Nyt projekt – kulturhus og vineri

Nyt gartnerhjørne i den gamle garage – jeg er flyttet ud af bindingsværkladen.

I dag har vi påbegyndt et nyt projekt. I hvert fald sådan fysisk, for projektet har været undervejs i mere end 5 år – i tanker, behovsanalyser, overvejelser, tegninger, forundersøgelser, registreringer, ansøgninger, konsulenttimer, nye tegninger, bygningskonstruktørtimer, møder, arkitekttimer, forandring af tegninger, flere møder, brandrådgivertimer, møder, tilretning af tegninger, ingeniørtimer, indsendelse af byggeansøgning, sagsbehandling og en del tid til flere overvejelser ind i mellem.

Kort fortalt startede det som et overmåde ambitiøst projekt med at få tilbageført gårdens bevaringsværdige kørelade fra 1867 til tidligere tiders håndværksmæssige stand og opgradere den til kulturhus og vineri. Undervejs havde vi den glæde at modtage en bevilling fra den lokale LAG-Odder-Hedensted-aktionsgruppe, som dækker halvdelen af de udgifter, der skal investeres i bygningens bund og installationer – den resterende halvdel finansierer vi selv.
Det lykkedes ikke at finde opbakning i fonde, der beskæftiger sig med bevaringsværdigt byggeri og derfor besluttede vi at gentænke hele projektet og omforme det til en gør-det-selv-budget-venlig version. De store armbevægelser holdes nu tæt til kroppen, vi har skåret ned og rettet til, men i løbet af projekteringsårene er lovens krav til, hvordan en byggeansøgning til et opvarmet forsamlingslokale udformes, blevet strammere end en kogevasket uldtrøje. Og dermed dyrere.

Men det lader vi os ikke slå ud af. Vi har arbejdet for at skabe den meromsætning, der skulle til at betale kommunens krav om brandkonsulenter m.m. og vi fortsætter med at arbejde og skabe indtjening, der kan betale materialeudgifter osv. de kommende 2-3 år, som er den tidshorisont, vi forestiller os, at gør-det-selv-arbejdet omfatter.
Hvorfor, hvorfor, hvorfor – tænker du måske. Hvorfor ikke bare lade laden stå, så dårligt den nu kan.

Det handler om fremtiden. Om at investere i fremtiden. Fremtidens muligheder. Det er helt afgørende for os, at vi får et forsamlingslokale, som er isoleret og med tilladelse til opvarmning, så vi kan skabe rum for kulturtilbud og andre arrangementer året rundt. For nuværende kan vi kun tilbyde noget til gårdens gæster i de 3 sommermåneder, hvor den gamle trælade har et rimeligt indeklima. De samme 3 måneder er vores højsæson i forhold til dyrkning af de planter, frugter og bær, som danner basis for alt, hvad vi forædler og sælger og selvom vi ikke umiddelbart fornemmer, at alderen tynger år for år, så vil vi gerne kunne holde til at passe både gården og gæsterne mange år frem. I fremtiden. Sæsonudjævning er svaret.
Vores andet ønske i forbindelse med at tænke langsigtet – både fysisk, mentalt og produktionsmæssigt – handler om at få plads til mere forædling, gæring, tapning og direkte salg. Det vender vi tilbage til. Søren Sørøver og jeg holder umådeligt meget af tilværelsen sammen, den er langt hen ad vejen identisk med arbejdstilværelsen sammen, og forholdene er altid til vurdering og potentielt til forandring, hvis den ene, den anden eller vi begge er for presset/pressede af omstændighederne. Nogle gange laver vi forandringerne, inden vi bliver for pressede. Rettidig omhu og alt det der.
Derfor er vi gået i gang med et nyt projekt i dag. Bindingsværkladen skal ryddes.

Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.