Sensommerjazz med Mads Mathias Orchestra

Normaliteten kommer snigende sig ind i vores liv og sjældent har den været så velkommen. Det skal fejres med et brag af en sensommer-jazzkoncert. OG jeg tør godt love, at vi står overfor en jazzoplevelse langt ud over det sædvanlige. Igen i år flytter vi grænsen for, hvad man kan opleve i en trælade. Det har vi gjort ved at invitere fantastiske Mads Mathias, og ikke nok med det – Mads tager 9 af Danmarks allerdygtigste jazzmusikere med sig og sammen udgør de et 10 mand stort bigband, som kommer til at spille støvet ned af de gamle spær og fylde laden med både lyd og fryd. Mads lægger jævnligt vokal til DR’s store bigband i landets musikhuse, og nu kan du opleve ham lige her på gården i det store hjertevarmende rum – træladen på Brandbygegaard, Alrøvej 77, Odder.

Mads Mathias Orchestra er et kompakt big band, der spiller Mads originale sange fra det Danish Music Award vindende album Free Falling, blandet med nyere numre samt crooner klassikere. 

Orkestret rummer nogle af de absolut stærkeste musikere fra jazzscenen og musikken er arrangeret specielt til ensemblet af Grammy Award nominerede Peter Jensen.

Mads velskrevne, personlige og humoristiske sange er vedkommende og emmer af klassisk swing og croon, men med ny original retning. Flere af numrene har da også vundet priser ved nogle af verdens største sangskriverkonkurrencer. 

Mads Mathias: voc/sax
Peter Jensen: arrangement/basun
Lars Vissing: trompet
Mårten Lundgren: trompet
Jan Harbeck: bariton sax
Michael Blicher: tenor sax
Peter Rosendal: piano
Regin Fuhlendorf: guitar
Morten Ankarfeldt: bas
Espen Laub von Lillienskjold: trommer

Der lægges op til en aften i den klassisk swingende crooner stemning, med bobler i glassene, vippende fødder og smil der kommer til at tage dage at slippe af med igen!

Baren er naturligvis bemandet med yderst oplagt personale og byder på alt det bedste fra gårdens vinhus og bryggeri.

Det foregår fredag d. 20. august. Koncerten starter kl. 20 og slutter ca. kl. 22 inkl. en pause omtrent halvvejs.
Koncerten koster 250,- kr. pr. billet.

Som altid er det muligt at få stillet sin sult, når man skal til koncert her på gården. Denne gang gør vi det lidt anderledes og tilbyder en 3-retters menu til 300,- men for at kunne give en særlig spiseoplevelse, vil der ikke blive sat et lige så stort antal spisebilletter til salg som koncertpladser, så det er først til mølle. Middagen starter kl. 18:00.

Du finder billetsalget her:
https://www.odderbilletten.dk/arrangementer/9422/sensommerjazz-paa-brandbygegaard—mads-mathias-orchestra/

Vi glæder os!

Søren Sørøver

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.