Så er der igen gået et år, som sædvanligt er det set her fra gårdens dannebrogsvinduer gået alt, alt for hurtigt. Det har været begivenhedsrigt, både hist og her. Ny regering, nye bevægelser og nye ord. Mere lokalt var det nye udfordringer, nye arrangementer og ikke mindst ny bog. Desværre er fjorden stadig lige grøn.
Den nye regering var nok noget, som vi var mange, der havde set frem til. En grøn dagsorden! Og alligevel sidder man og er lidt desillusioneret her ude på landet. Det er godt nok en anden taktstok, der svinges, og af en ny dirigent, men lytter jeg godt efter, så synes jeg, at melodien virker bekendt, på mange områder alt for bekendt. Til gengæld var hele Folketinget, altså næsten, enige om, at det der klima skal vi gøre noget ved. Selv DF gik i telefonboksen som sande helte og skiftede til klimavendekåben. De blev enige om et tal, og 70 % er et fremragende tal. Ikke at det gælder fra nu af, for så er det lidt for overvældende, nej hvis vi regner fra en gang i 90’erne, så skal vi kun reducere nogle og 30 % for at komme op på 70 %. Ja, det virker lidt som leg med ord og tal, men det viser viljestyrke – nu rykker vi. Ja, det skal jeg lige love for. Helt op i toppen af listen over mest svinende individer i verden! Her sidder den klimakyniske nok, og med rette naturligvis, og understreger, at problemet ikke er, at vi sviner så meget, som vi gør, faktisk så betyder det ikke en knaldperle. Problemet ligger i, at alle de andre ikke forstår, at de ikke kan gøre lige som os, efterhånden som deres velstand tillader det. I skal gøre, som vi siger, ikke som vi gør! De 70 procent er vedtaget, det samme er klimaloven, men udslippet stiger og øjeblikkelige handlinger for at begrænse det er få – så få at seriøsiteten bag deres ord vakler. Men fjorden er stadig grøn.
Som alt fra købmænd (hif. salig Lars Larsen) til regeringer gennem årene har erfaret, så handler det hele om ord. Den forrige regering endte rent faktisk med at ændre grænsen for, hvilke ord man bruger om folk, både mindrebemidlede etniske danskere, og ikke mindst indvandrere, herboende fra udlandet og flygtninge. Man kan sige meget om deres valg af ord, men i det mindste så var de ærlige, de talte rent ud af posen, der blev ikke pakket noget ind, had og foragt stod soleklart. Nu er der andre boller på suppen. En ny stribe ministre står med budskaber og hensigter, men uden modet til at udtrykke dem. Evnerne bør de vel have – de har stort set alle gået dobbelt så lang tid i skole som jeg, så evnen til at formulere sig burde være oparbejdet. Alligevel barrikaderer de sig bag en mur af ”særlige rådgivere”, pressechefer og som sidste sten i muren ansættes litterært anerkendte forfattere som embedsmænd for at formulere de ord, der skal vinde folkets tillid. Se her må jeg undres. Er de budskaber så svære at sælge, at de fremmeste tekstforfattere skal vælge ordene? Hvis ikke det indgyder mistillid og undren blandt folket, så ved jeg ikke, hvad der gør? Kan vi mon finde et nyt smart udtryk for iltsvind? Grøn front! – grøn fjord.
Et ord, der nok ligger på manges læber i år, er kleptomani. Ikke at det er et decideret kriterium for at blive placeret på en væsentlig post i det offentlige, men det virker som om, at det hjælper. Nu skal jeg naturligvis ikke skyde med spredehagl på de mange tusindevis af fantastiske medarbejdere i det offentlige, men nepotisme, bedrag og simpel svindel/tyveri rasler ud af skabene, og det er ikke bare i bunden af skabet, det er i de allerøverste skuffer, i ministerierne, i styrelserne. Mon det er sidste bundvending fra de udsultede institutioner, vi har set? Ellers kommer der nok én i fjorden om ikke andet.
Et andet ord må være navnet Thunberg. Greta blev personificeringen af klimakrisen på godt og ondt. Man kan undre sig over, at der skulle en vedholden teenager til at skubbe debatten i gang, man kan også undres over, at så stor en del af debatten blev til en Gretadebat. Jeg har fra starten ærgret mig lidt over, at det var en 16-årig, der endte med at tegne debatten, og misforstå mig ikke, jeg er stor tilhænger af det, Greta siger og gør, men at placere en enkelt pige på toppen af så vigtig en kamp er altså ikke udelukkende smart. Hun er alt det, klimaforkæmperne skal bruge i deres kamp, men hun er også alt det, som modstanderne har brug for, når den skal latterliggøres. Alt i mens udslippet fra den samlede verden blot stiger støt, præcis ligesom udledningen til fjorden.
Man studser lige en ekstra gang, når Landbrug & Fødevarer roser DN for noget, man studser især over, at de selv er bagmænd. Og således kom et samlet forslag fra de to organisationer om en landbrugsreform til glæde og gavn for miljø, klima og ikke mindst økonomisk klemte landmænd. Den sidste del er de gået lidt stille med, men ikke desto mindre så vil langt størstedelen af de mange milliarder kroner i jordreformen gå direkte ind i landbrugets likviditet.
Lad mig lige uddybe: Forslaget går ud på, at staten, du og jeg, køber dyr landbrugsjord, med god bonitet og nem dyrkning til en værdi af tja.. i gennemsnit 130.000,- pr. hektar, og det giver man så landmanden i bytte for et stykke lavbundsjord, som ofte giver store problemer at dyrke, store udgifter til dræning osv. Jord som reelt kun dyrkes, fordi der er offentligt (du og jeg betaler) tilskud til det. Den slags ringe landbrugsjord handles til en helt anden pris af præcis samme grund. Vi snakker 30-50.000,- pr. hektar. Lad os bare komme landbruget i møde og sige 40.000,-.
Vi, samfundet – du og jeg, ender altså reelt med et elendigt stykke jord til 130.000,- og landmanden ender med jord, der er 90.000,- mere værd pr. hektar, end det han havde før. Tag så og gang de 90.000 kroner med de 100.000 hektar, som landbruget foreslår, og vupti landbruget er 9 milliarder kroner rigere, end de er i dag – eller mindre fattige om man vil. Alternativt kunne man ophøre med at give tilskud til dyrkning af den lavtliggende jord og lade landmændene beholde den. Eller tilbyde at overtage den til dagspris for jordtypen. Jeg forstår godt deres iver for at arbejde for klima og miljø på denne måde. Men ok, det gør gavn i fjorden, det er bare en dyr måde, for samfundet, at fjerne det grønne skær.
Skal jeg være helt ærlig, så har jeg lidt svært ved at bevare optimismen, når det kommer til miljø og klima. Vi har vist, at vi som race ikke kan håndtere livsgrundlaget, når det skal måle sig med vores grådighed, og der er vist ikke længere tvivl om, at vi kommer til at lære på den hårde måde. Til gengæld er jeg ikke så bekymret for en fremtid, hvor vi som menneskehed bliver presset på vores levemåde. Jeg tror ikke på den bibelske udrensning, men jeg er bange for, at grådigheden kommer til at give langt flere konfrontationer i fremtiden. Knaphed skaber utryghed, men den kan også skabe et sammenhold, som vores rigdom har demobiliseret. Den tid i historien, hvor vi har kunnet klare os uden andre, som vi gør i dag, er meget kort; jeg håber, at den kollapser sammen med de forandringer, vi kommer til at leve med, så vi alle kommer til at leve mere med hinanden end af hinanden.
Det er jo heller ikke fordi, jeg ikke kan se lyspunkter, langt det meste er faktisk lyst, men derfor er man stadig nødt til at tage de sorte pletter seriøst, så de ikke kommer til at fylde for meget. Jeg tror, at det vigtigste at huske på, når vi nu træder ind i et nyt årti, er, at intet af det, vi foretager os, kan gøres uden at sætte spor. Mange af de spor belaster klimaet, biodiversiteten, miljøet og naturen, mens mange andre opbygger menneskelige relationer, kærlighed og venskaber. Træd varsomt, kunne man fristes til at slutte, men jeg tror, at omtanke er det, vi skal træde med. Varsomhed fører ingenting til. Ikke engang rent vand i fjorden.
Godt nyt år fra folk og fæ på Brandbygegaard!
Søren Sørøver – med begyndende grå stænk i skægget
