Vi arbejder hver dag, eller næsten. En sjælden gang i mellem er der bare ikke mere blus på Duracellen og så nytter det ikke noget at prøve at prygle liv i kaninen, som man siger. Det er faktisk ikke så meget fysikken, der ikke strækker, det er mere mentaliteten, der trænger til en tur i opladeren. Det virker måske lidt underligt, men når den mentale sult bliver stor nok, så kan det mærkes både i hoved og… fødder. Man skal slæbe sig selv ind på byggepladsen og den eneste drivkraft er den snarlige pause, hvor man kan fodre sig selv med en kombination af ostemadder og ligegyldige overskrifter fra netaviserne, og endnu mere ligegyldige opslag på de asociale. Der er kun én vej i sådanne tilfælde og det er ud, væk og suge til sig.
Nå, sådan en dag var under opsejling og havde været det i et stykke tid. Da jeg er kaptajnen for det hele, foreslog jeg forleden dag, at vi skulle fodre dyrene, gå med hundene og så tage på tur. Jeg viste godt, hvor turen gik hen, det gjorde Lone ikke. Det er det, vi kalder spænding her i huset – der skal så lidt til.
Turen gik til Trapholt museum i Kolding, et sted vi aldrig har været før, af hvilken grund ved jeg ikke, for det var en helt fantastisk oplevelse. Vi har gennem de seneste år tilegnet os en større og større viden og lyst til klassisk design, måske en naturlig vandring fra interesse for antikviteter til en tid, hvor grundstenen til den moderne verden blev støbt. Jeg havde valgt Trapholt, da én af de mest toneangivne danske designere Nanna Ditzels liv og designhistorie udgør en stor del af udstillingen for tiden. Det ville være synd at sige, at vores viden om Ditzel var andet end overfladisk, hvilket udløste en sand indtrykstsunami gennem udstillingen. Et vink med en vognstang, et Monty Pytonsk slag med en kæmpelaks.
Først tog vi turen gennem Trapholtsamlingen af dansk design med afstikkere til nabolande og en smule oversøisk. Men mest af alt de smukke danske ting. Ganske imponerende at opleve. Allerede der kunne man mærke, at sjælen blev næret, sugede til sig, og uden at det sled på omgivelserne. Tænk at der er skabt så mange smukke og funktionelle ting gennem tiden, der giver fra sig ved deres blotte tilstedeværelse – det er næsten kun naturens vidundere, der overgår dem. Man kan nemt lyde som en reaktionær sur cerut, men jeg gik uundgåeligt rundt med en fornemmelse af, at man dengang, modsat nu, gjorde sig umage. Det var ting, som kunne holde i generationer, mætte sanser og udfordre. I dag ligger udfordringen i at få det ligegyldige Ikea-samlesæt til at holde sig oprejst uden at spånplade og plastikfiner ødelægger den anspændte stemning.
Ditzel brugte hele sit liv på design, og på Trapholt er alle perioder og genrer udstillet – det var her, at vi for alvor forstod, at der ikke var tale om noget almindeligt menneske. Det var en dame med en voldsom skabertrang, og der var ikke meget i og omkring en bolig, som ikke havde fået en tur i Ditzellatoren. Man skulle ikke opholde sig længe i hendes univers, før dagens Danmark virkede som en let solafbleget stregtegning i sort, grå, hvid, grå og grå. Det var en smeltedigel af indtryk!
Normalt, når jeg får så mange indtryk, eksempelvis af en tur i et stort supermarked, så bliver jeg hurtigt mæt, træt og utilpas, men her voksede sjælen, hjernen lappede indtrykkene i sig, byggede videre på kreationerne og kvitterede med et dopaminspringvand. Jeg, en grandvoksen mand, stod og forelskede mig i et stykke ophængt møbelstof, designet, som uendeligt meget andet, af Ditzel. Fulde af forundring, fulde af beundring og fulde af energi kørte vi hjem igen efter en udmærket frokost indtaget i Ditzelmøbler med udsigt over Kolding fjord.
Det miljø, det univers, satte så mange tanker i gang i mig – og det satte gang i en vis uro. Den forbrugsdrevne verden, vi lever i, er flintrende ligeglade med omhu, omhyggelighed, holdbarhed og noget som jeg normalt ikke tænker meget over, åndelighed. Vores mode, både i tøj, møbler, biler, fødevarer og hvad vi ellers omgiver os med, er ikke designet til at blive gemt, til at skabe eftertanke, blive husket, og det giver så godt som ingen grobund for kreativitet. Hvordan skal næste generation trække sig op af den ligegyldighed, vi omgiver os med, hvor skal inspirationen komme fra?
Batterierne er ladet op og arbejdsdagene bliver slidt op, lige så hurtigt som kalenderen spytter dem ud. Tænk, at man ikke under sig selv flere ture på det mentale foderbræt. Det var første, men bestemt ikke sidste gang vi besøger Trapholt.
Søren Sørøver
PS. Du kan læse mere her: https://trapholt.dk/presse/nanna-ditzel-design-til-nye-hoejder/
Beretninger fra et autentisk landbrug 