Cabaret, cabaret, cabaret

En gang i mellem vinder fornuften, den der lille stemme, der tiskende, med en svag hovedrysten og himmelvendte øjne ser til, efterhånden som vi udvider produktionen af både det ene og det andet. Den lille stemme, der udmærket ved, at selv for os er der grænser. En stemme, vi med vores tidsoptimistiske realitetsnedsatte hørelse ofte har så nemt ved at overhøre. Men ikke denne gang.

Jeg skal nemlig sige dig – der er røre i drueverdenen. Som nogle måske vil huske, så plantede vi en lille ny vinmark på 675 stokke grønne druer forrige år, og nu er lysten til at prøve nye og spændende sorter ud i røde druer kommet snigende. Vi har et perfekt lille stykke jord, i læ fra vest med skråning mod syd og der, lige der, kunne man jo godt udvide sin arbejdsbelastning med en vinmark mere, tænkte denne sørøver højt i landmandens påhør. Men her havde den lille stemme bedre held end vanligt og gennem Lone fik den sin vilje. Vi kan ikke overkomme flere marker os to, jeg ved det, Lone ved det og den lille stemme har vidst det længe.

Men det skal ikke stoppe en entreprenant sørøver, der har forelsket sig i en ret ny og lovende sort. Cabaret Noir, også kendt som Cabernet Noir, søster til Cabernet Sauvignon. En sort fremavlet med henblik på tidlig modning og ikke mindst god sygdomsresistens. Meget tyder på, at denne drue kan sikre en lidt mere sikker modning, som vi har manglet i Rondo.

Efter et kort bestyrelsesmøde blev ledelsen enig om, at det ville give mening at skifte nogle af vores mange Rondostokke ud med denne nye pige i klassen – noget der også passer fint ind i den nye strategi om at begrænse mængden af de enkelte produktioner endnu mere, end vi gør nu, samtidig med at vi udvider sortimentet. Fokus skal ligge på salg her fra gården, små eksklusive produktioner og ikke større mængder til videresalg og engros.

Det ville gøre alt for ondt på os, hvis de fine gamle vinstokke, nogle af Danmarks ældste, der lige nu står og læner sig op ad deres bedste alder, skulle flås op og kasseres, og derfor har vi foræret dem væk. De er nænsomt blevet flyttet til nye græsgange, så der kunne blive plads til nyplantning.

Således blev der i går plantet et par rækker af den nye sort. Men det stopper ikke her. Vinmarken med Rondo og Leon Millot – begge dejlige druer – er stor, og nysgerrigheden byder os at tage del i det eksperiment de kalder dansk vinavl, og hermed også teste nye sorter, udvide sortimentet og lege for fulde hyl og hujen. Derfor vil vi tilbyde dig at komme og hente de planter, du kan bruge til dit lille vineventyr. Både nu, hvis du er hurtig, inden de springer ud, men især til vinter når de igen er til at flytte. Det eneste, du skal gøre, er at grave dem op og tage dig kærligt af dem. Skriv til sk@detlillevineri.dk hvis det skal være dig.

Søren Sørøver     

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.