“Rapunzel, Rapunzel lad falde dit hår”

Hvis der kommer en forbipasserende mus henover køkkengulvet – og det er ikke utænkeligt, er det her nærmest en invitation til at klatre op ad Rapunzels tykke tovværk.

Lone

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

Brandbygegaard Bryghus – nye vinde

Det risler stille og roligt. Væsken, der snart kan kalde sig for en urt, presses op igennem den nykværnede malt og tager mere og mere karakter af det korn, der danner rammen for øllet. Efterhånden som maskineriet sætter temperaturen op, begynder de naturlige enzymer i malten at komme i gang, og snart tager de fat på at omdanne stivelsen til sukkerstoffer, der kan gæres til øl. Jeg aner ikke, hvordan man i sin tid fandt ud af denne helt naturlige proces, som trods alt kræver en del menneskelig indblanding. Men for silvan, efter at have løst den gåde, må man have kigget op til Vorherre med et skælmsk blik og tænkt – is that all you’ve got?

Efterhånden som stivelsen omdannes, og aromaerne forplanter sig i væsken, gør brygmesteren klar til at humle øllet. Den første humle, der får lov at koge med i noget tid, er bitterhumlen. Den, der lægger bunden. Senere kommes frugthumlen i; den som tilfører friskhed, florale noter og runder øllet af.

Så køles urten ned, og man smager første gang. Her kræves et vist abstraktionsniveau, for den lunkne, lidt søde kop kornthe, med et lods bitterhed, smager heldigvis ikke som det færdige resultat. Derefter skal urten gære, og endnu engang er der magi i luften. Estere, smage, dufte og, nå ja.. heller ikke helt uvæsentligt, alkohol dukker op.

Det er vel ved at være 6 år siden, at Brandbygegaard Bryghus så dagens lys. Et nanobryggeri må være kategorien. Lille kapacitet, høj kvalitet, lange gæringer og håndværk har været og er hjørnestenen i bryggeriet. Øllet har været præget af traditioner plus lidt kontrolleret vildskab, og det bliver også stilen fremover, selvom den dog vil flytte sig fra de lidt tungere, fyldige øl til mere lette og lysere typer.

For ser du – maltposen er blevet rystet godt og grundigt. I efteråret var jeg på besøg på et lille dansk malteri, økologisk naturligvis, Gyrup gårdmalteri. Når jeg skriver lille, så mener jeg rent faktisk kæmpestort, bare lille bitte i forhold til de store. Det var noget af en oplevelse at være på den gamle slægtsgård, der havde en helt særlig udstråling. Den der blanding af moderne højeffektivitet, omtanke og håndværk. De har en stor malkebesætning, der laver en helt særlig gårdmælk til Thise, og gødningen bruges til at dyrke afgrøder til køerne, men også til malten til deres egen Thy-whisky. Først en tur igennem deres renseri og tørreri, så deres malteri, så deres bryggeri, så deres brænderi og til sidst på fade og flasker. Alle restprodukterne fra processen bliver til kofoder. Og da de alligevel har udstyret, så laver de en perlerække af lækre malttyper til andre bryggerier.

Jeg havde efterhånden hørt meget godt om deres malt og tog egentlig bare op for at snuse lidt og hente lidt med hjem til at prøve med. Men efter overvejelser herhjemme over middagsbordet, så besluttede vi at skifte al vores malt fra den hidtidige ellers fantastiske belgiske leverandør ud med malten fra Gyrup. Som en helt naturlig ting i alt, hvad vi gør her på gården, er viden og vished for, hvordan ting bliver skabt enorm vigtig for os, så valget var nemt.

Men det bliver udførelsen bare ikke. For Gyrup har ikke de samme malttyper, som jeg har udviklet alle mine opskrifter over. I stedet for at prøve at ramme de gamle øl med de nye ingredienser, har vi besluttet at udvikle fra bunden, og inden vinteren er ovre, skulle der gerne være født 10-12 nye øl på bryggeriet. Det bliver angstprovokerende, hårdt, og ikke mindst hamrende sjovt.

Søren Sørøver – med ølskum i skægget

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

Ny pussyhat der strammer til

Her i vintermørket er der tid til både at skrive mere og læse mere. Det er alt sammen mægtig godt, men også en form for isolering af opmærksomheden, som andre må kæmpe imod.

For nogle dage siden fandt jeg rester af garnnøgler samt en hæklenål, for nørkleriet med garnet kan finde sted samtidig med delvis opvisning i nærvær. Til at begynde med var det lidt planløst, også hæklearbejdet, bare for at øve masker, men ud af underbevidstheden voksede noget, som nu tager form af en ny pussyhat. Den gamle er blevet for slap i ribkanten.

Vi er nødt til at stramme op
Lone

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

Mørketanker

Gården er i evig bevægelse – det, der er givet nu, er måske ikke om nogle år, og meget af det, de besøgende betragter som tingenes tilstand, er for os et øjebliksbillede af udviklingen.

Det handler om en indre trang til at forandre, forbedre og skabe muligheder. Indlægget her har ikke noget med nytår at gøre, tilpasningerne finder sted løbende. Når det er nødvendigt, og når det kan lade sig gøre. Både hvad angår tid, energi og penge.

I vinterperioden er en ny dyrkningssæson forestående, og derfor er de mørke måneder et selvfølgeligt tidspunkt at overveje vigtige tiltag og handlinger for det kommende år. Helt nede på frøniveau er der ikke meget at ændre. Vi sår og dyrker ufortrødent så mange forskellige slags grøntsager, urter, bær m.m. som muligt, uanset om nogle slog fejl sidste år eller ej. Sådan er det at være med i den store vækstroulette.

En del af årets økonomiske overskud er gået til indkøb af et nyt drivhus – bare et tunnelhus, altså galvaniserede stålbuer betrukket med plastikfolie; det er så langt, vores penge rækker. Ikke noget glaspalads men alligevel et rum med uvurderligt beskyttet indeklima, som kan afhjælpe de vanskeligheder med det udendørs klima, vi er nødt til at indrette os efter. Hele tiden.

Vi har et drivhus på 100 kvadratmeter, og det nye er på 120 kvadratmeter. Tilsammen vil de give os værdifuld mulighed for tidlig opstart af afgrøder, forlængelse af dyrkningssæsonen i begge ender, som man siger, og desuden mindskes risikoen for vandmættet jord og bortskyllede afgrøder væsentligt. Hændelser vi lever med i den store køkkenhave.

Lige nu ligger samlesættet bare unyttigt hen, men til foråret skal drivhuset bygges, og der skal dyrkes en masse fine planter, som kan blive til ordentlig mad for både os og gårdens mange gæster i løbet af sommeren.

En anden væsentlig ændring, som også er afledt af vores overvejelser om tilpasning, er, at dyreholdet ændres i retning af færre, som spiser korn. Drøvtyggerne – kreaturer, får, mufloner og geder, spiser kun plantevækster her fra gården, hvorimod grise, ænder og høns tillige fodres med korn. I fremtiden skal der hældes mindre korn igennem dyr med henblik på mad til mennesker og mere direkte igennem mennesker.

Vi har også besluttet at ændre omfanget af kartoffeldyrkningen. År efter år mistes mange kilo i efterårets mudderdyb, fordi de tiltagende nedbørsmængder gør jorden rigeligt våd til kartoffeloptageren. Der er for meget bøvl og for lidt glæde forbundet med indsatsen, så vi går over til færre kartofler plus mere håndarbejde og sætter de små kartoffelmaskiner til salg – den orange Fiat-traktor, den gamle kartoffellægger, hypperen og den nærmest ubrugte og spritnye kartoffeloptager. Skriv til Sørøveren hvis du står og skal starte en lille kartoffelproduktion til vejsalg eller andet – på sandet jord vil jeg foreslå.

Der skal genplantes en del i æbleplantagen. Det mere fugtige klima i dette land har muligvis udløst en mindre tsunami af frugttræskræft, også her på stedet, og vi skal udskifte syge træer med nye. Jo kraftigere vækst et æbletræ har, des bedre kan det modstå angrebene, desværre er mange solgte sorter podet på svage grundstammer.
Vi kommer nok til at køre videre med de svage træer og årlige udskiftninger. På trods af elendighederne glæder vi os over at have haft rekordhøst i 2019, så der er ikke andet for end at klø på med spaden.

Hvilket bringer os videre til det næste. Stykke skov. I år skal der plantes mere i og omkring Grundtvigs skov, så hvis du under det kommende forårsarbejde i haven finder små selvsåede træer, kan de få et varigt voksested her. Sæt dem i en potte og medbring dem til et af sommerens arrangementer – både træet og du er hjerteligt velkomne.

Med mod på udviklingen
Lone

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

Kampen om ordet! Søren Sørøvers nytårstale til dig.

Så er der igen gået et år, som sædvanligt er det set her fra gårdens dannebrogsvinduer gået alt, alt for hurtigt. Det har været begivenhedsrigt, både hist og her. Ny regering, nye bevægelser og nye ord. Mere lokalt var det nye udfordringer, nye arrangementer og ikke mindst ny bog. Desværre er fjorden stadig lige grøn.

Den nye regering var nok noget, som vi var mange, der havde set frem til. En grøn dagsorden! Og alligevel sidder man og er lidt desillusioneret her ude på landet. Det er godt nok en anden taktstok, der svinges, og af en ny dirigent, men lytter jeg godt efter, så synes jeg, at melodien virker bekendt, på mange områder alt for bekendt. Til gengæld var hele Folketinget, altså næsten, enige om, at det der klima skal vi gøre noget ved. Selv DF gik i telefonboksen som sande helte og skiftede til klimavendekåben. De blev enige om et tal, og 70 % er et fremragende tal. Ikke at det gælder fra nu af, for så er det lidt for overvældende, nej hvis vi regner fra en gang i 90’erne, så skal vi kun reducere nogle og 30 % for at komme op på 70 %. Ja, det virker lidt som leg med ord og tal, men det viser viljestyrke – nu rykker vi. Ja, det skal jeg lige love for. Helt op i toppen af listen over mest svinende individer i verden! Her sidder den klimakyniske nok, og med rette naturligvis, og understreger, at problemet ikke er, at vi sviner så meget, som vi gør, faktisk så betyder det ikke en knaldperle. Problemet ligger i, at alle de andre ikke forstår, at de ikke kan gøre lige som os, efterhånden som deres velstand tillader det. I skal gøre, som vi siger, ikke som vi gør! De 70 procent er vedtaget, det samme er klimaloven, men udslippet stiger og øjeblikkelige handlinger for at begrænse det er få – så få at seriøsiteten bag deres ord vakler. Men fjorden er stadig grøn.

Som alt fra købmænd (hif. salig Lars Larsen) til regeringer gennem årene har erfaret, så handler det hele om ord. Den forrige regering endte rent faktisk med at ændre grænsen for, hvilke ord man bruger om folk, både mindrebemidlede etniske danskere, og ikke mindst indvandrere, herboende fra udlandet og flygtninge. Man kan sige meget om deres valg af ord, men i det mindste så var de ærlige, de talte rent ud af posen, der blev ikke pakket noget ind, had og foragt stod soleklart. Nu er der andre boller på suppen. En ny stribe ministre står med budskaber og hensigter, men uden modet til at udtrykke dem. Evnerne bør de vel have – de har stort set alle gået dobbelt så lang tid i skole som jeg, så evnen til at formulere sig burde være oparbejdet. Alligevel barrikaderer de sig bag en mur af ”særlige rådgivere”, pressechefer og som sidste sten i muren ansættes litterært anerkendte forfattere som embedsmænd for at formulere de ord, der skal vinde folkets tillid. Se her må jeg undres. Er de budskaber så svære at sælge, at de fremmeste tekstforfattere skal vælge ordene? Hvis ikke det indgyder mistillid og undren blandt folket, så ved jeg ikke, hvad der gør? Kan vi mon finde et nyt smart udtryk for iltsvind? Grøn front! – grøn fjord.

Et ord, der nok ligger på manges læber i år, er kleptomani. Ikke at det er et decideret kriterium for at blive placeret på en væsentlig post i det offentlige, men det virker som om, at det hjælper. Nu skal jeg naturligvis ikke skyde med spredehagl på de mange tusindevis af fantastiske medarbejdere i det offentlige, men nepotisme, bedrag og simpel svindel/tyveri rasler ud af skabene, og det er ikke bare i bunden af skabet, det er i de allerøverste skuffer, i ministerierne, i styrelserne. Mon det er sidste bundvending fra de udsultede institutioner, vi har set? Ellers kommer der nok én i fjorden om ikke andet.

Et andet ord må være navnet Thunberg. Greta blev personificeringen af klimakrisen på godt og ondt. Man kan undre sig over, at der skulle en vedholden teenager til at skubbe debatten i gang, man kan også undres over, at så stor en del af debatten blev til en Gretadebat. Jeg har fra starten ærgret mig lidt over, at det var en 16-årig, der endte med at tegne debatten, og misforstå mig ikke, jeg er stor tilhænger af det, Greta siger og gør, men at placere en enkelt pige på toppen af så vigtig en kamp er altså ikke udelukkende smart. Hun er alt det, klimaforkæmperne skal bruge i deres kamp, men hun er også alt det, som modstanderne har brug for, når den skal latterliggøres. Alt i mens udslippet fra den samlede verden blot stiger støt, præcis ligesom udledningen til fjorden.

Man studser lige en ekstra gang, når Landbrug & Fødevarer roser DN for noget, man studser især over, at de selv er bagmænd. Og således kom et samlet forslag fra de to organisationer om en landbrugsreform til glæde og gavn for miljø, klima og ikke mindst økonomisk klemte landmænd. Den sidste del er de gået lidt stille med, men ikke desto mindre så vil langt størstedelen af de mange milliarder kroner i jordreformen gå direkte ind i landbrugets likviditet.
Lad mig lige uddybe: Forslaget går ud på, at staten, du og jeg, køber dyr landbrugsjord, med god bonitet og nem dyrkning til en værdi af tja.. i gennemsnit 130.000,- pr. hektar, og det giver man så landmanden i bytte for et stykke lavbundsjord, som ofte giver store problemer at dyrke, store udgifter til dræning osv. Jord som reelt kun dyrkes, fordi der er offentligt (du og jeg betaler) tilskud til det. Den slags ringe landbrugsjord handles til en helt anden pris af præcis samme grund. Vi snakker 30-50.000,- pr. hektar. Lad os bare komme landbruget i møde og sige 40.000,-.
Vi, samfundet – du og jeg, ender altså reelt med et elendigt stykke jord til 130.000,- og landmanden ender med jord, der er 90.000,- mere værd pr. hektar, end det han havde før. Tag så og gang de 90.000 kroner med de 100.000 hektar, som landbruget foreslår, og vupti landbruget er 9 milliarder kroner rigere, end de er i dag – eller mindre fattige om man vil. Alternativt kunne man ophøre med at give tilskud til dyrkning af den lavtliggende jord og lade landmændene beholde den. Eller tilbyde at overtage den til dagspris for jordtypen. Jeg forstår godt deres iver for at arbejde for klima og miljø på denne måde. Men ok, det gør gavn i fjorden, det er bare en dyr måde, for samfundet, at fjerne det grønne skær.

Skal jeg være helt ærlig, så har jeg lidt svært ved at bevare optimismen, når det kommer til miljø og klima. Vi har vist, at vi som race ikke kan håndtere livsgrundlaget, når det skal måle sig med vores grådighed, og der er vist ikke længere tvivl om, at vi kommer til at lære på den hårde måde. Til gengæld er jeg ikke så bekymret for en fremtid, hvor vi som menneskehed bliver presset på vores levemåde. Jeg tror ikke på den bibelske udrensning, men jeg er bange for, at grådigheden kommer til at give langt flere konfrontationer i fremtiden. Knaphed skaber utryghed, men den kan også skabe et sammenhold, som vores rigdom har demobiliseret. Den tid i historien, hvor vi har kunnet klare os uden andre, som vi gør i dag, er meget kort; jeg håber, at den kollapser sammen med de forandringer, vi kommer til at leve med, så vi alle kommer til at leve mere med hinanden end af hinanden.

Det er jo heller ikke fordi, jeg ikke kan se lyspunkter, langt det meste er faktisk lyst, men derfor er man stadig nødt til at tage de sorte pletter seriøst, så de ikke kommer til at fylde for meget. Jeg tror, at det vigtigste at huske på, når vi nu træder ind i et nyt årti, er, at intet af det, vi foretager os, kan gøres uden at sætte spor. Mange af de spor belaster klimaet, biodiversiteten, miljøet og naturen, mens mange andre opbygger menneskelige relationer, kærlighed og venskaber. Træd varsomt, kunne man fristes til at slutte, men jeg tror, at omtanke er det, vi skal træde med. Varsomhed fører ingenting til. Ikke engang rent vand i fjorden.

Godt nyt år fra folk og fæ på Brandbygegaard!

Søren Sørøver – med begyndende grå stænk i skægget

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

Letvægtsudgaven

Måske kender du det selv – man har vanskeligt ved at placere sin fuldgode krop behageligt.

Møblementet er tæt på at være for småt.

Ingen kommer og læser højt.

Og yndlingsbogen er for stor og tung.

Da kan ebogen være en løsning, og du finder den på nettet, enten til download eller som biblioteksudlån på e-reolen.

God fornøjelse
Lone

Udgivet i Hverdagen | 1 kommentar

Frøfornemmelser

Juledagene er fredelige, større og mindre børn af gården kommer og går, vi bliver. Bortset fra en enkelt afstikker juleaften.

Der er ikke andet end samvær og nærvær på programmet, når nu det er muligt, men ind i mellem – når andre skal noget andet, bliver det til læsning og skrivning. Småting.

Det eneste arbejdsmæssige, udover fodring af dyrene, har været overvejelser og bestilling af grøntsagsfrø m.m. til den kommende dyrkningssæson, og det er – om noget – opmuntrende på en vandkold lør-næsten-dag.

Pludselig er alt inden for synsvidde frodiggrønt, solen skinner, drivhuset dufter af tomater, basilikum og citronverbena og ambitionerne med hensyn til plantemuligheder er skyhøje som sommerhimlen.

Jeg kan næsten ikke vente
Lone

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar