Tomat, tomat og atter tomat

I slutningen af marts bar jeg samlingen af mindre urtepotter op på stuehusets førstesal. De var gemt til en helt særlig anledning – såningen af tomatfrø. Potterne blev fordelt på et af de fire planteborde, fyldt med jord og fik et frø i hver. Tomatkerner er meget spirevillige, og derfor kan man ligeså godt give dem en potte hver fra starten, i stedet for at så tættere og skulle forstyrre rødder og stængler med en deling senere.

De første uger var der god balance mellem varme og lys over bordet, men efterhånden som solen fik magt og gav saunalignende temperaturer på 1. salen, begyndte planterne at vokse for hurtigt i højden. Vi har plantelamper over bordene, men tomatplanter er sprintere efter lys. Lys, lys, lys. Mere, mere, mere. De vokser som fætter Henning mellem de årlige familiesammenkomster. Nu skal de altså ud, sagde Søren Sørøver, når vi stod op om morgenen, og gentog det, når vi gik i seng. Selvom tomatplanterne voksede 5-8 cm i løbet af dagen, fik de ikke ører.

Forleden bar vi et tomt plantebord ud i det gamle drivhus for at mellemlande alle planterne der, til det nye drivhus var klargjort. Sort efter sort kom i en dyb balje og blev båret ud og sat på plantebordet – i lys fra alle sider og med moderat temperatur. Det er den slags, der skal til, for at tomatplanter bliver stærke og fyldige og ikke til nogle lange bengler.

Her på egnen er der stadig nattefrost, og det var at løbe en vis risiko, tomatplanterne stod i det gamle og lidt utætte drivhus. Er der noget, som kan presse én mentalt, så er det planter. Planters ve og vel. Trivsel og tab af samme. I går brugte jeg dagen på at muge ud og køre gødning fra dyrene, kompost m.m. ind i det nye drivhus, rydde det op osv. så Søren kunne vende jorden rundt og gøre den dyrkningsklar. I dag er alle tomatplanter flyttet holdvis endnu en gang, og så håber jeg, at den store solopvarmede masse af jord kan holde frosten borte i nat.

Der er 138 tomatplanter fordelt på 15 sorter, og det kunne ikke blive ved med at gå.

Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.