Det går fremad – fra kørelade til kulturhus

Siden entreprenørfolkene forlod festen og den færdige bund i kulturhuset, har Søren Sørøver og jeg været i gang med det fortsatte arbejde. Godt 2 uger er det nu og det går hurtigere fremad end forventet. Eller det vil sige – forventningsafstemningen var lidt blød, forsigtig, for ikke at blive skuffet. Der er rigeligt med skuffelser i dette land, så vi gør, hvad vi kan, for ikke at skabe flere.

Det overordnede mål er en tidshorisont på 2½-3 år, før istandsættelsen/ombygningen er færdig. Men nu tror vi, at det kan ske tidligere. Det er selvfølgelig nemt at have den form for tidsoptimisme nu, hvor ingen planter, nogen jord eller arrangementer kræver vores opmærksomhed. Men alligevel – det går uforventeligt fint fremad.

Stik imod sædvanlig vintervane har vi indført en form for disciplin i dagene. Rimelig fornuftig sengetid, vækkeur og kontorarbejde i de mørke morgentimer. Fodring af dyrene, hundeluftning m.m. når dagslyset tillader det, herefter morgenmad og så møder hele holdet op ude på byggepladsen.

Vi abstraherer fra det overordnede mål og koncentrerer os hver dag om det daglige mål. Bliver ved, til det er nået. På den måde virker hele projektet også som mindre opgaver, der skal løses styk for styk. Mindre opgaver er mere overkommelige og der er flere fejringer af successer.

Den nordlige, halvdelen af den sydvendte og hele den lange vestlige indervæg er bygget og (stort set) isoleret, har fået påsat dampbremse samt lægter til montering af el og vand. Nogle få moduler mangler isolering, fordi de afventer, at vi får forstærket tagkonstruktionen med støttestolper. Sidstnævnte er det igangværende arbejde. Klargøring af hver stolpe, tilpasning og opsætning.

Det er 7 dage om ugen, men den del er ikke anderledes end øvrigt arbejde resten af året. Og succeserne ligger tæt.

Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.