Årets æblehøst er i gang

I går blæste det, som du sikkert lagde mærke til, så i forgårs blev det besluttet at gå i gang med æblehøsten. Ikke fordi vi er synske, men fordi Søren Sørøver følger med i vejrmeldingen, som andre drikker kaffe. Jeg lever mest i nuet, kigger på himlen og spørger Søren om nødvendigt.

Vi besluttede at redde sorten Aroma af træerne, inden blæsten satte ind, for æblerne var begyndt at sidde løst. Det blev samtidig starten på årets æblehøst, fordi de tidlige sommeræbler, bl.a. Discovery, har udviklet sig til en pauver råvare denne vækstsæson. Man kan ikke lave god cider, vin eller most af tvivlsomme frugter, og derfor har vi ladet dem falde til jorden.

Nogle få, af de mange sorter på gården, ser fine ud i forhold til kvalitet (ikke mængde), men flertallet tegner et billede af et sjældent sløjt æbleår. Det var kulden og det triste vejr i maj, som gav dårlige bestøvningsforhold.
Hvad angår sorten Aroma, foregik høsten med 3-4 æbler smidt til jorden for hvert æble i plukketasken. De brugbare frugter er kendetegnede ved en usædvanlig høj frekvens af skævhed. Ikke at det skæve er et problem her på stedet og da slet ikke når det handler om æbler, som blot er til forædling og ikke konsum. Alle æbleblomstens frøanlæg skal bestøves, hvis æblet skal blive symmetrisk og stort. Jo ringere bestøvning, des mindre og mere skævt bliver æblet. Men det handler selvfølgelig ikke kun om størrelse. De mange skæve Aromaæbler får skader i skrællen, hvor overfladen trækkes sammen og æblerne bliver mere sårbare. I de ualmindeligt høje septembertemperaturer har svampe og rådbakterier en fest i områder med svag æbleskræl, og derfor kasserer vi så mange æbler undervejs i plukkearbejdet.

Men der bliver også nogle til cider. God cider.
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.