Endnu ingen regn – men tørt hø

Vi havde håbet på regn her i dag. Virkelig håbet. Køkkenhaven støver, æbleplantagen er som en hårtørrer og vinmarkerne får Sahara til at ligne en oase. Jeg havde vasket mit arbejdstøj og hængt det på snoren mellem piletræet og kastanjetræet; bare for at udfordre tordenbygerne til maks.

Der kom nogle få dråber, og det var alt.

Her i aftenskumringen bliver høet samlet sammen og pakket i baller. Naboen kører derude – i tørvejr. Så vi glæder os over, at vinterens foder bliver fremragende.

Tørt hø og tørre geder
Lone

Det nye drivhus

Måske vil du gerne (næsten) med ud og se, hvordan planterne gror i og omkring det nye drivhus.

Her ser du den nye køkkenhave foran. Vi deler kålplanterne med en hæmningsløs gruppe af duer og fasaner, så tilvæksten er sparsom. Jeg regner med, at kålen før eller siden gror fra fuglenæbbene, og så er alt godt – vinterforrådet sikret og det der.

Inde i drivhuset er der kun små spurvefugle, og det er mest insekter, de interesserer sig for.
Lige nu interesserer vi os for tomaternes rødmen – følger den nøje, og Søren Sørøver har med stolthed serveret årets første tomatsalat. Vi spiser kun tomater, når de er i sæson, så de er længe ventet.

Under rækkerne af tomat-, chili- og peberfrugtplanter er der sået tagetes, fordi lugten/duften virker afskrækkende på diverse kryb, og det er, hvad vi har at gøre med indenfor bekæmpelsesmidler. Desuden står blomsterne og lyser smukt i bunden – hvor galt kan det gå?

Agurkplanter, stangbønner og melonplanter har fået et stativ at klatre i, og med hensyn til førstnævnte gør væggen det noget nemmere at se de høstklare frugter og fjerne sideskud efterhånden. Mage til mageløst system har jeg aldrig haft før, og da tilværelsen kan være uoverskuelig nok, kan jeg på det kraftigste anbefale et agurkstativ.

Og nu vil jeg gå ud og luge videre
Lone

Filmhold på besøg

I morges kom et filmhold på besøg fra København. De laver optagelser for VisitDenmark om gårdsalgkulturen ude på landet.

Vores lille prunkløse vejbod er nu opgraderet til et forbilledligt eksemplar. Søren Sørøver og jeg har høstet årets sidste asparges, der er friske salathoveder, nyopgravede kartofler, cider, bøger samt andet godt på hylderne.

Og det er dokumenteret
Lone

Daglig glæde

Gårdspladsen er allersmukkest og mest velduftende nu, hvor klatrerosen i midten blomstrer.
Mange gange daglig glæde.

Det er “Pauls himalayan musk”, men også lidt vores.

Lone

Kurt kragedyr

En stille sommeraften, nærmest nat, i sidste uge sad vi på den lille røde bænk ved stuehusets vestgavl. Hundene snøftede rundt i haven, og selvom man aldrig burde sove i de lyse nætter, ventede vi bare på, at de skulle blive færdige, så alle kunne komme til køjs.
Pludselig var der en vældig flaksen i toppen af det gamle pæretræ. Nogen baskede forventningsfuldt med vingerne i kragereden. Lidt ukontrolleret, men tydeligvis stålsat på brugen.

Næsten morgen sad en lille halvfærdig krageunge på græsset under pæretræet. Hale var der ikke blevet til endnu, og vingerne var ikke meget bevendt. Den var landet lige i nærheden af gæs og ænders badekar, og vi forudså, at en arrig gås ville skille kragehoved fra kroppen ved første lejlighed. Så jeg tog de store handsker på og løftede tennisbolden op i pæretræet, hvor den kom fra. I håb om, at forældrene ville fodre videre og passe på ungen. Kurt krageunge.
Man ved selvfølgelig aldrig, om det er en han eller en hun, men Kurt passede fint, syntes vi.

Resten af dagen var dyret ikke at se, og overlevelseschancerne var ikke store; nærmest hver dag ligger der spredte stumper af skadeunger og andre fugle rundt om i haven.

Da jeg åbnede bryggersdøren morgenen efter og lukkede de opstemte hunde ud, sad kragen Kurt på næsteøverste trappetrin. Vi blev lige overraskede alle fire. Jeg snuppede fugleungen foran de ivrige hundenæser og satte den tilbage i pæretræet. Der var stadig ingen haleføring eller vingesus at spore, kun nogle små blå plirrende øjne og kragetæer som holdt godt fast i min hånd.

Senere bevægede Kurt sig hoppende rundt i haven og blev set flere steder. Derefter gik nogle dage, hvor han var væk, og jeg opgav drømmen om en kælekrage, som kunne oplæres til at finde alt det, der bliver væk for os. Værktøj, nøgler, beslag, skruer m.m.

I forgårs kom Søren Sørøver og fortalte, at han havde en god nyhed – Kurt sad omme på grendyngen ved køkkenhaven, og kaldte på sine forældre. Krævede ind. Kraaa, kraaa, kraaa.
Vedholdende, opmærksomhedskrævende, klassisk.
Han var vokset, og forældrene holdt øje fra træerne over.

Måske går det alligevel
Lone