Historisk sen druehøst

Disse dage er vi i gang med høsten af røde druer. Det har aldrig før været så sent på året, men det er tidligere sket, at druerne ikke var modne før. I de år er høsten i det store og hele gået tabt, fordi mug og råd har indfundet sig sammen med modningen og det gør mikroorganismerne i denne klimazone, når de ikke holdes i ave med giftstoffer.

Maj var en kølig kælder i år og det betød sen blomstring i vinmarken. Sen blomstring giver sen modning – særlig sen når der er tale om røde druer. Vi har omtrent 1000 stokke af dem, og den ene sort, Rondo, som andrager 2/3 af arealet, afstår vi fra at høste, fordi den ikke har opnået tilstrækkelig smag endnu. Den anden sort, Leon Millot, høster vi – den har potentiale til god vin. Man kan ikke lave god vin af utilstrækkelige råvarer.

På trods af usædvanlig varme og megen fugt i oktober er skimmelangrebet ikke sat voldsomt ind i Leon Millot-druerne, hvorimod Rondo for længst har tabt alle blade til forgængeligheden. Klaserne er uventet pæne og frie for råd, der er mange af dem og vi redder ind på livet løs.

Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.