Udplantningsplanter

Hvert år sår jeg en masse kål. Både sommerkål og vinterkål. Forskellige sorter af spidskål, rødkål, hvidkål, broccoli, grønkål, rød grønkål, russisk kål, kalettes, rosenkål, palmekål plus det løse. Hvert år spiser duer, fasaner og harer en del kålplanter. Hvert år sår jeg en masse ekstra kål.

I går udplantede jeg ca. 400 forspirede kålplanter. De har afventet, at vi fik lagt kartofler, så det resterende stykke jord stod klart.

I sidste uge besøgte Søren Sørøver og jeg Astrid og Vigge på Sommergrønt. Det gør vi så godt som hvert forår, for selvom jeg sår meget på forhånd, så har Astrid og Vigge altid noget nyt og spændende at supplere med – krydderurter, særlige smagfulde sorter af tomater, blomster, græskar og umådelig visdom. Vigge er en grøntsagsguru og den slags kan verden ikke få nok af.

Hvis du ikke lige nåede at så nogle interessante tomatsorter, spændende chili, frodige peberfrugter, nødvendige auberginer, kål til at opretholde et ordentligt liv eller andet afgørende for fremtiden, kan du tage ud til Sommergrønt – på Ravngårdsvej 27, 8370 Hadsten hver dag fra kl. 10-19 – og hente udplantningsplanter, som får tilværelsen på ret køl igen. Astrid og Vigge har en bod og udover udplantningsplanter til køkkenhave og drivhus er der daglige grøntsager til daglig madlavning. Det hele er økologisk selvfølgelig og fås ikke bedre. Senere dukker der blomster og agurkeplanter op, men det ser du, hvis du handler der jævnligt.

I går udplantede jeg ca. 400 kålplanter og fordi Vigge gav mig at stort stykke fiberdug til at beskytte planterne mod fasaner, duer og harer, regner jeg med at kunne tilbyde både sommerkål og vinterkål i vores lille vejbod.

Konen med æggene

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.