Byens Bedste – kåring af lokale helte

For 37 år siden stod jeg som 7-årig i køen i Brugsen i Gylling som så mange andre dage. Inger sad ved kassen og Oxfeldt havde sandsynligvis travlt med at føre bøgerne i det lille baglokale. Samme lokale hvor man, uden de store problemer, kunne veksle en tredjehånds crosset check på den gode side af en månedsløn, uden at der blev stillet spørgsmål.

Den gang skulle Brugsen have alt det en husholdig lige stod og havde brug for, og det lille brugslokale var tætpakket. Til gengæld var der ikke så meget grønt og udvalget i de, sammenlignet med nutidens alenlange frostdiske, var begrænset til lørdagskylling i alubakker og bølgeskårne pomfritter – men vi manglede ikke noget.

Oppe ved kassen lagde jeg med spænding en pakke små plastik legetøjssoldater på disken og bad om 60 Cecil til min far. Ja, det var dengang, hvor det ikke var flovt at købe smøger til sin far, måske nærmere omvendt. ”Det skal skrives til min far,” sagde jeg med klar barnestemme og Inger, der kendte alle, behøvede ikke mere information. Bogen blev fundet og der blev anført beløb. Ude i baggården stod en lang række 11 kg gas flasker og lyste gult – man byttede selv flasken og sagde det i Brugsen. De var ikke aflåst, og de første mange år, jeg husker, heller ikke uden for åbningstid. Vi boede i nabohuset til Brugsen, så når frosten sneg sig ind på indersiden af enkeltlagsvinduerne og der ikke var mere brænde at fyre med, så hentede vi gas og fyrede til det drev ned af vinduerne. Dengang var det hele bygget på tillid og sikkert også på en hel del svind.

Gennem teenageårene blev der købt mangen en bajer i Brugsen, klirrende poser med mandomsprøver og mod. Knallerten blev tanket op i baggården. Nu var der kommet kæder igennem håndtaget på gasflaskerne i weekenden og vi havde ikke længere brug for at købe på klods. Min far skulle stadig have de 60 Cecil med. Øllene kostede ubegribeligt nok det samme som i dag og når man tager i betragtning, at en plade mini muh chokolade dengang kostede en krone og i dag river en femmer ud af budgettet, så er det egentlig lidt underligt det med ølpriserne.
Det var dengang, hvor Brugsen ikke bare var et sted, hvor man købte sine varer, den var et bindeled i samfundet. Det var der, folk kom, snakkede og handlede alt fra sladder til spejdersnus og kunderne vidste, at de var mindst lige så vigtige for Brugsen, som Brugsen var for dem.

Jeg var for længst flyttet fra byen og det sammen gjorde min handel, og da Brugsens gamle lokaler blev fundet for små og et nyt byggeri i udkanten af byen blev opført, skar det mig i hjertet trods mit eget fravær. Nu blev Brugsen aldrig til det, den var, igen.
Men det blev den.

For nogle uger siden sad vi i Odder til Byens Bedste arrangementet på byens hotel og efter mange skåltaler og klapsalver, stod det os klart, at Brugen, der var nomineret i kategorien bedste dagligvarebutik, ikke vandt titlen. På bedste sørøvermaner, eller mangel på samme, blev der fra mit bord buh’et og heppet på Gylling Brugs i tide og utide. Det var ikke bare et udtryk for almindelig mangelfuld kæderygende opdragelse fra min fars side, men for en oprigtig ærgrelse over udfaldet. Den store stygge Kvickly løb med sejren. Goliats sejr over David. Og nej, Kvickly er ikke styg – den er bare  et sted, hvor en hel masse, og sikkert med god grund, ynder at handle. Den er ikke alt det, Brugsen var engang og det, den bemærkelsesværdige brugsuddeler, Nils, igen har gjort den til.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om andre nominerede steder er gode eller dårlige, for jeg kommer stort set kun i Brugsen. Det må da være enormt begrænsende, tænker du måske, men nej egentlig ikke. Det økologiske udvalg er flot og støt stigende. Mangler vi noget, så siger vi til, og ugen efter er det at finde på en nu fast plads. Se det er sgu da service.

Nils personale smiler og hilser. Bevares, ungarbejderne kender måske ikke alle i oplandet og jeg skal have fundet mit Coop kontokort frem, hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om at få mine legetøjssoldater skrevet, men stemningen er den samme og det kræver ikke kun et godt stykke arbejde, det kræver, at hjertet er med – er lokalt. I Brugsen har de ikke mere brug for kunderne, end kunderne har brug for dem og det er altså noget af en præstation i vor tid. For mig er Brugsen en hel del mere end Byens Bedste.

Søren Sørøver   

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.