Hvis du vil skabe glæde i vintermadlavningen – lilla broccoli!

Broccoli om vinteren, tænker du måske, spansk, gammelhøstet, plastikindpakket og dieseltransporteret. Ja, sådan er vilkårene, hvis man vil købe sommerkål om vinteren i dette land, og det er stadig bedre for din krop med indkøbt kål end ingen kål. Ihvertfald hvis den er uden rester af sprøjtegifte.

Men har du et lille stykke jord, må du ikke snyde dig selv for én af vinterdyrkningens helt store gevinster – lilla broccoli. Planterne vokser videre fra efterår til forår, under de nuværende klimaforhold i særdeleshed, og det betyder, at man flere gange om ugen kan gå de få meter og høste absolut friske broccolibuketter til aftensmaden. Intet overgår friske grøntsager især på den her tid af året, hvor vi er overladt til kartofler og rodfrugter.

De små broccolihoveder er fremragende letdampede og serveret som salat med olie-eddikedressing og løg, de kan indgå i krydret suppe droppet i gryden i allersidste øjeblik, de kan ristes på panden og løfte kartoffelmosen, eller de kan gå den klassiske forsamlingshusvej stegt som vildt. Måske.

De kan under alle omstændigheder skabe megen glæde i vintermadlavningen, og har man tillige nogle stokke med kalettes (som jeg tidligere har lovprist) samt noget russisk bladkål, så er der faktisk en fyldt grøn-rød salatskål selv i december, januar, februar og marts.

Måske har du selv dyrket de store grønne broccolihoveder, og måske har du efter endt tilberedning og servering fundet en fed larve kogt ind i sit filtrede spind godt gemt i den kompakte buket. Det sker bare, medmindre man sværger til broccoli behandlet med insektgift, og så er det, man ikke kan se, nok mere bekymrende end en larve.
En stor gevinst i den kødfrie afdeling er broccolityper med så små blomsterhoveder, at larverne ikke kan gemme sig, også derfor er vi særligt begejstrede.

“Purple sprouting early” hedder den værdifulde plante, som er en gammel sag. At den trives så fint nordligt nu, skyldes også, at landet ikke har været dækket af is og sne i år. I beskrivelserne står, at den giver fine hoveder om foråret – her har det været vinteren igennem.

Frøene kan sås i potter indendørs nu
Lone

Udgivet i Hverdagen | 5 kommentarer

Op med humøret – så kan du godt klare at se den

Forleden dag hentede vi en udsendelse fra DR ind i huset – “Den bitre smag af teflon” hedder dokumentaren.

Det er en amerikansk produktion fra 2018, og den vedrører alle. Ikke bare alle amerikanere, men alle i verden, fordi alle går rundt med det giftige flourstof C8 i kroppen. Også du og jeg.

Der er tale om en verdensomspændende forurening med udgangspunkt i den store kemiske virksomhed Duponts produktion af teflon til køkkengrej, stof, overfladebehandling m.m. Firmaet 3M har også en betydelig rolle, men retssager har afgjort, at Dupont har forgiftet omgivelserne mod bedre vidende.

Selvom udsendelsen ikke ligefrem pepper humøret op, så kan vi på det varmeste anbefale, at du ser den, mens den er til rådighed. Den giver et godt indblik i store virksomheders vilje og evne til at manipulere/snyde/skade for at optimere et økonomisk udkomme, og hvilke konsekvenser en slap/velvillig myndighedskontrol har. Udskåret i pap. Dupont er iøvrigt også blandt verdens største producenter af pesticider til landbrug og gartneri.

Tag dig tid og find dokumentaren lige her:
https://www.dr.dk/tv/se/devil-we-know-the/devil-we-know-the-2/den-bitre-smag-af-teflon

Og apropos – i går afgjorde EUs domstol, at Efsa (Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet som leverer (formodentlig) uafhængige, videnskabelige udtalelser til Europa-Kommissionen inden for fødevaresikkerhed) skal give offentlig adgang til de studier, der ligger til grund for frikendelsen af glyphosat (det stof der findes i bl.a. Roundup) som værende bl.a. kræftfremkaldende. Kritikken har handlet om, at Efsa anvendte data tilvejebragt af de glyphosatproducerende virksomheder i deres vurdering.

Kan man stole på en kemisk virksomhed, hvis hovedprodukt er under mistanke for at give kræft, fosterskader m.m.? Ikke hvis virksomheden hedder Dupont.

Er det bedre med Monsanto/Bayer?
Lone

Udgivet i Hverdagen | 1 kommentar

Solistaften med Carl Emil og Mathilde Falch – Brandbygegaard d. 3. august 2019

Så er vi endelig klar til at offentliggøre årets anden koncert her på gården!

En koncert kan være mange ting. Som udgangspunkt skal den sættes i de rigtige rammer, for sådan for alvor at kunne trænge ind under huden på én. Vi synes selv, at vi har rammerne til lidt af hvert, men alligevel tænker vi os rigtig godt om, før vi tager beslutningen om, hvem der skal spille koncerter her på gården og i hvilken sammenhæng. Det er altafgørende, at gæsterne går hjem fra koncerten med en helt særlig fornemmelse i kroppen. Det kan være, de er bimlende lykkelige og har sunget strubehovedet i laser, f.eks. til vores pinsekoncert med bl.a. legendariske Dodo & the Dodos, eller de kan gå hjem med eftertanker, ubeskrivelig stemning, rørt til tårer eller bare gnubbet lidt på sjælen. Uanset hvad er udgangspunktet, at det bør være med en stor oplevelse i bagagen, der ikke lige er til at erstatte. Sådan en oplevelse kommer I til at få på gårdens solistaften d. 3. august. To helt særlige solister med en hel masse på hjerte. De to kan lirke døren op til min sjæl, prikke til den som en irriterende lillebror med en pind, der ubarmhjertigt og stærkt provokerende bliver ved at prikke og prikke. Jeg elsker det!

Carl Emil Petersen, en helt usædvanlig ung mand med et musikunivers, der næres af folkevisen, men med en fantastisk vedkommende nerve og et nutidigt udtryk. I tiden med bandet Ulige Numre kom de første hits som ”Frit land”, ”Halvnøgen” og ”København” til verden, og efter Carl Emil nu er gået solo, er de suppleret med radiohits som ”Liv før døden” og ”Skærgården”. Vi får Carl Emil, hvor han efter min mening er allerbedst, solo, kun udstyret med sin guitar.

Inden Carl Emil går på, er vi så privilegerede, at vi kan præsentere Mathilde Falch. En helt unik stemme i dansk musikhistorie, om man må være så fri, hun er jo ikke ret gammel endnu, men alligevel med 4 albums bag sig, og en bagage der kan mærkes dybt inde i sangene. Melankolsk og hjerteskærende musik fyldt med energi, der i den grad har noget at fortælle. Hendes radiohits tæller bl.a. ”Ild i min røg”, ”Stikkende savn” og ”1000 grunde”. Lige nu hitter hun med ”Tiden” sammen med Søren Huss.

Det vil blive en koncert med en blanding af stående og siddende gæster, og der bliver sat et stærkt begrænset antal billetter til salg for at sikre nærvær og en intim koncert. I baren kan der som altid købes et stort udvalg fra gårdens vineri og bryggeri både med og uden alkohol.
Billetter sælges til 300,- på følgende link til Odderbilletten:
https://www.odderbilletten.dk/arrangementer/2304/carl-emil-og-mathilde-falch/

Program:

Kl. 18 Portene åbnes
Kl. 18.30 Spisning
Kl. 19.30 Mathilde går på
Kl. 21 Carl Emil går på
Kl. 23 Gården går til ro

Og maden tænker du? Man kan vel næppe forestille sig en koncert på gården uden et måltid? Nej, det har du ret i, men den bliver ligesom musikken strippet helt ind til benet. Denne aften er enkel og rustik, så det bliver maden også. En helt særlig græsk gyros med marineret og langtidsbraiseret gedebov, fantastiske salater fra haven samt tzatziki på et hjemmebagt fladbrød. Ønsker du en vegetarisk udgave, vil du i stedet for kødet få grillede og marinerede courgetter samt bagte løg. Maden, økologisk selvfølgelig, laves af Søren Sørøver & Lone Landmand og skal bestilles separat på Odderbilletten. Prisen er 100 kr. for måltidet.

Skal man lige ridse aftenen op, så er der belæg for magi, og vi glæder os helt afsindigt til at skabe rammerne for en mindeværdig oplevelse.

Søren Sørøver – med billetklipperhat

P.S. Du finder billetter til Dodo & The Dodos lige her:
https://www.odderbilletten.dk/arrangementer/1919/brandbygegaard-live-2019/

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

Fårefjæs til dig

Et får er ikke bare et får
Lone

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

Forårsfugletegn

Selvom februars lune forårsvejr er byttet ud med noget mere tidssvarende, kan ingen tage den tiltagende dagslængde, de svulmende pileknopper og fuglenes fløjteri ud af ligningen. Det er sat i gang, og der skal mere end regn og blæst til at skrue ned.

For en uges tid siden vendte havens mest spøjse fugl tilbage fra vinterferien. I toppen af det hundredårige pæretræ sad et stærepar og knebrede, genkaldte sig andre fugles lyde, og et øjeblik lød det som om, havørnene svævede højt deroppe.

De er førstevælgere til samlingen af stærekasser, og vi håber, at deres mærkværdige snakken kalder flere stære til, så vi har nogen at dele årets kirsebærhøst med.

Hormonerne ruller også helt ud i svømmefødderne. Det meste af året går ænder og gæs enten i én flok eller i få større grupper. De seneste uger har deres adfærd ændret sig. Gåse-Åse og Gertrud leder efter egnede redesteder, og årets første gåseæg blev lagt i går. Ænderne piler rundt i alle retninger, for at parre sig, bede om parring og for at gemme deres æg under tætte buske, brændestabler og kvas.

Duerne har genoptaget deres tvivlsomme redebygning, som mest af alt består i at lægge endnu et blødt birkeris oveni en sjusket stak for enden af en svajende gren. På den måde kan de nå at starte mange kuld i løbet af en sæson.

Det er marts
Lone

Udgivet i Hverdagen

Når det skal være mere vådt – nyt projekt på gården

Vi har båret garnene ind fra fjorden. De har stået derude et par uger, men nu er det slut. I løbet af de relativt få dage er tov, over- og undertæller samt selve garnet tilgroet med brun ildelugtende algevækst.

I februar måned, i koldt hav – det sker kun, når vandet er næringsrigt. Ikke mere fiskeri i denne omgang, for når garnet står som en brun væg, skal fiskene have bind for øjnene for ikke at se det.

På vejen ind og ud over havbunden – vi går ca. 200 meter udad – kan man endnu se spor af november måneds kraftige algeopblomstring. Hvor sandormene laver deres tuer, kommer rent gråt sand op, resten af havbunden er dækket af et brunligt lag fra de forrådnede alger. Alt i alt er der ikke meget opmuntrende nyt at berette fra Horsens fjord og omegn. Man behøver ikke hente en forsker ind i DR for at sige det forudsigelige, man kan bare gå en tur ud i vandet og få syn for sagen.

Måske har du hørt om balladen i forbindelse med Landbrugspakken. Ikke kun det tvivlsomme grundlag, de tvivlsomme politikere, de tvivlsomme embedsmænd, de tvivlsomme analysemetoder, de tvivlsomme forskere og den tvivlsomme lobbyindsats forbundet med vedtagelsen i 2015, men også den tvivlsomme frivillige indsats fra danske landmænds side. Den indsats, der skulle nedbringe kvælstofudledningen til danske fjorde og indre farvande som kompensation for tilladelsen til at gøde markerne mere (og dermed opnå højere høstudbytte).

Der er så megen tvivl, men én ting er sikker – dansk landbrug fik lov til at hælde mere gødning ud over markerne. Resultatet er mere kvælstof i miljøet.

De seneste uger har der været heftig debat, fordi en nylig redegørelse viser, at landbruget frivilligt har reduceret kvælstofudledningen med 12 tons ud af de lovede 1451 tons. Altså ligegyldigt lidt.

Landbrugets modsvar og retfærdiggørelse af indsatsen er, at masser af initiativer er sat i gang, men endnu ikke oppe at køre, så de giver en reduktion i udledningen. Man vil i den forbindelse foretrække at blive målt på de igangværende projekters potentiale og ikke på den faktiske udledning.

Til det må vi herfra sige, at fjordens algevækst ikke ser på den gode vilje og igangsatte projekter. Desuden undrer det, at landbrugets politiske ledere efterspørger forståelse for, at der er en årelang tidshorisont, når det kommer til at gennemføre kvælstofreducerende tiltag. Den fakkel blev ikke holdt ret højt under Landbrugspakkens vedtagelse.

Hvorom alting er, skal der ske noget, og ved den paniske udsigt til indgreb i Landbrugspakken rulles det tunge skyts ud – kraftige opfordringer til at afstå dyrkbar jord med henblik på etablering af vådområder, som kan bidrage til kvælstofreduktion.

Hidtil har der været en småsurmulende stemning – hvorfor skulle en landmand bruge jord på et fælles initiativ, hvis han ikke fik en konkret personlig lempelse eller belønning?

Vi vil gerne vise en anden vej. Her på gården indkøbes der ikke gødning til frugt- og bærproduktionen. Imellem rækkerne i vinmarken og æbleplantagen er der sået hvidkløver, som fikserer kvælstof fra luften. Alt afklip forbliver i dyrkningsområderne og den sparsomme husdyrgødning går til grøntsagerne. Men vi vil gerne lave et vådområde alligevel. Ikke for at redde Landbrugspakken, men for at gøre en indsats for fjorden.
Derfor var her i den forgangne uge besøg af en såkaldt oplandskonsulent, som beregnede, så på anlægsmuligheder og vandforhold.

Gårdens jord er tæt på sidste stop inden fjorden, og langs skoven og engen går en kanal, som afdræner omtrent 125 hektar intensivt dyrket agerland med forskellige ejerforhold. Hvis vi anlægger et minivådområde, der har ca. 1,25 hektar vandoverflade – det er absolut i den store ende for den type miljøtiltag (det fylder ca. 20.000 kvadratmeter i alt med omgivende digeværk), kan kvælstofudledningen i drænvandet fra de 125 hektar reduceres med ca. 25 %. Fosfor reduceres med ca. 50 %. Hvis andre lodsejere også lægger jord til, kan de det samme. Hvert eneste anlæg får betydning. Yderligere gevinst er, at vådområderne kan blive levested for nye planter, smådyr og insekter.

Flertallet har afsat 115 millioner til at grave kvælstofreducerende vådområder m.m. Det er samfundet, der betaler for ansøgninger, entreprenørarbejde, opmåling, kontrol osv. Du, vi og mange andre betaler for at mindske forureningen af det fælles hav, fjordene og de indre farvande. Landmændene bliver ovenikøbet kompenseret for tabet af dyrkbar jord. Der er ingen grund til at lade være.
Vi har igangsat en ansøgning om at etablere vådområdet i den østlige del af gårdens jord, men det tager tid, og en væsentlig beslutning ligger hos Odder kommune, som skal give lov. Først til september kommer der svar på ansøgningen.

Imens gror algerne videre
Lone

Udgivet i Hverdagen | 2 kommentarer

Andehusene er sat i søen

I går aftes – i dagens sidste lys – blev andehuse, værktøj plus det løse pakket og bragt ned til søen.

Hundehovederne var med, men i snor. Dels for at skåne vildtet og dels for at skåne vores waders, som ikke er meget bevendte med huller efter kløer.

Andehusene er nu sat nogle meter fra land; udenfor ræv og grævlings rækkevidde.

Måske synes du, at indgangspartierne svæver lidt højt over vandoverfladen, men den skulle være god nok – omtrent 20 cm over så svømmende rovdyr, som mår for eksempel, ikke bare laver en mavelander på dørtærsklen.

Når ællingerne klækkes (forhåbentlig før eller siden), kaster de sig ud fra 20 cm vippen og bliver søgående. De vender ikke tilbage til reden, og derfor gør det ikke noget, at indgangspartiet er sat højt.

Først er der en lidt smal entré, og derefter kommer selve rugekassen, som er foret med hø. Den trange indgang hindrer krager, skader og andre Karlsmarter i at lande på dørmåtten og hakke æggene i sig.

Bagtil i andehuset er der boret ventilationshuller, naboerne er venlige, der er omtrent 3 km til indkøbsmuligheder og skole, men der er ikke længere offentlig transport.

Prisen er rimelig for ordentligt håndværk, og du kan også erhverve et hus til små eller store fugle, hvis du vil hjælpe livet på vej i din nærhed. Send en mail til lone@brandbygegaard.dk og du skal få kontaktoplysningerne til Fuglekassemanden.

Nu venter vi bare på indflytning
Lone

Udgivet i Hverdagen | 2 kommentarer