Skal vi lege jorden er giftig? Eller sådan noget lignende skrev Fødevarestyrelsen for et par måneder siden, da de iværksatte en større undersøgelse af dioxin og PCB i æg fra mindre udegående hønsehold.
Fødevarestyrelsen ville have 30 æg til test og de blev afhentet med smil og venlighed. Vi var godt klar over seriøsiteten i undersøgelsen; det har længe været en hæmsko for økologiske æg, at indholdet af overnævnte stoffer kan være væsentligt højere end indholdet i æg fra de høns, der er begunstiget med fire lukkede vægge og et tag alle dage i deres korte liv. Men trods alvoren i undersøgelsen havde vi noget svært ved at tro, at det verdensomspændende dioxin og PCB-problem skulle være lige her på vores fantastiske plet jord.
Nu sidder du nok med en helt klar fornemmelse af, hvad der kommer, til forskel for os, for det var noget af en overraskelse, at kredsdyrlægens store sorte MPV kom kørende ind på gårdspladsen midt på eftermiddagen. Hun beklagede meget, men havde dårligt nyt med. Hun havde desuden underrettet Fødevarekontrollen, der rykkede ud som Brødrene Bisp i Sonny Soufflé Chok Show – vild på varme brede dæk. 5 minutter efter vi havde fået beskeden, stod de ved æggesalget og var klar til kaste sig ind foran en potentiel kunde (der kan være dage imellem) for at redde vedkommende fra en fatal fejltagelse. Æggene fra vores høns var faldet for grænseværdien. Der er ikke tale om en tilbagekaldelse af solgte æg, men om et stop fremadrettet.
Normalt afholder jeg mig fra at bande på skrift, for det er i bund og grund en litterær falliterklæring. Men for fanden i helvede!!!!
Her stod vi – få timer til et arrangement med dejlige mennesker, og så skulle vi til at tage stilling til ikke bare vores lille æggesalg men til fremtiden for høns på gården. Og dig, der her fulgt lidt med her på kanalen ved, at høns ikke bare høns her på stedet.
Frustrationen kunne ikke være større, om så vores gård stod under vand i Herrens syndflod. Her går vi og arbejder for en bedre fremtid for alle, for vores dyr, vores børn, børnebørn, fiskene i fjorden og viben på marken. Karmaklovnen står eddermame til en gedigen kindhest.
Nu er salget af æg stoppet, vores høns er lukket inde og vi skal så, og med vi, mener jeg os to, Lone og Søren, finde ud af, hvor forureningen stammer fra. Fødevarestyrelsen vil bekoste en ægtest mere, resten er op til os. Jordprøver på et ubegribeligt stort areal og flere test af æggene. Hvis hønsene isoleres i 3 uger fra det forurenede område, så skulle æggene igen være fine. Men når man læser listen over de mulige udefrakommende kilder, så er det altså tæt på umuligt. Vi snakker alt fra tidligere generationers skrammelplads, afbrænding af affald i området, gammelt trykimprægneret træ, gamle byggematerialer, nylig udkørsel af slam på nærliggende mark, maling, uheldig vindretning da naboens gård brændte i 2016 eller da den anden nabos gård brændte et par år tidligere, eller måske er det bare de store svenske papirfabrikkers skorstensos, der har regnet ned over vores jord i forrige århundrede og fremefter – vi aner det ikke, men ét er sikkert – det her bliver ikke nemt at finde ud af og det bliver heller ikke billigt. I skrivende stund er vi ikke ret optimistiske i forhold til at finde kilden og vi ser ind i en fremtid uden de ikoniske høns på gården.
Lykkeligvis optager planter ikke dioxin via rødderne, hvilket gør, at jo mere grønt arealet, hønsene går på, er, des mindre dioxin får de. Det samme gælder for os mennesker, jo mere grønt vi spiser, jo mindre er vores optag. Dioxin findes i fedtvævet hos dyr – fisk, pattedyr, fjerkræ osv. Også af den grund er flere grøntsager i kosten måske en fremtidig løsning på et landsdækkende problem.
Men kan sagtens have et horn i siden på Karmaklovnen eller den fuldstændig uansvarlige vækst båret oppe af kemi, som vi har oplevet lige siden 2. verdenskrig, men når alt kommer til alt, så er det her prisen i dens allermest håndterlige og virkelighedsnære udgave, for det samfund, vi alle lever i. Fortidens synder får skylden for meget, mens vores egne synder først bliver vores børns problemer. Man kan efterhånden ikke spise en bøf fra det lokale kogræsserlaug eller et æg fra baghaven uden at blive mindet om vores allestedsnærværende uansvarlighed.
Om 3 uger skal vi indsende nye æg fra de indelukkede høns til test, og så finder vi ud af, om det er noget, der ligger i den gamle hønsegård eller ude i frugtplantagen, hvor der tidligere var markdrift. Herefter må vi tage stilling til, hvad der skal ske. Der er ingen tvivl om, at vores ønske om at bevare vores høns, til de selv dratter om af ælde, er en del af problemet. De svært nedbrydelige stoffer hober sig op i hønsedamerne, og når de så får lov at blive gamle, så ophober elendigheden sig tilsvarende.
Det er ufatteligt paradoksalt, at den menneskelige måde at undgå disse stoffer på, er at holde dyr indendøre og fodre dem med importeret soja fra Sydamerika. Vi har formået at fucke jorden op i en sådan grad, at det mest naturlige for vores husdyr; nemlig at færdes på jorden, ikke er det sundeste for os selv længere.
Det mest ulykkelige ved denne sag er, at vi, trods det at PCB og Dioxin længe har været forbudt, stadig opretholder 95% af vores fødevareproduktion på kemi. En dag som denne, hvor man står med begge ben i lort til anklerne, så bliver det klart som septembers himmel, at vi og vores foregående generationer har spillet hasard med både nutiden og fremtiden.
Søren Sørøver, med aggressivt opkøb i fremtidens Marskoloniseringsaktier – måske kan vi få æg uden gift igen en gang.
