Syltede grønne tomater

Flere har spurgt efter opskriften på syltede grønne tomater og det kan jeg godt forstå – de er virkelig værd at lave. Om sommeren kan tomatplanter bukke under for vægten af frugt og knække. I stedet for ærgrelse kan du få fyldte sylteglas på dine hylder. Ellers er det bare at vente til hen på efteråret og høste alle de halv- og helgrønne tomater til sidst. Opskriften er fra bogen “Og halsen af en svane, som vi udgav i 2016.

Du har brug for:

1 kg grønne tomater – er de store, deler du dem bare
8-9 dl god eddike
600 g rørsukker
1½ spsk salt
½ tsk friskkværnet peber
skal af en citron
1 chili

Hæld eddike, rørsukker, salt og peber i en rummelig gryde. Skær skallen af citronen med en tyndskræller – sørg for at kun den gule del kommer med. Del chilien og læg den i gryden sammen med citronskallen. Kog lagen op og lad den koge ind ca. 15 minutter, mens du ordner tomaterne.
Pil stilken af tomaterne og stik dem alle 12-15 gange med en spids kødnål, så lagen kan trænge ind i frugtkødet. Hæld tomaterne i lagen, når den er kogt ind og bring grydens indhold akkurat i kog igen.
Tag gryden af varmen og fordel tomaterne i rene glas, hæld lagen over og sæt låg på.
Opbevar de syltede tomater et mørkt og køligt sted. Efter ca. 3 uger er de klar til at blive spist. Også direkte fra glasset.

Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.