Opmuntringsdag

I går var vi afsted til København for at deltage i et seminar arrangeret af Kulturstyrelsen. Det var for forlag, forfattere, boghandlere m.fl. og handlede om nutidens og fremtidens bogmarked, læsevaner (eller manglen på samme) blandt yngre generationer, muligheder og handlekraft. To intensive timer med indlæg fra interessante mennesker og vi gik motiverede derfra.

Søren Sørøvers bror gjorde udflugten mulig ved at tage sig af gård, hunde og andre dyr, og midt i den hektiske eftermiddagstrafik på Vesterbrogade indløb en gribende besked om, at der var en isfugl ved Sørens sø.

Mit hjerte, hvad vil du mere?
Lone

Udgivet i Hverdagen | 1 kommentar

Det man spiser – slutspurt med tekst, figurer og sidetal

Det er slutspurten, og den slags er der altid et ekstra arbejdspres i. I hvert fald her.

De pludseligt sparsomme dage til en aftalt deadline, som gør timerne mere kostbare end ellers og én selv mere nøjeregnende med tiden.

Det Flydende Forlags kommende bog “Det man spiser er man selv”, den 7. udgivelse, udkommer d. 3. november, og for at det skal lykkes, er der et underliggende regnestykke med afleveringer af omslag, billeder og manuskript til trykkeriet på Gyllingnæs.

Fladt under regnestykket arbejder illustratoren Hjortefar og jeg intenst i hver sin ende af landet på at få de sidste tekststumper, figurer, sidetal m.m. på plads, så det færdige manuskript (forhåbentlig) kan printes ud og fordeles blandt korrekturlæsere på mandag. Det er vist i morgen… De hjælpsomme mennesker kommer iøvrigt også til at mærke presset fra den aftalte afleveringsfrist.

Forsalget er i gang – du finder bogen her:
https://brandbygegaard.dk/shop/8-det-flydende-forlag/34-det-man-spiser-er-man-selv/

Det bliver godt, gør det, ikke mindst at afslutte 3 års arbejde med bogen og se den eksistere blandt mennesker.

For det er meningen med det hele
Lone

Udgivet i Hverdagen

Klimakærlighed

”En falafel mere”, råber den efterhånden noget undrende mand bag kassen i Pita Planet i Street Food i Aarhus til sin kollega, der står ved stegen, som man kalder det område, hvor kødet bliver tilberedt. Men ved denne frokost er der noget skingrende galt med klientellet. Jeg kunne godt have fortalt ham, hvad det var, der ramte den lille pitabiks. På den anden side var det også svært underholdende at se hans ansigt, mens han gang på gang råbte ”En falafel mere”.

Vi var langt fra de eneste fra dagens klimastrejke, der havde fået den idé at frekventere Street Food området for en bid brød efter en sultfremkaldende tur rundt i gaderne i Aarhus. Og der tegnede sig et ret tydeligt billede af, at en markant del af demonstrationens deltagere ikke kun havde slagord med i tasken men rent faktisk også handling. Lige der i en stadigt voksende kø stod det ene unge menneske efter det andet og fejede foran egen dør – du ved den dør, som gentagene gange smides i hovedet på sådan nogle som mig, når man sniger sig til at flashe sin egen godhed; endnu en frase der sidder løst på neoliberalistiske fodslæbere på de sociale medier. Men nok om dem, de betyder jo egentlig ikke rigtigt noget.

Tilbage til dem der synes, mener og handler på en sag, som går dem på. 1500 børn, unge og voksne havde i løbet af formiddagen samlet sig til taler, fællessang og slagord i håb om sammen med millioner af andre rundt om i verden at råbe lederne op. Få dem til at forpligte sig på en fremtid, hvor der er plads til alle. Mennesker, dyr og planter. En fremtid hvor menneskets grådighed står til mål med klodens ressourcer. En fremtid hvor individet betyder langt mindre end mængden. En fremtid hvor vækst er noget, træerne i skoven har.

Jeg tror ikke på, at jorden går under, jeg tvivler såmænd også på, at vi her i klimakatastrofesmørhullet kommer til at mærke stor forskel, udover at kaffen bliver dyrere. Vel at mærke hvis vi bygger muren højt nok – den mur der effektivt skal holde alle de mindre heldige mennesker ude. Og med den retning vores lederes tankegang de seneste mange år har bevæget sig i, så er den mulighed ikke synderligt usandsynlig.

Det sprang i øjnene, øjnene på butiksekspedienten i en af de store, fine tøjbutikker på gågaden, da hun med et lettere irriteret blik så på forsamlingen, der gik klimamarchen rundt i byen. Foragten lyste ud af dem, mens hun hurtigt hængte et stykke tøj på gadestativet og vendte om på de høje hæle. Jeg prøvede at fange hendes blik men forgæves. Hvorfor denne irritation, er det virkelig så ubehageligt at blive mindet om?

Jeg kan måske godt forstå hende, om ikke andet så kan de henne ved Salling, hvor man heller ikke er for fine til slagord. Den store facade var prydet med skilte, der stod i skærende kontrast til budskabet i den passerende forsamling. ”If you can’t stop thinking about it… Buy it” og det er vel faktisk problemet i en nøddeskal. Ikke at vi gerne vil på ferie af og til, ikke at vi gerne vil have en ny telefon i ny og næ, eller at vi elsker en rød bøf hist og pist, nej problemet er, at vi vil det hele hele tiden. Lige nu taler regeringen om rygning som en dødsensfarlig afhængighedsskabende vane, og det kan man ikke argumentere i mod, men den vane er trods alt kun farlig for rygeren og den nærmeste omgangskreds, hvor i mod forbrug, der ser ud til at være ligeså afhængighedsskabende, faktisk truer os alle. Men lysten til at træde ind lige der, på det punkt der styrer hele den kapitalistiske verdensorden, er meget lille. Og nej, jeg argumenterer ikke for et mørkerødt socialistisk samfund, faktisk så er jeg relativt liberalt tænkende, men siden hvornår er det blevet liberalt at lade sit eget begær gå ud over andre, over miljøet, over planeten?

En boomboks i en ladcykel spiller ”Jeg vil lade lyset brænde” med Ray Dee Ohh. Budskabet slår mod gadens høje mure og glider som en kantet orm ned gennem forsamlingen. Måske minder den om en mere sorgløs tid, en tid som langt de fleste i optoget slet ikke har oplevet, og alligevel synger mange med. ”Se mit hjerte gløder i natten – for at du kan finde vejen hjem.” Kort efter er musikken erstattet af slagord. ”Nej niks nul til olie gas og kul!” Stemmerne gennem gader tilhører langt overvejende det svage køn, som man engang overbærende sagde, de virker nu ikke synderligt svage, som de går der, glade, men bestemte. Med et budskab, med holdninger, med et håb om en anden tid. Ikke så mange krav, blot håbet om at den kommer.

Indsatslederen kender ruten, og der er ikke nogen grund til at stige ud af kassevognen med de blå blik på taget. Når demonstrationen har passeret gaden, bakker han resolut ud og er allerede strategisk placeret, når flokken passerer næste hjørne. Fredeligt var det, det hele. Folk holdt tålmodigt tilbage, folk filmede, hilste, nogen grinede og andre klappede, uanset hvad så blev vi set og sikkert også hørt, og hvad kan man så forlange mere. Det skulle da lige være ”En falafel mere”…

Søren Sørøver – Aarhus – Danmark

Udgivet i Hverdagen

Global klimastrejke – du skal da med!

I dag er der global klimastrejke, og vi er selvfølgelig med.

Så kan æblerne blive hængende, hvor de er, vinmarken må passe sig selv og indberetninger, udfyldelse af skemaer og offentlige kontrolsystemer får vente.

Verden over går mennesker på gaden i dag for at sende et stærkt forenet krav om en kraftigt forstærket indsats overfor vores hastigt udviklende klimakaos. Du kan læse mere her og finde (eller skabe) en demonstration nær dig:
https://klimastrejke.org/

Det er et budskab til organisationsfolk, medborgere, politikere og andre beslutningstagere ikke mindst virksomhedsejere, kapitalfonde, aktionærer og investorer; også dem som tjener på det absurde overforbrug af klodens ressourcer. En påmindelse om ansvarlighed og beslutningsdygtighed.

Vores levemuligheder er ikke et spørgsmål om, hvad vi ønsker, men om hvad vi kan få
Lone

Udgivet i Hverdagen | 1 kommentar

Æblehøst i september

Nu er æblehøsten sådan for alvor i gang.

Discoverytræerne står nøgne tilbage, og Aromarækkerne er delvist afklædte – der mangler kun en enkelt, vi snupper den røde sweater fra i dag.

På trods af sen majfrost, gentagne haglbyger og andet bekymrende er frugtsætningen og udbyttet overraskende fint i år, der er faktisk ingen af sorterne, som falder igennem. Og det er bedre end forventet.

Discovery gav omtrent 800 kg æbler og gårsdagens Aroma-høst blev på ca. 1200 kg. Frugten skal bruges til cidere.

Vi fortsætter i det fine høstvejr
Lone

Udgivet i Hverdagen | 1 kommentar

Fortidens synder min bare

“Der er ikke en særlig sundhedsrisiko ved pesticid-nedbrydningsproduktet chlorothalonil-amidsulfonsyre.
Det viser nye studier af stoffet udført af kontraktlaboratorier for producenten Syngenta.”

Jo, det står der…. og det baserer myndighederne deres regelsæt på.

I går offentliggjorde Miljø- og Fødevareministeriet en beroligende artikel med overskriften “Pesticidrest skader ikke arveanlæggene”.

I forårets udvidede kontrol af giftrester i drikkevandet blev der fundet chlorothalonil-amidsulfonsyre i 230 af 639 prøver. Den uventede hyppighed fik myndighederne til at reagere og straksnedsætte grænseværdien, da chlorothalonil-amidsulfonsyre mistænkes for at være kræftfremkaldende. Men det er et stof hvis indvirkning på levende organismer, der ikke er meget viden om. Før nu hvor kemiproducentens kontraktlaboratorier har meddelt, at der ikke er grund til bekymring.

Chlorothalonil-amidsulfonsyre er en svampegift, der i Danmark blev brugt i landbruget fra starten af 80’erne og indtil 2000 til sprøjtning af bl.a. hvede, kartofler, jordbær m.m., og frem til 2011 var giften tilladt i træmaling og bundmaling. EU-godkendelsen udløb i foråret 2019.

Som landbrugets lobbyorganisationer siger gang på gang – det er fortidens synder. Og sikke vi skubber fremtiden bagud hele tiden.

Du kan læse artiklen her: https://mst.dk/service/nyheder/nyhedsarkiv/2019/sep/pesticidrest-skader-ikke-arveanlaeggene/

Hvorfor tillader myndighederne, at giftstofferne bliver produceret og sprøjtet ud, når de ved, at mikroorganismer i søer og vandløb tager skade, at fiskene i havet påvirkes, at insekterne dør, at vores drikkevand mange steder bliver sundhedsskadeligt, at husdyrene rammes i deres fordøjelsessystem, og at vi mennesker og vores livsgrundlag skades?

Hvad er vigtigst – at firmaerne tjener penge, eller at vi er raske og har levemuligheder?
Lone

Udgivet i Hverdagen | 1 kommentar

Tag til biblioteket i Viborg

På lørdag – d. 21. september, er der alletiders chance for at blive tanket op på den klimanødvendige måde.

Biblioteket i Viborg har arrangeret “Grøn dag” med fokus på betydningen af og mulighederne for den enkeltes indsats og handlinger.

Uanset en (håbløst forsinket) opvågning blandt politikere og andre beslutningstagere, er det os, der er de fleste, og massernes forbrug og mønstre skal ændres. Må og skal. Begrænsning af klimakaosset står og falder med indsats på mange fronter – internationale, nationale, kommunale og personlige. Alt tæller, intet kan undværes.

Lørdagens arrangementet byder på en række interessante indlæg, du kan læse mere om dagen her:

https://www.viborgbib.dk/arrangementer/foredrag-debat/groen-dag

Deres udsendte bidrager med noget om fødevarer og mad.

Måske ses vi!
Lone

Udgivet i Hverdagen