Opfølgning om dioxin

I august blev hønseholdet her på gården udtaget til stikprøvekontrol for dioxin – en særlig indsats fra EU’s side som bliver gennemført i medlemslande herunder i Danmark. Fokus kommer af, at der i råvarer (mælk, æg, fedt) fra fritgående dyr udendørs ses et højere indhold af dioxin end i dyr, der er lukket inde hele deres liv. Dioxinen i vores fælles miljø og omgivelser er menneskeskabt gennem årtier, typisk ved afbrænding af problematisk affald. Sådan er det.

I starten af september fik vi et uventet besøg af Fødevarestyrelsen. Det uventede bestod i, at myndighederne ikke havde fået givet os besked om prøveresultatet, der desværre viste sig at overskride grænseværdien. I den gode sags tjeneste blev hastighedsgrænserne overskredet, så det dedikerede udrykningshold kunne påse, at vi lukkede salget af æg og en dyrlæge kom til fra anden kant. Set i lyset af, at der kunne gå dage mellem salget af en bakke æg, var vi lidt overvældede over besøget. Vi spurgte til muligheden for sammenhæng mellem hønsenes høje alder; op til 7-8 år og akkumulation af dioxin i dem. Det kunne fagpersonerne ikke svare på, da økologiske høns normalt slagtes ud efter 1 års æglægning. Udgangen på udrykningsbesøget var en ny indelukning af hønsene, og de var ellers kun akkurat kommet sig efter myndighedernes krav om indelukning i 6 måneder på grund af risikoen for fugleinfluenza. Den nye indelukning skulle vare 3 uger, hvorefter vi kunne indsende nye prøver af æg til kontrol. Formodningen var, at indholdet af dioxin i æggene ville falde, når hønsene kom væk fra det frie land, fordi produkter fra indendørs dyr er mere sikre, som ovenfor beskrevet. Af én eller anden grund glemte myndighederne os igen og ingen af de kontrollerende personer havde efterladt kontaktoplysninger. Efter at de indelukkede dyr havde set sensommeren gå på hæld gennem et trådhegn og jeg blev mere og mere sort indeni, fik jeg fat i et hjælpsomt menneske i ministeriet i København og så lykkedes efter 4½ uge at få taget prøve nr. 2. Så gik der nogle uger mere, svaret kom og til alles overraskelse var dioxinindholdet i æggene steget. Det bringer os så til konklusionen – og den er opmuntrende – intet tyder på en dioxinforurening af det åbne land omkring gården. Sådan er det.

Der er således tale om en punktforurening i hønsenes indelukke og vi kommer det ikke nærmere, heller ikke kilden, da den kan ligge både kortere og længere tilbage i tiden. Ude på landet er der en lang tradition for afbrænding og bortskaffelse af diverse affaldsproblemer og trykimprægneret træ er også under mistanke. På baggrund af det resultat har vi besluttet at nedlægge hønsegården. Det sker en gang med tiden, når vi har afsluttet andre projekter med høj prioritet.

Men der er mere i det. I starten af september tog vi en beslutning, for når noget er overvældende, er beslutninger indenfor råderummet en måde at få overtaget på. Vi besluttede at sætte hønseholdet ud og det er der tre grunde til, hvis du orker at læse mere.

Den første og vigtigste grund er, at vi ikke længere synes, det er en ansvarlig og ordentlig måde, myndighederne pålægger os at have dyrene på. Som tidligere nævnt varede sidste “vinters” indelukning omtrent 6 måneder. Et halvt år. Økologiske hønniker går normalt inde i store lukkede haller de første 5 måneder af deres liv. Herefter har de omtrent 1 års levetid inden slagtning (fordi en yngre høne kan lægge marginalt flere æg pr. uge) og hvis det år rummer ½ års myndighedskrævet indespærring lever en høne i økologisk produktion 11 ud af 18 måneder uden fornemmelse af jord, græs, kløver, insekter, blæst, regn og sol. Det er omtrent 2/3 af dyrets liv, som foregår indendørs og forbrugerne køber æggene, uden at forholdene deklareres tydeligt.
Selvom hønsene her på gården bliver mange år gamle, vil vi under ingen omstændigheder have dyrene til at gå inde halve år ad gangen. Sådan skal det ikke være.

Den anden grund er resultatet af den forskning om brud på brystbenet hos ca. 85 % af æglæggende høns, som forskere fra Københavns universitet fremlagde i starten af september. Selvom hønsene på gården ikke igangsættes tidligt med æglægning og selvom de ikke får kraftfoder, der presser dem både mht. ægstørrelse og æglægningshyppighed, så nærede vi tvivl om, hvorvidt også hønsene her led af brud på brystbenene.

Det bringer os til tredje grund – som statskontrolleret økologisk ægproducent er der snævre rammer for indkøbet af dyr. Hovedreglen er, at hønnikerne kommer fra et statskontrolleret økologisk rugeri. Det betyder, at stort set alle æglægningshøns stammer fra et snævert genetisk grundlag og dermed er udsatte for brud på brystbenet. I dedikerede hønsekredse kaldes de statsudpegede hønsetyper nedsættende for hybridhøns. Her på gården er et dyr et dyr og der er ikke noget at udsætte på det levende væsen – kun på de grådige avlsmål.
Ydermere er der, i det i realiteten påtvungne avlssystem – også i det økologiske, den kritisable aflivning af alle nyklækkede hanekyllinger – 3-4 millioner alene i Danmark hvert år, fordi de – af gode grunde – ikke kan lægge æg.
Der har været et vedvarende ønske fra mindre producenter om en mulighed for at vælge blandt andre racer med en mindre industriel avlsmæssig baggrund. Det ønske blev imødekommet i lovgivningen, men var en besværlig og kostbar kattelem, som kun ganske få i praksis benyttede sig af. Den undtagelse er grunden til, at vi tillige med de industrielle racer har haft Hellevadhøns.
Det industrielle landbrugs lobbyorganisationer sidder tungt på tastaturet i Fødevareministeriet, når der skal lovgives i favør for små landbrug og husdyrholdere. Det ses i kravet til indelukning af fjerkræet og det ses (også) i ovenstående regler, som i realiteten begrænser vores mulighed for at træffe fornuftige valg for dyr og mennesker og tillige afskærer forbrugerne fra mangfoldighed.
Vi vil ikke fortsætte med at navigere i et system, som gradvist forringer dyrenes velfærd og levevilkår og hvor vi lidt ad gangen tilpasser os forringelserne.

I forbindelse med afviklingen kontaktede vi forskerne på Københavns Universitet og spurgte, om de var interesserede i at modtage dyrene til undersøgelse – netop fordi denne måde at have et hønsehold på er/har været markant anderledes med hensyn til fravalget af brug af kraftfoder, dyrenes lange dage med brug af krop og muskler i æbleplantagen, den naturlige æglægning som følger/fulgte årstiden/solens lys osv. Hønsene kom til København (bortset fra nogle undvigere); så var der dog en smule gavn af beslutningen. For nyligt fik vi en forhåndstilkendegivelse om resultatet af undersøgelsen. Den får du også, når der er noget officielt.

Lone

P.S. Beslutningen om at ophøre med det statskontrollerede økologiske hønsehold på gården har ikke været nem at træffe. Enhver, der har været her på rundvisning ved, hvor stor en del af livet og samspillet med jord, planter, dyrkning og os, dyrene har udgjort. Det er spild af energi at skrive beskeder om, hvad vi skulle eller burde have gjort. Ovenstående er afgørelser truffet efter modne overvejelser.

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.