Fra mørket

For øjeblikket er dagene korte som halsen på en høne i regnvejr og det er vanskeligt at forstå, hvor det lyse halvårs energi er blevet af. Hvert efterår er det vanskeligt at forstå, men også godt med et andet tempo.

For eksempel er jeg over flere dage gået til og fra rydningen i drivhuset. Selvfølgelig fordi der samtidig har været andre opgaver, møder og kontorarbejde, men også fordi sommerens hvirvelvind har lagt sig. Jeg læser mere, skriver mere, drikker mere kaffe og har sågar ansøgt og er blevet optaget på et kursus. Litterater møder filmen, hedder det og det er Dansk Forfatterforening i samarbejde med FilmbyAarhus og en imponerende dygtig filmkonsulent, der står dels for at lære os at skrive til filmmediet og dels for at skabe kontakt og et eventuelt samarbejde brancherne imellem. Kurset er umådelig interessant og det er en opkvikkende udfordring at skulle skrive indenfor de muligheder og begrænsninger filmmanuskripter byder på i forhold til romaner. Jeg er begejstret og taknemmelig for muligheden. Om det bliver til mere, vil tiden vise, men at lære nyt er en belønning i sig selv – bevidstheden er en hund efter nye kunster og den hopper logrende efter lærerens kiks.

Hvis du sidder i det uendelige aftenmørke og venter på næste dag, kan jeg varmt anbefale mulighederne på Folkeuniversitetet. Der er stort spænd i emner og alletiders chance for at få frisk luft til hjernelapperne.

Undervisning virker hele livet
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.