Aldersro – trygt og varigt botilbud til kaniner

For nogle år siden fik vi to kaniner forærende fra en familie, hvor børnene var blevet store og havde fået andre interesser. Næppe sex, stoffer og rock n’ roll, men så måske klima, fremtid og grundvand. Hvem ved. De to kaniner var søskende og havde været sammen hele livet – i forrige uge døde den ene og i nat den anden, raske og rørige til det sidste, men gamle og mætte af dage.

Det betyder, at vi igen tilbyder nyt hjem for kaniner med det behov. Der er rævesikkert hus at sove i og udendørs gård til dagligt liv. Masser af friskt grønt dyrket på forsvarlig vis og daglig kontakt. Der kan bo 2-3 kaniner på Brandbygegaard, men de skal være steriliserede/kastrerede, for vi har intet ønske om at lave en opformeringsstation og iboende erfaring siger, at kønsbestemmelse af kaniner ikke er for amatører. Stedet her egner sig bedst til store, robuste kaniner, som er vant til menneskelig kontakt, da der i løbet af året kommer en del gæster på besøg.

Hvis du har en coronakanin eller en alenekanin, som du gerne vil give videre til nye forhold, er du hjerteligt velkommen til at skrive en mail med foto (af dyret) og sende den til lone@brandbygegaard.dk – telefon bruger jeg så lidt som muligt. Kan du komme her med kaninen og se og godkende dens nye hjem er det allerbedst, men indenfor rimelig køreafstand kan Søren og jeg også afhente den. Vi har bare ikke meget tid til udflugter for øjeblikket…

Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.