Jorden er giftig

Skal vi lege jorden er giftig? Eller sådan noget lignende skrev Fødevarestyrelsen for et par måneder siden, da de iværksatte en større undersøgelse af dioxin og PCB i æg fra mindre udegående hønsehold.
Fødevarestyrelsen ville have 30 æg til test og de blev afhentet med smil og venlighed. Vi var godt klar over seriøsiteten i undersøgelsen; det har længe været en hæmsko for økologiske æg, at indholdet af overnævnte stoffer kan være væsentligt højere end indholdet i æg fra de høns, der er begunstiget med fire lukkede vægge og et tag alle dage i deres korte liv. Men trods alvoren i undersøgelsen havde vi noget svært ved at tro, at det verdensomspændende dioxin og PCB-problem skulle være lige her på vores fantastiske plet jord.

Nu sidder du nok med en helt klar fornemmelse af, hvad der kommer, til forskel for os, for det var noget af en overraskelse, at kredsdyrlægens store sorte MPV kom kørende ind på gårdspladsen midt på eftermiddagen. Hun beklagede meget, men havde dårligt nyt med. Hun havde desuden underrettet Fødevarekontrollen, der rykkede ud som Brødrene Bisp i Sonny Soufflé Chok Show – vild på varme brede dæk. 5 minutter efter vi havde fået beskeden, stod de ved æggesalget og var klar til kaste sig ind foran en potentiel kunde (der kan være dage imellem) for at redde vedkommende fra en fatal fejltagelse. Æggene fra vores høns var faldet for grænseværdien. Der er ikke tale om en tilbagekaldelse af solgte æg, men om et stop fremadrettet.

Normalt afholder jeg mig fra at bande på skrift, for det er i bund og grund en litterær falliterklæring. Men for fanden i helvede!!!!
Her stod vi – få timer til et arrangement med dejlige mennesker, og så skulle vi til at tage stilling til ikke bare vores lille æggesalg men til fremtiden for høns på gården. Og dig, der her fulgt lidt med her på kanalen ved, at høns ikke bare høns her på stedet.
Frustrationen kunne ikke være større, om så vores gård stod under vand i Herrens syndflod. Her går vi og arbejder for en bedre fremtid for alle, for vores dyr, vores børn, børnebørn, fiskene i fjorden og viben på marken. Karmaklovnen står eddermame til en gedigen kindhest.

Nu er salget af æg stoppet, vores høns er lukket inde og vi skal så, og med vi, mener jeg os to, Lone og Søren, finde ud af, hvor forureningen stammer fra. Fødevarestyrelsen vil bekoste en ægtest mere, resten er op til os. Jordprøver på et ubegribeligt stort areal og flere test af æggene. Hvis hønsene isoleres i 3 uger fra det forurenede område, så skulle æggene igen være fine. Men når man læser listen over de mulige udefrakommende kilder, så er det altså tæt på umuligt. Vi snakker alt fra tidligere generationers skrammelplads, afbrænding af affald i området, gammelt trykimprægneret træ, gamle byggematerialer, nylig udkørsel af slam på nærliggende mark, maling, uheldig vindretning da naboens gård brændte i 2016 eller da den anden nabos gård brændte et par år tidligere, eller måske er det bare de store svenske papirfabrikkers skorstensos, der har regnet ned over vores jord i forrige århundrede og fremefter – vi aner det ikke, men ét er sikkert – det her bliver ikke nemt at finde ud af og det bliver heller ikke billigt. I skrivende stund er vi ikke ret optimistiske i forhold til at finde kilden og vi ser ind i en fremtid uden de ikoniske høns på gården.

Lykkeligvis optager planter ikke dioxin via rødderne, hvilket gør, at jo mere grønt arealet, hønsene går på, er, des mindre dioxin får de. Det samme gælder for os mennesker, jo mere grønt vi spiser, jo mindre er vores optag. Dioxin findes i fedtvævet hos dyr – fisk, pattedyr, fjerkræ osv. Også af den grund er flere grøntsager i kosten måske en fremtidig løsning på et landsdækkende problem.  

Men kan sagtens have et horn i siden på Karmaklovnen eller den fuldstændig uansvarlige vækst båret oppe af kemi, som vi har oplevet lige siden 2. verdenskrig, men når alt kommer til alt, så er det her prisen i dens allermest håndterlige og virkelighedsnære udgave, for det samfund, vi alle lever i. Fortidens synder får skylden for meget, mens vores egne synder først bliver vores børns problemer. Man kan efterhånden ikke spise en bøf fra det lokale kogræsserlaug eller et æg fra baghaven uden at blive mindet om vores allestedsnærværende uansvarlighed.

Om 3 uger skal vi indsende nye æg fra de indelukkede høns til test, og så finder vi ud af, om det er noget, der ligger i den gamle hønsegård eller ude i frugtplantagen, hvor der tidligere var markdrift. Herefter må vi tage stilling til, hvad der skal ske. Der er ingen tvivl om, at vores ønske om at bevare vores høns, til de selv dratter om af ælde, er en del af problemet. De svært nedbrydelige stoffer hober sig op i hønsedamerne, og når de så får lov at blive gamle, så ophober elendigheden sig tilsvarende.

Det er ufatteligt paradoksalt, at den menneskelige måde at undgå disse stoffer på, er at holde dyr indendøre og fodre dem med importeret soja fra Sydamerika. Vi har formået at fucke jorden op i en sådan grad, at det mest naturlige for vores husdyr; nemlig at færdes på jorden, ikke er det sundeste for os selv længere.

Det mest ulykkelige ved denne sag er, at vi, trods det at PCB og Dioxin længe har været forbudt, stadig opretholder 95% af vores fødevareproduktion på kemi. En dag som denne, hvor man står med begge ben i lort til anklerne, så bliver det klart som septembers himmel, at vi og vores foregående generationer har spillet hasard med både nutiden og fremtiden.

Søren Sørøver, med aggressivt opkøb i fremtidens Marskoloniseringsaktier – måske kan vi få æg uden gift igen en gang.            

Udgivet i Uncategorized | Kommentarer lukket til Jorden er giftig

En bolig mere på gården

Det har taget nogle år, 3 vel efterhånden, fra tanke til nær virkelighed, men nogle gange er store beslutninger længe undervejs og udførelsen endnu længere. Vi har ansøgt kommunen og fået tilladelse til opførelse af en bolig mere på gården og i huset indflytter Sørøverbror og svigerinde – Hanne og Michael.

Siden den yngste søn rejste til København og blev der, har det været vanskeligt for os at være væk fra gården i ret mange sammenhængende timer – sådan er det at have dyr. I særlige anledninger har Hanne og Michael overtaget kommandobroen, men vi forsøger at trække så lidt på dem som muligt, da de samme to beredvilligt dukker op og hjælper med klargøring af grøntsager, opvask m.m. når vi har arrangementer på gården. Den indlysende løsning er at bygge et hus her, så vi ikke skal tilkalde dem mere.

Det er Smaskepots gamle hus, Søren tager ned – ikke det nye, han bygger op…

Søren Sørøver og jeg har med tiden oparbejdet en arbejdsbelastning, som godt kan deles med andre. I omstilling (i hvert fald i omstilling af landbrug) og opstart at nye produktioner (i hvert fald i de forædlingsformer, vi har valgt), skal der investeres en del – både tid og penge. Vi har investeret begge dele i årevis og er nået til et punkt, hvor indtjeningen er god og også mulig at øge, hvis vi får flere timer at gøre med. Dem køber vi af Hanne, som kommer til at arbejde med de opgaver på gården, hun gerne vil arbejde med. Michael fortsætter med at passe sit arbejde – et rigtigt arbejde.
Udover det praktiske i at bo på samme matrikel, er der selvfølgelig alt det nære, som er værdifuldt uden for prissætning. For eksempel ser Søren Sørøver frem til impulsive fisketure med sin storebror, der bliver fællesskab og meget andet.

Vi gør mest muligt – muligt i forhold til alt det andet arbejde, vi står med – selv, for at holde omkostningerne på byggeriet nede. I dag ændrede planerne karakter til virkelighed i form af fysisk arbejde. Området langs indkørslen skal ryddes og klargøres, så landmåleren kan komme til.

Nu er vi i gang
Lone

Udgivet i Uncategorized | Kommentarer lukket til En bolig mere på gården

Ferskner, nektariner m.m.

I dagene mellem sensommerens sidste arrangementer er der fri leg. Eller sådan da. Nogle dage er gået/går med regnskabsarbejde, momsopgørelse og afregning, myndighedsbetjening samt diverse visionære virksomhedstimer ved computeren for at styre det hele i den ønskede retning.


Alt det digitale, det abstrakte, står i hård kontrast til virkeligheden, hvor det vigtigste lige nu er at høste, sylte, fryse og henkoge alt, hvad der kan høstes, syltes, fryses og henkoges. Når jeg klapper skærmen ned og går ud i septembers blide varme er det for at gøre det, jeg allerhelst vil – noget meningsfyldt. Hvad kan være mere meningsfyldt end at sikre sig noget at spise?

Blødende brombær hænger højt og trækker tråde af ens trøje, når man sikrer sig syltetøj til vinterens vafler. Store gule Reine Claude blommer, bløde som babyarme, duver fra de gamle frugttræers kroner. Nedfaldsfrugten dækkes af bier på returtur, farvestrålende admiraler og efterårstrætte hvepse. Dagens første måltid udgøres af forskellige udkantsblommer, når jeg går æbleplantagen efter for ræve. Grøn Reine Claude er undseelig, overset og nok den bedste sort – sødmefyldt, intens og aromatisk. Hver aften plukker jeg dagens modne og gør dem til køkkenets ukronede konge.

På gårdspladsen op ad den vestvendte kampestensvæg står et ferskentræ. Plantet for 15-20 år siden, så jeg husker ikke længere sorten, men god og givende er den. Det regner med saftige ferskner og hver dag samler jeg de forslåede fuldmodne, som har lagt sig på pigstenene.
I drivhuset giver nektarintræet nådige mængder af rødkindede frugter. Til marmelade er de opgivende bløde og aromatiske absolut bedst, men som spisefrugt foretrækker jeg både ferskner og nektariner sprøde.

Lidt fasthed er ikke af vejen.

Lone

Udgivet i Uncategorized | Kommentarer lukket til Ferskner, nektariner m.m.

Pindsvineår

Hver aften inden sengetid sætter vi snor i hundene og går en nattur med dem. Snoren er nødvendig, for her er dyr allevegne.
Flagermus flyver nysgerrigt over haven, kommer ned over os, helt tæt på, og Dagmar følger dem tydeligvis med hørelsen og springer højt op i luften, når de nærmer sig. Harekillinger og voksne harer har travlt med at spise i vinmarken. Grævlingen er ude for at finde føde og dens brede duftspor kan uventet rykke ens arm ud i strakt, når hundene får fært. Natfugle siger natlyde ved søen, plasker svagt og forsvinder, små buttede pindsvineunger bevæger sig hurtigt rundt både inde i bygninger og ude.

Forleden aften, da vi var længe i gang for at klargøre til ØKOKOK-arrangementet, gik jeg hurtigt over gårdspladsen for at tænde lamperne ved porten og oplyse den begsorte nat. En gårdsplads kender man – ved hvor klatrerosens tornede grene hænger lavt, ved hvor pigstenen stikker op, ved hvor hulninger kræver korrektion af bevægelser osv. Og så faldt jeg, snublede over en ukendt forhindring – årets største pindsvin. Det var bedre forberedt på mødet, havde rullet sig sammen, sænket tyngdepunktet yderligere og var fastlåst til jorden.

Det er ikke blot et godt år for stenfrugt, også pindsvin er der mange af.

Lone

Udgivet i Uncategorized | Kommentarer lukket til Pindsvineår

Aldersro – trygt og varigt botilbud til kaniner

For nogle år siden fik vi to kaniner forærende fra en familie, hvor børnene var blevet store og havde fået andre interesser. Næppe sex, stoffer og rock n’ roll, men så måske klima, fremtid og grundvand. Hvem ved. De to kaniner var søskende og havde været sammen hele livet – i forrige uge døde den ene og i nat den anden, raske og rørige til det sidste, men gamle og mætte af dage.

Det betyder, at vi igen tilbyder nyt hjem for kaniner med det behov. Der er rævesikkert hus at sove i og udendørs gård til dagligt liv. Masser af friskt grønt dyrket på forsvarlig vis og daglig kontakt. Der kan bo 2-3 kaniner på Brandbygegaard, men de skal være steriliserede/kastrerede, for vi har intet ønske om at lave en opformeringsstation og iboende erfaring siger, at kønsbestemmelse af kaniner ikke er for amatører. Stedet her egner sig bedst til store, robuste kaniner, som er vant til menneskelig kontakt, da der i løbet af året kommer en del gæster på besøg.

Hvis du har en coronakanin eller en alenekanin, som du gerne vil give videre til nye forhold, er du hjerteligt velkommen til at skrive en mail med foto (af dyret) og sende den til lone@brandbygegaard.dk – telefon bruger jeg så lidt som muligt. Kan du komme her med kaninen og se og godkende dens nye hjem er det allerbedst, men indenfor rimelig køreafstand kan Søren og jeg også afhente den. Vi har bare ikke meget tid til udflugter for øjeblikket…

Lone

Udgivet i Uncategorized | Kommentarer lukket til Aldersro – trygt og varigt botilbud til kaniner