For 23 år siden byggede min far og jeg en stor terrasse på sydsiden af stuehuset. Gennem tiden har den dannet bund for fodboldspil, lektielæsning, formiddagskaffe, middage, skrivearbejde, guitarspil, drømmerier plus det løse.
Det var med en smule vemod, at Søren Sørøver og jeg i går skilte terrassen ad og kørte stumperne væk. Som om et rum i huset blev fjernet.
De seneste par år har træet, både det bærende og overfladen, været for skrøbeligt at bevæge sig ud på, men vi har alligevel ikke haft meget terrassetid i sommerhalvåret.
Der er smukt forfald og der er trist forfald. Sidstnævnte skal ikke være en del af haven, hvis det kan være anderledes. Og det kan det. Nu bliver der plads til en ny terrasse. Før eller siden bliver der også tid til at bygge den.
Lone
Beretninger fra et autentisk landbrug 