Reportage fra køkkenbordet  – en slags nytårstale fra Sørøveren



Jeg sidder her på årets sidste dag og kigger ud på mylderet på fuglebrættet, regnen siler ned og det er svært at se, om de alle er der for at spise, eller nogle bare nyder et øjeblik under taget i ly for regnen. De virker så ubekymrede, ingen lange køer til testcentrene, ingen stigende råvarepriser og inflation. De virker fuldstændig uberørte over minkaflivninger, splittelse i samfundet, højre- og venstredrejninger, manglende klimaindsats, stigende kødforbrug, og hvad året ellers har budt på.

En rødkælk kigger ind ad vinduet, det orangerøde bryst lyser op, mens den står og gør sig til på sine lidt for tynde, lidt for lange ben. Den vil mig ikke noget, forventer ikke noget. Den sætter sikkert pris på de solsikkefrø, vi lægger ud i foderhuset, men gjorde vi det ikke, så fandt den nok sin mad et andet sted. Nu står den her og glæder mig. Giver mig fuld valuta for de frø, vi fodrer den med.

Der sker noget inden i mig, når den lille fyr står der; en umiddelbar og lidt barnlig glæde over dens blotte tilstedeværelse både ved foderbrættet og senere, når dens sang skærer gennem vinterlyset fra en trætop i haven. Det er samme glæde, jeg kan føle over en usædvanlig skarp knivsæg, jeg selv har frembragt efter en længere periode med døve knive, eller et godt hug på fiskestangen en råkold efterårsdag. Du ved nok, hvad jeg mener – den slags glæder, der kan puljes op og gøre et helt liv – et godt liv.

Jeg tror ikke, at jeg har følt færre af disse små glæder i år, men jeg finder det tiltagende sværere at pulje dem op. Ligesom i spillet Klodsmajor bliver stablen lynhurtigt ustabil, når samfundets støj konstant presser på. Med støj mener jeg mediernes og samfundsdebattens elendighed, der piller klodser ud hist og pist. Det kan virke som om, at de bevidst prøver at vælte stakken, men det er nok at tillægge dem et uretfærdigt motiv – det ændrer bare ikke på resultatet. Gang på gang må stablen startes på ny.
Jeg tror, at et godt nytårsforsæt må være at opsøge lidt flere glæder og samtidig prøve at begrænse støjen. Måske er et lille tårn af glæde det bedste, vi har.

Vi har aldrig haft kvækerfinker på foderbrættet før. Det er nok lige i overkanten at kalde dem fremmede og hvor om alting er, så er vi jo mindst ligeså fremmede for dem. Det virker ikke som om, at de andre fugle på brættet har et problem med dem. Set igennem en hundesnudefedtet haveglasdør sætter biodiversiteten ingen skår i glæden her, tvært i mod. Vi snakker meget om biodiversitet for tiden, og om at skubbe små gummibåde tilbage i havet, hvor de kom fra.

En fed skovdue lander på foderbrættet og de små fugle flakser forskrækket til alle sider. Ikke at den fede due udgør nogen trussel for dem, men better safe than sorry, som vi sagde til hverandre på vej til det 3. stik. De sagde, det var nødvendigt med det stik – nu må vi se hvor længe det holder stik, eller det stik holder. Journeys gamle sang Don’t Stop Believin’  lyder fra højtalerne i køkkenet – vi skal prøve.

Det er så nemt at dæmonisere spurvehøgen. Dens ondskab vil næsten ingen ende tage, når den lydløst blæser ind over flokken af småfugle i jagten på næste måltid. Set med dens eget urimelige skarpe blik, så har det intet ondt over sig. At sætte sig ind i andres nødvendigheder er ikke kun svært, det er også bidende nødvendigt for et sundt samliv.

Der er snart ikke mere sand i det timeglas, vi kalder 2021 og jeg skal ikke kede dig mere med livet på foderbrættet – der er nok en bisque, der skal koges og serpentiner, der skal pustes. Det havde måske været på sin plads med en lidt mere fremadskuende nytårstale, men husk, at mens du prøver at skure den vedholdende rødvinsplet af din hvide Ikea sofa i morgen, så flokkes småfuglene igen om foderbrættet.

Godt og sikkert nytår fra alle os på gården
Søren Sørøver  

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.