Dyrkningssæsonen af grønt er i gang

En af de første dage i februar startede årets dyrkningssæson. Indendørs.
Indendørs, men med udendørs planter. Noget af det, vi savner mest om vinteren her i stuehuset, er frisk grøn salat. Ikke supermarkedssalat – det skal være salat med raffineret smag og tekstur. Hvis du har et lille stykke jord, vil jeg på det varmeste anbefale dyrkning af salat.

For at forkorte ventetiden til sæsonens første store salatøjeblik oprinder, forspirer jeg forskellige kuldetolerante sorter med start i februar, udplantning i drivhus i marts og høst fra slut marts/start april. Nogle år er jorden i køkkenhaven for våd og kold til såning selv helt henne i midten af maj og da er det alt, alt for sent at komme i gang med første salatdyrkning. Tænk hvor få måneder, man så har at spise salat i, hvis frosten rydder bulen i november.

Efter små 3 uger er salaten ved at få signaturblade, så sorterne kan skelnes. Udover salat er der sået spidskål, løg, persille, chili, peberfrugt, basilikum, pak choi, feldsalat, bladbeder og nye træer. Daglig pasning og opmærksomhed er indsatsen. Udbyttet er ubeskriveligt.

Lone

Så er der da noget, som er grønt

Nogle gange har jeg lommerne fulde af frø fra træer. Nogle gange har jeg også Søren Sørøvers lommer fulde af frø. Nogle gange spreder jeg dem med let hånd og håber det bedste. Andre gang sår jeg frøene i potter, planter de små træer ud i køkkenhaven og flytter dem efter et par år til skovområdet. Senere ser jeg med tungt hjerte resultaterne af fremspiring, vækst, rådyrs fejninger, mosegrises bundbid og harers tilfældige afgnav. At så og plante træer er et evighedsarbejde.

Udover at arbejdsløsheden er lav, er der ingen inflation eller dyrt fossilt energiforbrug i foretagenet. Med træer oplever man ikke rentestigninger, overnormalprofitvirksomhed eller kommisionspolitik. Træer er i ordenes oprindelige betydning bæredygtige, grønne og vedvarende.

Hvert år, når vinteren nærmer sig sin afslutning (jo, det gør den nu, det må den gøre..), graver jeg forsigtigt de nye træer i køkkenhaven op og flytter dem ud i områderne med skov på vej. Der er også altid et væld af selvsåede træer i udkanten af læhegn og bag bygninger, hvor græsset ikke klippes – snart kommer turen til dem.
De første træer blev plantet i Grundtvigs Skov i januar 2016 og flere af dem er blevet op mod 4-5 meter høje. Bunden er lysåben og iklædt småfugle. De to nye skovområder støder op til den gamle fredskov, som vi sidste forår fik opgraderet til urørt skov.
Den holder eftertiden snitterne fra.

Lone

P.S. Selvom Dagmar har drejet sig inde i sin hud og ser bebrejdende på mig, er der intet unormalt i at gå tur med snor på. Sådan er det altid, når vi færdes, hvor de vilde dyr lever.

Fra kørelade til kulturhus – varmekilde

Bortset fra en slags fridag med foredrag i Brovst i går fortsætter det daglige arbejde i bindingsværksladen. I dag har det ikke været indenfor, men udenfor.

Måske husker du, at der blev lagt varmeslanger i gulvet i december. Slanger i sig selv giver ingen varme, der skal sættes noget for enden af samlingen. Her i stuehuset er der truffet en ledelsesmæssig beslutning om el som energiform – på sigt fra eget solcelleanlæg på gården, og indtil videre indkøbt som grøn strøm.

Varmekilden til kulturhuset er en luft-til-vand-varmepumpe og dagens opgave var at grave ud til slangen mellem udedelen og styringsenheden indendørs. Desuden skulle vi også grave ud til og lave fundament til udedelen, inden nogen kunne kalde det fyraften.

En varmepumpe er ikke den smukkeste installation i haven, men det hjælper lidt, hvis man kniber øjnene sammen og ser, hvordan den ligesom udvisker de gammeldags konturer af fyringsolietank og sort fossilrøg.

Lone

Fra kørelade til kulturhus – støttestolper og vægge

Nu er det et par uger siden, vi sidst har skrevet om istandsættelsen af gårdens kørelade og derfor er det på tide igen. Du skulle nødig tro, at vi er gået i stå. Her kommer en siden-sidst-opdatering.

Der har været parallelle spor af arbejde. Dels er vi stadig i gang med at bygge indervæggen færdig, hvor det er muligt og dels er vi ved at klargøre tømmer købt på det lokale savværk i Hølken, så forvitrede spærdele kan udskiftes.

Det er jo ikke et cykelskur, vi bygger – det er et kulturhus og sådan ét skal tillige være en æstetisk oplevelse at opholde sig i. Være i. Det betyder, at der er en del forarbejde, før træet er klar til opsætning. Fladerne skal maskinhøvles, de skarpe kanter rundes med overfræser og så er der håndslibning med sandpapir til sidst.

For at få lov til at ændre bygningens status til forsamlingslokale med helårsbrug er der krav om grundig isolering af både gulv, vægge og loft.

De nye indervægge består af to lag træuld, dampbremse og endnu et træskelet opsat i et mønster, som gør det arbejdsvenligt at opsætte sidste lag træuld samt fibergips. Der mangler lidt VVS-indsats, før den del kan afsluttes på gavlvæggene.

Laden i bindingsværk er fra 1866 og den er som nævnt en kørelade. Det vil sige, at der er en port i hver gavl og en gennemgående vej imellem, hvor heste forspændt en vogn kunne trække læs med neg, korn og andet ind, læsse af eller på og fortsætte ligeud. Heste med vogn kan vanskeligt bakke og derfor er køreladen indrettet efter ensrettet færdsel. De 7 lodrette stolper gennem laden er nu udskiftet til træ med ny styrke, men de markerer stadig ladens opdeling på langs – til heste og til korn.
Det udtryk værner vi om.

Og det går stadig fremad.
Lone

Nabo

Da Sørens Sø blev færdig i 2018/2019, fik en enkelt opgravet sandbunke lov at blive liggende i vandkanten op mod den gamle skov. En grævling var flyttet ind og så flytter man ikke på den. Sidenhen har boet, som er underjordisk på sin egen overjordiske måde, været ledigt i perioder, så optaget igen, haft besøg af ræv, gravænder m.fl. og af og til har vi været i tvivl om, hvorvidt der overhovedet var nogen i gangsystemet.

Denne vinter har været præget af ny aktivitet – sandflytning i større omfang, nye stier til og fra samt nye ind- eller udgange. Tydelige poteaftryk har der derimod ikke været mange af. Den nuværende nabo til os kunne ligeså godt være en ræv, som en mårhund, men man håber altid på en grævling.

I går aftes på dagens sidste hundeluftning satte vi vildtkameraet op i skovbrynet lidt fra en indgang i bakken. Det er en grævling, der bor ved søen!

Lone