Da jeg for godt 27 år siden blev introduceret til klassisk musik, havde jeg næppe troet, at jeg ville insistere på at stavre stiv i ryggen og stiv i blikket til koncert i Musikhuset i aftes. Og ja, det var mig, der havde hold i ryggen og ikke Rachmaninov.
Jeg forstod ikke en fis af det dengang. Jeg var i lære som gartner, havde langt hår, en tvivlsom køn, sort 50’er motorcykeljakke udenpå en t-shirt med GNR eller Metallica og en attitude grænsende til det lade. Alligevel så min læremester, dengang tæt på 80 år, lyset i mig og jeg i den grad i ham. Når man overraskede ham i et ”svagt øjeblik” på kontoret, var det ofte i et sandt støjinferno af klassiske toner. Eine Kleine Nachtmusik, Mozart, var én af hans ”bangers” og man kunne se på hans smil, at det virkelig gjorde noget for ham. Skid Row, Slave to the grind gjorde nok ca. det samme for mig og de gange, hvor jeg bevægede mig rundt i det offentlige rum uden den altoverdøvende ulovlige udstødning på min Puch Grandprix, var det med min trofaste walkman, og enten det føromtalte album af Skid Row eller ”Revenge” af Kiss. Kompositioner, der ikke ligger lunt i svinget, som opvarmning til en klassisk Rachmaninovfestival.
Man hvad fan’ skete der så, tænker du måske. Altså udover at min plantementor for længst er rejst til den evigt grønne planteskole, kassettebåndet er henvist til 5 kroners reolerne i genbrugsbutikkerne, tunet på knallerten blev taget af politiet og Sebastian Bach ikke længere er forsanger for Skid Row. Nogen vil nok argumentere for, at jeg bare er blevet ældre og klogere.
Men det er langt fra svaret. Jeg har givetvis, eller helt sikkert som årene er gået, udviklet stor sympati for kvalitet, uanset hvilken form den kommer i, og er mindre til fals for det modsatte, som vi i nutiden, skriver han og lyder gammel som havet, bliver dynget til med. Umage, det mindste, man kan gøre sig, er umage.
En dag som så mange andre, for ikke så mange år siden, blev jeg fanget på p2. Vi, der hører analog radio i mit tilfælde i de klassiske høreværn, vil vide, at når klokken bliver 18, så viger p1 for p2. Dengang var jeg meget begejstret for Kirsten Birgit på det hedengangne Radio 24/7 og pludselig gik det op for mig, at stemmen, jeg havde hørt 6 timer tidligere, nu også talte til mig i p2 Hammer og Cilius.
Der var masser af humor og en indsigt i det klassiske stof, som i sig selv var så imponerende, at det talte direkte til mit kvalitetscenter i hjernen. Før jeg vidste af det, gik jeg og nynnede små passager af klassisk musik og langsomt men sikkert, åbnede de to herrer dobbeltdørene til en verden, jeg i dag nyder at træde ind i. Radio er, hvad det er, musikken kommer trods dens kvaliteter aldrig ind under huden på én, og som hyppig koncertgænger og endda én, der kan bryste sig af at være arrangør af musiske stunder, ved jeg udmærket godt, at musik skal høres og opleves live. Som sagt så gjort. I den klassiske sal i Musikhuset i Aarhus fik jeg min ilddåb og præcis der, og derfor mange koncerter senere, sad jeg i aftes med en tåre i det ene øje af smerte fra ryggen og en i det andet grundet den enestående Zlata Chochievas klaverspil.
Tænk engang – et rum fyldt af talenter, hvis instrumenter kan alt fra at hviske mig sødt, dybt ind i sjælen, til at råbe mig direkte i hovedet, så jeg fornemmer de små spytdråber og kaffeånden. Men er det ikke lige lovligt prætentiøst, højpandet grænsende til det snobbede? Jo, det er en verden med usagte koder og mere eller mindre skøre traditioner oparbejdet gennem århundreder, der kan virker både ekskluderende og direkte utiltalende, men når alt kommer til alt, så er det bare musik. Og i aftes spillede Aarhus Symfoniorkester røven ud af bukserne og jeg vil til enhver tid kravle tilbage til en koncert mere. I det hele taget er det ret jordnært i Aarhus, også i den klassiske sal.
P.S. Når man som 46-årig går som om, man har et kosteskaft oppe i r.. eller jeg mener tapet op langs ryggen, så er det sgu da en fornøjelse at have en hobby, hvor man hører til de unge i salen. Lad dette være en anbefaling til dig… altså det med den klassiske musik – ikke det med kosteskaftet.
Søren Sørøver – med stor taknemmelighed
Beretninger fra et autentisk landbrug 