Årets æbleblomstfest

I går aftes blev her holdt æbleblomstfest.

En forholdsvis ny tradition men traditioner må jo begynde på et tidspunkt for at blive det, de er – tilbagevendende gentagelser; overlevering af skikke til senere generationer.

Den slags opstår ikke af sig selv, man må finde det, der er vigtigt at fejre, bage et brød, trække proppen af en flaske vin og dele glæderne med nogle andre mennesker. Der er altid nogle, som gerne vil dele, og en fest defineres ikke af antallet af gæster, men af stemningen.

Så for tredje år i træk fejrede vi æbleblomsterne. Det hele handler om at blive ved.

Træernes fulde flor er lidt forsinket på grund af kulden i år, men sikken en blomsterrigdom.

De 2500 æbletræer i den lille plantage står række efter række og byder på tusindvis af fnuglette fembladede skørter i alle nuancer af hvid, lyserød og svagt rosa. Og dertil kommer små 200 træer fordelt omkring gårdens bygninger.

Går man helt tæt på og snuser dybt ind, kan man ånde gennem æbleem, men det er slet ikke nødvendigt – som en usynlig lav sky hænger duften af æbleblomster over alt.

Det er nærmest en stemning
Lone

Udgivet i Hverdagen | 1 kommentar

Ro på gården i dag

I dag kommer endnu en skoleklasse til gården, men med et andet udgangspunkt.

Det forrige besøg var omgærdet af en masse aktivitet, larm og hujen, mens dagens besøg bliver med fokus på ro.

Eleverne kommer fra en specialskole for børn med autisme, og de vil gerne bruge torsdagen på en udflugt til et udendørs sted med dyr.

Det bliver så på Brandbygegaard, men jeg vil lige skynde mig at indskyde, at vi meget sjældent siger ja til udflugtsklasser – inden forespørgslerne vælter indbakken. Her er bare ikke tid til mere, end det der gøres nu.

De mest urolige dyr skal sættes på pause, mens børnene er her. Gårdens tre hunde bliver indendørs og gasen Klaus drives tilbage til sit overnatningssted, hvor han må vente pænt til besøget er ovre.

Ingen har brug for en arrig gase i hælene
Lone

Udgivet i Hverdagen | 1 kommentar

Sommer på landet med restaurant Domestic og Hærværk

I juli måned pakker de rare mennesker fra restauranterne Domestic og Hærværk deres køkkengrej, tjenerudstyr plus lidt ekstra og skifter til det udendørs liv på gården.

For tredje år i træk bliver der sommerrestaurant her, og alle glæder sig, fordi det bliver noget ganske særligt. Igen.

Hver onsdag til lørdag er der åbent fra frokost til aften og eftermiddagskaffe/kage midtvejs, hver søndag er der frokoståbent. Fredage og lørdage aftener bliver der så vidt muligt levende musik til spisningen.

Udgangspunktet er, at kokkene plukker, høster og samler i køkkenhaven, drivhuset, i bærmarken og hvor der ellers vokser spiselige sager og supplerer med fisk, kød m.m. af en oprindelse, man kan være bekendt. De er fantastisk dygtige, kan deres kram og det bliver alletiders madoplevelse for gæsterne.

Drikkevarerne, som serveres til maden, kommer også fra gården – lige fra gin i den indledende drink, til cider, mousserende æblevine, rødvin, forskellige øltyper, grappa, saftevand m.m.

Det bliver stedbundet, über-økologisk, sjælevuggende og hjertevarmt.

I år er der oprettet et bookingsystem, så det bliver meget nemmere for gæsterne at reservere bord.

Hvis du kommer på disse kanter – Brandbygegaard, Alrøvej 77, Odder – i juli måned, kan du allerede nu bestille plads til frokost eller aftensmad ved at følge dette link:

http://dinnerbooking.com/dk/da-DK/r1042/brandbygegaard

Noget at glæde sig til
Lone

Udgivet i Hverdagen | 1 kommentar

En fugtig arbejdsdag

Først på formiddagen dukker et hold elever fra Kalø Økologiske Landbrugsskole op på gården.

I sidste uge fik de et foredrag om stedet her, fødevaresystemet plus det løse, og i denne uge bliver det mere praktisk.

Iøvrigt kom foredraget til at handle mest om økonomi eller mulighederne ved mangel på samme, fordi de unge mennesker, med god grund, har fokus på at ville være selvstændige landmænd. Det er der brug for.

Vi begynder med rundvisning, så eleverne får set, hvor dyrene, planterne og de selv er. Dernæst står den på tidlig frokost i træladen – en skudefuld mad og brød, og så vandrer vi ud i engen og laver indhegning til kreaturerne. Der skal nok hentes noget kaffe og kage derud på et tidspunkt.

Vejrmeldingen forudser regn hele dagen, men det var ikke muligt at flytte aftalen til en anden dag, fordi undervisning m.m. skal gå op også.

Vi får det bedst mulige ud af det
Lone

Udgivet i Hverdagen | 2 kommentarer

Ænder med fart på

Måske husker du de små ællinger, der kom til gården for at deltage i snegleorgiet.

I køkkenhaven, i vinmarken og overalt.

Nu er de 1 måned gamle og udseendet er ændret fra gul dunbold til stram camouflage.

Om natten sover de indendørs i stien, hvor landgæssene Gåse Åse og Fætter Guf bor, og de to gæs har påtaget sig opgaven med at lede hele flokken over gårdspladsen, rundt om det vanskelige hjørne hvor stuehuset møder laden og videre til haven. Hver morgen.

Om aftenen går det retur ad samme rute med ligeså stor træfsikkerhed.

Det er særligt at kunne slippe løbeænderne fri udendørs og lade dem klare sig selv. Det er også forbundet med en anelse bekymring, fordi man hidtil har været ansvarlig for deres velbefindende.

En klassisk afkomssituation
Lone

Udgivet i Hverdagen | 1 kommentar

At slagte dyrevelfærd

I går kom det frem, at Fødevarestyrelsen overvejer at stoppe praksis med at dyr slagtes på marken. Der er nemlig sket det meget glædelige, at flere og flere vægter dyrevelfærd så højt, at de betaler den merpris for slagtningen, det koster, at få dyret slagtet på marken. Det er dyrere, da en dyrlæge skal ud og inspicere dyret inden slagtning, og slagteren eller en anden kompetent skal ud og aflive dyret.

Det betyder, at man skåner dyret for at blive indfanget, drevet op i en lastbil og kørt til slagteri. Man skåner dyret for at blive drevet ud af bilen igen på et slagteri, hvor der, ja undskyld mit ordvalg, stinker af stress og død fra andre dyr. Man skal været meget blåøjet, hvis man ikke erkender, at er der noget, et dyr kan fornemme, er det fare. Og hele turen er for et dyr, uanset hvor tamt det er, ekstremt farlig. Hvilket er rigtigt opfattet – den har dødelig udgang. Taler vi om kreaturer, får et betragteligt antal skader på benene i tilgift.

Så nej, et stadig lille men støt stigende antal landmænd, der holder dyr med høj grad af velfærd for øje, har benyttet sig af en regel, der giver lov til at slagte på marken, hvis det enten er en nødslagtning, eller hvis dyret er for vildt til at kunne indfanges til transport. Der gættes på, at det for nuværende er ca. 10.000 dyr om året, der ender deres dage på den efter omstændighederne mest humane og anstændige måde.

Det er for mange. Om det er for meget for Fødevarestyrelsen, eller det er for meget for industrilobbyen kan man jo gisne om, men ikke ret længe. For at Fødevareministeriet enten lader sig købe med fine middage, nære forbindelser, eller lader sig true med statsbankerot via en manglenede eksport er vist ved at være kendt af enhver.

Fødevareministeriet vil ikke finde sig i, at et hul i loven bruges på noget, der nu begynder at ligne en succes. Ligesom de heller ikke tillader, at 95 % af alle grise halekuperes via et meget lille hul i loven.. nå nej – det er de helt på det rene med og mest barokt af det hele er, at det bliver gjort i dyrevelfærdens navn – for det er jo meget værre med halebid.
I forbindelse med markslagtningerne er der tale om en procedure, der rent faktisk bliver brugt af avlere med en vis dyreetisk kapacitet, og forbrugerne sætter pris på produktet, så her sætter vi foden ned.

Denne gang og faktisk hver eneste gang at små producenter foretager sig noget, der tager landbrugsprodukter til et højere niveau, så bliver folkesundhedskortet smidt på bordet. For du kan jo nok forstå, at når en ko bliver skudt i det fri, så kan den falde om på marken, hvor der ligger en kokasse. Eller en gris kan have mudder på sine ben, og det kan føre til problematiske inficeringer af kødet på slagteriet.

I teorien ja, så kan det have den følge, men det er bare ikke særlig sandsynligt. Tager vi en ganske almindelig industriel staldgris, så er den sølet ind i afføring fra 20-30 eller flere af dens medindsatte, og det samme gælder malkekøerne. Her har vi så bare en bonus i form af multiresistente bakterier, der i folkesundhedsøjemed åbenbart ikke tæller – dem er de fritgående dyr dejligt fri for.

Alle de dyr, der bliver slagtet i Danmark, er mærket og nummeret kan følges tilbage til den enkelte besætning og det enkelte dyr. Det er de, så man hurtigt og sikkert kan finde tilbage fra slagteren til gården, hvor dyret kom fra og manden eller damen i gummistøvlerne. Hvis problemet med risiko ved markslagtninger var eksisterende, så kan man bide sig selv i trynen på, at Fødevarestyrelsen kendte til det, og at Landbrugsavisen havde en artikelserie om de små producenters uagtsomhed og eksportens mulige kollaps. Men nej. Da et rullepølsefirma sidst slog en række mennesker ihjel, var det ikke nede ved den lille etiske slagter eller hos den lille avler, de ringede på.

Nu er jeg med vilje ikke kommet ind på den overlegne kvalitet, kødet ender med at have, når dyret ikke bliver stresset frem til slagtningen, og måske er det en fejl, for der er ingen tvivl om, at den kvalitet er med til at true industrien – der jo højt og flot og gentagne gange påstår, at deres produkter er verdens bedste. Tænk nu hvis forbrugerne skulle opdage, at det industrielle kød kun ligger i topenden af elendighed?

Der er driftige virksomheder, der bygger hele deres filosofi og brand over denne slagtemetode. Én af dem er “Spis min gris” i København, en anden og nærmest nabo er Troldgården, hvor den efterhånden tv-kendte philip har brugt land tid på at udvikle et system til at slagte med mindst mulig stress i dyreflokken. Hans dyr ender i øvrigt meget langt hen ad vejen i eget charcuteri, det vil sige i spegeskinker, røgvarer, pølser og deslige. Økologisk og uden nitrit – altså rene selvmordsskinker forestiller man sig, og for at fjerne enhver tvivl bliver HVER eneste produktion laboratorietestet, og der er intet! Intet bakterielt problem i at give dyrene en anstændig død. Intet problem i at skabe den bedste kødkvalitet med høj hygiejne hele vejen.

Vi har altså at gøre med en smålig lovstramning, der ikke stopper et problem, men stopper en succes. Vi har allerede hørt om avlere, der vil opgive at lave kød, hvis de ikke kan få lov til at fortsætte markslagtningen – de vil simpelthen ikke byde dyret turen til slagteriet. Og her kunne man fristes til at tro, at det ville hjælpe at råbe ministeriet op med en trussel om lukning af denne fantastiske niche, men som jeg ser det, er det lige præcis det, denne stramning skal gøre. Det er ikke kun slagtningerne, der skal stoppes, det er også de små avleres initiativ og idealisme, der skal slagtes.

Søren Sørøver – med ladt boltpistol og løs aftrækkerfinger

Udgivet i Hverdagen | 3 kommentarer

Der skal laves mere hegn

Hvert eneste år laver vi nye hegn, og hvert eneste år taler vi om, at nu er der tilstrækkeligt med folde. Indtil nye behov opstår.

Måske husker du, at Søren Sørøver fik 3 kvier i fødselsdagsgave. De dukker op på gården lige straks. Deres ankomst afventer dels at græsset for alvor gror og dels en indhegning.

Det med græsset er gået lidt sløjt, fordi både april og maj har været præget af kulde. Nu begynder der at ske noget.

Og så er der indhegningen. Den greb om sig, netop fordi græsset er bagud i år. Det blev besluttet at lave en ekstra fold til både mufloner og hvide får, som de kan flyttes over i, så deres nuværende områder får ro til at vokse igen. 3 nye indhegninger altså.

I en tid med forsinket fokus på klimaforandringer er det oplagt at overveje fornuften i at anskaffe kreaturer.

En ko er ikke bare en ko, ligesom et menneske ikke bare er et menneske – der er stor forskel på det enkelte individs bidrag med hensyn til udledning af klimaforandrende gasarter.

Hvis et menneske spiser højt forarbejde fødevarer, hvor råvarer eller selve fødevaren er transporteret langt eller blot råvarer fra den anden side af kloden, fra opvarmede drivhuse m.m., foranlediger det større udledning af klimagasser, end et menneske der spiser det lokale efter årstid.

Sådan er det også med en ko. Hvis en ko spiser store mængder forarbejdet foder baseret på importerede og forarbejdede råvarer, påvirker den atmosfæren mere end en ko, der spiser de planter, der gror under dens klove.

Det betyder noget, om der er tale om højtydende malkekøer, som udover at spise for at holde sig i live skal levere op til 10.000 kg mælk om året, eller om det er små nøjsomme kvægracer. Alle kreaturer udleder methan, men i forskelligt omfang. Sammensætningen af foderet/urterne på marken har betydning for de methanproducerende bakterier i koens vom.

Så inden menneskeheden skyder skylden for verdens undergang på køerne, er det værd at huske på, at nogle kreaturer indgår i vigtige biologiske sammenhænge – hvor de får lov – og således skaber og genskaber de biodiversitet, som ingen andre.

Kreaturer kan spise det, mennesker ikke kan – græs, småbuske, kløver, tidsler, bynke og siv blandt andet, og det er netop det, de skal have lov til.

I Landbrug & Fødevarer udtrykker man også stolthed over køers formåen:

“Koen er enestående til at lave mælk ud af biprodukter, der ikke kan bruges til andet. Udover græs og andet grovfoder kan køerne også fodres med f.eks. hvedeklid, mask, majsbærme, rapskage og roepiller. Det er restprodukter fra fremstillingen af mel, øl, sprit, madolie og sukker.”

Og så glemmer man her de store mængder importeret GMO-soja, der også køres for dyrene.

En ko er ikke et anlæg til håndtering af affald, den er et raffineret væsen, som kan bevæge sig rundt på overdrev, i enge og i bakker og finde føden selv. Græssende dyr skaber livsvilkår for en række planter og med dem insekter, fugle, krybdyr og mindre pattedyr.

Den østlige del af gårdens jord er et stykke eng, som går næsten ud til Lerdruphavet. I tidernes morgen blev den enten afgræsset eller slået af og til, og det holdt bræmmen af siv i skak. De senere år er alting groet til, og for hver sæson rådner endnu et massivt lag af de 2-3 meter høje planter, så vandhullerne efterhånden er fyldt op. Det giver manglende muligheder for dyrelivet i engen.

At køre derud med traktor og slagleklipper bliver en kort ekspedition – det godt 3 hektar store område består af en bævrende undergrund, som kan opsluge alt i maskiner. Derfor bliver det kreaturer. De kan færdes overalt og få livet tilbage til engområdet.

Vi skal bare lige lave indhegningen
Lone

Udgivet i Hverdagen | 2 kommentarer