Fra kørelade til kulturhus – entreprenørarbejdet er færdigt.

Selvom nyhedsstrømmen gennem december har været lidt sløj herfra, er der sket meget på gården. Normalt praktiserer vi nul-vækkeur-kultur, men de punktlige entreprenørfolk har fået de punktlige hunde til at gø tidligt hver morgen hver hverdag. Og det har været en fornøjelse. En fornøjelse med al den aktivitet og en dedikeret arbejdsindsats for at nå den beskrevne del af ombygningen til tiden. Målet var, at arbejdet under gulv/alt entreprenørarbejde skulle være afsluttet inden jul. Det blev det.

Først udgravning og bagstøbning 1 meter ad gangen for hver 3 meter for ikke at svække soklen (mere end nødvendigt). Så udgravning af materiale – der er kørt læs efter læs med gammelt bundfyld/jord/sand/granit/beton ud ad laden. Det har været et stort arbejde at komme i bund indvendigt for at kunne påbegynde opbygningen.

Der er støbt punktfundamenter til midterstolperne ned gennem bygningen.

Kørsel ind med sand, nedlægning af kloakrør, afretning og faststampning.

Tilskæring og nedlægning af isolering i henhold til krav.

Fordeling af rionet og nedbinding af slanger til gulvvarme samt træk af rør til brugsvand samt varmepunpe.

Med en hel dag i overbevisende overskud sov hundene længe d. 22. december. Lillejuleaftens morgen holdt den første betonbil helt op mod porten og flydebetonen blev transporteret op i luften, over taget og ind i bindingsværkladen.

Moderbilen blev holdende og så kørte yderligere 4 betontransporter til og afleverede deres last i pumpevognen. Et par timer senere var gulvet rettet af og alle væk. Sådan bliver gulvet i bygningen. Det er det, der kan lade sig gøre. Alt over gulvhøjde bliver cementfrit.

Nu er der plads og mulighed for at arbejde videre. I første omgang er vi selv gået i gang, men der er også aftalt en række elektrikeropgaver samt VVS i den farbare bygning.

Lone

P.S. Tidligere indlæg om meningen med det hele findes her:
Nyt projekt – kulturhus og vineri
I skal lige med i laden!

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.