Samarbejde mellem dyr, jord, planter og mennesker

Hvad kan de? Spørger nogen altid forventningsfuldt, når vi har besøgende til rundvisning på gården. Og det er et godt spørgsmål. Absolut. De kan ikke rigtigt noget særligt, svarer jeg, det er tilstrækkeligt bare at leve her på stedet. Men det er jo en underdrivelse af olympiske dimensioner og blot et forsøg på at tale alt det med nyttefokus ned.

For pygmæfårene fra Cameroon kan selvfølgelig en masse, f.eks. kan de hjælpe os med, at årets hvidløgsdyrkning lykkes. I den ene ende sker tilgangen af afklippede grene med blade, græs, kløver, nedfaldsæbler, gulerodstoppe m.m. og i den anden ende er der afgang af gødning med uvurderlig mikrobiologisk og næringsmæssig værdi. Ikke kun én gang mine damer og herrer – dyrene kan blive ved!

Således er det af og til muligt at samle en spandfuld gødning eller to fra fårehusets bund og den bæres om til køkkenhaven og fordeles med let hånd og strøtanker. Lige nu med henblik på etablering af næste års hvidløgshøst. Det er snart, du skal sætte hvidløgsfed i jorden, hvis du gerne vil høste store, flotte hvidløg næste sommer.

Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.