Der er ingen grund til at romantisere landbotilværelsen – døgnet rundt er liv truet i den ene eller den anden form. Sidste forår for eksempel mødtes vi hver morgen af nye ødelæggelser i skoven.
I marts en gang begynder råbukkene at feje. Her er der ikke tale om forårsrengøring, men om at der på rådyrhanner gennem vinteren udvokser et gevir. Under væksten er geviret dækket af et hudlag, der kaldes bast, og dette lag sørger for blodgennemstrømning, så de nødvendige næringsstoffer til væksten cirkulerer. Når geviret er færdigt i størrelse og form, standser blodtilførslen og basten tørrer ud. De tørre trevler fjerne råbukkene ved at gnide geviret op ad små føjelige træstammer – ind og ud, alle vegne, til der ikke er mere bark på træet. Udover rensefunktionen afsætter bukken samtidig spor og markerer sit område. Det er jo fuldstændig forunderligt, men desværre ofte med dødelig udgang for træerne. Når man er meget opsat på at øge arealet med skov, er det også en smule deprimerende.
Sidste år tog det for alvor overhånd i Grundtvigs Skov og jeg var klar til at tage alle, også okkulte, midler i brug for at redde underskoven af nyplantninger. Søren Sørøver havde læst, at man kan sætte totter af uld på træerne og med duften afvise råbukkene. Ja, det kan jo ikke blive værre, tænkte jeg og slæbte pelsen fra et nyklippet får med mig rundt hele skoven igennem, mens træerne til højre og venstre fik små halstørklæder på. Ingen behøver nogensinde få det at vide, tænkte jeg og pyntede videre med en fjollet fornemmelse. Fra næste dags morgen var det slut med fejningerne i skoven. Ikke ét træ mere blev afbarket eller fik markeringsspor hele året igennem og i dag har jeg været rundt med ny uld for at klargøre træerne til denne sæson.
Det bliver rådyrene også glade for, når de med tiden opdager, at der kommer en skov at leve i.
Lone
Beretninger fra et autentisk landbrug 