Angold

Søren Sørøver og jeg har genoptaget æblehøsten. Der har været et afbrud på en tre ugers tid, fordi vi var nødt til at prioritere kvind- og mandskab til opgaven med at rydde bindingsværkladen for gamle kornsiloer m.m. og gøre klar til påbegyndelsen af projektet “Fra kørelade til kulturhus.”

Nu er vi så tilbage i plantagen og vist har der været lidt frugtfald i perioden, men de to resterende sorter Angold og Rød Topaz hænger overraskende fint ved. Desuden sætter dette år rekord, hvad angår bestøvning og deraf følgende tons i hus. Der er med andre ord rigeligt, også til solsorte, stære og regnorme.

Vi har aldrig før høstet så sent som i midten af november. Vejret er lunt, fingrene varme, et enkelt lag bukser er nok og det er jo helt galt i sig selv. Kun dagslængden følger årstiden og vi slutter den udendørs arbejdsdag, når lyset falder og dyrene skal lukkes ind ved fire-tiden.

Med forblæste kinder
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.