Mormors rose – 12 år efter

Måske husker du fortællingen om Mormors rose?
Nå.
Det er også længe siden, og man kan ikke huske på alting.

Men genopfriske, det kan man.
For mange mange år siden – engang i 70’erne eller først i 80’erne – var min mormor på indkøb i den nærmeste FDB. Udover diverse små farvede rabatmærker til den orange bog, cyklede hun hjem med en rose.
Hun cyklede på sin gamle damecykel ad de små stille villaveje i Hillerød, og jeg forestiller mig, at dagen har været ekstra mild og solrig, fordi hun havde fundet rosen til haven. Nogle gange kan en rose gøre netop det.

Rosen voksede og trivedes i Hillerød, i mange år efter min mormor ikke levede længere. Engang nær årtusindeskiftet blev huset solgt, da også min morfar forlod livet, og min mor flyttede rosen med til Hjarnø. Der voksede og trivedes den også nogle år. Så besluttede min mor at lade arvegodset gå videre og rosen blev plantet her på gården.

For 12 år siden skrev jeg, at rosen nok blomstrede på sidste vers og vel er den ikke længere en stor og kampklar busk, men blomstrer, det gør den stadig. Og sætter nye årsskud. Det sidste er helt afgørende, for hen på sensommeren vil Søren Sørøver skære årsskuddene i korte stykker, hver med et knophjørne, og pode dem på en lille samling grundstammer, jeg plantede i køkkenhaven dette forår. Om alt går vel – og det gør det jo nogle gange, det må man huske på – kan Mormors rose få forlænget liv gennem et nyt rodsystem.

Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.