned bag hovedet, hvor dens gællelåg byder på yderlige giftpigge.
Men hvorfor overhovedet fiske efter dem så? Eller nærmere fiske i områder hvor de holder til, for de bider på alt, uanset om det er tiltænkt dem eller nogen som helst anden fiskeart.
Jo – fordi de i Frankrig og Spanien gerne importerer alt, hvad de overhovedet kan få, og regner denne fisk for en delikatesse. I Danmark har vi ikke tradition for at spise fjæsing andre steder end på Læsø, hvor den i varmrøget form kan give akut højvande i mundtøjet.
Jeg har sat mig for at finde den bedste og nemmeste måde at tilberede denne lille fisk på, og vil gennem en lille serie indlæg lade dig følge med i jagten på den ultimative fjæsingopskrift.
Vi tog hul på det i aftes. Med den helt enkle udgave. Vi klippede finnerne af og vendte de hele fisk i rugmel, salt og peber, og stegte dem på panden i godt med smør. De var meget nemme at have med at gøre på panden. Meget faste i kødet og kunne uden problemer vendes alle de gange, man ville.
De har fint hvidt og meget delikat kød, men som jeg allerede, inden jeg fik en fisk på tallerkenen frygtede, så sad der en række ben inde fra de afklippede finner, som besværliggjorde parteringen af fisken en hel del. Ikke umuliggjorde, men nok til at de fremtidige opskrifter bliver med fileteret fisk.
Jeg tror, næste indlæg bliver med en fileteringsforklaring, og så skal vi marinere, grille, røge, dampe, frittere, papilottere, bage, til vi finder den bedste… ja vi skal…
Er det godt eller skidt med et stik i hånden, når man er kortspiller?
Søren
Beretninger fra et autentisk landbrug 
Et godt tip til alle jer Der frygter fiskens pigge den aler bedste kur mod den noget stygge gift er varme om fingeren så skal stikkes i kaffen eller hvad man nu lige har så er det noget af det der hjælper aller bedst! Så er stikket nogenlunde smertefrit allerede dagen efter!
Hej
Vi har fanget fjæsinger i nogle år nu og prøver os stadig frem med nye opskrifter. (Vi har lært kunsten at undgå piggene). Indtil videre er det helt store hit, fjæsingfrikadeller. Laves på samme måde som alm. fiskefrikadeller (luksusudgaven er med pillede rå jomfruhummerhaler som hakkes med). Det smager vildt godt og kan varmt anbefales.
Hilsen Inger, Frederikshavn
Pingback: Røget fjæsing 1 forsøg | Beretninger fra et autentisk landbrug
1000 tak for svaret!
Gi´r meget mening – det hele!!
Jette
Hejsa Jette
Langt de fleste fisk kan tilberedes med skind på, og mange er klart bedst som skindstegte. Der er fisk, hvor det er noget af en kamp at gøre skindet rent for skæl og slim, hvor det er nemmere at skære eller flå det af. Noget skind er bare for træls at tygge i, som skrubbens mørke side.
Generelt kan man sige, at både skind og ben holder og afgiver enormt meget smag, så fiskekød pillet af benene er altid mere saftigt og smagfuldt. Hvis man tager en friskfanget skrubbe, flår den mørke side af, vender fisken i rugmel, og derefter steger den i smør, så vil du opleve det mest saftige lækre kød helt nede ved benene. Køber du en skrubbefilet og steger på samme måde, vil den ikke nå den første udgave til sokkeholderne.
Det er lidt svært at stille regler op for, hvornår man gør det ene eller det andet, for begge dele er som regel en mulighed. Bager jeg en fisk i ovnen eller griller i grillen, er det altid med skind. Men skal jeg servere fisk for gæster, så er det næsten altid uden skind og ben. Så glider det altid ned, men det sætter højere krav til tilbehøret :o)
Jeg lover, der kommer meget mere fisk på bloggen og også med lidt generel brug af de forskellige fisk.
//Søren
Filetertet og varm røget i grillen, kan anbefaldes 100 gange mums ; )
Tak for indlæg om fjæsingen. Glæder mig til at følge med i jagten 😉
Jeg vil SÅ gerne blive meget bedre til at tilberede og spise fisk. Er ikke hysterisk med benene, men er i tvivl om hvornår man tilbereder med skind på, og hvornår (eller fra hvilke fisk) man spiser skindet? Kan der siges noget generelt om det?
De bedste hilsner, Jette
Hej Lone og Søren
Fjæsing er ikke bare Nordeuropas giftigste fisk. Den er også en af de smukkeste og mest velsmagende. Jeg elsker fjæsing. Bare stegt på panden – uden så mange dikkedarer. Uhm x 1000.
Jeg har fanget mange fjæsinger – godt nok for et par år siden – og stukket mig, på dens pigge, en enkelt gang. Men hvilken gang! Det betød en tur på skadestuen og et par heftige painkillers. Og en storetå der var øm og grim i mange mange uger efter.
Dejligt indlæg og dejlige fotos. God lørdag.
Mange gode hilsner
Maj
Jeg ville aldrig turde lande kræet, men når først alle forsvarsmekanismerne er afmonteret, er det sikkert lækkert nok – det der med varmrøget lyder i hvert fald tiltalende, og benfri fisk ligeså 🙂
Pingback: Fjæsing på 1000 måder eller 1000 fjæsinger på én måde – af Søren | BRANDBYGEGAARD