Grødevejr

I går aftes såede jeg om kap med regnbygerne, der skred ind fra vest, og midt mellem solsikker og iceberg blev arbejdet afbrudt.

I dag er jorden tung af vand og egner sig ikke til store trippende landmandsfødder. I stedet får ophobningen af kontorting, myndighedsbetjening og lignende timerne, og selvom det er knap så meningsfyldt, så fylder det mindre, når det bliver gjort.

Den seneste uges regn er faldet på et tørt sted. Udskiftede æbletræer i plantagen, den nyplantede skov og de såede blomstrende urter m.m. har sukket efter vand. Så højt, at det kunne høres i hjernens omsorgscenter. De første millimeter tog toppen af nervøsiteten, de stride strømme vuggede frontallappen beroligende.

Nu mangler intet
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.