Gåse-Åse

For nogle uger siden begyndte gæssene at lægge æg. Først gik Gåse-Åse i gang, og siden fulgte Gertrud trop. Førstnævnte er hunnen i parret, der er landgæs, sidstnævnte er hunnen i parret, der er svanegæs.

Gertrud er en rar gås, men når det kommer til forplantning og yngelpleje, er der ikke megen ildhu at spore. Gåse-Åse derimod er et dedikeret moderdyr.

Begge gæs lægger et æg hver anden dag for tiden. Det er foråret, lysintensiteten og det tilbagevendende livsmod, som sætter ægproduktionen i gang. Hver anden dag finder og samler jeg de nylagte æg, ellers gør nattens rovdyr og dagens krager det.

Nu er der en passende beholdning, og derfor har jeg lagt en samling æg i Gåse-Åses indendørs rede. De resterende æg har naboen fået lovning på.

Sålænge der kun er et enkelt æg i reden, fortsætter gåsen med at producere og lægge æg. Da hun her til eftermiddag vendte hjem og fandt reden fuld, skiftede den lille kontakt i hjernen ved synet. Måske kommer der et æg eller to mere, alt efter hvor langt de er i systemet, men ellers er det slut nu.
Gåse-Åse ændrer ganske enkelt – eller meget kompliceret er det strengt taget – strategi, når hendes øjne sender signal til hormonsystemet om den fyldte rede. Og det er intet mindre end vildt imponerende at se den store fugl tage en beslutning, gå på reden og blive der. 28 dage ligger Gåse-Åse tålmodigt og varmer æg.

Af og til, men man ser det ikke hver dag, går hun de få skridt ud til bassinet for at drikke vand. Græsser gør hun ikke rigtigt, hun må tære på det fedt, der er opbygget i løbet af vinter og forår.

Fra dette øjeblik ændrer Fætter Guf også adfærd. De to gæs kom langt omkring hver dag, altid sammen, men den kommende måned tager han opstilling nær indgangen til gåsehjemmet. Der står han så og hvæser arrigt af alle, som kommer forbi. Skræpper og gør sig til. Imens lader Gåse-Åse som om, hun ikke er der.

Sådan er det for gæs
Lone

LLs kæmpe cookies

Sidst på dagen i går faldt begejstringen for regnskabsarbejdet, hvis der nogensinde havde været en sådan, og for at muntre det hele lidt op bagte jeg kæmpe småkager til Søren Sørøver.

I dag får du opskriften – måske kender du også nogen, som trænger til opmuntring for tiden. Kagerne er nemme at bage, også for børn, og de er hurtigt færdige.

Til 15 store kager har du brug for:

125 g rørsukker
100 g farin
150 g smeltet smør lavet af mælk fra en solbeskinnet ko
2 tsk vaniljeekstrakt eller vaniljesukker
1 helt æg plus en æggeblomme fra en høne i forårsgræs
½ tsk natron
300 g mel
150 g mandler/nødder, hvad du kan skaffe/har
150 g grofthakket mørk chokolade og/eller mælkechokolade

Det var alt – så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 170 °C uden varmluft.

Beklæd et par bageplader med bagepapir eller smør dem grundigt.

Pisk sukker, farin, vanilje, æg og det smeltede, afkølede smør sammen. Pisk, pisk, pisk til sukkeret er opløst, og det hele ser blødt og indbydende ud.
Hvem vil ikke gerne se blød og indbydende ud.

Bland mel, natron, chokolade og mandler/nødder og vend det i dejen med en dejskraber. Ikke noget med at være hård ved dejen, bare vend den sammen helt fredsommeligt.

Tag portioner af dejen med en stor ske, form dem til kupler og læg dem med god afstand på bagepladerne. Sæt den ene plade koldt, mens du bager den anden.

Bag hver plade 17 minutter – hverken mere eller mindre. Efter 17 minutter har du kager med sprødhed i kanten og et tilpas blødt indre. Lad kagerne køle lidt på pladen og flyt dem derefter over på en rist.

Opbevar dine kæmpekager i en kagedåse – hvis der er nogle at gemme
Lone

Risikospredning min bare

Gennem tiden har vi arbejdet målrettet på at opnå risikospredning i vores indtjeningsgrundlag – gået fra at dyrke råvarer med lav pris til at forædle alt dyrket på gården. Vi har plantet æbletræer, så vi har frugt til vineriet, de år druehøsten slår fejl. Og det gør den. Vi har oparbejdet et salg af gårdens forædlede produkter til både virksomheder og private. Engros til restauranter og vinhandlere og direkte salg til private. Vi har forsøgt at sprede risikoen yderligere ved ikke blot at sælge produkterne til brugerne, men også knytte oplevelser til og således gå fra færdigvarepriser til udskænkningspriser. Vi har skrevet, formidlet mundtligt, holdt rundvisninger og foredrag. Lært os at dyrke et utal af grøntsager og urter, tilberede dem og servere dem for glade gæster, der har kunnet mærke det stedbundne i maden, drikkevarerne og i os.

Men så kom corona og viste, at stort set alle vores aktiviteter har det til fælles, at de bringer mennesker sammen eller forudsætter det. At der ingen risikospredning er i forhold til den nuværende, hidtil utænkelige, situation.

Vi er taknemmelige for myndighedernes reaktion – nedlukning af sociale aktiviteter m.m., og vi bruger ugerne på at ordne en masse praktisk, så gården og vi er klar, når det igen er muligt at samles.
Da alt er, som det er, sidder vi indendørs i dag og laver regnskab med henblik på at søge tab-af-indtjenings-hjælp i Folketingets håndsrækning til små selvstændige virksomheder. Regnskabet skal være ført frem til dato, så det gør vi. Imens steger hundene i solstriben, og om lidt, når jeg har fundet alle bilag frem til Søren Sørøver, så går jeg op i gartneriet på 1. sal og omplanter halvandethundrede tomat- og aubergineplanter.

For de trænger
Lone

Den sidste humanist – nu i forsalg

Mens nogle sov middagslur i solstrålen, arbejdede Søren Sørøver (som både er grafisk tilrettelægger, forlagsdirektør og kaptajn for det hele) dagen i går på omslaget til min nye roman “Den sidste humanist.”
Tegningerne er lavet med håndens magiske evner af Lise Marie Møller Larsen.

Irina er på vej tilbage til den danske ø, hun boede på som ung, fødedygtig kvinde. Denne gang er det ikke for at tjene, men for at gøre krav på mælkegælden.
Ditlev er med samme færge. I savnet af en helt, der kan redde verden, oversvømmer Ditlev sine nærmeste med bekymringer.
Entreprenøren Verner har levet hele sit liv på øen og driver den som en forretning.
Romanens hovedfigurer er forbundne i en formidabel flot sløjfe af spænding, humor, skønhed og utrolige møder.

Om debutromanen Under landet fra 2013 skrev Weekendavisen “Vitus’ sproglige talent er ubestrideligt”.

Sådan står der på bagsiden af bogen. Mere er der ikke plads til. Det er selvfølgelig en forenkling. Romanen handler om meget andet. Det er en historie om humanisme; om folk og deres egenopfattelse, fortrædeligheder og sammenhænge – en nutidig fortælling med højaktuelt perspektiv på menneskelighed og umenneskelighed. Det er også en fortælling om radikalisering fra en uventet kant.
Der er tale om ren fiktion, men i de par år, jeg har skrevet på manuskriptet, har virkeligheden imidlertid overhalet indenom i krybesporet. Bogens plot rammer i hjertet af tidens store spørgsmål, eller i hvert fald i hjertet af det, som burde være tidens store spørgsmål.

Det er selvfølgelig en forenkling. Romanen handler om meget mere. Læs den – det vil glæde mig umådeligt tak!
Lone

P.S. Bogen er sat i forsalg nu og forventes at udkomme i slutningen af april.
300 sider, 195,- kr. findes på forlagets side (beløbet trækkes først ved afsendelse af bogen):
https://brandbygegaard.dk/shop/8-det-flydende-forlag/35-den-sidste-humanist—forudbestilling/

Glæden ved gentagelse

Lone

Forårsarbejde i æbleplantagen

I går blev arbejdet med at opbinde de nye æbletræer i plantagen afsluttet. De ældre æbletræer, som vinterens blæst havde revet løs af espalieret, samt rækken med pæretræer, der stod og flaprede, blev også bundet op.

Med andre ord – plantagen var ved dagens afslutning klar til årets første rækkerensning. Det foregår med et redskab, vi er alt andet end begejstrede for. Hvis man kører tilstrækkeligt ofte i løbet af vækstsæsonen, kan ukrudtsrydningen og jordbearbejdningen mellem træerne sandsynligvis blive grundig nok. Vi ved det bare ikke, for maskinen bryder jævnligt ned og kræver reparationer, der ikke altid er tid eller penge til.

Men i dag kører den så. I dette øjeblik faktisk, kan jeg høre den vellystige brummen fra traktoren, som bevæger sig fremad række efter række. Søren Sørøver holder et temperamentkrævende lavt tempo derude, for ikke at overbelaste vores skrøbelige rækkerenser.

Og hvad skal det gøre godt for, tænker du måske.
Der er 48 rækker med træer i plantagen, 1 hektar, 2500 træer. Imellem rækkerne er der kløvergræs, som dels giver mad til hønsene og dels fikserer blandt andet kvælstof fra luften. Det er eneste gødning, træerne får. I selve rækkerne med træer og omtrent ½ meter på hver side, vil vi gerne have jorden nogenlunde fri for plantevækst.
Hvis der er plantedække helt tæt på træerne, kommer sommerens regnvand ikke nødvendigvis ned til æbletræernes rødder, og en eventuel tørke kan ramme dem hårdt. Desuden vil en del af de sparsomme næringsstoffer blive snuppet af ukrudtet, i stedet for af æbletræerne.
Og så er der en væsentlig grund mere – mosegrise! Mosegrise boltrer sig i ly af ukrudtet – de er i skjul for rovfuglene, katte, ræven og hvem der ellers kommer i plantagen. Mosegrise kan i løbet af ingen tid rundbarbere et nyplantet træ, så roden ligner Fedte-Michaels forsøg på at imponere læreren, dengang vi brugte blyant.
Derfor; væk skal ukrudtsbræmmen og selvfølgelig ikke på den fremherskende måde med brug af sprøjtegifte.

Plantedækket i trærækkerne bliver nu underskåret – et langt stålblad trækkes lige under jordoverfladen, og ved hvert træ vipper det til side. Om alt går vel holder maskinen hele plantagen igennem, og bagefter lukkes hønsene ud, så de kan gå i gang med det store arbejde – det afskårne skal splittes ad, så ukrudtet ikke gror fast igen.

Hønsene er mest driftsikre
Lone

P.S. Jeg skal hilse fra Sørøveren og sige, at maskinen er til salg. Og stort set tæt.

Usikkerhed

Søren Sørøver og Dagmardyret så pressemøde i går. Vi er bekymrede, men arbejder videre.

Der er ikke andet for
Lone