Sidste aften i sommerrestauranten

Er det ikke Leonard Cohen?, spurgte jeg Sørøveren. Vi har hørt den samme cd i køkkenet 3 uger i træk, fordi ingen rigtigt har haft fokus på at skifte den ud blandt de mere nødvendige gøremål. Den var ellers god.

Lige nu er vi i gang med forberedelserne til den sidste service i dette års sommerrestaurant på gården. Med forventningens glæde til aftenens gæster, livgivende regn og formodet opklaring, så vi kan dække op på gårdspladsen. Vemodigt er det at afslutte noget godt.

Iblandet tiltagende søvnunderskud
Lone

P.S. Hvis du ikke nåede at få en plads, skal du ikke være ked af det – der er kommende arrangementer i kalenderen, du finder dem lige her:

https://www.odderbilletten.dk/arrangementer/2304/carl-emil-og-mathilde-falch/

https://www.odderbilletten.dk/arrangementer/2763/folkemiddag-p-brandbygegaard—grsk-aften/

https://www.odderbilletten.dk/arrangementer/2637/sensommer-jazz-p-brandbygegaard/

Udgivet i Hverdagen | 3 kommentarer

Foie gras – et levn fra oldtiden

I marts skrev Søren Sørøver nedenstående klumme til magasinet Gastro, og i anledning af den verserende foie gras debat har vi fået lov til at genudgive teksten her:

Foie gras går langt tilbage, helt tilbage til antikken da skøger blev brændt på bålet, lommetyve fik hugget hænderne af uden rettergang, og der var en bred enighed om, at dyr ikke var følende væsner.

Vi er heldigvis blevet klogere, meget klogere, med rettergang og demokratisk tankegang, og vi er tilmed nået så langt, at vi anerkender, at dyr er følende væsner med basale behov. Men vi æder stadig foie gras. Og lad os lige for en sikkerheds skyld, skulle det være gået nogens næb forbi, udpensle at foie gras er resultatet af en overdreven tvangsfodring af ænder og gæs. Og nej, det er ikke bare at stille den ene portion majs foran dyret efter den anden. Foderet bliver skudt ned i hvert enkelt dyrs mave med trykluft. Op med næbet, strakt hals, ned med et langt rør der sikrer, at pulpen ender helt nede i mavesækken, og så skal der bare fyldes til bristepunktet. Dyrene bliver holdt i små båse eller bure, så de er nemme at få fat i, de kan ikke holde sig selv rene, og mange af dem kan ikke holde sig på benene. De bliver skræmt fra vid og sans flere gange om dagen.

Med det på plads så lad os se på, hvordan faen nogen kan servere endsige spise denne lever. Set med fysiologiske øjne er der ikke den store forskel på den og en skrumpelever fra en alkoholiker. I 2004 vedtog man i EU, at det skulle være forbudt at lave foie gras ved tvangsfordring, meeeen med undtagelse af i lande der på det tidspunkt allerede havde en produktion. Man anerkender altså, at metoden er så uetisk, at man ikke kan retfærdiggøre den, men med et manglende mod til at stå op imod det franske landbrug, der står for 20.000 tons foie gras om året aka 28.500.000 forpinte dyr. En med andre ord jævnt god og stor forretning. Man ved, at de traditionsbundne landbrug ikke lader sig hundse rundt med af nogen uden at kæmpe, til der ikke ligger flere brosten i Paris.

Men at intelligente og oplyste danskere vælger at indtage produktet, det er mig en gåde. Når debatten ruller, er der særligt tre argumenter, som smides på bordet af fortalere. Det ene er, at der findes foie gras uden baggrund i tvangsfodring, og ja, det gør der. Jeg kan finde to producenter, der laver tilsammen 2500 stk., men da de er mindre i vægt, så svarer det til godt 1 ton mod de ca. 30.000 tons, der laves på verdensplan. Så 0,003 % af den foie gras, der bliver spist, er lavet anstændigt. Om vi så satte danskernes etiske standard 10 gange højere end resten af verdens, så er det stadig forsvindende, nærmest ikke målbart, hvor meget af den foie gras, danskerne spiser, der er af anstændig oprindelse.
Det andet argument er, hvad med dig selv? Den velkendte whataboutery-taktik. Du spiser garntrisset også selv konventionelle grise og andre dyr, der ikke har det godt. Æh nej, det gør jeg rent faktisk ikke, men jeg er helt og holdent med på, at der ligger et kæmpestort problem lige der, det er bare ikke denne sag ret vedkommende. Du fylder jo heller ikke dit hjem med elfenben, bare fordi kineserne gør det.
Det sidste argument er lige så forståeligt, som det er ubrugeligt – foie gras smager jo bare så pissegodt! Og ja, i én eller anden neoliberalistisk tankegang hvor eget behov står over alt andet, så kan smagen retfærdiggøre handlingen. Præcis samme ræsonnement bruger karakteren Fat Bastard i Austin Powers ”The Spy Who Shagged Me”, da han råber til dværgen Mini-Me: ”Get in my belly” med begrundelsen “I´m bigger than you and higher up the food chain!”

Kald mig pladderhumanistisk spelthippie, kald mig lige hvad du vil, men i min verden smager mad, der indeholder så meget lidelse, ikke godt! Ligesom hed elskov bare ikke er det samme på skindet af den sidste hvide tibetanske tiger.

Det, jeg prøver at sige, er, at der ingen undskyldninger er for at æde lortet, og hvis du som restauratør mener, at dit klassiske franske køkken smuldrer uden brugen af foie gras, så er det på tide at ansætte en mere visionær kok. Og kan dine kunder ikke forstå, at du tillader dig at tage stilling til, hvad du serverer for dem, så er spørgsmålet, om de er kunder, der fortjener din service.

Søren Sørøver

Udgivet i Hverdagen | 6 kommentarer

Grisebrusebad

Lone

Udgivet i Hverdagen | 1 kommentar

Mandag og tirsdagsfri

Siden søndag aften har der været ro på stedet.

Ingen opdækning af bordene på gårdspladsen.

Intet rend ind og ud af stuehuset for at hente glemte ting.

Ingen kedelige timer uden samling på flokken.

Ingen sene nattetimer med afrydning og aftensmad.

Mandage og tirsdage er (en slags) fridage, onsdag indledes den sidste uge med sommerrestaurant på gården.

Vi glæder os til gæsterne!
Lone

Udgivet i Hverdagen

Fordi ting med sjæl nærer

Her hænger min mødrene arv. Eller dele af den.

Vi bruger de gamle servietter og duge til opdækningen i den særlige sommerrestaurant, hvor gæsterne gerne skal føle, at der er særligt rart at være. Til.

Vera Jensen, min morfars mor, ejede engang nogle af disse stofservietter – nu tyndslidte og halvgennemsigtige som tidselsommerfuglenes vinger i mødet med sensommeren.

Karen Frederiksen, Gode Karen, min mormors mor, har også bidraget med sin del af linnedskabet og broderede initialer. Stoffet er begyndt at skride lidt få steder, men hvad skrider ikke i sømmene over et århundrede- og et årtusindeskifte.

Inger Margrethe Jensen, Grethe, min mors mor, verdens bedste mormor, har passet på arvegodset, til hendes skridt på kloden forsvandt, og min mor overlod damasken til mig.

Mormors kommode stod i det lille, lyse sovekammer, og en af skufferne rummer stadig nogle urørte duge, nænsomt foldede og nydeligt rullede, lagt i skuffen af min mormors hænder for omtrent 35 år siden.

Og der bliver de bare
Lone

Udgivet i Hverdagen

Sjatregn

Håbet var regn i går, virkelig vedholdende regn som kunne bløde jorden op og gøre en forskel for alle planter.

Det blev ikke til meget mere end gammelhanhundssjatteri; dryp fordelt over et stort areal – bedre end fortsat udtørring, men fjernt fra vejrmeldingens løfter om grønne skove.

Køkkenhaven må vandes af og til, for det er der, maden kommer fra. Resten klarer sig på lavere blus.

Mens vi håber videre
Lone

Udgivet i Hverdagen

Et mindre menneske

Jeg er stor!
Du er ikke ret stor, svarer Sørøveren altid.

Jeg er kæmpestor!
Du er meget lille, fastholder han. Men jeg ved jo selv, hvor jeg går til.

Forleden var et par nye briller klar til afhentning. De gamle ligger i bilen og har kun været brugt der 12-15 år; for trafiksikkerhedens skyld. Jeg prøver at bruge de nye uden for bilen; for at kunne se alt omkring lidt mere tydeligt.

Med de nye står verden foruroligende skarpt. Fuglene på himlen, dyrene ude i engen, Otto & Ko på marken.
Hvem skulle have troet, at alt er så lidt uldent i kanten? Selv græsset, jeg går på, gårdspladsens sten og mine fødder står skarpt.

Hidtil har det udflydende været ensbetydende med noget på afstand, og alt i klarhed var nogenlunde tæt på.
Det lille snørklede rum med mange års erfaring i håndtering af synsindtryk er fremkommet med et skuffende resultat – uden briller på er jeg høj som altid, med briller er der ikke ret langt ned til fødderne og underlaget. Mindst 20-25 cm har øjenglassene taget af højden, og det er en uventet bivirkning.

Dagmars proportioner er uændrede
Lone

Udgivet i Hverdagen | 1 kommentar