Fra kørelade til kulturhus – opsætning af loftsplader

Det er ved at være nogen tid siden, du har set billeder og læst om, hvad der sker i byggeafdelingen.

Det er mest af alt fordi, der sker alt for lidt. Ikke hvad angår indsatsen i laden, men med hensyn til fremskridtet. Det snegler sig afsted, langsommere end de iberiske fætre, der æder sig ind på salaten i udkanten af køkkenhaven.

Men vi arbejder meget og hver dag opmuntrer vi hinanden og noterer os den sparsomme fremgang for dog at gøre noget, som holder gejsten oppe. Sammen med loftspladerne.

For ser du – først skal hver plade males og tørre og når der er så mange, at de står i vejen, skifter vi over til montage. De hele plader går det hurtigt med og på skråvæggene udgør de nok to tredjedele, men på de vandrette stykker loft mellem hanebåndene, er det omtrent hver anden plade, der skal tilpasses i ét eller andet umådeligt præcist omfang.

Af og til kan vi tage to plader med op på stilladset, men oftest kun én ad gangen, fordi målet på den næste afhænger af den forrige – sådan er det med gamle bygninger. Op og ned til loftet mange gange på en dag.
Søren Sørøver er millimeternes overmand. Kongen af tommestokken og min helt i højderne.

Mens jeg maler akustikplader, maler Søren trækonstruktionen med brandmaling. Det er ikke noget, vi selv har fundet på, men et myndighedskrav til lokalet. Ingen vej udenom og derfor tager vi den lige.

Hurtigt går det ikke, men fremad er også godt
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.