Paddeår

De sorte baner er haletudser.

I 2018 blev Sørens Sø færdig og overladt til andre – frø fra planter, frøer, tudser, små fisk, insekter, snegle, fugle, rodskud samt alle de større pattedyr, der drikker af det opstigende grundvand dagligt. Det er ikke bare overraskende og imponerende så hurtigt alverdens liv har taget bolig eller ophold i vandet – det er intet mindre end mageløst!

På afstand følger vi dagligt livet i og omkring søen, og nogle gange går vi tæt på for at finde ud af mere om det mindre. Om udviklingen i paddebestanden for eksempel. Hvert forår er der klumper af frøæg og lange kæder af tudseæg og år for år øges antallet af haletudser.

I år kan de ikke tælles i hundreder. Heller ikke i tusinder. Måske i hundredetusinder, men reelt kan de ikke tælles – så mange er der. Store, sorte plamager under vandet ses flere steder og fra samlingsstederne udgår strømme af haletudser i særlige mønstre og retninger. Som en motorvej ses trafikken i én bestemt retning langs bredden, for kortvarigt at samle sig i rundkørsler og forgrene sig videre ud og følge det lave, lune vand til søens ende. Der vendes så rundt – ruten bliver tosporet og der er modsvømmende haletudser på vej retur. Som helt almindeligt menneske, forstår man ikke, hvad det skal til for, men de vordende padder er målrettede og fokuserede. Nogle steder ser overfladen ud til at koge, så mange haletudser er samlet og i bevægelse.

Selvom fiskehejrerne kommer og forsyner sig i buffeten er der stadig utælleligt mange haletudser på vej. Det bliver et fantastisk frø- og tudseår.
Nu venter vi bare på storken.

Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.