Endelig

Måske sidder du lige nu og kigger ud af vinduet. Måske tænker du, at maj er startet for fugtig udblæsning. Foråret har ellers været tørt. Så tørt, at det ikke var en god idé at så eller udplante grøntsager, selvom nattefrosten vist har forladt landet.

Men der var andet at tage sig til – i sidste uge havde vi travlt med at klargøre jord flere steder, så den kunne være modtagelig for omtrent 25 kg forskellige blandinger af frø med græsser, kløver, urter og andre blomstrende planter, der vil gavne insektlivet. Gården ligger som en biologisk oase i et intensivt rendyrket område med dertil hørende forbrug af sprøjtegifte, og grøftekanterne holdes tætklippede på egnen, så den vilde bestand af frø vælter ikke ind over os. Der skal gøres noget for at forbedre levevilkårene, også for insekter, og såning af diverse blomsterblandinger samt plantning af forskellige slags træer, er en start.

Der var varslet regn torsdag og vi satte hårdt ind på at få alt klargjort og frø udspredt inden. Så lå de der på tør jord og ventede – forgæves på vand, men spurve og duer kom. Og det skal være dem vel undt, der er sået rigeligt.

Vi ventede også på vandet, for der sker som bekendt ikke meget med hensyn til fremspiring, før frø kvælder op.

Regnen kom ikke torsdag, fredag, lørdag, søndag eller mandag. Men i dag. Efter lang tids venten på tunge skyer med last af liv.
Ja, det regner i dag. Er noget møgvejr for mange. Men det var lige, hvad vi manglede.

Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.