Såtid – igen

Mandage og tirsdage er sommerrestauranten ikke åben. Det lyder som fridage, men er er i virkeligheden bare en anden slags arbejdsdage og det er også fint.
For ser du – mandag og tirsdag forsøger vi at indhente noget af det daglige på gården. Det, der absolut ikke kan komme på tale i dagene med gæster; græsklipning, lugning, forberedelser i køkkenet til den kommende uge, ekstra hundeklap, vask af duge og servietter, strygerulning af samme (men det står min mor for som tidligere år og til den del skal der bare være tid til hygge og kaffe undervejs), indkøb, rengøring, regelmæssige måltider plus det løse samt såning af nye afgrøder. Sidstnævnte er umådeligt vigtigt at huske – der skal sås nu igen.

Forskellige salater til sensommerjazzmiddagen, sommerkål, radiser, fennikel og 3 forskellige sorter (som kan sås nu) af gulerødder er kommet i den varme, fugtige jord i dag. Forrige uge høstede jeg hvidløgene og de efterlod et areal, der nu er tilsået og kan give en ny omgang mad.

Hvor var vi henne uden?
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.