Der er ikke mange ting, som bliver bedre af at blive ignoreret og forsømt. Forfald melder sig lynhurtigt, og selvom man tilbage i øjeblikket fandt en priotering fornuftig eller nødvendig, så falder efterslæbet tungt og ubarmhjertigt den dag, man skal samle op.
Tag nu bare vinmarken der de seneste 4-5 år har været en større klods om benet end en gevinst for foretagenet her. Vanskeligt klima bl.a. afspejlet i et 2016 stort set uden druesætning, og et 2017 med så sent et forår at druerne ikke havde en chance for at modne, inden frosten ville sætte ind. Det virker for tiden som en bedre idé at drive en isbutik på høfte 42 i november end at være vindrueavler.
Når man, som os, altid har mere at lave end både tid og energi giver mulighed for, så bliver den slags udnyttet på det groveste, og vinmarken blev forsømt. Det giver ikke meget mening at bruge tid på at binde op og beskære i 200 timer, når der ikke er udsigt til en høst. Det resulterer ret hurtigt i, at man heller ikke kan klippe græsset imellem rækkerne, da vine hurtigt laver tornfri Tornerosefiltring fra række til række, så man ikke kan færdes der.
Det er selvfølgelig lidt træls at se på, men på den anden side så elsker dyrelivet vildskaben, og bl.a. et utal af fasaner blev sidste år ruget ud i vildnisset. Til gengæld er den årlige vinterbeskæring en lidt frustrende opgave, da det minder om at kæmpe sig ind gennem en urskov. Det lykkes altid, og optimismen omkring den nye sæson er altid intakt. I år skal der bare lidt mere til. De pæle, vi slutter rækkerne af med, og som holder trækket på espalieret, blev skiftet for få år siden til noget, der virkede som en god og ikke mindst billig løsning – to ting der sjældent hænger sammen, og det gjorde de heller ikke her. De er rådnet, knækkede og lige til at skifte.
Sådan en opgave er pænt stor, og de sparede penge kommer til at koste en masser timer til udskiftning. Det skal vi ikke stå med igen, så denne gang er der ikke sparet på noget. Meget kraftigt egetømmer er hjemkøbt, og det kan og skal holde langt ud i fremtiden.
Desværre har de to seneste års nedsatte indsats i vinmarken sikret, at en trivelig plante har bredt sig helt vildt. Brændenælder har slået sig ned, og nu skal der bruges en del krudt på at slå dem tilbage igen. Derfor bliver vinmarken fræset i år, og vores nyerhvervede rækkerenser kan forhåbentlig give kamp til brændenældestregen.
Hvert efterår efter en slatten eller slet ingen høst melder der sig næsten altid en lidt trykket stemning – ”Kan det virkelig gå an at dyrke den vinmark”. Hvert forår står det lysende klart, at en spændende og givtig sæson nærmer sig, og min tro på en fantastisk høst overskygger alle de arbejdstimer, der ligger og venter.
Foråret er altid lig med tro, håb og arbejdsomhed.
Søren Sørøver med kraftig saftstigning
