Æblefestival i weekenden

I aften pakker vi vores nordfrugter og i morgen tidlig tager vi afsted til Rødding Æblefestival i Salling. Sørøverbror og svigerinde passer gård, dyr og tilværelsen som sådan, for det er et weekendarrangement og der er lang vej at køre frem og tilbage både lørdag og søndag. Eller…andre synes måske ikke, at det er lang vej, hvis de er vant til at køre til og fra arbejde, men set i forhold til afstanden mellem gården og Dagli’Brugsen i Gylling skal vi ud på noget af en rejse.

Der er tale om fejring af æblet og jeg kan ikke komme i tanke om noget mere storslået at fejre. Æbler burde fejres oftere faktisk, særligt de danske, som har rod i lange lyse døgn, moderate temperaturer og en ældgammel sortsrigdom, der giver uanede muligheder. Sunde er æbler også, hvis de ikke har fået sprøjtegifte undervejs.

Både lørdag og søndag har jeg lovet at holde foredrag om måden, vi dyrker på, jordens pasning, planterne, samarbejdet med dyrene, æbleplantagen, cider og vinproduktion m.m. Vi ser, hvad det bliver til. Desuden medbringer vi cider, mousserende æblevin, gin og kagebøger (der er et kapitel med æbleopskrifter 🙂 ) samt en masse varmt tøj.

Det vil glæde os at se dig i Salling!

Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.