Om at skrive – den fjerde roman er på vej

– Hvorfor fortæller du ikke om, hvor meget det betyder for dig at skrive og at du snart er færdig med romanen, spurgte Søren Sørøver, da vi var på vej hjem fra Tversted en gang i maj.
– Jeg synes, det er lidt svært at forklare.
– Hvad? At du bliver et bedre menneske af at skrive?
– Ha ha.
Vi ved begge to, at det er rigtigt.
Der er ingen tvivl om, at det er godt for min hjerne og mit sind at skrive. At få ordene til at gå op, skabe overraskende sætninger, have det sjovt imens og ende med noget, der ligner en komposition. Et stykke musik med bogstaver. Det burde så i sig selv være nok, og det vanskeligt forklarlige ligger i, at det også betyder noget, at bøgerne bliver læst. Eller hørt. Det gør det altså.
Mine første tre romaner – Under landet, Balders bog og Den sidste humanist – findes på bibliotekerne eller kan bestilles hjem til dit nærmeste udlån. De er også gratis at opleve som e-bøger eller lydbøger og du finder dem på bibliotek.dk
Så hvis du læser, lytter eller har mod på at komme i gang med den slags, vil det glæde mig inderligt at fortællingerne spredes.

Tilbage til den fjerde roman, den der er på vej og har været det i 3 år. Så lang tid tager det her i foretagendet, når man også har beskæftigelse som bygningsarbejder, gartner, bryllupsarrangør, vinproducent plus det løse. Arbejdsområder, der skal skabe indtægt at leve af i modsætning til forfattergerningen, der bare forventes at holde bagdelen oppe på mig, sådan mentalt. Men det er også vigtigt, for der er ingen tvivl om, at f.eks. sprøjtemalingen af et uendeligt antal loftsplader til kulturhuset går noget mere ubesværet, når mine tanker er beskæftiget med en god sætning.
Den nye roman, fiktion som de øvrige tre, er mest af alt et tidsbillede fra slutningen af 70’erne og op gennem 80’erne. Det er en coming of age (som det hedder nu) fortælling og for første gang er der en feminin fortællerstemme i min bog (eller så feminin den nu kan blive, når du skriver, som Søren siger…).
Det er populært at skrive om klasseskel, men i denne historie er de fleste ret lige, bare med forskellig tilgang til udnyttelsen af tilværelsens muligheder.
Søren er den eneste, som hidtil har læst manuskriptet, og han siger, at der er masser af humor af den underspillede slags, en del så subtilt at noget måske vil gå tabt, men hvad.
De første gennemlæsninger og tilhørende redigeringer er udført, flere kommer efter, men manuskriptet er jeg i det store og hele færdig med.
De umalede loftsplader derimod kalder på en femte roman.

Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.