Så flyver bierne igen

I sidste uge skete der to storslåede ting – først kom bierne ud af det ene bistade, og så kom bierne ud af det andet bistade.

Jamen altså – to ud af to bifamilier har overlevet vinteren.

Det kan kun afføde næsegrus beundring, ikke mindst når man tænker på, hvordan vi andre kæmper os igennem.

Om sommeren kan bifamilierne bestå af godt 50.000 levende væsner. Ud på efteråret bliver der skåret ned på tjenerstaben og kun en lille hård kerne deltager i festen året efter. Er dronningen iblandt dem, bliver man særligt glad.

På en af de første rigtige forårsdage flyver bierne ud af staderne, og derfra sukker alle efter blomstrende planter.

De to familier er gårdens vigtige hjælpere, og deres indsats har afgørende betydning for høsten af en lang række afgrøder ikke mindst æblerne.

Med lidt held og mange mælkebøtter kan der også blive et årligt forbrug af honning til os, men det vigtigste er bestøvningen.

Al magt til bierne
Lone

Udgivet i Hverdagen | 1 kommentar

Det man spiser, er man selv – når tekst og illustrationer går op

Nogle gange falder der en turban ned i frugtskålen, og så kan man nærmest ikke gøre andet end at stå som en lille tissetrængende dreng – småvirrende, med begejstrede klappebevægelser og et kæmpe smil.

Hvis du engang skriver en “Mad vs. Fødevarer” til børn og unge, så vil jeg gerne illustrere den? Et spørgsmål der ramte Lone i efteråret, hvor vi var ude på et bibliotek for at lave lidt mad og snakke om gode råvarer. Det var Mads, der stod der med sin lille familie og et stort ønske om at formidle de helt ufatteligt vigtige budskaber, Lones bog indeholder, til en målgruppe af relativt nye spisere.

Henvendelsen var ikke bare en almindelig forespørgsel fra en begejstret læser, men et frø der uundgåeligt, stille og roligt satte sin lille blege rod ud for at afsøge sine omgivelser, inden et sæt kimblade arbejdede sig ud. Og man kan sige meget om Lone, men hun er et sted, hvor alt lever og gror i bedste velgående, og det gjorde Mads idé naturligvis også.

Mads går i medieverdenen under navnet Hjortefar, lidt skørt tænker forlagsdirektøren, der i daglig tale kaldes Sørøveren, men hvad faen 🙂

Vi var inde og se lidt på, hvad Hjortefar har bedrevet og fandt det ret inspirerende, faktisk fantastisk. En tekstprøve blev sendt afsted, og kort tid efter væltede tegningerne ud af hånden på ham.

Jeg kan ligeså godt sige det med det samme – jeg står stadig småtrippende og klapper i hænderne over de illustrationer, Hjortefar har lavet indtil videre. De har siddet lige i skabet. Sjove, provokerende og helt oppe i DR-ultra tiden. Det kan kun blive godt.

Bogen bliver tyk, smuk og kommer til at indeholde den vigtigste viden et menneskebarn nogensinde kommer i nærheden af. Det er nemlig ligemeget, om lille Frans skal være økologisk landmand eller astronaut – én ting er sikker; han skal spise, og det er her, han kan lave den største indvirkning på sit liv, hele hans liv.

Der er lang vej endnu, men denne forlagsdirektør håber og satser på, at bogen er klar til efteråret – så er det kun et spørgsmål, om du er!

Søren Sørøver – i ekstatisk glæde over ordets og illustrationens magt

P.S. Alle illustrationer tilhører Hjortefar

Udgivet i Hverdagen | 3 kommentarer

Når det ene afhænger af det andet

I går blev arbejdet med at klargøre et nyt kartoffelstykke fortsat.

Det er sådan en slags rullende foretagende – sidste år fældede vi (meget mod almindelig praksis) en del af poppeltræerne i hegnet for at få mere lys og varme ind i drivhuset.

Med baggrund i almindelig praksis blev 5 popler stående tilbage som solitærtræer. I løbet af året voksede kronerne nærmest sammen, og så var vi lige vidt. Da sommerheden ikke slog igennem, men gråvejret gjorde, blev det en smågusten sæson i drivhuset.

Det går selvfølgelig ikke et år mere, og derfor er yderligere 4 popler fældet, grenene er fordelt blandt får og geder, men et enkelt træ ligger tilbage til grisene. Sådan en slags funktionel dovenskab fra vores side.

Tilbage til det rullende – poplerne skulle falde ud over sidste års kartoffelstykke, som derfor først kunne indhegnes og frigives til grisene, da der var ryddet (stort set) op.

De to grise – Sofie og Solajma – gik i den fold, der skal bruges til dette års kartoffeldyrkning, og de kunne først flyttes, da den nye indhegning var klar.

Flyttes ville de ikke umiddelbart, men midt på eftermiddagen opdagede de guldet i den tidligere kartoffelmark. Så var alt godt, og Sørøveren kunne komme til at harve den forladte fold.

Traktorerne kan sjældent starte, når de skal bruges, og i går var det bedste, man kunne sige om maskinparken, at vildkatten oppe i træladen ikke havde kastet op udover Sørøverens pude på sædet.

Jorden bliver kompakt af griseliv, så det er nødvendigt at løfte og få luft i den igen, før kartoflerne kan sættes.

I år er der hjemtaget to sorter – Ditta, som til alle tider trives godt på denne jord og smager forunderligt året igennem samt Aluette, en ny (forhåbentlig) skimmelresistent sort der bare må prøves.

Sidste år dyrkede vi tre sorter mere blandt andet Æggeblomme-kartofler. De nærmest stod og råbte op i himlen for at få kontakt med årets første luftbårne svampe, og de gik helt omkuld, da de blev opdaget. Sådan nogle skimmelmagneter springer vi over i år, uanset at kartoflerne smagte dejligt.

Man har med andre ord begrænset sig…
Lone

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

Når de kalder vores bluff, gælder det om at sidde med en god hånd

Økologisk Landsforening har omkring årsskiftet startet en meget vigtigt debat. Skal øko-mærket udvides? Skal det opgraderes? Suppleres af en ekstra mærkning der hæver økologien op på et højere niveau, end den er i dag. Det røde Ø-mærke er underlagt EUs økologiske regelsæt og kan derfor ikke strammes yderligere.

Men hvad gør idealistiske tosser som os så. Sådan nogle som synes, at der er alt for mange smuthuller og kompromiser i økologien. Skal økologien rumme miljø, biodiversitet og socialt ansvar i langt højere grad?

Vi var med til det første debatmøde i Økologisk Landsforening, og det medførte en klumme til foreningsavisen – den får du her.

Når du har læst, nikket eller rystet på hovedet, så vil jeg meget gerne have din mening om emnet. Skal vi have et supplerende mærke, eller skal vi bare fortsætte med at rende rundt og kalde os selv for yberøkologer?

Søren Sørøvers klumme:

Hånden på hjertet – hvor mange økologiske forbrugere ved eller tror, at den pakke økogris, de lige har lagt i kurven, er vokset op i en stald? Og hvor mange regner med, at deres hjemmebagte søndagsboller har fået et skud konventionel gylle? Jeg tror, at det er en forsvindende lille del, men det bliver det ikke ved med at være. Der ligger indtil flere faldgruber i det økologiske produktionsapparat, som vi før eller siden bliver konfronteret med. Enten skal vi stå som en tøvende flok og undskylde, eller også skal vi gøre noget ved det.

Landbrug i det hele taget udgør en enorm klimabelastning, yderligere får vi gang på gang skudt i skoene, at økologien koster mere for klimaet end konventionel produktion – det kan vi ikke have siddende på os. Det er på tide at rette ryggen og tage førertrøjen. Holder vi os for gode til at plastre vores marker til i konventionel gylle, satser yderligere på sædskifte, mere dyrevelfærd, grøngødning, socialt ansvar og samarbejde, så ender vi med en hånd, der kan tåle at blive kaldt på ethvert tidspunkt. Et nyt mærke med højere ambitioner bliver vores trumfkort, og spiller vi det ikke som forening, så vil idealistiske landmænd som mig selv gå egne veje, og det bliver uden tvivl på bekostning af et fællesskab.

Skal vi bekymre os om, hvorvidt et nyt mærke devaluerer det røde Ø? Ja, det skal vi i høj grad, og det understreger også kun, at de oprindelige ambitioner for det røde Ø så småt er ved at blive overhalet af bevidste forbrugere og af alle os, der vil og gør meget mere. Et nyt mærke må skabe distance, ellers er det ligegyldigt. Det skal hæve sig over mange og trække de fleste med op – det skal inspirere, og det skal vise verden, at i Danmark tager vi fremtidens fødevaresituation seriøst. Når nogen går forrest, så følger andre med – det er menneskelig natur. Vi er begyndt turen. Vil I med?

Søren Sørøver – al magt til økomaden!

Udgivet i Hverdagen | 23 kommentarer

Kort nyt fra et blødt punkt

I går fortsatte rækken af underspringshandlinger – det blev en lang dag med beskæring af alt, der kunne beskæres.

Nærmest som i dansk politik bortset fra at der ingen grænse er for, hvad der kan beskæres yderligere.

Eller fornedres.

Læhegnene langs vejene var blevet for omfangsrige, og en venlig henstilling fra kommunen opprioriterede arbejdet med motorsav og bortslæbning af grene.

Ænder og gæs må stadig være udendørs, i modsætning til hønsene, og der er gået forår i de 3 hun-ænder. Brunstige er ikke for stort et ord, og Hannes And har travlt med at sørge for, at livets goder er ligeligt fordelt.

Efter endt parring ruller andrikken ned til siden, ligger lidt på ryggen og padler opad med fødderne, rokker og finder et punkt at vippe over for at komme på højkant igen. Den vellykkede indsats fejres med nogle triumferende cirkler ud i landskabet og lav næbføring.

Hunnerne går i bad.

Drivhuset står over for klargøring – det tætte grønne algelag skal vaskes af, så lys og varme igen kan komme ind. Der skal repareres lidt på siveslanger og øvrig vandtilførsel og trillebørfulde af kostbar hønsegødning skal fordeles.

Der hele må ordnes ganske snart, for de store planteborde på stuehusets førstesal er ved at være fyldte, og for at komme videre med såning og deling af planter, skal nogle flytte ud.

Søren Sørøver – som ellers aldrig bager kage – har lovet følgende: Skulle der ét eller andet sted findes en politiker, som gennemfører 50 ting, der rummer medmenneskelighed, miljøtiltag, rummelighed eller blot sympati, så bager jeg sgu den skide kage til dem!!!

Og jeg vil gerne påtage mig at plukke modne bær nu i marts, så den kan blive behørigt pyntet.

Lad det være et løfte
Lone

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

“I utide” – flash fiction på engelsk

For snart lang tid siden fik du en kort historie. Meget kort. Så kort at den slags kaldes flash fiction.

I løbet af vinteren skrev jeg flere af de korte historier. Ikke mange, men bare én hist og pist når der var ro i lejren til det.

I går udkom sådan en fortælling på det globale litteraturmagasin SmokeLong Quaterly. Den første danske flash-fiction tekst de har udvalgt. Og min første udgivelse på engelsk.

Oversættelsen har den dygtige Sinéad Quirke stået for – jeg har ikke tilstrækkelige ord til at kunne skrive med dybde og rytme på engelsk.

SmokeLong Quaterly har retten til udgivelsen i 3 måneder, og derefter går den retur hertil. Derfor kan du ikke læse historien her, men du kan læse den – både på dansk og på engelsk – på magasinets side.

“I utide” – læs hvis du har tid.

Og det behøver ikke være mange minutter
Lone

Udgivet i Hverdagen | 3 kommentarer

Omrokering i Griseland

Efter to dage med klargøring til opsætning af nyt hegn omkring køkkenhaven og vinmarken var det nærliggende at blive ved.

Komme videre.

I stedet blev der skiftet til andet forårsarbejde i går – ændring af folde og flytning af grise.

Ser du – indenfor det ydre grisehegn er der flere folde og små huse. Flere end grisene har brug for.

På den måde kan der altid være en fold eller to ude af drift, jorden kan hvile eller bruges til andet, og efter nogen tid vender dyrene tilbage.

En vigtig anvendelse er til årets kartoffelstykke. Jorden er fri for flerårigt ukrudt, den er velgødet og større sten er rodet op.

Men jorden er også meget ujævn og tæt nogle steder, fordi grisenes æstetik i gravearbejdet lader noget tilbage at ønske. Der skal harves og rettes ud, før kartoflerne kan sættes.

Folden, hvor sidste års kartofler blev dyrket, skal klargøres med hegnstråd og rydning af poppelkrat, og så bliver et par heldige grise lukket ind for at spise rester og leve der.

Nu er læggekartoflerne kommet hjem, og så ændrer alle prioriteter sig.

Hegnet om køkkenhaven må vente
Lone

Udgivet i Hverdagen | 1 kommentar