I skal lige med i laden!

I husker måske, at vi har store planer med den gamle kørelade på gården – vi har faktisk skrevet om projektet i flere år. Det har, kan man roligt sige, trukket ud, og jeg tænker, at det er blevet tid at invitere jer med ind i bygningen, så I kan se, at nu sker der rent faktisk noget.
De seneste par uger har entreprenøren været i gang med at pille ned og bryde op – og ikke nok med det, der er også blevet støbt til den store gulvmedalje. Godt nok ikke gulvet endnu, da alt er langt mere besværligt og langtrukkent, når det drejer sig om 150 år gammel arkitektur, der gennem lige så lang tid er blevet ombygget, ændret og modelleret efter behov.

Den gamle sylstenssokkel er blevet bagstøbt – det foregår ved at grave ned ved soklen, en meter ad gangen, springe over 2 meter og så grave en meter igen. Først er der forsigtigt renset ud mellem kampestenene, så bagstøbningen kan løbe ind og sikre de store marksten i fundamentet. Bagefter er der sat forskalling op og støbt.

Efterfølgende er næste meter blevet gravet og rengøringen gentager sig, men denne gang er der blevet boret jern ind i det stykke, der tidligere blev støbt, så alle de enkelte meterstøbninger forankres i hinanden og hænger ordentligt sammen til sidst.
Nu sidder du måske med sammenbidte tænder og tænker, hvorfor dog al den beton? Og ja, det er også voldsomt, men det er desværre nødvendigt, når en så gammel bygning skal ændre sin tilværelse fra forladt kornlade til hjertevarmt kulturhus. For at få lov til den slags tant og fjas, er der en lang række isoleringskrav, som skal opfyldes – det sparer nemlig på fremtiden, den slags. Det betyder, at der skal graves temmelig langt ned bag den gamle sylstenssokkel og den slags gør man ikke ustraffet, hvis man ikke sikrer den med beton.
Til gengæld kommer vi ikke til at bruge cement over gulvhøjde, det er der da lidt trøst i.

Ned igennem laden står de bærende træbjælker, eller det vil sige, at der stod de, for nu, inden hele gulvet graves op, er der støbt punktfundamenter, som erstatning for den række kampesten, der lå under det gamle betongulv for at sikre dets bæreevne.

Det betyder, at der lige nu står tapre soldater og holder det hele. Det bliver nu rart, når det igen er store træbjælker, som holder de gamle spær oppe.

I morgen bliver der gravet kloakrør ned, mens det sidste gamle gulvbeton skæres op og køres ud.

Der er stadig noget tid til, at vi selv kan komme til, og efterhånden kribler det noget i fingrene for at komme i gang med det gamle bindingsværk. Tiden bliver brugt på at studere håndværket og skaffe det fornødne værktøj – den sidste del er vist ved at være i hus, kan jeg se på Lone, når jeg snakker om en ny nødvendighed.

Det kan jo være, at du lige nu sidder og kigger på billederne og tænker ”den slags mursten fra ca. 1867 har jeg vist liggende” – så hører jeg meget gerne fra dig, for vi kommer helt uundgåeligt til at mangle og nye sten kan ikke komme på tale.

Søren Sørøver Kvist – Køreladen

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.