Kærlighedens lade

I den forgangne weekend var der bryllup på gården. Det var årets første arrangement i træladen efter 3/4 år uden større forsamlinger og det var stemningsmættet, festligt og nærværende at være i.

Forud var nogle hektiske dage af ovenstående grund – laden havde kun været brugt til landbrugsarbejde, mosteri, opbevaring plus det løse siden sidste efterår og den var fjernt fra præsentabel i sit udgangspunkt. Søren Sørøver og jeg kørte sommerrestaurant helt frem til forrige søndag nat, men Sørøverbror og svigerinde gik i gang med oprydningen, og fredag stod laden klar og rengjort, så der kunne dækkes op.

Træladen er fra den agrariske tidsperiode og den er tegnet af min far. Selve konstruktionen udgøres af egnens kasserede elmaster samt af spær fra et nedlagt erhvervsdrivhus ved Ringsted. Sidste år anskaffede vi (jeg var mest begejstret…) 12 kirkebænke, og siden har vi (mest Søren…) kun flyttet rundt på dem, fordi de stod i vejen. Det har ærgret os (Søren) lidt og nogle af os (ingen nævnt, ingen glemt) har haft dårlig samvittighed over den håbløse idé. Alt kommer til den, der flytter bænke – juli måneds brudepar ville gerne giftes her på gården og allerhelst i træladen med den vestlige ende indrettet til kirke. Vi flyttede de 12 bænke igen og vaskede dem rene, så de kunne udgøre et passende format i salen. Alteret bestod af to store æblekasser og af nærmest ingenting opstod et magisk rum for vielsen.

Præsten syntes, det var en meget smuk kirke. I talen til brudeparret og deres gæster sagde hun, at de alle var samlet i Lone Landmands lade, men at den nu var kærlighedens lade. Således blev det også en dåbsdag.

Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.